Havde det ikke set rigeligt suspekt ud i forvejen, så havde jeg taget et billede…

Jeg kom kørende på landevejen og så ham stå der i vejkanten. Først tænkte jeg, om han var væltet og var ved at rejse sig op, for han stod så mærkeligt ved siden af cyklen der lå ned.

Da jeg kom tættere på, så jeg det. Manden stod i vejkanten med cyklen liggende i grøften og sine shorts hængende nede om knæene, mens han stod og undersøgte sig selv i skridtet/lysken. Han havde dog beholdt sine boxershorts på, men han var helt optaget af…. hvad end han nu stod og lavede og han løftede end ikke hovedet, da jeg holdt ind til siden.

Først da jeg smækkede bildøren kiggede han op og jeg nærmest råbte til ham: ”Kan du bruge noget hjælp? ”.  Først da jeg havde sagt det, tænkte jeg over hvor seriøst åndsvagt det var, at spørge en fremmed mand med bukserne nede om knæene, om han havde brug for hjælp.

”Jeg tror, det var en hveps” svarede han mig og løftede hånden op mod mig, som om han på den måde kunne holde mig tilbage, fra at komme og se nærmere på hans skridt. Han hev shortsene op igen og forklarede. Han var kommet cyklende der i det bakkede landskab og der var åbenbart en pervers hveps, med hang til mandlige stikkelsbærben, der var fløjet ind i buksebenet på hans shorts og stukket ham.  Jeg prøvede at lade være at smile og selvom jeg forsøgte at lyde fornuftigt med et; ”er du allergisk” så kom det alligevel til at lyde, som om jeg var en smule begejstret, om han nu ville svulme voldsomt op.

Det var han heldigvis ikke, så jeg trak mig lettet tilbage og kørte videre…

Say what?

Han kom respektindgydende ind ad døren. Sagde pænt goddag med fast håndtryk og fulgte efter mig indenfor i undervisningslokalet. Jeg havde ikke hilst på ham tidligere og jeg anede ikke hvad han kunne finde på at lukke ud i lokalet. Det var et sats. Min faste kontakt ved autoriteten var forhindret og jeg havde satset på, at en anden så måtte træde til i stedet. En ukendt. Hvad var det værste der kunne ske?

Autoriteten var på besøg og skulle holde oplæg for mine kursister. Om kontrol, love, myndighed, arbejdsmiljø og ulykker. Han var høj og ret robust. Klædt i blå sweater og mørke bukser. De sorte praktiske sko matchede hele hans look med det store fuldskæg, brillerne og den brune lædertaske, der så lidt slap ud i betrækket. Med sin lidt fremstående hage og ansigtsudtrykket, der ikke lagde an til en eneste mine, til noget der lignede et smil, der mindede han mest af alt om en blanding mellem en træt sømand og en rektor.

Da han skulle præsentere sig og uden så meget som et ansigtstræk, startede med; ”Tak for invitationen. Min baggrund for at stå her, er så blandt andet mine 34 års ansættelse hos…” ’NEJ NEJ NEJ!’ tænkte jeg og kom næsten til at klaske min flade hånd op i panden. Men så skete der noget. Efter han havde kørt sin elevator præsentations tale af, der i øvrigt var mere tør end en lyngbegroet sandbanke nær Hjørring, så skete det. Noget helt uventet.

Han ledte i sin taske og hev et noget krøllet papir frem og så sagde han; ” Jeg har taget et digt med, som jeg gerne vil læse for jer”. Efter det usynlige klask med flad hånd i min pande, så tabte jeg nu fuldstændig underkæben. Skulle jeg standse ham? Var han gået forkert? Var han egentlig den han udgav sig for at være? Mens jeg stod og måbede og kursisterne henholdsvis kiggede fra ham og til mig, så fortsatte han med; ”Jeg skal fortælle jer om ulykker, psykisk arbejdsmiljø når det er problematisk og inden jeg gør det, så vil jeg gerne læse dette digt for jer, af Benny Andersen:

Lykken

Der er noget særligt ved lykken
man kan blive helt glad
når man møder den
men også beklemt
står lidt stille
lister sig så varsomt frem
som i et minefelt
og hver gang man sætter foden ned
uden at ryge i luften
glemmer man enten at nyde lykken
eller blir sur over ikke at vide
hvor længe den varer
så når modgangen endelig melder sig
er det en lettelse
som om man er kommet i sikkerhed
det er nu skammeligt
for der er noget særligt ved lykken
som man ellers ikke møder
måske ligger fejlen dér
man kender for lidt til den
burde sætte sig mere ind i den
jeg tror det er en træningssag.

Efter, skal vi sige et temmelig anderledes oplæg end ventet, så sluttede han af med at bedyre, at kontrol og store kontrolsystemer både skaber mistillid og er alt for dyre at drive. Tillid var meget bedre, det gjorde os også meget gladere. I øvrigt var tillid også meget billigere.

Jeg elsker når mennesker overrasker!

På Herrens Mark – lidt om mænd, Gud og De Kongelige.

Efter at have været forbi Pikhede, og jeg fejl læste Færker odde på kortet som Frække odder, så var det tid at forlade de svære stednavne og finde en kop kaffe at skylle det hele ned med.

Midt på øen fandt vi Café På herrens Mark – med anbefaling fra hende her. Sammen med duften af dansk sommer og Limfjord, så fangede vore næser allerede fra caféens p-plads, duften af pandekager.

Udefra lignede det umiddelbart en helt almindelig villa, men indenfor var der café i et dejligt lyst lokale og væggene udsmykket med kunst fremstillet af vraggods. Der var en terrasse med den mest fantastiske udsigt over øen og fjorden. Menuen var pandekager og pandekager – enten de søde eller de mere mættende af boghvede, alle med forskelligt fyld…og kager og kaffe og smil og venlige øjne.

Jeg ved ikke, om det var fordi vi var støvede, kaffetørstige  og trætte, eller det var furboernes gæstfrihed der skinnede igennem. Men det føltes som det rareste sted at være. Selvom der var travlt og trods ventetid, fordi stedet var godt besøgt, så var der en ualmindelig og sjælden oplevet venlig atmosfære. Mens vi ventede, så fik vi både koldt vand og Furboernes underspillede og særlige humor at se. For i haven havde de et ”Museum for Mænd”.

mandemuseum

Trods navnet så jeg dog ingen udstillede mænd, til gengæld lugtede der ret skarpt af diesel og tjære i det lille museum, med en udstilling af udsøgte rædsler, som frække blyantspidsere, stueure med knapt så stuerene ringetoner, pokaler og matte medaljer. Alt sammen noget, som kvinder ikke tillader i stuen, når man som par får fælles hjem.

mandeskilt

En af mine favoritter var det polske vildsvin.

vildsvineskind

Øllene var naturligvis 1 kr. dyrere for kvinder end for mænd. Til gengæld var de jordkølede og kunne trækkes op fra et hul i græsplænen med en øl elevator.

ølkøler

I mens kvinderne måtte tie og drikke deres dyrere øl, så kunne mændene hygge sig med at træne lidt fitness.

fitnesformænd

Efter latter over den noget aparte udstilling og besøg på caféens familietoilet (det er sandt, det var så rummelig, at hele familien kunne være der), så var vores bord, pandekager og kaffe klar. Det var rent ud sagt svært at føre en samtale, for enten blev der tygget på en ualmindelig god pandekage eller også søgte øjnene og sindet fred med hvile på den fantastiske udsigt. Den engelske oversættelse af ’på herrens mark’ til “on god’s field” passer ret godt, for det var præcis hvad det føltes til at være. Besøg stedet, når du kommer til Fur!

Apropos Gud
Inden mobiler, gps og app’s (og sikkert også inden cafér med familietoiletter) så har der altid været en sikker vej til et pænt og rent toilet – find en kirke. Det er rigtigt! Menighedsrådene landet over, har sørget for skinnende rene toiletbygninger på enhver kirkegård. Når vi er ude at køre og én i bilen siger ”kan vi ikke lige finde en kirke”, så betyder det noget helt andet end beundring af kalkmalerier og døbefonte. Prøv det selv næste gang du kører ud i sommerlandet. Drop din ”nærmeste toilet app” og find i stedet nærmeste kirke med kirkegård. Der er jo ingen der siger, du ikke må gå ind og beundre kirken, nu du alligevel er der.

Og så mangler vi bare de kongelige
Der var stille på bagsædet på vej hjem og den overtrætte mor her, skulle lige stikke lidt til de endnu mere trætte børn, og høre om de var friske på at komme med forbi og se noget kongeligt, næsten helt hemmeligt, og som ikke kan ses nogen steder?! SÅ vågnende de op alle sammen, indtil den mest vågne rullede lidt med øjnene og sagde: ”Moar, ,hvis det er den der kongeport til jagthytten, så gider vi altså ikke se den..IGEN” og der blev afsluttet med” der er jo ikke noget at se”.

Og det er jo netop DET, der er det fantastiske. Her skylder jeg lige at nævne, at vi ofte kører forbi kongeporten (det kalder vi den) til den kongelige jagthytte i Trend. Jeg har måske ikke nævnt det her, men hver eneste gang vi kører forbi, så sænker jeg farten, peger og fortæller med en sådan iver om både port og jagthytte, at ungerne er ved at få forstoppelse af den kongeport. Jeg lover at tage et billede til jer, næste gang jeg kommer forbi den og fortælle historien om, at der intet er at se.

Forstyr hjernen – bryd mønstret!

Din hjerne laver mønstre. Jo den gør! Mest for at beskytte på dig. Den luller dig ind i kendte mønstre og passer på du ikke bliver usikker og ikke ved hvad du skal gøre. Sådan passer din hjerne på dig.
I mens den passer på dig, for det er nu engang det hjerner gør, så bliver den også skyld i, at det er let at stresse dig. Når der pludselig sker en forandring, specielt en du ikke har bedt om, så kan du blive både forskrækket, frustreret og vred på én og samme tid.
Der er slet ingen grund til at blive forskrækket. Det er bare fordi hjernen bliver usikker og er nødt til at ommøblere i en fart og finde en ny vej, fordi det kendte mønster er brudt– nogen gange tager det længere tid end andre. Men fidusen er, at mens den finder en vej, der trænes den.

Jeg øver mig hele tiden, for jeg kan mærke, at min hjerne ikke bryder sig om forandringer, derfor træner jeg den. Ved at bryde mønstre. Helst hver dag. Det kan være at køre en anden vej hjem, læse nyheder et nyt sted eller som i sidste weekend, at tage til opera i stedet for til Kim Larsen koncert.

Sådan bare lige, af en ualmindelig sød kvinde, fik jeg foræret billetter til opera koncert. Sopraner og pianister. Der er en første gang for alting – også for oplevelsen af opera, sopraner og pianister. Udover at jeg blev overvældet og næsten rørstrømsk af den uventede venlighed, så begyndte jeg at glæde mig, allerede inden billetterne var kommet ned i tasken. Jeg har aldrig oplevet opera tidligere. Altså lige bortset fra det i fjernsynet – som jeg altid slukker for.

Ægtemanden mente, at jeg helt sikkert var bedre tjent med at tage en anden end ham med. En der ville sætte større pris på opera end ham, og det havde han sikkert ret i.
Der skulle slet ingen overtalelse til, før min veninde Anne sagde;”Det skal nok blive hyggeligt. Bare en aften sammen med dig. Det kunne såmænd være EM i ‘sten, saks og papir’. Sådan er Anne. Vi mødte hinanden i den første store krise i mit liv og siden har Anne altid været der.

Et par dage inden den store aften, der diskuterede vi, om det mon var sådan en koncert, hvor man skulle være klædt i galla? Der fik min hjerne lidt betænkeligheder, mest fordi jeg slet ikke kunne forestille mig, at blive skruet ned i sådan et væld af taft og skørter. Anne kluklo bare – ” Vi ankommer bare almindeligt pæne, så skal det nok gå”. Almindeligt pæn, det er sådan et nordjysk udtryk for tøj, der er en tand pænere end hverdag, men ikke festligt nok til et bryllup. Og sådan tog vi af sted hjemmefra mig, almindeligt pæne. Dog i en bil der ikke var almindeligt pæn. Vi kørte 110 km i en spættet bil, grundet 3 svalepar der var flyttet ind på bjælkerne i garagen.

Jeg havde prikket lidt til Anne, der var chauffør i min bil, med ”bare giv den gas”. Det var sagt med øje på uret, der viste vi skulle holde en pæn fart, for at nå frem i god tid. Jeg kiggede på uret i gps’en og Anne kiggede på uret i bilens instrumentbræt. Naturligvis farede vi lidt vild, fordi jeg absolut skulle udfordre gps’ens ”drej svaaaagt til højre”. Vi måtte derfor spørge en venlig århusianer om vej. Her er det, at Anne fastslår det er godt vi er i så god tid – og jeg påpeger, vi faktisk skulle sidde på vores pladser i ridehuset nu. Her går det også op for Anne, at jeg er en af dem der hellere lægger en time og syv minutter til hvad bilens ur viser, frem for at bruge 30 sekunder på at stille det rigtigt.

Vi ankommer med store skridt, netop som den store dør er ved at lukke. Vi når ind og finder vores pladser ved hjælp af søde mennesker. Til den ene side er min bordherre en kendt kollega og til den anden side en ukendt herre, begge i fine skjorter. Anne sidder overfor mig. Jeg har knapt sat mig ned, før jeg udbasunerer min tvivl om, om det var sådan en galla aften. Heldigvis er min ukendte bordherre ret frisk, og løfter op i den hvide dug og viser sine bare ben frem, mens han svarer; ”Det er helt afslappet – se, jeg har shorts på”. Vi nåede at grine og smalltalke to sætninger. Så begyndte koncerten, med en fremragende introduktion af både formål og anledning for koncerten.

Italiensk opera. Smukke kvinder i skønne kjoler, med stemmer der fik håret, trommehinderne og følelserne til at blafre. Når jeg kiggede forsigtigt rundt, kunne jeg se parrene holde i hånd og nogle måtte tørre tårer bort. Jeg blev overrasket over mine egne kuldegysninger. Det var smukt og rørende på en helt uforståelig måde. Jeg forstod overhovedet ikke hvad der blev sunget, men det var formidling af følelser med stemmen. Jeg blev rørt….. og glad for det ikke var galla.

I pausen var der mulighed for at liste rundt på den italienske messe (som det samtidig var i ridehuset) med italienske lækkerier i alle afskygninger…og tasker. Vi nåede at hente drikkevarer og tale lidt, så fortsatte de store stemmer igen. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg egentlig havde forestillet mig, men fantastisk var det. Efter koncerten var der tid til at komme rundt på messen og Anne og jeg startede med at smage på hvidløgs tapenade – som vi naturligvis spildte på gulvet. Det så ud som om svalerne også havde været i ridehuset. Vi kiggede på klatterne, på hinanden og fik et grineflip. Aner ikke hvorfor, men uanset, så var det rart at grine over spildt hvidløgs tapenade.

Vi gik rundt og så, rørte og smagte på det hele. Vi nåede til et bord med de største parmesanoste jeg nogensinde har set, og lækre pølser og brød med skorpen så sprød som flæskesvær. Vine, kaffe, mandelbiscotti, pasta i alle udgaver, rissotto, olivenolier og flere smukke kvinder. Og tasker! De duftede af både levende hest og ny bil. Flotte og storslåede så de ud. Specielt den røde taske. Den talte til mig. Det gjorde den! Jeg holdt fast på den, længe. Jeg havde set prismærket på 2500 kr. Jeg kiggede på min egen taske. Pludselig så den ret lurvet ud og jeg forsøgte at retfærdiggøre, hvorfor den røde taske ikke var bedre end den, jeg for et år siden havde købt på et hestemarked. Jeg kunne godt se det. Men forsøgte ihærdigt at overbevise mig selv om, at med sådan en rød taske i den kvalitet, så ville jeg aldrig mere få en ny taske, for den ville holde for evigt. Den talte stadig til mig, men vore veje måtte skilles. Jeg er sikker på den græd lidt, da jeg gik.

Anne og jeg kørte hjemad, med venindesnak om oplevelsen, den røde taske og smagen af parmesan, dejlig vin og god kaffe. Det viser sig, at opera kan være meget mere end sopraner og pianister. Det er også herligt selskab, gode mennesker, oplevelser og latter.

 

Kærlighed er også..

  • når alle tre børn hjælper til med at finde haven efter vinterens vissenhed
  • når hønsene skrukker og kagler glad i solskinsvejret
  • når ægtemanden kigger på mit hår og spørger: ”Hvor længe har du egentlig været hjemløs”
  • når en kollega flere gange i ugens løb, og helt uopfordret, skænker kaffe op til mig
  • når man genser en god ven i Fakta og der midt i Faktas grøntafdeling får en ordentlig krammer
  • når man har brugt alle de penge man ikke har – men bare ved det bliver den bedste festdag nogensinde
  • når yngste søn siger: ”Mor, du har altid ret – også selvom du ikke har det”
  • når en tidligere og allerbedste kollega kommer forbi til kaffe, kager og tæsker mig i bordfodbold

love is

Det er bare sjovere at være forskellig…

Kollegaerne – de skønneste kvinder – forskellige fra hinanden og forskellig fra mig. Forskelligheden kommer til udtryk hver dag og det giver faktisk et ret spændende klima at arbejde i. Forskellighed giver nuancerede tilgange til opgaver, løsninger og ikke mindst i den kollegiale omsorg. Vi passer på hinanden, hjælper hinanden og tænker på hinanden med himmelvid forskellighed.

Lidt som dengang, vi som gode kollegaer udarbejdede en lille ”God barsel” folder til en kollega, der ventede sit første barn og derfor selvsagt for første gang skulle på barsel. Alle mine  kollegaer kom med flotte og designede sider, fyldt med fantastiske råd om cremer og quiltede bløde designer tæpper. Hagesmække fremstillet af det helt korrekte økologiske bomuld. De helt korrekte børnesange, råd om soverutiner, indkøb før fødslen, ømme brystvorter, røde numser og gode råd fra kvinde til kvinde.

Den hoppede jeg slet ikke med på. Gode råd for mig, er ligeså nyttige som de der sønderjyske kager af samme navn – de krummer og smuldrer når man forsøger at ”tage dem i brug”. Mit bidrag kom på bagsiden. Under en tegning af en mor med sved og tårer sprøjtende af ansigtet, 8 arme, der hver især var optaget af en opgave.

Overskriften var: Du har ammehjerne når:

  • Du ikke kan forstå hvorfor risottoen aldrig bliver færdig, hvorefter det går op for dig, at du har smidt sesamfrø i gryden i stedet for ris, og så febrilsk prøver at redde det med lidt ekstra salt/peber.
  • Du helt hysterisk løber rundt i huset for at finde barnet – hvorefter din mand beroliger dig med, at du jo allerede har sagt godnat og puttet barnet til natten.
  • Du hulkende bryder sammen, fordi dåsen med kaffebønner er tom, og klokken kun er 10 om formiddagen.
  • Du nyder en laaang indkøbstur alene og smiler til alle de søde mennesker, der smiler til dig – og først når du kommer hjem, finder du ud af, at de smilede, fordi du render rundt med vrangen ud af tøjet.
  • Du har taget kød op af fryseren, smider det i mandens sportstaske (fordi den lige var i nærheden) og finder det først igen – eller rettere manden finder det, når han efter sommerferien igen skal ud af døren til badminton. Fundet af, det nu flydende grønne kød, forklarer hvorfor manden forgæves har kravlet rundt på loft og i skunke, for at finde frem til hvilket dyr der havde lagt sig til at dø i huset og udsendt stank af ådsel. (Her bliver man IKKE så populær og det er en god idé at komme post it med kærlige ord OG chokolade i sin mands madpakker den kommende uge).
  • Du endelig finder din pung og bilnøgle, efter at have ledt forgæves efter dem i et helt år. Du finder dem efter at have beskyldt de mærkeligste mennesker (svigermor) for, i en god mening, at have ryddet op, og derfor forlagt det et sted du ALDRIG selv ville lægge det. Så finder man sin pung og bilnøgle, pakket ned sammen med kravlenisser, halmbukke, røde hjerter og julesokker.

Lad os være ærlige – det er ikke så sjovt mens man står midt i det, men bagefter – længe efter – bliver der grinet en del.

Overlevelseskit

Kollegaerne, de er herlige, virkelig – og de er pletfrie og ulasteligt klædte. Sådan enten total retrostil i både outfit, hårdimsepynteting og kontorindretning eller den der gennemførte sirlige klassiske stil, den designbevidste….og så er der mig.

Jeg er et rodeøre og jeg kører fuldstændig min egen stil – det vil sige en ”stil” der udspringer af enten; ”Det er praktisk, ja fordi jeg synes det er praktisk” eller ”jeg synes det var helt vildt festligt, så derfor købte jeg selvfølgelig et polkaprikket krus” eller” Neiii hvor genialt, sådan en lilla USB bordventilator kan jeg sagtens bruge” eller ”Hvor fantastisk, det minder mig om engang bla bla bla…”.  Jeg har mange ting i mine kontorskuffer og i min taske #picnicplastictrefarvetkurveting# – og når jeg siger MANGE ting, så mener jeg det faktisk. Hvad har du så egentlig i din taske?!… eller er det en picnic kurv forklædt som trefarvet liter is? Sådan spurgte hende min klassiske og ret søde kollega, da hun var færdig med at have grineflip over, hvad jeg havde i min øverste skuffe. Hun manglede et plaster og selvfølgelig havde jeg det, med Homer Simpson på – lige der i øverste skuffe sammen med ekstra blyanter, notesblokke, brillerens, en ballon?, make up, kuglepenne, kiks (sådan nogle ret grove og nærmest uspiselige nogen),visitkort, tyggegummi, håndcreme, panodiler, lidt småpenge, en pose mandler (i stedet for chokolade og hey, det smager lidt af marcipan), små kort til søde mennesker, en kastanje?, hårlak, en julesok, gavebånd, poseklemmer og naturligvis en dåse makrel.

Jeg tror, det var den der dåse makrel hun grinede mest af, men det er ret praktisk at have sådan en i sin skuffe. En dag man har glemt sin madpakke, eller ikke nåede at smøre en til sig selv, fordi man er et drys og har nok at gøre med at spæne rundt og finde tøj til ungerne, de rigtige biblioteksbøger, lave havregrød fordi der ikke er mere mælk til havrefrasene, kaste hurtigt smurte madder ned i madkasserne sammen med en lille rosinpakke, for så opdager ingen der kun var leverpostej, æg og pålægschokolade. Halvvejs på vej til jobbet, opdager man, at udover madpakken har man også glemt at få mascara på og ser derfor ualmindelig træt ud. Ved tjekket i bakspejlet går det op for en, at håret har tørret af sig selv i tusind retninger og kan kun fingerfriseres inden man når jobbet. Mens man så tænker fuck FUCK, så går det op for én, at alt er ok. For man har en ekstra mascara i tasken og en lille dåse hårlak i skuffen på kontoret – fordi man lærte af det sidst man stod i en lignende situation. Frokosten bliver så den der dåse makrel, der ellers er blevet grinet af, sammen med et stykke rugbrød man får af hende den søde mødekaffebryggerdame, som man husker at sige søde ting til, for så er hun sød ved en, specielt når man har glemt sin madpakke.

Jeg tømte friskt min #picnicplastictrefarvetkurveting# – sikke et bjerg af gode ting og sager. Der kom et helt fornuftigt forslag om, at jeg burde anskaffe mig en magnet, for så kunne jeg altid rode rundt i tasken med magneten og hurtigt fange mine nøgler.
Kollegaen, med den klassiske stil og sirligt styr på indholdet i sine skuffer, udbrød også :”Ei for fanden, så mangler du bare et par nylonstrømper”. Hvorefter jeg lyste op i et smil og sagde: ”Nej nej, der ligger et par i min jakkelomme”