De små ting – ikke at forveksle med småting

Hvis man sætter sig mål i livet, skal man så overse og fravælge alle de veje og muligheder der ellers åbner op og viser sig i livet? Det har jeg aldrig rigtig forstået.

Jeg har aldrig haft en liste over hvad jeg skal nå i livet, ingen mål om, hvor jeg er på vej hen eller hvilken skabelon mennesker skal passe ind i, før jeg omgås dem. Dels fordi jeg er overbevist om, at jeg blot vil spænde ben for mig selv, ved at have en eller anden liste og opstyltet forestilling om mennesker ud fra deres musiksmag, frisure eller grundlæggende karaktertræk. Og dels fordi jeg mener, at fravælge nogen inden man har set eller talt med mennesket bag facaden – det er en dårlig egenskab, der ikke behøver yderligere opmuntring.

Jeg har  ingen liste, men jeg er blevet klogere. Klogere på, at de små ting for mig, er de største ting. Når der så er mange af dem, så føles livet allermest dejligt. De små ting, dem har jeg heller ikke en liste over (måske kan jeg generelt ikke lide lister), for det er overraskelsen, glæden, det pludselige nærvær, det uventede og venlige, som gør hele forskellen.

Dog kan jeg hurtigt opremse nogle af de små ting og dejlige mennesker, der er med til at gøre mit liv stort, blandt andet:

  1. Venner der holder liv i vigtige ord og vendinger som stratenrøver, kålhøgen og dårskab
  2. Kollegaer der tager mig med på hemmelige kaffebarer med bløde sofaer, forbudte kager og arbejdsfri snak
  3. Venner der ved, at når det kommer til at overholde aftalte tider, så har jeg en lille afrikaner indeni – og det er ok
  4. Duften af nyslået græs og regn på varm asfalt
  5. Ægtemanden der tager med på skovtur i 8 graders ”varme”, bare fordi jeg mener det er en god idé
  6. Venner der deler deres liv og oplevelser i gode samtaler, om både godt og ondt
  7. En der stiller uret i min bil, så jeg pludselig ikke længere behøver lægge 67 minutter til, for at kende den korrekte tid
  8. At grine af sig selv
  9. Ægtemanden der springer ud af sengen og stormer hele huset rundt, når jeg prikker til ham om natten og skræmt hvisker: ”Jeg hørte en lyd!!”
  10. At se børnene smile og grine med hinanden og deres venner
  11. Børn der kommer med et slumretæppe til mig, uden jeg har bedt om det
  12. Venner der får mig til at grine så meget, at jeg kommer til at græde og selvom det gør helt ondt i maven, så føles det godt
  13. At møde en gammel ven og indse, at nogle ting aldrig ændrer sig – heldigvis
  14. Mennesker og oplevelser der har lært mig, at jeg altid kan vælge at se anderledes på tingene

Til dig, der gør en forskel i mit liv, vil jeg sige TAK du

Forstyr hjernen – bryd mønstret!

Din hjerne laver mønstre. Jo den gør! Mest for at beskytte på dig. Den luller dig ind i kendte mønstre og passer på du ikke bliver usikker og ikke ved hvad du skal gøre. Sådan passer din hjerne på dig.
I mens den passer på dig, for det er nu engang det hjerner gør, så bliver den også skyld i, at det er let at stresse dig. Når der pludselig sker en forandring, specielt en du ikke har bedt om, så kan du blive både forskrækket, frustreret og vred på én og samme tid.
Der er slet ingen grund til at blive forskrækket. Det er bare fordi hjernen bliver usikker og er nødt til at ommøblere i en fart og finde en ny vej, fordi det kendte mønster er brudt– nogen gange tager det længere tid end andre. Men fidusen er, at mens den finder en vej, der trænes den.

Jeg øver mig hele tiden, for jeg kan mærke, at min hjerne ikke bryder sig om forandringer, derfor træner jeg den. Ved at bryde mønstre. Helst hver dag. Det kan være at køre en anden vej hjem, læse nyheder et nyt sted eller som i sidste weekend, at tage til opera i stedet for til Kim Larsen koncert.

Sådan bare lige, af en ualmindelig sød kvinde, fik jeg foræret billetter til opera koncert. Sopraner og pianister. Der er en første gang for alting – også for oplevelsen af opera, sopraner og pianister. Udover at jeg blev overvældet og næsten rørstrømsk af den uventede venlighed, så begyndte jeg at glæde mig, allerede inden billetterne var kommet ned i tasken. Jeg har aldrig oplevet opera tidligere. Altså lige bortset fra det i fjernsynet – som jeg altid slukker for.

Ægtemanden mente, at jeg helt sikkert var bedre tjent med at tage en anden end ham med. En der ville sætte større pris på opera end ham, og det havde han sikkert ret i.
Der skulle slet ingen overtalelse til, før min veninde Anne sagde;”Det skal nok blive hyggeligt. Bare en aften sammen med dig. Det kunne såmænd være EM i ‘sten, saks og papir’. Sådan er Anne. Vi mødte hinanden i den første store krise i mit liv og siden har Anne altid været der.

Et par dage inden den store aften, der diskuterede vi, om det mon var sådan en koncert, hvor man skulle være klædt i galla? Der fik min hjerne lidt betænkeligheder, mest fordi jeg slet ikke kunne forestille mig, at blive skruet ned i sådan et væld af taft og skørter. Anne kluklo bare – ” Vi ankommer bare almindeligt pæne, så skal det nok gå”. Almindeligt pæn, det er sådan et nordjysk udtryk for tøj, der er en tand pænere end hverdag, men ikke festligt nok til et bryllup. Og sådan tog vi af sted hjemmefra mig, almindeligt pæne. Dog i en bil der ikke var almindeligt pæn. Vi kørte 110 km i en spættet bil, grundet 3 svalepar der var flyttet ind på bjælkerne i garagen.

Jeg havde prikket lidt til Anne, der var chauffør i min bil, med ”bare giv den gas”. Det var sagt med øje på uret, der viste vi skulle holde en pæn fart, for at nå frem i god tid. Jeg kiggede på uret i gps’en og Anne kiggede på uret i bilens instrumentbræt. Naturligvis farede vi lidt vild, fordi jeg absolut skulle udfordre gps’ens ”drej svaaaagt til højre”. Vi måtte derfor spørge en venlig århusianer om vej. Her er det, at Anne fastslår det er godt vi er i så god tid – og jeg påpeger, vi faktisk skulle sidde på vores pladser i ridehuset nu. Her går det også op for Anne, at jeg er en af dem der hellere lægger en time og syv minutter til hvad bilens ur viser, frem for at bruge 30 sekunder på at stille det rigtigt.

Vi ankommer med store skridt, netop som den store dør er ved at lukke. Vi når ind og finder vores pladser ved hjælp af søde mennesker. Til den ene side er min bordherre en kendt kollega og til den anden side en ukendt herre, begge i fine skjorter. Anne sidder overfor mig. Jeg har knapt sat mig ned, før jeg udbasunerer min tvivl om, om det var sådan en galla aften. Heldigvis er min ukendte bordherre ret frisk, og løfter op i den hvide dug og viser sine bare ben frem, mens han svarer; ”Det er helt afslappet – se, jeg har shorts på”. Vi nåede at grine og smalltalke to sætninger. Så begyndte koncerten, med en fremragende introduktion af både formål og anledning for koncerten.

Italiensk opera. Smukke kvinder i skønne kjoler, med stemmer der fik håret, trommehinderne og følelserne til at blafre. Når jeg kiggede forsigtigt rundt, kunne jeg se parrene holde i hånd og nogle måtte tørre tårer bort. Jeg blev overrasket over mine egne kuldegysninger. Det var smukt og rørende på en helt uforståelig måde. Jeg forstod overhovedet ikke hvad der blev sunget, men det var formidling af følelser med stemmen. Jeg blev rørt….. og glad for det ikke var galla.

I pausen var der mulighed for at liste rundt på den italienske messe (som det samtidig var i ridehuset) med italienske lækkerier i alle afskygninger…og tasker. Vi nåede at hente drikkevarer og tale lidt, så fortsatte de store stemmer igen. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg egentlig havde forestillet mig, men fantastisk var det. Efter koncerten var der tid til at komme rundt på messen og Anne og jeg startede med at smage på hvidløgs tapenade – som vi naturligvis spildte på gulvet. Det så ud som om svalerne også havde været i ridehuset. Vi kiggede på klatterne, på hinanden og fik et grineflip. Aner ikke hvorfor, men uanset, så var det rart at grine over spildt hvidløgs tapenade.

Vi gik rundt og så, rørte og smagte på det hele. Vi nåede til et bord med de største parmesanoste jeg nogensinde har set, og lækre pølser og brød med skorpen så sprød som flæskesvær. Vine, kaffe, mandelbiscotti, pasta i alle udgaver, rissotto, olivenolier og flere smukke kvinder. Og tasker! De duftede af både levende hest og ny bil. Flotte og storslåede så de ud. Specielt den røde taske. Den talte til mig. Det gjorde den! Jeg holdt fast på den, længe. Jeg havde set prismærket på 2500 kr. Jeg kiggede på min egen taske. Pludselig så den ret lurvet ud og jeg forsøgte at retfærdiggøre, hvorfor den røde taske ikke var bedre end den, jeg for et år siden havde købt på et hestemarked. Jeg kunne godt se det. Men forsøgte ihærdigt at overbevise mig selv om, at med sådan en rød taske i den kvalitet, så ville jeg aldrig mere få en ny taske, for den ville holde for evigt. Den talte stadig til mig, men vore veje måtte skilles. Jeg er sikker på den græd lidt, da jeg gik.

Anne og jeg kørte hjemad, med venindesnak om oplevelsen, den røde taske og smagen af parmesan, dejlig vin og god kaffe. Det viser sig, at opera kan være meget mere end sopraner og pianister. Det er også herligt selskab, gode mennesker, oplevelser og latter.

 

Helt perfekt!

Godt jeg ikke er perfektionist. Er du sindssyg, jeg ville ligge i krampe på den lukkede og ralle. Måske er det netop fordi jeg ikke er perfektionist, at jeg altid kommer videre og igennem. Stort set uanset hvad. Dét og så en hel del selvironi.
I vennekredsen, i forbindelse med mit arbejde, i bekendtskabskredsen – der ser jeg det. Når de bukker under, sidder og stirrer på en plet på væggen, en plet der slet ikke er der, græder, er apatiske og kan ikke længere huske hvordan man starter opvaskemaskinen eller rumme andre mennesker, ja ikke engang rumme sig selv. Har det altid været sådan? Er det bare mig der ikke kan erindre sådan noget fra min barndom? At voksne også dengang bukkede totalt under med stress og depression. Blev syge helt ind i sjælen, så de også fik fysiske skavanker? Egentlig kan jeg kun mindes udtrykket; ”Han har bare dårlige nerver”. Og så blev der ikke talt mere om det.

Bukker vi under i anstrengelserne i den evige jagt på det perfekte liv. Er det ikke bare at jagte det uopnåelige? Det perfekte liv i form af det perfekte job, naturligvis udført til perfektion med den perfekte høje løn og de perfekte udviklingsmuligheder, det perfekte hus med de perfekte møbler og den perfekte have, den perfekte ægtefælle, de perfekte børn, som går til alle de perfekte fritidsaktiviteter og har de perfekte karakterer og legekammerater. Vi skal det hele og får ikke sagt fra eller i det mindste skruet forventningerne ned – mest egne forventninger.
Egentlig er det helt ok, at have ambitioner om at udrette store ting i livet og i verden. Så er jagten på det perfekte, i det hele taget  så slem, som jeg bilder mig ind?
Nogen vil måske påstå, at jeg taler mindre pænt om perfektionisme, fordi jeg ikke er det eller ejer ambitionerne, om at stræbe efter at være det.
Men, jeg er jo netop ikke perfekt! Jeg er egentlig meget ærlig omkring ikke at være perfekt. Derfor er selvironi og uhøjtidelighed min styrke og mit forsvar. Mit perfekte forsvar.

Kærlighed er også..

  • når alle tre børn hjælper til med at finde haven efter vinterens vissenhed
  • når hønsene skrukker og kagler glad i solskinsvejret
  • når ægtemanden kigger på mit hår og spørger: ”Hvor længe har du egentlig været hjemløs”
  • når en kollega flere gange i ugens løb, og helt uopfordret, skænker kaffe op til mig
  • når man genser en god ven i Fakta og der midt i Faktas grøntafdeling får en ordentlig krammer
  • når man har brugt alle de penge man ikke har – men bare ved det bliver den bedste festdag nogensinde
  • når yngste søn siger: ”Mor, du har altid ret – også selvom du ikke har det”
  • når en tidligere og allerbedste kollega kommer forbi til kaffe, kager og tæsker mig i bordfodbold

love is

Hvilket rod byder du uventede gæster?

Jeg elsker at få uventet besøg liar liar, pants on fire. Det vidner om, at nogen lige har tænkt på mig, fået en pludselig indskydelse og gerne vil være i mit selskab. Desværre har mine gæster åbenbart en eller anden radar der giver udslag: “Hey, hun har sgu ikke ryddet op/gjort rent/ er nøgen/ beskidt/ iført det grimmeste tøj , vi skal lige kigge forbi og give hende super dårlig samvittighed eller pinligt røde kinder – hæ hæ”.

Det er jo nogle frygtelige laster, som absolut ingen venner må kende til. Hvis jeg nu helt ærligt og reelt virkelig var ligeglad med, at alle opdager jeg ikke er perfekt, så ville jeg være sådan en der tog det heeelt roligt, når der kom uventede gæster. Så ville jeg ikke flyve rundt som en vildfaren nytårsraket og forsøge at gemme det iøjnefaldende rod i skabene eller bag bruseforhænget (Seriøst HVORFOR gør jeg det?) eller får en robotagtig stivhed og et ansigtsudtryk som på Edward Munchs ”skriget”, i mens jeg råber: ” NEEEJ for helvede, jeg har jo ikke ryddet op!”

Jeg ville ønske, at jeg meget mere var sådan en der sagde:

  • ”Kom da indenfor, så får jeg lige nogle bukser på”
  • ”Jeg var lige ved at danse til ‘Dansk melodigrandprix’ – kom ind og vær med!”
  • ”Kom indenfor så tager jeg lige en BH på igen”
  • Neiii, sikke en dejlig overraskelse. Jeg har lige tømt alle køkkenskabene, men vi sidder bare mellem det hele og drikker kaffe”
  • OM jeg giver kaffe! Ja da, åh, forresten der lugter måske lidt, for jeg har lige slået en brandskid”
  • ”Kom ind og se min fortolkning af Fengh Shui. Du ved nok, at Feng Shui filosofien     bygger på tre taoistiske ’sandheder’:
  1.  Alt er levende : Jeg har da et par grønne planter et eller andet sted og       fnullermændene ser også levende ud, når de flyver henover gulvet. Efterlader man bare ét stykke tøj på badeværelsesgulvet, så vokser det sig på mystisk vis til en kæmpe bunke, på bare én dag. “Adr! HVEM har stillet sin madkasse bag sofaen??”
  2. Alt er forbundet : Rodet i stuen hænger fint sammen med det i køkkenet og den dundrende hovedpine har helt sikkert en fornuftig sammenhæng med gårsdagens indtag af alkohol.
  3. Alt forandrer sig: Jeg har observeret, hvordan  snavsetøjbunken, pludselig bliver til en bunke af rent tøj – og på en uges tid, forvandler det sig tilbage til en bunke med snavsetøj igen.

Efterhånden er det sådan, at når der er godt og grundigt rodet, så er jeg begyndt at sige højt” Det er da lige sådan en dag som i dag, at svigermor kommer forbi”. Dem der tænker, ”tag dig dog sammen og hold orden i stedet for at rydde op” – de får en lammer!

Jeg er overbevist om, at affaldskværnen og affaldsskakten oprindeligt blev opfundet af rodehoveder der tit fik uventede gæster – jeg vil have begge dele installeret. NU!

Fjerne galakser.

Det er snart tid til en tur hjemmefra Nordjylland – helt til Sjælland. Det er slet ikke længe siden og jeg sidst var der. Da mødte jeg spændende og finurlige mennesker på min rejse. I får lidt om mødet med en af dem her:

Der var behov for flere overnatninger og så er det jo oplagt at tage på hotel eller kro – så det gjorde jeg ikke. I stedet fandt jeg et sted, langt ude på (sjæl)landet, hvor jeg kunne leje en lille lejlighed, sådan lidt bed & breakfast – bare uden breakfast. Medmindre jeg altså selv øste havregrynene op.
Ude på landet. Jeg tænkte, at der ville jeg stadig føle mig lidt hjemme, selvom jeg var langt hjemmefra. Her er det vigtigt at forstå, at Sjælland er for nordjyder det længste væk, man overhovedet kan komme. Maldiverne, New Zealand og andre eksotiske destinationer er slet ikke noget at tale om som rejsemål, men Sjælland – dét er langt væk.

Jeg ankom lidt senere end planlagt, mest grundet mine egne tåbeligheder ved betalingen på den der uendelighedsbro. Husværten Sigurd tog dog pænt imod mig, trods forsinkelsen, og jeg blev indlogeret i den lille lejlighed. Sigurd var sådan en mand i meget store og løse joggingbukser og han havde ét stift langt og vildtvoksende gråt hår, lige midt ovenpå næsen. Mest af alt mindende han om en gammel mafiaboss, eller bare en der var på vej til at blive huleboer med stil. Hvis han var ægte mafiaboss, ville han helt sikkert hedde ”Vinny Gorgeous”.
Inden jeg havde tømt bilen for alle mine pakkenelliker, så skulle jeg da lige med Sigurd rundt og hilse på alle hans dyr. Jeg fulgte pænt efter Sigurd, og skulede lidt efter de to hængebugsvin der stod gryntende tilbage på gårdspladsen. Sigurd kunne godt lide at fortælle og det gjorde han…..hele tiden. I mens vendte mine tanker tilbage til det med mafiaboss, og jeg fik pludselig betænkeligheder ved at følge efter ham om bag bygningerne. Der var også ved at være mørkt. Mørkere end i Nordjylland. Jeg fulgte alligevel efter og det gjorde de to svin også. Den ene havde lidt problemer med at følge med og Sigurd gjorde mig pænt opmærksom på, at det var fordi den var blind. Altså, dens øjne fejlede ikke noget, men den var så fed, at den ikke kunne åbne øjnene, så når den havde slanket sig ville den få synet tilbage.

Inde i stalden blev lyset tændt og Sigurd viste mig stolt sit pindsvine vinterhotel. ”De lugter lidt, sådan nogle små svin” sagde han. Jeg kunne nu ikke lugte pindsvin, der mellem lugt af geder, får, høns, hængebugsvin og gæs, så jeg synes overhovedet ikke de lugtede.

Nok har jeg hørt om gode mennesker, der har pindsvin til overvintring, når de ikke fatter at gå i hi før vinterens kulde sætter ind, men aldrig før mødt en. Tolv pindsvin var der, som snøftede, hostede og møffede rundt i hver deres lille hule. På den anden side af gangen boede alle de øvrige dyr. Sigurd fortalte og fortalte og han var nu en ganske hygsom herre med hjertet på rette sted. Jeg fik virkelig meget information om Pindsvinevennerne i Danmark og til trods for alt det gode de gør med et godt hjerte, så kom jeg til at trække på smilebåndet.

Pindsvinevennernes hjemmeside vidner om, at de er ægte og top engagerede pindsvine fanatikere: Vigtigt *Lad telefonen ringe mere end to gange! Vi kan jo stå med et sygt Pindsvin.  Læs selv mere pindsvine drama her http://www.pindsvin.dk

Noget gør de helt sikkert rigtigt, for pindsvinene hos Sigurd var meget rundere end dem jeg normalt ser.

pindsvin-j-4004

Hvorfor overhovedet have en blog?

Jeg ved virkelig hverken retning eller form på denne blog, udover, at det først og fremmest er her du vil høre mig råbe ud til verden (det er mig i baggrunden).

råb til verden

Det er også her jeg vil dele mine små hverdags løgne, som jeg bilder mig ind, vi alle sammen i et eller andet omfang bruger. Det er her jeg vil øve mig i slet ikke at lyve mere – eller måske bare blive lidt bedre til det, med et stort smil.

løgn og rengøring

Det er helt sikkert også her du vil komme til at høre en lillebitte smule om familien og ikke mindst ægtemanden. Om hvordan vi forholdsvis undgår at slå hinanden ihjel i hverdagen og om hvordan vi passer godt på hinanden

husband

Det er her der bliver skrevet med både STORE og små bogstaver, tænkt højt og delt uforbeholdne meninger om alt og alle – inklusive om mig selv. Krydret med masser af selvironi og uhøjtidelighed.

fuck-you-up-karm

Du vil komme til at læse om både små og store venskaber. En ven gjorde i øvrigt for nyligt opmærksom på, at billeder siger mere end 1000 ord. Derfor bliver det første indlæg på bloggen understreget med masser af billeder.

venskab

Det glæder mig hvis du har lyst til at læse med. Bloggen er nu stedet, hvor de fleste skriverier deles, i stedet for at blive gemt væk i et arkiv uden backup.

clear head