Et hjem med klaver

Er hjemvendt fra et arrangement på skolen, hvor der var masser af korsang, samspil og unge talenter med egne sange, klemtende guitar- og orgelspil. Mens jeg stolt beundrede eget afkom med deres mod og iver med korsangen, så satte der sig et ældre ægtepar ved siden af mig.

Hele lokalet emmede af stolte unge musiktalenter, deres endnu mere stolte forældre og bedsteforældre. Jeg, der ellers plejer at lyve gevaldigt for at kunne rose deltagerne til årets skolemusicals, må indrømme, at der virkelig her var håbefulde børn og unge. De gjorde det virkelig godt.

Specielt med tanke på, hvordan jeg som ung selv havde fået den geniale idé at spille guitar. Drømmen om at sidde ved lejrbålet og imponere nogle unge knøse med mit guitarspil, fik mig i gang. Mine forældre rystede på hovedet. Mest fordi jeg altid lige havde fået en ny idé eller grille der skulle afprøves. Jeg startede med at gå til guitarspil med streng ordre på, at når jeg var startet, så gjorde jeg det også færdig. Der sad jeg så hver onsdag eftermiddag i et helt år, med min fætters aflagte guitar og drev min musiklærer helt på grådens rand. Og det var ikke fordi jeg spillede smukt.  Der var ingen tvivl om, at jeg aldrig ville blive nogen Willie Nelson eller for den sags skyld spille mig ind i hjertet af nogen fregnede knægte. Da jeg efter et helt års spil, stadig ikke fejlfrit kunne komme igennem ”Rapanden Rasmus fra Rinkenæs sogn”, mistede jeg også selv alt håb om nogensinde at lære guitarspil. Guitaren står stadig på loftet og samler støv.

Der sad jeg nu og lyttede til samspil og nogen der var langt videre end Rapanden Rasmus. Det ældre ægtepar ved siden af mig, hvor konen med klar stemme og iver fortalte om deres børnebørn der spillede, om deres søn og svigerdatter, der nu havde overtaget gården og de selv var “flyttet til byen”. Hun fortalte og fortalte. På et tidspunkt vendte hun sig til den anden side og talte videre med en der. Jeg kiggede rundt i lokalet og pludselig fik jeg sådan et insisterende puf på albuen. Det var den ældre herre, der nu gerne ville fortælle noget. ”Det var jo vores yngste barnebarn på orglet” sagde han så, og det var jo ligesom gået op for mig de 8 gange hans kone havde nævnt det. Men så skiftede hele han ansigtsudtryk til sådan en underlig blanding af stolt og forpint, samtidig med at hans stemme blev lavere og nærmest hviskende; ‘ Han er også begyndt at spille klaver, så nu spiller han på klaveret, der stadig står hjemme i stuen på gården, som jo også er min fødegård’.

Jeg kiggede interesseret på ham og han blev helt rørstrømsk og der trillede en lille tåre, mens han med våde øjne fortsatte: ”DET skulle mor bare have vidst, hun ville være SÅ stolt”. Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle sige, udover at lægge en forsigtig hånd på hans arm og så fortsatte han med at fortælle, hvordan det klaver altid havde stået i stuen, uden nogen rigtig kunne spille på det, men det klaver havde været hans mors stolthed. Jeg kunne ikke undgå at tænke, at det da måtte være nogle år siden han sidst havde set sin mor, for jeg gættede på han var omkring 83 år. Men inden jeg fik spurgt, så kiggede han på mig med våde øjne og fortalte, at det var tre år siden hans mor døde. Så hævede han stemmen og med løftet hoved sagde han: ”Og hun blev 102 år gammel!”.

Det blev en helt fantastisk samtale og mens vi fik endnu en kop kaffe sammen, så sad vi helt stille og lyttede til den lokale Thomas. Først med ydmyghed over at sidde “hjemme” hos os og rosende ord til alle de børn og unge han havde lyttet til. Derefter sang og spillede han og da han sang ’Hallelujah’, fik jeg også våde øjne’. Imens tænkte jeg på, om der mon om 50 år, er en der vil spille på min gamle guitar med samme indlevelse og talent som Thomas, der sad der foran os? Thomas, der fortalte, at han som 13-årig kun havde lært tre akkorder hos sin musiklærer og selv udviklet sit spil lige siden. Faktisk så meget, at han engang imponerede Peter Aalbæk ved et talentshow, selvom han startede med at gøre Ålen irriteret. Se det her.

And let the fun begin…

Skolefester, forældremøder, forældresamtaler, julestue, arbejdsdage, forældrebestyrelse, forældreråd, støtteforening og åbent hus. Der er masser af muligheder for at involvere sig i ungernes skole og deltage meget aktivt i ALT hvad der sker.

Men i guder ….. hvor er det afskyeligt at blive placeret i 3 timer på en lillebitte stol i et klasselokale, ved siden af alle de andre forældre, der sidder på lillebitte stole og så lytte til den ene søvndyssende lærer efter den anden. Sidde efter en lang dag og skulle holde sig vågen, når lærerne fortæller langsomt og uddybende om netop det fag de underviser i – det er ren tortur af den værste slags. Sidde og stirre ud i luften, mens lærerne slår op på sider i bøgerne og fortæller detaljeret om, hvordan opgaverne skal løses og hvilke emner de kommer omkring. Langsomt, tydeligt og med næsten ligeså mange armbevægelser som en døvetolk. Sidst sad jeg og tænkte om de troede vi var retarderede? Om det var et eksperiment for at se, hvornår nogen ville protestere mod sejpineriet. På et tidspunkt overvejede jeg helt alvorligt, at lade mig falde ned på gulvet. Nu prøver jeg simpelthen at dumpe ligeså stille ned på gulvet, og ser om der er nogen der reagerer, tænkte jeg. Jeg kom helt til at smile, for jeg var sikker på, at lærerne blot ville fortsætte helt upåvirket af min stille og tumpede protest. De andre forældre ville fortsat sidde som forstenede statuer på stolene – mest fordi de alle efterhånden havde fået kramper i benene og en ikke ubetydelig summen i røvballerne. De ville ikke kunne røre sig, uden først at være nødt til at trille ned på gulvet og rette sig ud, inden de kunne rejse sig op og komme mig til undsætning.

Hvad sker der for de forældremøder? Vi sidder der og kæmper for at holde øjnene åbne og til sidst bliver der serveret kaffe og en kage så sød, så det hviner i tænderne. Det er som at være til bamse- og dukkeselskab. I mens blev der ironisk nok diskuteret sukker og kostpolitik.  Eller diskuteret er vist så meget sagt. Der var temmelig stille og jeg bemærkede, at kun lærerne talte. Emnet skiftede til legegrupper. Alle børn sættes sammen i grupper á 4. Så skal alle børn lege sammen og have hinanden med hjemme, selvom det ikke er nogen de leger så godt med til dagligt?!? HVAD?

Her vågnede jeg sgu op. Og faldt også næsten ned af stolen, ikke engang med vilje. Jeg vil nødig være tvunget til at ’lege sammen’ med nogen jeg ikke selv havde valgt eller søgt. Nok mener jeg, at man skal være smidig, så man kan samarbejde med nogen man ikke selv har valgt – og måske ikke engang bryder sig særligt om – på sin arbejdsplads og også i skolen. Men i sin fritid – der bestemmer man selv. Basta. Hippiemødrene skulede til mig, men de sagde ikke noget. Jeg var utilfreds. Faktisk blev jeg næsten vred, for hvad skulle den ordning nytte? Jeg kunne overhovedet ikke se det gavnlige af sådan et arrangement. Kun temmelig mange konflikter.

De må arrangere alle de fælles lege i frikvartererne, som de har lyst til. Dreng -pige skolelegetirsdage eller hvad de nu synes, som kan være med til at spolere den udmærkede naturlige fornemmelse for, om man kan lide nogen eller ej – eller har kemi med om du vil. Ingen skal trække sådan noget overdreven pædagogisk lærerhippie gejl ned over mine unger – eller mig, for den sags skyld! Ingen legegrupper! Hippiemødrene tilgiver mig sikkert aldrig, men jeg ved, jeg nok skal klare mig.

Resten af tiden sad jeg bare og lod tankerne flyve. Én sætning vendte hele tiden tilbage ’Der er ALT for lidt alkohol til forældremøder’.