Akavede og pinlige øjeblikke #1

Det øjeblik, hvor man ser hele situationen udefra, og nærmest i slowmotion ser sig selv forsøge at liste sin gigantiske Bh væk fra ryglænet af en stol. Den stol, som ægtemandens kollega har placeret sin ene arm henover, som var netop den stol hans bedste ven.

Det øjeblik, hvor jeg har hentet mere kaffe og med den ene hånd serverer kaffen og med den anden hånd liiige vil liste den der Bh væk, inden han opdager den. DET øjeblik bliver en anelse akavet og pinligt, når jeg har vendt mig rundt og er på vej væk med Bh’en, og en af hægterne bliver viklet ind i ærmet på kollegaens strikkede sweater.

Indtil alle begynder at grine hysterisk, der er  DET øjeblik ret akavet.

facepalm

Er det en musical?

Når jeg normalt siger det her, så bliver jeg draget ind i større diskussioner, oplever undren, en smule harme, et lille træk på skulderen eller lange og meget pædagogiske forklaringer. Men jeg forstår det bare ikke – så simpelt er det.

Det handler om Konfirmation og ”nonfirmation”. Du ved, det der tidligere hed ”Jeg vil ikke konfirmeres”. Så langt er jeg med. Jeg siger heller ikke, at det ene er mere rigtigt end det andet – jeg forstår simpelthen bare ikke, at der også til ”nonfirmation” hører fest, farver, gaver og blå mandag. Hvad har jeg misset her? Det har jo netop intet med Konfirmation at gøre?!. Det er her jeg bliver fatsvag og ikke begriber det længere. Nonfirmation er altså for de unge mennesker, der ikke bekræfter deres dåb, ikke vil bekræfte at kende til kristendommen og derfor ikke vil konfirmeres, MEN alligevel ønsker at blive fejret?!

Nogen har givet mig lange pædagogiske forklaringer om, at når der er nonfirmation, så er det mere ok at sige nej, for så er det netop ikke festen og gaverne, der er afgørende for, om man vælger at blive konfirmeret. Hvad? Nonfirmation er et fravalg, men samtidig bliver det vel også et klart tilvalg af netop kun fest og gaver…. Eller er det blevet en bekræftelse af den fremhævelse af individet, som de seneste 15 års børneopdragelse har stået for eller er det kommet i takt med ”vi er alle lige gode til alting” pædagogikken? Jeg er blevet skudt på, med argumenter, der kun omhandler, at ”Det er fedt at nogen tør skille sig ud”. Hvorfor skal det nu pludselig handle om, om man tør eller ej? Det handler vel for pokker om en bekræftelse af noget, som engang er sket, nemlig dåben. Vil man skille sig ud, så er der 1000 andre måder at gøre det på. Jeg ser ikke på Nonfirmation, som en begivenhed i sig selv, og måske er det derfor jeg slet ikke forstår, at det fejres med pomp og pragt. Hvad skriver man egentlig i sådan et kort til nonfirmanden?

  • Tillykke med du ikke blev konfirmeret!
  • Tillykke med festen!
  • Tillykke med øh?? …men tak fordi jeg måtte komme.

Man skriver jo heller ikke: “Tillykke med I har valgt ikke at blive gift”.

Uanset om man skal konfirmeres, nonfirmeres eller ej, så må man ganske enkelt ikke lade sig snyde for en konfirmand messe. Sådan en messe hvor den lokale handelsstandsforening er arrangør. Så kan du være så heldig, at opleve den kvindelige formand for handelsstandsforeningen, stå med mikrofonen og indlede messen med at præsentere årets tøjmode med halvanden times modeshow. Tøj- og hårmode der vises frem af og på lokale modeller. Halvanden time, hvor formanden med den skingre stemme skriger om tøjmoden til både konfirmanden/nonfirmanden og hendes eller hans søskende og forældre – og for så vidt også onkler og tanter med flere, lige ind i dine ører. I mens de lokale modeller, hundses rundt på scenen med; ”Tag en runde mere, en runde mere…” og ”iiiiihhhhhhhhhh hvor er det flooooooooooooot!” Halvanden time, hvor du ikke tør gribe ud efter, de ellers ret flotte gaver, der kastes ud blandt publikum, for så er du nødt til at fjerne hænderne fra ørene. Fjerne det eneste der forhindrer dine trommehinder fra at styrtbløde og dine ører i at falde af.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

At hun råbte i mikrofonen kan selvfølgelig også skyldes, at showets 18- årige DJ ikke skruede ned for det høje #New Hot Sexy# House and Dance Music 2013, når hun skreg som ind i helvede talte.

Han skruede op når hun talte, og imens dansede han bag sin pult med høretelefoner forklædte høreværn på. Når modellerne ikke kunne følge med til den hurtige omklædning, så smed DJ’en sine høretelefoner og sprang hen foran sin pult og tog billeder af den i spotlightet. Tredje gang han gjorde det, da grinede jeg så højt, at jeg spruttegrinede og græd på én og samme tid. Et øjeblik, er jeg ret sikker på, at jeg overdøvede hende med mikrofonen. Den ældste dukkede sig og havde et voldsomt anfald af ”ud af kroppen, mor er pinlig” øjeblikke.

Halvanden time. De lokale modeller sluttede showet af, med en omgang opvisning i Gangnam Style. Jeg var stum. Den ældste ruskede i min arm og jeg vågnede af mareridtet. Et splitsekund blev jeg ramt af frygt for, at alle ville komme springende ind igen og opføre en musical. Jeg hastede videre til vinsmagning; mousserende, rød-, hvid-, og dessertvine. Jeg er sikker på, at min oplevelse af mode showet havde været noget anderledes, hvis vi var startet med vinsmagningen.

Byens og omegnens handlende stod klar på rækker, hvor der blev disket op med smagsprøver på kager, desserter, oste, sandwich, pålæg og meget meget andet. Der blev rundhåndet delt ud til konfirmanderne og deres forældre, i håb om at få en ordre i hus. Frisører, banker, tøjforretninger, cykelhandlere og andre var også på pletten, for at præsentere sig, inden forbrugsfesten for alvor begynder. Jeg fik øje på kaffen, eller rettere sagt, min næse styrede direkte forbi tallerkener med oste, kager, sandwich og andet mad. Mad der havde stået fremme på fade, i en varm sportshal i halvanden time. Ventet på, at alle var blevet skreget gennem mode showet. Nu stod alle bøjede som sultne gribbe og hyæner om de bugnende fade. Kaffen, den var varm, god og tiltrængt.

Og så ventede vi. Jeg anede ikke helt hvad vi ventede på. Udover at jeg havde set en noget spinkel og bar drengeoverkrop, der poserede på en plakat, hvor der med store bogstaver stod EMILIO. Ingen var i tvivl, da han trådte ind i hallen, for alle pigerne flokkedes om ham med strakte hænder og glimtende Iphones. Lyset blev slukket, musikken startede og røgmaskinerne kørt i stilling. Og så startede det igen. Skrigeriet. Denne gang var det alle pigerne der skreg, så man næsten ikke kunne høre om den spinkle Emilio sang eller blot hviskede i mikrofonen. Jeg kom til at grine igen, men denne gang var det ok, for ingen kunne høre det. Dog resulterede spruttegrineriet i, at jeg spildte kaffe ned i min sko…. så skreg jeg også. Da jeg bukkede mig ned for at tage skoen af, fik jeg øje på et flot mærkat på gulvet.
to loudd

Konfirmation eller nonfirmation. Nogen vil sige jeg er forstokket eller stokkonservativ…. jeg vil nærmere sige stokdøv – men det er fordi jeg har været til konfirmandmesse.

Find de skyldige!!

Ud af en lang liste, over ting der skulle gøres inden weekenden, har jeg nået to af dem?! Men det er også fordi det er fredag. Eller fordi det er vinter. Måske er det fordi der er X-factor. Måske fordi jeg spiste makrel i går. Eller også er det fordi jeg er træt. Måske endda søvndyssende.  Nogen har skylden og jeg skal nok finde ud af hvem det er. Det er i hvert fald ikke min egen. Og det ved jeg helt bestemt, for ansvarsfralæggelse er (stadig) tidens hotte begreb. Det er altid nogen andres skyld.

Og hvis vi ikke helt kan finde ud af HVIS skyld det er, så er her et par forslag, der ALTID er gangbare:

  • Den til enhver tid siddende regering (den forrige var meget bedre, ALTID)
  • Rige svin (alle der tjener mere end dig selv…eller bare lader som om de gør)
  • Førtidspensionister (parasitter og nassere der dræner statskassen)
  • Kontanthjælpsmodtagere (se førtidspensionister)
  • Indvandrere og østarbejdere (en slags kriminelle der stjæler vores jobs og tømmer vores udhuse)
  • De faglige organisationer (de tager penge for at gøre noget, der kun er til egen fordel)
  • Medierne (falske hunde, der tilsyneladende regerer landet)
  • Bankerne (de låner penge ud til højre og venstre og har kun stupide rådgivere der tager dårlige beslutninger)
  • Kommunen (den magiske gavebod, der altid er lukket, når du skal bruge den)
  • Samfundet (alle andre end dig selv)

 Hvis det er for uinteressant, så er her nogle mere eksotiske forslag, som:

  • Forkert navn (hvis jeg bare hed Mutella4 så ville mit liv være fucking PERFEKT)
  • Tidligere liv (jeg kørte en hellig ko over i mit tidligere liv, nu bliver jeg straffet af universet)
  • Stjernehimlen (så længe Jupiter står i skytten er det HÅBLØST, at forsøge at ændre på noget som helst, jeg vil bare sidde her og surmule, til det går væk af sig selv)

Er det virkelighedsflugt? Eller er det blot ansvarsfralæggelse på højt plan?

Topchefer er ansat til at tage de store beslutninger. Det indrømmer de rigtig gerne. Eller politikere, for den sags skyld. Men når de stiller sig op til pressemøder og hele tiden siger ”vi” og ikke ”jeg”, så VED vi jo bare, at der snart kommer en total åndsforladt undskyldning på noget dårligt, eller at det ikke er hele sandheden. Det er ligesom når jeg siger.”Vi skal have vasket bil” eller ”Vi skal have ryddet fortovet for sne”, så mener jeg egentlig alle andre end mig (læs manden) må tage sig af det og helst inden jeg er færdig med at fuldføre sætningen. Eller den endnu bedre ”VI har fået en bule i bilen”.

Eller de par i luksusfælden der synes, det er SÅ synd for dem. At det skete for netop dem, at de levede over evne?! Eller de der bliver afsløret med dopingkanylen i armen og hurtigt peger på træneren, lægen, chefen, eller hvem der lige er i nærheden. Eller påståede sexafhængige som Tiger Woods, David Duchovny og Russell Brand der bruger en lidelse, som undskyldning for utroskab. Sidst på listen er hest i færdigretter. For pokker, vi vil jo bare vide, hvad det er vi spiser. Det er jo kød alt sammen!

ALT prøves bortforklaret. Selv mega store IC4 tog bortforklares i ÅREVIS, sammen med hundredvis af millioner af kroner for fejlslagne IT projekter.

Stå nu ved dine handlinger! Uanset hvor tåbelige de end måtte være.

Spørgsmålet er, om vi alle er idioter og skyldige i ikke at tænke selv? Så er det vel flertallets skyld? Eller er det? Måske er det vejrets skyld? Eller DIN skyld?  Ja, dig! Dig der læser dette!

shhh1

Det er bare sjovere at være forskellig…

Kollegaerne – de skønneste kvinder – forskellige fra hinanden og forskellig fra mig. Forskelligheden kommer til udtryk hver dag og det giver faktisk et ret spændende klima at arbejde i. Forskellighed giver nuancerede tilgange til opgaver, løsninger og ikke mindst i den kollegiale omsorg. Vi passer på hinanden, hjælper hinanden og tænker på hinanden med himmelvid forskellighed.

Lidt som dengang, vi som gode kollegaer udarbejdede en lille ”God barsel” folder til en kollega, der ventede sit første barn og derfor selvsagt for første gang skulle på barsel. Alle mine  kollegaer kom med flotte og designede sider, fyldt med fantastiske råd om cremer og quiltede bløde designer tæpper. Hagesmække fremstillet af det helt korrekte økologiske bomuld. De helt korrekte børnesange, råd om soverutiner, indkøb før fødslen, ømme brystvorter, røde numser og gode råd fra kvinde til kvinde.

Den hoppede jeg slet ikke med på. Gode råd for mig, er ligeså nyttige som de der sønderjyske kager af samme navn – de krummer og smuldrer når man forsøger at ”tage dem i brug”. Mit bidrag kom på bagsiden. Under en tegning af en mor med sved og tårer sprøjtende af ansigtet, 8 arme, der hver især var optaget af en opgave.

Overskriften var: Du har ammehjerne når:

  • Du ikke kan forstå hvorfor risottoen aldrig bliver færdig, hvorefter det går op for dig, at du har smidt sesamfrø i gryden i stedet for ris, og så febrilsk prøver at redde det med lidt ekstra salt/peber.
  • Du helt hysterisk løber rundt i huset for at finde barnet – hvorefter din mand beroliger dig med, at du jo allerede har sagt godnat og puttet barnet til natten.
  • Du hulkende bryder sammen, fordi dåsen med kaffebønner er tom, og klokken kun er 10 om formiddagen.
  • Du nyder en laaang indkøbstur alene og smiler til alle de søde mennesker, der smiler til dig – og først når du kommer hjem, finder du ud af, at de smilede, fordi du render rundt med vrangen ud af tøjet.
  • Du har taget kød op af fryseren, smider det i mandens sportstaske (fordi den lige var i nærheden) og finder det først igen – eller rettere manden finder det, når han efter sommerferien igen skal ud af døren til badminton. Fundet af, det nu flydende grønne kød, forklarer hvorfor manden forgæves har kravlet rundt på loft og i skunke, for at finde frem til hvilket dyr der havde lagt sig til at dø i huset og udsendt stank af ådsel. (Her bliver man IKKE så populær og det er en god idé at komme post it med kærlige ord OG chokolade i sin mands madpakker den kommende uge).
  • Du endelig finder din pung og bilnøgle, efter at have ledt forgæves efter dem i et helt år. Du finder dem efter at have beskyldt de mærkeligste mennesker (svigermor) for, i en god mening, at have ryddet op, og derfor forlagt det et sted du ALDRIG selv ville lægge det. Så finder man sin pung og bilnøgle, pakket ned sammen med kravlenisser, halmbukke, røde hjerter og julesokker.

Lad os være ærlige – det er ikke så sjovt mens man står midt i det, men bagefter – længe efter – bliver der grinet en del.

Skønhedstip

Min frisør havde endnu engang udført et bagholdsangreb på mig og på mystisk vis levet op til sit mersalg. Kan stadig ikke huske hvordan hun fik mig overtalt til at købe den krukke med bodyscrub. Hun må på høflig og taktfuld vis have fået fortalt mig, at jeg så lidt tør og grå ud, og sådan en krukke med scrub ville være svaret på alle mine inderste drømme om at få en glød som smukke Jennifer Lopez – EFTER photoshop.

I badet var det frem med krukken, fingrene ned i noget der mest af alt lignede slush ice. Med vandet løbende halvt i mine øjne, kunne jeg på låget læse mig frem til, at hovedingredienserne var kokosolie og sukker. En eller anden snedig rad har fået en genial idé om, at er du ikke tilfreds med dine hudplejeprodukter, så kan du altid bage en kage af dem.

Det lovede godt, der blev scrubbet og det duftede dejligt. Jeg var efter alt det scrubberi alligevel glad for, at være blevet snigløbet af noget mersalg.  MEN, der var ALT for lidt i sådan en krukke. Så kan det godt være jeg er en større pige end gennemsnittet, men det skal ikke forhindre en i en ordentlig omgang scrubberi. Herregud, sukker og kokosolie – hvorfor skulle det nu også koste så meget at fremstille 1 dl af det?

Det var her min geniale idé med at fremstille min egen bodyscrub opstod. Det kunne ikke være anderledes, jeg måtte da bare i gang.  Jeg havde allerede høje tanker om at forære små krukker af den enestående og uforlignelige bodyscrub til veninderne. Små værtindegaver med blomstrede stofhætter på låget, lave pakkekalendere hvor bodyscrub skulle være den 24. store og glædelige overraskelse. I byggemarkederne kunne der ved siden af haveredskaberne stå et udvalg af min hjemmelavede bodyscrub under et skilt med skriften ”Gør mor forårsklar til der skal vises mere hud”. Nogen vil påstå, at ”der gik konen med æggene i den”. Min bodyscrub skulle ikke have nogen kedelige oplysninger som ” sliber nænsomt  døde hudceller af og efterlader huden silkeblød”. For min skyld kunne det sagtens være noget mere iøjnefaldende som ”Væk med bumser på numsen” eller ”Bliv smækker lækker”.

Netto havde alt hvad jeg skulle bruge, 600 gram kokosolie, der nærmest har konsistens som en stuetempereret gang svinefedt. Sukker er altid en lagervare hos mig, så alt var klar til start. Fremgangsmåden var enkel: en stor skål, deri med al kokosolien og så var det ellers om at komme sukker i. Jeg havde ikke den fine hvide slags, men rørsukker er vel også sukker. Jeg løb tør for rørsukker. Brun farin måtte kunne bruges, så ned med det også, indtil det havde den helt rette konsistens. Der kom næsten 2 kg sukker i!  Så var problemet med, at der var for lidt heldigvis imødekommet og afværget.

Sådan en dejlig brunlig og klistret bodyscrub. Det måtte testes. Hvem var nærmere til det end jeg selv. Jeg traskede ud i brusekabinen og så blev der scrubbet. Jeg synes nu mest af alt jeg lignede en stor glaseret skinke inden den sættes i oven. Duften, som jeg huskede fra tidligere,  havde også ændret sig.  Jeg huskede ellers den oprindelige bodyscrub som en behagelig,  liflig og sød duft. Nu var den forvandlet til EKSTREM sød. Nogen ville måske sige kvalmende sød og nogen er i dette tilfælde resten af familien.

Jeg fik skyllet sukkeret af, men duften hang ved. Brusekabinen havde forvandlet sig til en skøjtebane. Der var sådan en fin hinde af fedt over det hele. Et par gange følte jeg mig som Bambi på glatis, vel at mærke med elefant fødder. Jeg så også scenarier for mig, hvor ungerne ville falde i badet, slå hul i hovedet, brække arme og ben og med besøg af myndighederne til følge. Jeg hastede, som man nu kan på glatte elefantfødder, ud i køkkenet efter noget opvaskemiddel og ajax.

Kun iført en nyscrubbet krop, en børste i den ene hånd og en klud i den anden og med ajax flasken stående udenfor brusekabinen, forsøgte jeg ihærdigt at fjerne det ”fedtede” fra kabinen. Alt imens jeg ligger der på alle 4 og fortsat skrubber, så kommer ægtemanden ind på badeværelset. Da han spørger hvad jeg laver, svarer jeg friskt at ”jeg var da lige ved at teste den der hjemmelavede bodyscrub”. Vil ikke komme med flere detaljer – men jeg griner selv af det scenarie endnu.

Så skulle man tro, at det var enden på den idé men næ nej. Duften eller nærmere lugten af alt det kokos var faktisk helt forfærdeligt. Hele huset stank – for når noget er uudholdeligt at lugte til, så er det en stank. Der var også nogle helt stille og rolige drøftelser om, hvorvidt jeg var velkommen til at sove i soveværelset. Jeg fik ingen godnat knus af ungerne og hunden skiftevis peb og slikkede mig på anklerne.

Det kunne simpelthen ikke være rigtigt! Jeg havde jo anvendt de to hovedingredienser der var i den oprindelige bodyscrub. Jeg fandt den lille krukke frem og læste denne gang, med brillerne på, den lille påklistrede label med engelsk indholdsfortegnelse. Cocoabutter / sugar scrub for your hands – DOHHHHHHHH. Det forklarede jo sådan set både den anderledes duft og at krukken var så lille.

Jeg havde badet en del det sidste døgns tid, men lugten af kokos var stadig temmelig gennemtrængende. Det kan man jo ikke gå og gemme sig for, så af sted til arbejdet. Jeg havde i mine tanker forestillet mig fuldstændig at lade som ingenting, og ellers undgå at sidde for tæt på mine kollegaer hele dagen. Til frokostpausen var der som vanlig en god stemning. Pludselig kigger en af kollegaerne helt alvorligt på mig, mens hun indtrængende beder mig hjælpe, med at gribe ind i en sag der handlede om arbejdsmiljø. Hun har min fulde opmærksomhed – arbejdsmiljøproblemer kan være en alvorlig sag. Hun læner sig frem mod mig og fortæller, at hun og andre kollegaer HELE formiddagen havde følt sig enormt generet af en ny duft, der var på kontoret. De var i det hele taget meget utilfredse med, at rengøringspersonalet blot kunne tillade sig at skifte uparfumerede rengøringsmidler ud med SÅ kraftigt parfumerede produkter. Ligegyldigt hvor hun havde været på kontoret, havde hun personligt følt sig meget plaget af duften, ja ligefrem fået ubehag over det. Mine øjne blev større og større, og jo mere hun talte, kunne jeg fornemme at det her godt kunne gå hen og udvikle sig til en pinlig situation.

I sådanne situationer har jeg en tendens til at være ret hurtig til at analysere om det skal være damage control eller fuck det, jeg har gjort noget dumt og det er egentlig en sjov historie – vil du høre den? Jeg valgte den sidste og gudskelov for det – det ER en sjov historie og hele episoden med bodyscrubben har givet mig en fin idé om, hvorfor Ole Henriksen ALTID er så glad og smilende – det er enormt sjovt at fremstille og afprøve sine egne hudplejeprodukter. Og mig – jeg vil for fremtiden hellere bage en kage.