For fædrelandet

Jeg må hellere få fortalt jer om den port. Det er den der adskiller tusindvis af nysgerrige blikke til den kongelige jagthytte i Trend. Kongeporten. Sammen med det høje vildthegn og masser af skov, har den indhegnet og skjult jagthytten et sted på den 400 hektar store grund, som var det slottet hvor tornerose sover sin skønhedssøvn. Kongeporten er med til at skjule den kongelige og ”hemmelige” hule.
Den kongelige jagthytte i Trend, som har ry for at være stedet, hvor de kongelige drager hen, når de vil have mest muligt fred for offentligheden og nysgerrige blikke. Jagthytten, som for de fleste vil betragtes af en sådan størrelse, at den egentlig slet ikke kan kaldes en hytte.
En varm og lun sommermorgen i august, kom jeg forbi og tog dette billede til jer:

IMAG0317

Kongeporten, der helt diskret og næsten anonymt spærrer vejen for uvedkommende til den kongelige jagthytte. Den åbnes kun for medlemmer af kongefamilien og deres meget nære venner, altså lige bortset fra dengang selveste Dronning Margrethe åbnede porten, så et ret begrænset antal gæster, mod entré, kunne komme indenfor. Entréindtægten gik ubeskåret til ungdoms arbejdet i Farsø og de nysgerrige måtte blive udenfor selve jagthytten, ingen kom indenfor. Rygtet siger, at det bestemt ikke var lokalbefolkningen, der var mest nysgerrige og købte de dyre billetter, for at komme ind bag Kongeporten. Måske har det noget at gøre med, at langt størstedelen af lokalbefolkningen er temmelig stolte af, at de kongelige finder ro og fred her i området.  Derfor værnes der også om de kongeliges besøg i Vesthimmerland.

Faktisk bliver der værnet så meget om de kongeliges besøg her, at ingen gør et større nummer ud af at møde dem under indkøb. Heller ikke, når man møder Kronprinsen med de ældste børn, en sensommer eftermiddag på den lille lokale flugtskydningsbane, fordi de ”kom lige forbi”. Men bagefter kan man godt føle sig lidt kongelig og slå sig sammen i større fællesskab og bygge nyt klubhus. Lidt kongelig opmærksomhed kan, uden det var tanken, sætte gang i en del udvikling.

De små ting – ikke at forveksle med småting

Hvis man sætter sig mål i livet, skal man så overse og fravælge alle de veje og muligheder der ellers åbner op og viser sig i livet? Det har jeg aldrig rigtig forstået.

Jeg har aldrig haft en liste over hvad jeg skal nå i livet, ingen mål om, hvor jeg er på vej hen eller hvilken skabelon mennesker skal passe ind i, før jeg omgås dem. Dels fordi jeg er overbevist om, at jeg blot vil spænde ben for mig selv, ved at have en eller anden liste og opstyltet forestilling om mennesker ud fra deres musiksmag, frisure eller grundlæggende karaktertræk. Og dels fordi jeg mener, at fravælge nogen inden man har set eller talt med mennesket bag facaden – det er en dårlig egenskab, der ikke behøver yderligere opmuntring.

Jeg har  ingen liste, men jeg er blevet klogere. Klogere på, at de små ting for mig, er de største ting. Når der så er mange af dem, så føles livet allermest dejligt. De små ting, dem har jeg heller ikke en liste over (måske kan jeg generelt ikke lide lister), for det er overraskelsen, glæden, det pludselige nærvær, det uventede og venlige, som gør hele forskellen.

Dog kan jeg hurtigt opremse nogle af de små ting og dejlige mennesker, der er med til at gøre mit liv stort, blandt andet:

  1. Venner der holder liv i vigtige ord og vendinger som stratenrøver, kålhøgen og dårskab
  2. Kollegaer der tager mig med på hemmelige kaffebarer med bløde sofaer, forbudte kager og arbejdsfri snak
  3. Venner der ved, at når det kommer til at overholde aftalte tider, så har jeg en lille afrikaner indeni – og det er ok
  4. Duften af nyslået græs og regn på varm asfalt
  5. Ægtemanden der tager med på skovtur i 8 graders ”varme”, bare fordi jeg mener det er en god idé
  6. Venner der deler deres liv og oplevelser i gode samtaler, om både godt og ondt
  7. En der stiller uret i min bil, så jeg pludselig ikke længere behøver lægge 67 minutter til, for at kende den korrekte tid
  8. At grine af sig selv
  9. Ægtemanden der springer ud af sengen og stormer hele huset rundt, når jeg prikker til ham om natten og skræmt hvisker: ”Jeg hørte en lyd!!”
  10. At se børnene smile og grine med hinanden og deres venner
  11. Børn der kommer med et slumretæppe til mig, uden jeg har bedt om det
  12. Venner der får mig til at grine så meget, at jeg kommer til at græde og selvom det gør helt ondt i maven, så føles det godt
  13. At møde en gammel ven og indse, at nogle ting aldrig ændrer sig – heldigvis
  14. Mennesker og oplevelser der har lært mig, at jeg altid kan vælge at se anderledes på tingene

Til dig, der gør en forskel i mit liv, vil jeg sige TAK du

Helt perfekt!

Godt jeg ikke er perfektionist. Er du sindssyg, jeg ville ligge i krampe på den lukkede og ralle. Måske er det netop fordi jeg ikke er perfektionist, at jeg altid kommer videre og igennem. Stort set uanset hvad. Dét og så en hel del selvironi.
I vennekredsen, i forbindelse med mit arbejde, i bekendtskabskredsen – der ser jeg det. Når de bukker under, sidder og stirrer på en plet på væggen, en plet der slet ikke er der, græder, er apatiske og kan ikke længere huske hvordan man starter opvaskemaskinen eller rumme andre mennesker, ja ikke engang rumme sig selv. Har det altid været sådan? Er det bare mig der ikke kan erindre sådan noget fra min barndom? At voksne også dengang bukkede totalt under med stress og depression. Blev syge helt ind i sjælen, så de også fik fysiske skavanker? Egentlig kan jeg kun mindes udtrykket; ”Han har bare dårlige nerver”. Og så blev der ikke talt mere om det.

Bukker vi under i anstrengelserne i den evige jagt på det perfekte liv. Er det ikke bare at jagte det uopnåelige? Det perfekte liv i form af det perfekte job, naturligvis udført til perfektion med den perfekte høje løn og de perfekte udviklingsmuligheder, det perfekte hus med de perfekte møbler og den perfekte have, den perfekte ægtefælle, de perfekte børn, som går til alle de perfekte fritidsaktiviteter og har de perfekte karakterer og legekammerater. Vi skal det hele og får ikke sagt fra eller i det mindste skruet forventningerne ned – mest egne forventninger.
Egentlig er det helt ok, at have ambitioner om at udrette store ting i livet og i verden. Så er jagten på det perfekte, i det hele taget  så slem, som jeg bilder mig ind?
Nogen vil måske påstå, at jeg taler mindre pænt om perfektionisme, fordi jeg ikke er det eller ejer ambitionerne, om at stræbe efter at være det.
Men, jeg er jo netop ikke perfekt! Jeg er egentlig meget ærlig omkring ikke at være perfekt. Derfor er selvironi og uhøjtidelighed min styrke og mit forsvar. Mit perfekte forsvar.

Er det en musical?

Når jeg normalt siger det her, så bliver jeg draget ind i større diskussioner, oplever undren, en smule harme, et lille træk på skulderen eller lange og meget pædagogiske forklaringer. Men jeg forstår det bare ikke – så simpelt er det.

Det handler om Konfirmation og ”nonfirmation”. Du ved, det der tidligere hed ”Jeg vil ikke konfirmeres”. Så langt er jeg med. Jeg siger heller ikke, at det ene er mere rigtigt end det andet – jeg forstår simpelthen bare ikke, at der også til ”nonfirmation” hører fest, farver, gaver og blå mandag. Hvad har jeg misset her? Det har jo netop intet med Konfirmation at gøre?!. Det er her jeg bliver fatsvag og ikke begriber det længere. Nonfirmation er altså for de unge mennesker, der ikke bekræfter deres dåb, ikke vil bekræfte at kende til kristendommen og derfor ikke vil konfirmeres, MEN alligevel ønsker at blive fejret?!

Nogen har givet mig lange pædagogiske forklaringer om, at når der er nonfirmation, så er det mere ok at sige nej, for så er det netop ikke festen og gaverne, der er afgørende for, om man vælger at blive konfirmeret. Hvad? Nonfirmation er et fravalg, men samtidig bliver det vel også et klart tilvalg af netop kun fest og gaver…. Eller er det blevet en bekræftelse af den fremhævelse af individet, som de seneste 15 års børneopdragelse har stået for eller er det kommet i takt med ”vi er alle lige gode til alting” pædagogikken? Jeg er blevet skudt på, med argumenter, der kun omhandler, at ”Det er fedt at nogen tør skille sig ud”. Hvorfor skal det nu pludselig handle om, om man tør eller ej? Det handler vel for pokker om en bekræftelse af noget, som engang er sket, nemlig dåben. Vil man skille sig ud, så er der 1000 andre måder at gøre det på. Jeg ser ikke på Nonfirmation, som en begivenhed i sig selv, og måske er det derfor jeg slet ikke forstår, at det fejres med pomp og pragt. Hvad skriver man egentlig i sådan et kort til nonfirmanden?

  • Tillykke med du ikke blev konfirmeret!
  • Tillykke med festen!
  • Tillykke med øh?? …men tak fordi jeg måtte komme.

Man skriver jo heller ikke: “Tillykke med I har valgt ikke at blive gift”.

Uanset om man skal konfirmeres, nonfirmeres eller ej, så må man ganske enkelt ikke lade sig snyde for en konfirmand messe. Sådan en messe hvor den lokale handelsstandsforening er arrangør. Så kan du være så heldig, at opleve den kvindelige formand for handelsstandsforeningen, stå med mikrofonen og indlede messen med at præsentere årets tøjmode med halvanden times modeshow. Tøj- og hårmode der vises frem af og på lokale modeller. Halvanden time, hvor formanden med den skingre stemme skriger om tøjmoden til både konfirmanden/nonfirmanden og hendes eller hans søskende og forældre – og for så vidt også onkler og tanter med flere, lige ind i dine ører. I mens de lokale modeller, hundses rundt på scenen med; ”Tag en runde mere, en runde mere…” og ”iiiiihhhhhhhhhh hvor er det flooooooooooooot!” Halvanden time, hvor du ikke tør gribe ud efter, de ellers ret flotte gaver, der kastes ud blandt publikum, for så er du nødt til at fjerne hænderne fra ørene. Fjerne det eneste der forhindrer dine trommehinder fra at styrtbløde og dine ører i at falde af.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

At hun råbte i mikrofonen kan selvfølgelig også skyldes, at showets 18- årige DJ ikke skruede ned for det høje #New Hot Sexy# House and Dance Music 2013, når hun skreg som ind i helvede talte.

Han skruede op når hun talte, og imens dansede han bag sin pult med høretelefoner forklædte høreværn på. Når modellerne ikke kunne følge med til den hurtige omklædning, så smed DJ’en sine høretelefoner og sprang hen foran sin pult og tog billeder af den i spotlightet. Tredje gang han gjorde det, da grinede jeg så højt, at jeg spruttegrinede og græd på én og samme tid. Et øjeblik, er jeg ret sikker på, at jeg overdøvede hende med mikrofonen. Den ældste dukkede sig og havde et voldsomt anfald af ”ud af kroppen, mor er pinlig” øjeblikke.

Halvanden time. De lokale modeller sluttede showet af, med en omgang opvisning i Gangnam Style. Jeg var stum. Den ældste ruskede i min arm og jeg vågnede af mareridtet. Et splitsekund blev jeg ramt af frygt for, at alle ville komme springende ind igen og opføre en musical. Jeg hastede videre til vinsmagning; mousserende, rød-, hvid-, og dessertvine. Jeg er sikker på, at min oplevelse af mode showet havde været noget anderledes, hvis vi var startet med vinsmagningen.

Byens og omegnens handlende stod klar på rækker, hvor der blev disket op med smagsprøver på kager, desserter, oste, sandwich, pålæg og meget meget andet. Der blev rundhåndet delt ud til konfirmanderne og deres forældre, i håb om at få en ordre i hus. Frisører, banker, tøjforretninger, cykelhandlere og andre var også på pletten, for at præsentere sig, inden forbrugsfesten for alvor begynder. Jeg fik øje på kaffen, eller rettere sagt, min næse styrede direkte forbi tallerkener med oste, kager, sandwich og andet mad. Mad der havde stået fremme på fade, i en varm sportshal i halvanden time. Ventet på, at alle var blevet skreget gennem mode showet. Nu stod alle bøjede som sultne gribbe og hyæner om de bugnende fade. Kaffen, den var varm, god og tiltrængt.

Og så ventede vi. Jeg anede ikke helt hvad vi ventede på. Udover at jeg havde set en noget spinkel og bar drengeoverkrop, der poserede på en plakat, hvor der med store bogstaver stod EMILIO. Ingen var i tvivl, da han trådte ind i hallen, for alle pigerne flokkedes om ham med strakte hænder og glimtende Iphones. Lyset blev slukket, musikken startede og røgmaskinerne kørt i stilling. Og så startede det igen. Skrigeriet. Denne gang var det alle pigerne der skreg, så man næsten ikke kunne høre om den spinkle Emilio sang eller blot hviskede i mikrofonen. Jeg kom til at grine igen, men denne gang var det ok, for ingen kunne høre det. Dog resulterede spruttegrineriet i, at jeg spildte kaffe ned i min sko…. så skreg jeg også. Da jeg bukkede mig ned for at tage skoen af, fik jeg øje på et flot mærkat på gulvet.
to loudd

Konfirmation eller nonfirmation. Nogen vil sige jeg er forstokket eller stokkonservativ…. jeg vil nærmere sige stokdøv – men det er fordi jeg har været til konfirmandmesse.

Fjerne galakser.

Det er snart tid til en tur hjemmefra Nordjylland – helt til Sjælland. Det er slet ikke længe siden og jeg sidst var der. Da mødte jeg spændende og finurlige mennesker på min rejse. I får lidt om mødet med en af dem her:

Der var behov for flere overnatninger og så er det jo oplagt at tage på hotel eller kro – så det gjorde jeg ikke. I stedet fandt jeg et sted, langt ude på (sjæl)landet, hvor jeg kunne leje en lille lejlighed, sådan lidt bed & breakfast – bare uden breakfast. Medmindre jeg altså selv øste havregrynene op.
Ude på landet. Jeg tænkte, at der ville jeg stadig føle mig lidt hjemme, selvom jeg var langt hjemmefra. Her er det vigtigt at forstå, at Sjælland er for nordjyder det længste væk, man overhovedet kan komme. Maldiverne, New Zealand og andre eksotiske destinationer er slet ikke noget at tale om som rejsemål, men Sjælland – dét er langt væk.

Jeg ankom lidt senere end planlagt, mest grundet mine egne tåbeligheder ved betalingen på den der uendelighedsbro. Husværten Sigurd tog dog pænt imod mig, trods forsinkelsen, og jeg blev indlogeret i den lille lejlighed. Sigurd var sådan en mand i meget store og løse joggingbukser og han havde ét stift langt og vildtvoksende gråt hår, lige midt ovenpå næsen. Mest af alt mindende han om en gammel mafiaboss, eller bare en der var på vej til at blive huleboer med stil. Hvis han var ægte mafiaboss, ville han helt sikkert hedde ”Vinny Gorgeous”.
Inden jeg havde tømt bilen for alle mine pakkenelliker, så skulle jeg da lige med Sigurd rundt og hilse på alle hans dyr. Jeg fulgte pænt efter Sigurd, og skulede lidt efter de to hængebugsvin der stod gryntende tilbage på gårdspladsen. Sigurd kunne godt lide at fortælle og det gjorde han…..hele tiden. I mens vendte mine tanker tilbage til det med mafiaboss, og jeg fik pludselig betænkeligheder ved at følge efter ham om bag bygningerne. Der var også ved at være mørkt. Mørkere end i Nordjylland. Jeg fulgte alligevel efter og det gjorde de to svin også. Den ene havde lidt problemer med at følge med og Sigurd gjorde mig pænt opmærksom på, at det var fordi den var blind. Altså, dens øjne fejlede ikke noget, men den var så fed, at den ikke kunne åbne øjnene, så når den havde slanket sig ville den få synet tilbage.

Inde i stalden blev lyset tændt og Sigurd viste mig stolt sit pindsvine vinterhotel. ”De lugter lidt, sådan nogle små svin” sagde han. Jeg kunne nu ikke lugte pindsvin, der mellem lugt af geder, får, høns, hængebugsvin og gæs, så jeg synes overhovedet ikke de lugtede.

Nok har jeg hørt om gode mennesker, der har pindsvin til overvintring, når de ikke fatter at gå i hi før vinterens kulde sætter ind, men aldrig før mødt en. Tolv pindsvin var der, som snøftede, hostede og møffede rundt i hver deres lille hule. På den anden side af gangen boede alle de øvrige dyr. Sigurd fortalte og fortalte og han var nu en ganske hygsom herre med hjertet på rette sted. Jeg fik virkelig meget information om Pindsvinevennerne i Danmark og til trods for alt det gode de gør med et godt hjerte, så kom jeg til at trække på smilebåndet.

Pindsvinevennernes hjemmeside vidner om, at de er ægte og top engagerede pindsvine fanatikere: Vigtigt *Lad telefonen ringe mere end to gange! Vi kan jo stå med et sygt Pindsvin.  Læs selv mere pindsvine drama her http://www.pindsvin.dk

Noget gør de helt sikkert rigtigt, for pindsvinene hos Sigurd var meget rundere end dem jeg normalt ser.

pindsvin-j-4004

Hvorfor overhovedet have en blog?

Jeg ved virkelig hverken retning eller form på denne blog, udover, at det først og fremmest er her du vil høre mig råbe ud til verden (det er mig i baggrunden).

råb til verden

Det er også her jeg vil dele mine små hverdags løgne, som jeg bilder mig ind, vi alle sammen i et eller andet omfang bruger. Det er her jeg vil øve mig i slet ikke at lyve mere – eller måske bare blive lidt bedre til det, med et stort smil.

løgn og rengøring

Det er helt sikkert også her du vil komme til at høre en lillebitte smule om familien og ikke mindst ægtemanden. Om hvordan vi forholdsvis undgår at slå hinanden ihjel i hverdagen og om hvordan vi passer godt på hinanden

husband

Det er her der bliver skrevet med både STORE og små bogstaver, tænkt højt og delt uforbeholdne meninger om alt og alle – inklusive om mig selv. Krydret med masser af selvironi og uhøjtidelighed.

fuck-you-up-karm

Du vil komme til at læse om både små og store venskaber. En ven gjorde i øvrigt for nyligt opmærksom på, at billeder siger mere end 1000 ord. Derfor bliver det første indlæg på bloggen understreget med masser af billeder.

venskab

Det glæder mig hvis du har lyst til at læse med. Bloggen er nu stedet, hvor de fleste skriverier deles, i stedet for at blive gemt væk i et arkiv uden backup.

clear head