Akavede og pinlige øjeblikke #1

Det øjeblik, hvor man ser hele situationen udefra, og nærmest i slowmotion ser sig selv forsøge at liste sin gigantiske Bh væk fra ryglænet af en stol. Den stol, som ægtemandens kollega har placeret sin ene arm henover, som var netop den stol hans bedste ven.

Det øjeblik, hvor jeg har hentet mere kaffe og med den ene hånd serverer kaffen og med den anden hånd liiige vil liste den der Bh væk, inden han opdager den. DET øjeblik bliver en anelse akavet og pinligt, når jeg har vendt mig rundt og er på vej væk med Bh’en, og en af hægterne bliver viklet ind i ærmet på kollegaens strikkede sweater.

Indtil alle begynder at grine hysterisk, der er  DET øjeblik ret akavet.

facepalm

Hvor der handles….

Endelig er den her, årstiden jeg elsker. Ikke alene på grund af varmen, solen og alt der grønnes. Næ, jeg elsker også, at der kommer så mange gæster og turister til vores landsdel. Tanken om, at jeg bor lige her, hvor andre vælger at holde deres ferie, det gør mig rigtig glad. Så kan de også ved selvsyn opleve hvor skøn Nordjylland er, når den viser sig fra sin smukkeste side. Noget andet er, at der er gemt en kræmmer i enhver nordjyde. Turister og gæster til landsdelen betyder åbenlyse muligheder, for at finde sin indre kræmmer frem og få nogle handler i gang. Vi nordjyder er i vid udstrækning villige til at grave hele græsplænen op og smide rynkede og forspirede kartofler i det hele, for så at sælge de nye sprøde kartofler i en lille bod ved indkørslen.
Lige nu er det tiden, hvor de hjemmelavede skilte langs veje og gader dukker op, hvorpå der med snorlige eller kroget skrift står; NYE Kartofler, asparges, radiser, jordbær og salat. Som dagene går skiftes ordene ud, med nye ord, der beskriver hvad der er aktuelt at sælge. Alt hvad vi selv fremdyrker af kartofler og forvoksede squash – det sælger vi gerne. Og når vi har lokket nogen hen til boden, så kan det endda være, at de også får mulighed for at købe store friske æg fra forkælede have- eller gårdhøns (det har nogen sure mennesker, med bureaukrati som speciale, ellers bestemt at INGEN må sælge).
Er du i Nordjylland og ser et lille dannebrogsflag ved en indkørsel, så betyder det, at her er der noget spændende at købe. Det er bare at køre ind på gårdspladsen og se hvad der bliver præsenteret. Hvis ikke det står på et skilt, så ved man aldrig hvad der venter. Det kan være alt lige fra kartoflerne, der nu udgør det for græsplænen, til et loppemarked med alt fra loftets gemmer eller et lille klapbord med ternet dug, hvorpå et vaffeljern damper med duften fra sprøde vafler – måske bagt af de der forbudte æg. Her i mit nabolag og omegn, er der rigtig mange boder og små flag. I dag så jeg en helt ny bod!

Sådan lige langs landevejen, der stod den nye sammentømrede bod. Det var ikke tæt på en fiske sø eller oplagte fiskesteder, så hvad skal man med melorme der? Mine første indskydelser var:

  • En nordjyde har lyttet til alle diskussionerne om, hvordan det kan mindske CO2-udslippet, hvis flere i verden begynder at spise insekter i stedet for kød fra almindelige husdyr? (Heraf det engelske MEALworms)
  •  Insekter vil være en vigtig ingrediens i kampen mod hungersnød ?
  •  Måske er det ment som en snack til de der forkælede høns?
  • Måske er det starten på en tilvænning til insekter, så når sommeren er på sit højeste er vi med på idéen: Spis insekter og spar en masse myggebalsam!

Problemet vil sikkert være, at ingen vil være de første – bare tænk på hvor store problemer det gav, da nogen fandt ud af, at de havde spist hest.
Når jeg tænker mig om, så ved jeg godt hvad det skyldes, at der sælges melorme. Der er ingen regler på området (endnu). Se DET er ægte nordjysk handling, at finde en vej udenom alt bøvlet!

Helt perfekt!

Godt jeg ikke er perfektionist. Er du sindssyg, jeg ville ligge i krampe på den lukkede og ralle. Måske er det netop fordi jeg ikke er perfektionist, at jeg altid kommer videre og igennem. Stort set uanset hvad. Dét og så en hel del selvironi.
I vennekredsen, i forbindelse med mit arbejde, i bekendtskabskredsen – der ser jeg det. Når de bukker under, sidder og stirrer på en plet på væggen, en plet der slet ikke er der, græder, er apatiske og kan ikke længere huske hvordan man starter opvaskemaskinen eller rumme andre mennesker, ja ikke engang rumme sig selv. Har det altid været sådan? Er det bare mig der ikke kan erindre sådan noget fra min barndom? At voksne også dengang bukkede totalt under med stress og depression. Blev syge helt ind i sjælen, så de også fik fysiske skavanker? Egentlig kan jeg kun mindes udtrykket; ”Han har bare dårlige nerver”. Og så blev der ikke talt mere om det.

Bukker vi under i anstrengelserne i den evige jagt på det perfekte liv. Er det ikke bare at jagte det uopnåelige? Det perfekte liv i form af det perfekte job, naturligvis udført til perfektion med den perfekte høje løn og de perfekte udviklingsmuligheder, det perfekte hus med de perfekte møbler og den perfekte have, den perfekte ægtefælle, de perfekte børn, som går til alle de perfekte fritidsaktiviteter og har de perfekte karakterer og legekammerater. Vi skal det hele og får ikke sagt fra eller i det mindste skruet forventningerne ned – mest egne forventninger.
Egentlig er det helt ok, at have ambitioner om at udrette store ting i livet og i verden. Så er jagten på det perfekte, i det hele taget  så slem, som jeg bilder mig ind?
Nogen vil måske påstå, at jeg taler mindre pænt om perfektionisme, fordi jeg ikke er det eller ejer ambitionerne, om at stræbe efter at være det.
Men, jeg er jo netop ikke perfekt! Jeg er egentlig meget ærlig omkring ikke at være perfekt. Derfor er selvironi og uhøjtidelighed min styrke og mit forsvar. Mit perfekte forsvar.

Er det en musical?

Når jeg normalt siger det her, så bliver jeg draget ind i større diskussioner, oplever undren, en smule harme, et lille træk på skulderen eller lange og meget pædagogiske forklaringer. Men jeg forstår det bare ikke – så simpelt er det.

Det handler om Konfirmation og ”nonfirmation”. Du ved, det der tidligere hed ”Jeg vil ikke konfirmeres”. Så langt er jeg med. Jeg siger heller ikke, at det ene er mere rigtigt end det andet – jeg forstår simpelthen bare ikke, at der også til ”nonfirmation” hører fest, farver, gaver og blå mandag. Hvad har jeg misset her? Det har jo netop intet med Konfirmation at gøre?!. Det er her jeg bliver fatsvag og ikke begriber det længere. Nonfirmation er altså for de unge mennesker, der ikke bekræfter deres dåb, ikke vil bekræfte at kende til kristendommen og derfor ikke vil konfirmeres, MEN alligevel ønsker at blive fejret?!

Nogen har givet mig lange pædagogiske forklaringer om, at når der er nonfirmation, så er det mere ok at sige nej, for så er det netop ikke festen og gaverne, der er afgørende for, om man vælger at blive konfirmeret. Hvad? Nonfirmation er et fravalg, men samtidig bliver det vel også et klart tilvalg af netop kun fest og gaver…. Eller er det blevet en bekræftelse af den fremhævelse af individet, som de seneste 15 års børneopdragelse har stået for eller er det kommet i takt med ”vi er alle lige gode til alting” pædagogikken? Jeg er blevet skudt på, med argumenter, der kun omhandler, at ”Det er fedt at nogen tør skille sig ud”. Hvorfor skal det nu pludselig handle om, om man tør eller ej? Det handler vel for pokker om en bekræftelse af noget, som engang er sket, nemlig dåben. Vil man skille sig ud, så er der 1000 andre måder at gøre det på. Jeg ser ikke på Nonfirmation, som en begivenhed i sig selv, og måske er det derfor jeg slet ikke forstår, at det fejres med pomp og pragt. Hvad skriver man egentlig i sådan et kort til nonfirmanden?

  • Tillykke med du ikke blev konfirmeret!
  • Tillykke med festen!
  • Tillykke med øh?? …men tak fordi jeg måtte komme.

Man skriver jo heller ikke: “Tillykke med I har valgt ikke at blive gift”.

Uanset om man skal konfirmeres, nonfirmeres eller ej, så må man ganske enkelt ikke lade sig snyde for en konfirmand messe. Sådan en messe hvor den lokale handelsstandsforening er arrangør. Så kan du være så heldig, at opleve den kvindelige formand for handelsstandsforeningen, stå med mikrofonen og indlede messen med at præsentere årets tøjmode med halvanden times modeshow. Tøj- og hårmode der vises frem af og på lokale modeller. Halvanden time, hvor formanden med den skingre stemme skriger om tøjmoden til både konfirmanden/nonfirmanden og hendes eller hans søskende og forældre – og for så vidt også onkler og tanter med flere, lige ind i dine ører. I mens de lokale modeller, hundses rundt på scenen med; ”Tag en runde mere, en runde mere…” og ”iiiiihhhhhhhhhh hvor er det flooooooooooooot!” Halvanden time, hvor du ikke tør gribe ud efter, de ellers ret flotte gaver, der kastes ud blandt publikum, for så er du nødt til at fjerne hænderne fra ørene. Fjerne det eneste der forhindrer dine trommehinder fra at styrtbløde og dine ører i at falde af.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

At hun råbte i mikrofonen kan selvfølgelig også skyldes, at showets 18- årige DJ ikke skruede ned for det høje #New Hot Sexy# House and Dance Music 2013, når hun skreg som ind i helvede talte.

Han skruede op når hun talte, og imens dansede han bag sin pult med høretelefoner forklædte høreværn på. Når modellerne ikke kunne følge med til den hurtige omklædning, så smed DJ’en sine høretelefoner og sprang hen foran sin pult og tog billeder af den i spotlightet. Tredje gang han gjorde det, da grinede jeg så højt, at jeg spruttegrinede og græd på én og samme tid. Et øjeblik, er jeg ret sikker på, at jeg overdøvede hende med mikrofonen. Den ældste dukkede sig og havde et voldsomt anfald af ”ud af kroppen, mor er pinlig” øjeblikke.

Halvanden time. De lokale modeller sluttede showet af, med en omgang opvisning i Gangnam Style. Jeg var stum. Den ældste ruskede i min arm og jeg vågnede af mareridtet. Et splitsekund blev jeg ramt af frygt for, at alle ville komme springende ind igen og opføre en musical. Jeg hastede videre til vinsmagning; mousserende, rød-, hvid-, og dessertvine. Jeg er sikker på, at min oplevelse af mode showet havde været noget anderledes, hvis vi var startet med vinsmagningen.

Byens og omegnens handlende stod klar på rækker, hvor der blev disket op med smagsprøver på kager, desserter, oste, sandwich, pålæg og meget meget andet. Der blev rundhåndet delt ud til konfirmanderne og deres forældre, i håb om at få en ordre i hus. Frisører, banker, tøjforretninger, cykelhandlere og andre var også på pletten, for at præsentere sig, inden forbrugsfesten for alvor begynder. Jeg fik øje på kaffen, eller rettere sagt, min næse styrede direkte forbi tallerkener med oste, kager, sandwich og andet mad. Mad der havde stået fremme på fade, i en varm sportshal i halvanden time. Ventet på, at alle var blevet skreget gennem mode showet. Nu stod alle bøjede som sultne gribbe og hyæner om de bugnende fade. Kaffen, den var varm, god og tiltrængt.

Og så ventede vi. Jeg anede ikke helt hvad vi ventede på. Udover at jeg havde set en noget spinkel og bar drengeoverkrop, der poserede på en plakat, hvor der med store bogstaver stod EMILIO. Ingen var i tvivl, da han trådte ind i hallen, for alle pigerne flokkedes om ham med strakte hænder og glimtende Iphones. Lyset blev slukket, musikken startede og røgmaskinerne kørt i stilling. Og så startede det igen. Skrigeriet. Denne gang var det alle pigerne der skreg, så man næsten ikke kunne høre om den spinkle Emilio sang eller blot hviskede i mikrofonen. Jeg kom til at grine igen, men denne gang var det ok, for ingen kunne høre det. Dog resulterede spruttegrineriet i, at jeg spildte kaffe ned i min sko…. så skreg jeg også. Da jeg bukkede mig ned for at tage skoen af, fik jeg øje på et flot mærkat på gulvet.
to loudd

Konfirmation eller nonfirmation. Nogen vil sige jeg er forstokket eller stokkonservativ…. jeg vil nærmere sige stokdøv – men det er fordi jeg har været til konfirmandmesse.

Ulven kommer! Ulven kommer!

Der er frygteligt i Danmark! Her sidder man trygt og godt i den nordjyske idyl, Poul Krebs toner ud af radioen, kaffen er brygget og klar på kanden. Pludselig høres en lyd. Er det hjemmerøvere? Er det fagforeningen der har blokeret døren, fordi jeg engang overvejede at melde mig ud? Er det polakker der stjæler mit arbejde? Er det bandekrig? Er det flygtninge der flytter ind ved siden af? Er det en slagter, der forsøger at gemme en hest i min fryser? Er det endnu en reform? Er det en ulv?

STOP nu med at være så bange og vil have hele Danmark hegnet ind, grænsebomme op, flere kontroller, flere våben, flere foranstaltninger der gør det umuligt at bevæge sig – i mere end en forstand.

ENDELIG en historie om noget der vender tilbage i naturen i stedet for iltsvind i Limfjorden, gylle på frosset jord og i åen, døde klumpfisk og æsler i den forlorne skildpadde, idioter der spiller bold med dyr og babyer eller ”systemet” der svigter (Til din orientering er det mennesker der svigter. Dig og mig der svigter).

Et dyr, vi har udryddet i Danmark, er vendt tilbage. DET er da fantastisk! Nå, ja, så er der, de der får. Hvem har nakket dem måske? Det ved jeg da ikke? Måske er det de polakker, flygtninge, vindmøller eller SF’ere du ikke ville give plads til i lokalsamfundet?  Så luk da de får ind til det er afklaret, om det er hunde, aliens, idioter eller ulve i fåreklæder der er på rov.

Det er lærdom i småbørnsbøger og eventyr, at det ikke er muligt at kombinere fåreavl og ulv. Og hvad med børn! Tænk om ulvene bider et barn?! Jeg er sikker på der er større fare for at blive bidt af en kongelig gravhund end af en ulv. Og måske det så for fremtiden ikke vil tage forældre, politi, sporhunde og beredskabet i hele Nordjylland et helt døgn, at finde sure 3- årige i en skov, til fods og med jakken omvendt på?!

Stop nu med at være så bange, verden er slet ikke så farlig. Måske er vi i det store og hele bare frygtelig lykkelige og kender ikke en rigtig krise eller fare, før det rammer os som en meteor mod Rusland.

Hvad var det så for en lyd jeg hørte? Det ved jeg da ikke. Jeg gemte mig bag sofaen og sendte manden ud for at se hvad det var.

never happen

Skønhedstip

Min frisør havde endnu engang udført et bagholdsangreb på mig og på mystisk vis levet op til sit mersalg. Kan stadig ikke huske hvordan hun fik mig overtalt til at købe den krukke med bodyscrub. Hun må på høflig og taktfuld vis have fået fortalt mig, at jeg så lidt tør og grå ud, og sådan en krukke med scrub ville være svaret på alle mine inderste drømme om at få en glød som smukke Jennifer Lopez – EFTER photoshop.

I badet var det frem med krukken, fingrene ned i noget der mest af alt lignede slush ice. Med vandet løbende halvt i mine øjne, kunne jeg på låget læse mig frem til, at hovedingredienserne var kokosolie og sukker. En eller anden snedig rad har fået en genial idé om, at er du ikke tilfreds med dine hudplejeprodukter, så kan du altid bage en kage af dem.

Det lovede godt, der blev scrubbet og det duftede dejligt. Jeg var efter alt det scrubberi alligevel glad for, at være blevet snigløbet af noget mersalg.  MEN, der var ALT for lidt i sådan en krukke. Så kan det godt være jeg er en større pige end gennemsnittet, men det skal ikke forhindre en i en ordentlig omgang scrubberi. Herregud, sukker og kokosolie – hvorfor skulle det nu også koste så meget at fremstille 1 dl af det?

Det var her min geniale idé med at fremstille min egen bodyscrub opstod. Det kunne ikke være anderledes, jeg måtte da bare i gang.  Jeg havde allerede høje tanker om at forære små krukker af den enestående og uforlignelige bodyscrub til veninderne. Små værtindegaver med blomstrede stofhætter på låget, lave pakkekalendere hvor bodyscrub skulle være den 24. store og glædelige overraskelse. I byggemarkederne kunne der ved siden af haveredskaberne stå et udvalg af min hjemmelavede bodyscrub under et skilt med skriften ”Gør mor forårsklar til der skal vises mere hud”. Nogen vil påstå, at ”der gik konen med æggene i den”. Min bodyscrub skulle ikke have nogen kedelige oplysninger som ” sliber nænsomt  døde hudceller af og efterlader huden silkeblød”. For min skyld kunne det sagtens være noget mere iøjnefaldende som ”Væk med bumser på numsen” eller ”Bliv smækker lækker”.

Netto havde alt hvad jeg skulle bruge, 600 gram kokosolie, der nærmest har konsistens som en stuetempereret gang svinefedt. Sukker er altid en lagervare hos mig, så alt var klar til start. Fremgangsmåden var enkel: en stor skål, deri med al kokosolien og så var det ellers om at komme sukker i. Jeg havde ikke den fine hvide slags, men rørsukker er vel også sukker. Jeg løb tør for rørsukker. Brun farin måtte kunne bruges, så ned med det også, indtil det havde den helt rette konsistens. Der kom næsten 2 kg sukker i!  Så var problemet med, at der var for lidt heldigvis imødekommet og afværget.

Sådan en dejlig brunlig og klistret bodyscrub. Det måtte testes. Hvem var nærmere til det end jeg selv. Jeg traskede ud i brusekabinen og så blev der scrubbet. Jeg synes nu mest af alt jeg lignede en stor glaseret skinke inden den sættes i oven. Duften, som jeg huskede fra tidligere,  havde også ændret sig.  Jeg huskede ellers den oprindelige bodyscrub som en behagelig,  liflig og sød duft. Nu var den forvandlet til EKSTREM sød. Nogen ville måske sige kvalmende sød og nogen er i dette tilfælde resten af familien.

Jeg fik skyllet sukkeret af, men duften hang ved. Brusekabinen havde forvandlet sig til en skøjtebane. Der var sådan en fin hinde af fedt over det hele. Et par gange følte jeg mig som Bambi på glatis, vel at mærke med elefant fødder. Jeg så også scenarier for mig, hvor ungerne ville falde i badet, slå hul i hovedet, brække arme og ben og med besøg af myndighederne til følge. Jeg hastede, som man nu kan på glatte elefantfødder, ud i køkkenet efter noget opvaskemiddel og ajax.

Kun iført en nyscrubbet krop, en børste i den ene hånd og en klud i den anden og med ajax flasken stående udenfor brusekabinen, forsøgte jeg ihærdigt at fjerne det ”fedtede” fra kabinen. Alt imens jeg ligger der på alle 4 og fortsat skrubber, så kommer ægtemanden ind på badeværelset. Da han spørger hvad jeg laver, svarer jeg friskt at ”jeg var da lige ved at teste den der hjemmelavede bodyscrub”. Vil ikke komme med flere detaljer – men jeg griner selv af det scenarie endnu.

Så skulle man tro, at det var enden på den idé men næ nej. Duften eller nærmere lugten af alt det kokos var faktisk helt forfærdeligt. Hele huset stank – for når noget er uudholdeligt at lugte til, så er det en stank. Der var også nogle helt stille og rolige drøftelser om, hvorvidt jeg var velkommen til at sove i soveværelset. Jeg fik ingen godnat knus af ungerne og hunden skiftevis peb og slikkede mig på anklerne.

Det kunne simpelthen ikke være rigtigt! Jeg havde jo anvendt de to hovedingredienser der var i den oprindelige bodyscrub. Jeg fandt den lille krukke frem og læste denne gang, med brillerne på, den lille påklistrede label med engelsk indholdsfortegnelse. Cocoabutter / sugar scrub for your hands – DOHHHHHHHH. Det forklarede jo sådan set både den anderledes duft og at krukken var så lille.

Jeg havde badet en del det sidste døgns tid, men lugten af kokos var stadig temmelig gennemtrængende. Det kan man jo ikke gå og gemme sig for, så af sted til arbejdet. Jeg havde i mine tanker forestillet mig fuldstændig at lade som ingenting, og ellers undgå at sidde for tæt på mine kollegaer hele dagen. Til frokostpausen var der som vanlig en god stemning. Pludselig kigger en af kollegaerne helt alvorligt på mig, mens hun indtrængende beder mig hjælpe, med at gribe ind i en sag der handlede om arbejdsmiljø. Hun har min fulde opmærksomhed – arbejdsmiljøproblemer kan være en alvorlig sag. Hun læner sig frem mod mig og fortæller, at hun og andre kollegaer HELE formiddagen havde følt sig enormt generet af en ny duft, der var på kontoret. De var i det hele taget meget utilfredse med, at rengøringspersonalet blot kunne tillade sig at skifte uparfumerede rengøringsmidler ud med SÅ kraftigt parfumerede produkter. Ligegyldigt hvor hun havde været på kontoret, havde hun personligt følt sig meget plaget af duften, ja ligefrem fået ubehag over det. Mine øjne blev større og større, og jo mere hun talte, kunne jeg fornemme at det her godt kunne gå hen og udvikle sig til en pinlig situation.

I sådanne situationer har jeg en tendens til at være ret hurtig til at analysere om det skal være damage control eller fuck det, jeg har gjort noget dumt og det er egentlig en sjov historie – vil du høre den? Jeg valgte den sidste og gudskelov for det – det ER en sjov historie og hele episoden med bodyscrubben har givet mig en fin idé om, hvorfor Ole Henriksen ALTID er så glad og smilende – det er enormt sjovt at fremstille og afprøve sine egne hudplejeprodukter. Og mig – jeg vil for fremtiden hellere bage en kage.

Hvorfor overhovedet have en blog?

Jeg ved virkelig hverken retning eller form på denne blog, udover, at det først og fremmest er her du vil høre mig råbe ud til verden (det er mig i baggrunden).

råb til verden

Det er også her jeg vil dele mine små hverdags løgne, som jeg bilder mig ind, vi alle sammen i et eller andet omfang bruger. Det er her jeg vil øve mig i slet ikke at lyve mere – eller måske bare blive lidt bedre til det, med et stort smil.

løgn og rengøring

Det er helt sikkert også her du vil komme til at høre en lillebitte smule om familien og ikke mindst ægtemanden. Om hvordan vi forholdsvis undgår at slå hinanden ihjel i hverdagen og om hvordan vi passer godt på hinanden

husband

Det er her der bliver skrevet med både STORE og små bogstaver, tænkt højt og delt uforbeholdne meninger om alt og alle – inklusive om mig selv. Krydret med masser af selvironi og uhøjtidelighed.

fuck-you-up-karm

Du vil komme til at læse om både små og store venskaber. En ven gjorde i øvrigt for nyligt opmærksom på, at billeder siger mere end 1000 ord. Derfor bliver det første indlæg på bloggen understreget med masser af billeder.

venskab

Det glæder mig hvis du har lyst til at læse med. Bloggen er nu stedet, hvor de fleste skriverier deles, i stedet for at blive gemt væk i et arkiv uden backup.

clear head