Et hjem med klaver

Er hjemvendt fra et arrangement på skolen, hvor der var masser af korsang, samspil og unge talenter med egne sange, klemtende guitar- og orgelspil. Mens jeg stolt beundrede eget afkom med deres mod og iver med korsangen, så satte der sig et ældre ægtepar ved siden af mig.

Hele lokalet emmede af stolte unge musiktalenter, deres endnu mere stolte forældre og bedsteforældre. Jeg, der ellers plejer at lyve gevaldigt for at kunne rose deltagerne til årets skolemusicals, må indrømme, at der virkelig her var håbefulde børn og unge. De gjorde det virkelig godt.

Specielt med tanke på, hvordan jeg som ung selv havde fået den geniale idé at spille guitar. Drømmen om at sidde ved lejrbålet og imponere nogle unge knøse med mit guitarspil, fik mig i gang. Mine forældre rystede på hovedet. Mest fordi jeg altid lige havde fået en ny idé eller grille der skulle afprøves. Jeg startede med at gå til guitarspil med streng ordre på, at når jeg var startet, så gjorde jeg det også færdig. Der sad jeg så hver onsdag eftermiddag i et helt år, med min fætters aflagte guitar og drev min musiklærer helt på grådens rand. Og det var ikke fordi jeg spillede smukt.  Der var ingen tvivl om, at jeg aldrig ville blive nogen Willie Nelson eller for den sags skyld spille mig ind i hjertet af nogen fregnede knægte. Da jeg efter et helt års spil, stadig ikke fejlfrit kunne komme igennem ”Rapanden Rasmus fra Rinkenæs sogn”, mistede jeg også selv alt håb om nogensinde at lære guitarspil. Guitaren står stadig på loftet og samler støv.

Der sad jeg nu og lyttede til samspil og nogen der var langt videre end Rapanden Rasmus. Det ældre ægtepar ved siden af mig, hvor konen med klar stemme og iver fortalte om deres børnebørn der spillede, om deres søn og svigerdatter, der nu havde overtaget gården og de selv var “flyttet til byen”. Hun fortalte og fortalte. På et tidspunkt vendte hun sig til den anden side og talte videre med en der. Jeg kiggede rundt i lokalet og pludselig fik jeg sådan et insisterende puf på albuen. Det var den ældre herre, der nu gerne ville fortælle noget. ”Det var jo vores yngste barnebarn på orglet” sagde han så, og det var jo ligesom gået op for mig de 8 gange hans kone havde nævnt det. Men så skiftede hele han ansigtsudtryk til sådan en underlig blanding af stolt og forpint, samtidig med at hans stemme blev lavere og nærmest hviskende; ‘ Han er også begyndt at spille klaver, så nu spiller han på klaveret, der stadig står hjemme i stuen på gården, som jo også er min fødegård’.

Jeg kiggede interesseret på ham og han blev helt rørstrømsk og der trillede en lille tåre, mens han med våde øjne fortsatte: ”DET skulle mor bare have vidst, hun ville være SÅ stolt”. Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle sige, udover at lægge en forsigtig hånd på hans arm og så fortsatte han med at fortælle, hvordan det klaver altid havde stået i stuen, uden nogen rigtig kunne spille på det, men det klaver havde været hans mors stolthed. Jeg kunne ikke undgå at tænke, at det da måtte være nogle år siden han sidst havde set sin mor, for jeg gættede på han var omkring 83 år. Men inden jeg fik spurgt, så kiggede han på mig med våde øjne og fortalte, at det var tre år siden hans mor døde. Så hævede han stemmen og med løftet hoved sagde han: ”Og hun blev 102 år gammel!”.

Det blev en helt fantastisk samtale og mens vi fik endnu en kop kaffe sammen, så sad vi helt stille og lyttede til den lokale Thomas. Først med ydmyghed over at sidde “hjemme” hos os og rosende ord til alle de børn og unge han havde lyttet til. Derefter sang og spillede han og da han sang ’Hallelujah’, fik jeg også våde øjne’. Imens tænkte jeg på, om der mon om 50 år, er en der vil spille på min gamle guitar med samme indlevelse og talent som Thomas, der sad der foran os? Thomas, der fortalte, at han som 13-årig kun havde lært tre akkorder hos sin musiklærer og selv udviklet sit spil lige siden. Faktisk så meget, at han engang imponerede Peter Aalbæk ved et talentshow, selvom han startede med at gøre Ålen irriteret. Se det her.

For fædrelandet

Jeg må hellere få fortalt jer om den port. Det er den der adskiller tusindvis af nysgerrige blikke til den kongelige jagthytte i Trend. Kongeporten. Sammen med det høje vildthegn og masser af skov, har den indhegnet og skjult jagthytten et sted på den 400 hektar store grund, som var det slottet hvor tornerose sover sin skønhedssøvn. Kongeporten er med til at skjule den kongelige og ”hemmelige” hule.
Den kongelige jagthytte i Trend, som har ry for at være stedet, hvor de kongelige drager hen, når de vil have mest muligt fred for offentligheden og nysgerrige blikke. Jagthytten, som for de fleste vil betragtes af en sådan størrelse, at den egentlig slet ikke kan kaldes en hytte.
En varm og lun sommermorgen i august, kom jeg forbi og tog dette billede til jer:

IMAG0317

Kongeporten, der helt diskret og næsten anonymt spærrer vejen for uvedkommende til den kongelige jagthytte. Den åbnes kun for medlemmer af kongefamilien og deres meget nære venner, altså lige bortset fra dengang selveste Dronning Margrethe åbnede porten, så et ret begrænset antal gæster, mod entré, kunne komme indenfor. Entréindtægten gik ubeskåret til ungdoms arbejdet i Farsø og de nysgerrige måtte blive udenfor selve jagthytten, ingen kom indenfor. Rygtet siger, at det bestemt ikke var lokalbefolkningen, der var mest nysgerrige og købte de dyre billetter, for at komme ind bag Kongeporten. Måske har det noget at gøre med, at langt størstedelen af lokalbefolkningen er temmelig stolte af, at de kongelige finder ro og fred her i området.  Derfor værnes der også om de kongeliges besøg i Vesthimmerland.

Faktisk bliver der værnet så meget om de kongeliges besøg her, at ingen gør et større nummer ud af at møde dem under indkøb. Heller ikke, når man møder Kronprinsen med de ældste børn, en sensommer eftermiddag på den lille lokale flugtskydningsbane, fordi de ”kom lige forbi”. Men bagefter kan man godt føle sig lidt kongelig og slå sig sammen i større fællesskab og bygge nyt klubhus. Lidt kongelig opmærksomhed kan, uden det var tanken, sætte gang i en del udvikling.