Negledamen

Jeg havde brug for at gøre noget (læs: andet end arbejde). Måske mest fordi jeg er en smule træt. Det koblede jeg sammen med, hvilken klovn jeg er til at fedte og klatte med neglelak. Så jeg har fundet sådan en negledame. For første gang i mit liv har jeg været hos en negledame. Jeg havde først tjekket priser og jeg kunne virkelig ikke betale over 500 kr. for sådan nogle negle. Derfor har jeg har været på det sorte marked for at finde en negledame. Jeps, det er sandt, det gjorde jeg. Meld mig til SKAT eller skyd mig ved daggry op ad et vådt plankeværk.

Hun levede op til alle mine sære fordomme om negledamer:

• Affarvet hår…og meget af det
• Mange børn – alle med ”idioter” eller ”drukmåse” af nogle fædre (hendes egne ord)
• På fornavn med den lokale ordensmagt
• To små, men meget gøende og irriterende hunde (den ene tissede på gulvet, mest fordi den godt kunne lide mig)
• Et sprog, hvor der i hver sætning lød et: Kraftedeme, satan, pisse, lorte, sindssyge eller satme.
• Har en kæreste der er langturschauffør og giver hende ALT for lidt opmærksomhed
• Taler dårligt om alle andre negledamer og om hvor uhygiejniske de er (det fortalte hun, imens hun hostede på mig og sprittede min pølsefingre af)

Det morsomste var, hvordan hun involverede mig i ALT i sit privatliv, mens jeg sad der og forsøgte at slappe bare en lille smule af. Hun holdt mig i hånden, filede løs på mine negle og snakkede i ét væk. I mens trippede de to hunde rundt hele tiden, små gøede og slikkede på mine tæer. Med sin nordjyske accent talte hun sådan her:

Hvorarbejderdusåhennehvaderdetegentligdulaverogerdugladfordet?

Erdusågiftoghvadlaverdin#HOLDSÅKÆFTTRILLEELLERDUBLIVERKVALT!#dinmand?

Jamenkenderdu#NEJSIMONDUKØBERIKKEENSKIDESCOOTER!#såenderhedder….?

Det var ret belastende, måske fordi jeg mest var i humør til at sidde og glo ud af vinduet og lade tankerne flyve. Jeg skulle også tage stilling til de der negle. Farve, længde og hele tiden blev hun ved med at spørge, om jeg ikke lige skulle have bare en lillebitte sten, noget glimmer eller en af de tusindvis af farver eller perler, guldglimmer, små hjerter, stjerner eller en negle piercing på? Det eneste jeg blev ved med at sige var: ”kortere, kortere, kortere endnu og lidt kortere”. Alligevel synes jeg de blev lidt for lange. I mens sad hun der med sine egne negle, filet helt spidse, med masser af glimmer, sten placeret i mønster og halløj.

Hendes mund stod slet ikke stille og til sidst smilede jeg træt og føjede hende til som nummer #85 på listen over personer og situationer, hvor jeg skal udvise sund overbærenhed.

Det var nogle meget lange timer. Neglene blev sådan set ret fine – hvis jeg lige ser bort fra det lille sorte hundehår, der er fanget i en af geleneglene. Ligesom en klump rav, hvori en myg er fanget og størknet fast for altid. Sådan en negl har jeg, ikke med myg, glimmer og halløj, men med et hundehår.

Er det en musical?

Når jeg normalt siger det her, så bliver jeg draget ind i større diskussioner, oplever undren, en smule harme, et lille træk på skulderen eller lange og meget pædagogiske forklaringer. Men jeg forstår det bare ikke – så simpelt er det.

Det handler om Konfirmation og ”nonfirmation”. Du ved, det der tidligere hed ”Jeg vil ikke konfirmeres”. Så langt er jeg med. Jeg siger heller ikke, at det ene er mere rigtigt end det andet – jeg forstår simpelthen bare ikke, at der også til ”nonfirmation” hører fest, farver, gaver og blå mandag. Hvad har jeg misset her? Det har jo netop intet med Konfirmation at gøre?!. Det er her jeg bliver fatsvag og ikke begriber det længere. Nonfirmation er altså for de unge mennesker, der ikke bekræfter deres dåb, ikke vil bekræfte at kende til kristendommen og derfor ikke vil konfirmeres, MEN alligevel ønsker at blive fejret?!

Nogen har givet mig lange pædagogiske forklaringer om, at når der er nonfirmation, så er det mere ok at sige nej, for så er det netop ikke festen og gaverne, der er afgørende for, om man vælger at blive konfirmeret. Hvad? Nonfirmation er et fravalg, men samtidig bliver det vel også et klart tilvalg af netop kun fest og gaver…. Eller er det blevet en bekræftelse af den fremhævelse af individet, som de seneste 15 års børneopdragelse har stået for eller er det kommet i takt med ”vi er alle lige gode til alting” pædagogikken? Jeg er blevet skudt på, med argumenter, der kun omhandler, at ”Det er fedt at nogen tør skille sig ud”. Hvorfor skal det nu pludselig handle om, om man tør eller ej? Det handler vel for pokker om en bekræftelse af noget, som engang er sket, nemlig dåben. Vil man skille sig ud, så er der 1000 andre måder at gøre det på. Jeg ser ikke på Nonfirmation, som en begivenhed i sig selv, og måske er det derfor jeg slet ikke forstår, at det fejres med pomp og pragt. Hvad skriver man egentlig i sådan et kort til nonfirmanden?

  • Tillykke med du ikke blev konfirmeret!
  • Tillykke med festen!
  • Tillykke med øh?? …men tak fordi jeg måtte komme.

Man skriver jo heller ikke: “Tillykke med I har valgt ikke at blive gift”.

Uanset om man skal konfirmeres, nonfirmeres eller ej, så må man ganske enkelt ikke lade sig snyde for en konfirmand messe. Sådan en messe hvor den lokale handelsstandsforening er arrangør. Så kan du være så heldig, at opleve den kvindelige formand for handelsstandsforeningen, stå med mikrofonen og indlede messen med at præsentere årets tøjmode med halvanden times modeshow. Tøj- og hårmode der vises frem af og på lokale modeller. Halvanden time, hvor formanden med den skingre stemme skriger om tøjmoden til både konfirmanden/nonfirmanden og hendes eller hans søskende og forældre – og for så vidt også onkler og tanter med flere, lige ind i dine ører. I mens de lokale modeller, hundses rundt på scenen med; ”Tag en runde mere, en runde mere…” og ”iiiiihhhhhhhhhh hvor er det flooooooooooooot!” Halvanden time, hvor du ikke tør gribe ud efter, de ellers ret flotte gaver, der kastes ud blandt publikum, for så er du nødt til at fjerne hænderne fra ørene. Fjerne det eneste der forhindrer dine trommehinder fra at styrtbløde og dine ører i at falde af.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

At hun råbte i mikrofonen kan selvfølgelig også skyldes, at showets 18- årige DJ ikke skruede ned for det høje #New Hot Sexy# House and Dance Music 2013, når hun skreg som ind i helvede talte.

Han skruede op når hun talte, og imens dansede han bag sin pult med høretelefoner forklædte høreværn på. Når modellerne ikke kunne følge med til den hurtige omklædning, så smed DJ’en sine høretelefoner og sprang hen foran sin pult og tog billeder af den i spotlightet. Tredje gang han gjorde det, da grinede jeg så højt, at jeg spruttegrinede og græd på én og samme tid. Et øjeblik, er jeg ret sikker på, at jeg overdøvede hende med mikrofonen. Den ældste dukkede sig og havde et voldsomt anfald af ”ud af kroppen, mor er pinlig” øjeblikke.

Halvanden time. De lokale modeller sluttede showet af, med en omgang opvisning i Gangnam Style. Jeg var stum. Den ældste ruskede i min arm og jeg vågnede af mareridtet. Et splitsekund blev jeg ramt af frygt for, at alle ville komme springende ind igen og opføre en musical. Jeg hastede videre til vinsmagning; mousserende, rød-, hvid-, og dessertvine. Jeg er sikker på, at min oplevelse af mode showet havde været noget anderledes, hvis vi var startet med vinsmagningen.

Byens og omegnens handlende stod klar på rækker, hvor der blev disket op med smagsprøver på kager, desserter, oste, sandwich, pålæg og meget meget andet. Der blev rundhåndet delt ud til konfirmanderne og deres forældre, i håb om at få en ordre i hus. Frisører, banker, tøjforretninger, cykelhandlere og andre var også på pletten, for at præsentere sig, inden forbrugsfesten for alvor begynder. Jeg fik øje på kaffen, eller rettere sagt, min næse styrede direkte forbi tallerkener med oste, kager, sandwich og andet mad. Mad der havde stået fremme på fade, i en varm sportshal i halvanden time. Ventet på, at alle var blevet skreget gennem mode showet. Nu stod alle bøjede som sultne gribbe og hyæner om de bugnende fade. Kaffen, den var varm, god og tiltrængt.

Og så ventede vi. Jeg anede ikke helt hvad vi ventede på. Udover at jeg havde set en noget spinkel og bar drengeoverkrop, der poserede på en plakat, hvor der med store bogstaver stod EMILIO. Ingen var i tvivl, da han trådte ind i hallen, for alle pigerne flokkedes om ham med strakte hænder og glimtende Iphones. Lyset blev slukket, musikken startede og røgmaskinerne kørt i stilling. Og så startede det igen. Skrigeriet. Denne gang var det alle pigerne der skreg, så man næsten ikke kunne høre om den spinkle Emilio sang eller blot hviskede i mikrofonen. Jeg kom til at grine igen, men denne gang var det ok, for ingen kunne høre det. Dog resulterede spruttegrineriet i, at jeg spildte kaffe ned i min sko…. så skreg jeg også. Da jeg bukkede mig ned for at tage skoen af, fik jeg øje på et flot mærkat på gulvet.
to loudd

Konfirmation eller nonfirmation. Nogen vil sige jeg er forstokket eller stokkonservativ…. jeg vil nærmere sige stokdøv – men det er fordi jeg har været til konfirmandmesse.

Prøverum

Jeg ved ikke hvad det er med mig og de der prøverum – det ender altid som et afsnit af Bridget Jones’ dagbog. Kollektioner med meget livagtige dyre print. Lad mig sige det, jeg har et eller andet med dyre print. Måske skulle jeg hellere sige, at jeg har et eller andet IMOD dyre print. Jeg har aldrig forstået det. Bærer man dyre print på grund af luksusdrømme, eller har man bare lyst til at snerre eller sige ”Grrr… se mig, jeg er en leopard” eller løbe rundt som en Zebra mens man skryder som en?

Måske synes jeg simpelthen det er for pjevset, at tage holdningen:”Jeg er simpelthen SÅ glad for dyr, at jeg ALDRIG kunne finde på at iklæde mig pels, så derfor er dyre print sagen”. Nå, men så er det da helt okay at klæde sig ud som et dyr, det er da helt naturligt… hvis du altså sidder på lur bag en busk med dit gevær. Så gå dog hele vejen og køb skind eller pels. Sneakers i dyre print, tror bare det kaldes dyre print, når man ikke umiddelbart kan definere om det er en imiteret slange eller krokodille. Har for nylig set en sød ung pige med ballerinasko i leopard print. Jeg kunne slet ikke få øjnene fra dem og tænkte, om man efter sådan et køb springer ind af døren hos en ven, mens man råber: ”Hey, se mine leopardpoter!”. Jeg ved det, jeg kommer aldrig til at skrive modeklummer

Jeg ville finde noget smart tøj (læs, jeg ville bruge penge, shoppe og shoppe). Gik ind i en af mine favorittøjbutikker. De har ansat sådan en meget insisterende og sød ekspedient. Det insisterende gik denne gang ud på, at jeg da SKULLE prøve de nyeste leopard print pants. Den insisterende ekspedient blev ved med at fable om dem, mens jeg ihærdigt forsøgte at undgå alt om emnet dyre print og kiggede på ALT andet end dyre print. Jeg ved ikke, om det var det insisterende eller den der følelse af at have afskrevet noget, uden i det mindste at have prøvet og givet det blot en lillebitte chance – men jeg endte i prøverummet med leopard print pants med MASSER af stretch og en fin skjortebluseting.

Jeg fik møvet mig ned i de der leopard print pants og sikke en forvandling jeg tog. Forvandlingen bestod af, at printet på magisk vis havde forvandlet sig fra leopard til giraf pletter. Jeg glemte helt at jeg stod i et prøverum i en forretning, hvor der altså er andre tilstede. Jeg kom til at grine rigtig højt, så højt, at de andre i butikken helt sikkert troede, at de der leopard print pants havde forvandlet mig til en hyæne.

Jeg købte ingen leopard print pants og nåede også til erkendelsen af hvorfor og hvad det er jeg egentlig har imod dyre print. Jeg VIL bare ikke gå rundt og ligne en slange der har slugt en kamel eller en leopard der på mystisk vis forvandler sig til en rund giraf med enormt kort hals eller en Zebra så buttet, at den kunne gå for at være en sortbroget dansk malkeko. Og nu må du have mig undskyldt, jeg har en aftale med min motionscykel.