Helt perfekt!

Godt jeg ikke er perfektionist. Er du sindssyg, jeg ville ligge i krampe på den lukkede og ralle. Måske er det netop fordi jeg ikke er perfektionist, at jeg altid kommer videre og igennem. Stort set uanset hvad. Dét og så en hel del selvironi.
I vennekredsen, i forbindelse med mit arbejde, i bekendtskabskredsen – der ser jeg det. Når de bukker under, sidder og stirrer på en plet på væggen, en plet der slet ikke er der, græder, er apatiske og kan ikke længere huske hvordan man starter opvaskemaskinen eller rumme andre mennesker, ja ikke engang rumme sig selv. Har det altid været sådan? Er det bare mig der ikke kan erindre sådan noget fra min barndom? At voksne også dengang bukkede totalt under med stress og depression. Blev syge helt ind i sjælen, så de også fik fysiske skavanker? Egentlig kan jeg kun mindes udtrykket; ”Han har bare dårlige nerver”. Og så blev der ikke talt mere om det.

Bukker vi under i anstrengelserne i den evige jagt på det perfekte liv. Er det ikke bare at jagte det uopnåelige? Det perfekte liv i form af det perfekte job, naturligvis udført til perfektion med den perfekte høje løn og de perfekte udviklingsmuligheder, det perfekte hus med de perfekte møbler og den perfekte have, den perfekte ægtefælle, de perfekte børn, som går til alle de perfekte fritidsaktiviteter og har de perfekte karakterer og legekammerater. Vi skal det hele og får ikke sagt fra eller i det mindste skruet forventningerne ned – mest egne forventninger.
Egentlig er det helt ok, at have ambitioner om at udrette store ting i livet og i verden. Så er jagten på det perfekte, i det hele taget  så slem, som jeg bilder mig ind?
Nogen vil måske påstå, at jeg taler mindre pænt om perfektionisme, fordi jeg ikke er det eller ejer ambitionerne, om at stræbe efter at være det.
Men, jeg er jo netop ikke perfekt! Jeg er egentlig meget ærlig omkring ikke at være perfekt. Derfor er selvironi og uhøjtidelighed min styrke og mit forsvar. Mit perfekte forsvar.