Måske smager mit sidste måltid som vådt bølgepap?

Dagens nyheder er fyldt med udskældte ord efter madpakker til ældre, der har været smurt i dagevis. Gad vide hvor på skalaen af udskældte og udstødte det placerer mig? Jeg indrømmer blankt, at der i perioder med en tætpakket kalender bliver fulgt et råd fra Maia omkring madpakker: Hurtigste madpakker i hele verden

Og ved I hvad – det fungerer! Og det hjælper med til, at få det hele til at hænge sammen i vores hjem. Forskellen på gamle madpakker til ældre og Maias madpakke trick er, at det ikke er hverdagskost med frosne madpakker, men ren og skær redningsplanke i nødsituationer – og sådan burde det også være i ældreplejen. Til nødsituationer og ikke som hverdagskost.

Landet for længe siden

Vi har været på det vidunderlige Fur, for at lede efter fossiler. Er du vimmer der føltes længere til Fur end nogensinde. Vi havde nemlig valgt dagen, hvor alle ferierende i det nordjyske ville sejle med færgen Mary fra Vesthimmerland til Mors og igen med Mjølner færgen fra Mors til Fur– ligesom os.

Turist i eget (Nordjyl)land
Ombord på færgen Mary, overhørte vi hvordan færgemanden gentagne gange blev irriteret overfor passagerer, der ikke havde kontanter, men ville betale med kort. Helt højlydt, med store suk og sætninger som ” HAR du ingen kontanter, for fanden, så SKAL jeg jo have gang i den her”, mens han viftede irriteret med sin kortterminal. En sjællænder, der sikkert aldrig i sit liv har oplevet besværligheder over at betale med kort, så helt forskrækket ud. Han lignende en der frygtede at blive vippet over bord grundet de manglende kontanter. Jeg blev faktisk lidt flov på færgemandens vegne og fra bagsædet spurgte tvillingerne kor: ” Hvorfor er han sur, hva’ mor? Er han sur?”
Alle kom dog sikkert i land og på Mors kørte vi forbi det berømte Thise mejeri, hvor besøgende stod i kø helt ud til kørebanen, for at komme med ind til åbent mejeri med gode historier og smagsprøver.

Noget om køer
Når man holder der i lang og langsommelig kø for at komme med nogle af Nordjyllands små færger, så er der virkelig god tid til at iagttage os ferierende folks forskelligheder. Specielt den midaldrende mand i den meget store og skinnende bil. Han holdt i køen foran os i vores spættede bil – spættet grundet de der tre svalepar og deres teenage unger, der har besat garagen, og rent ud sagt skider os et stykke.

Hver gang færgen havde minimeret køen med 30 biler og vi havde sneglet os fremad nærmere færgen, så sprang manden ud og åbnede sit bagagerum, hvor han havde en meget flot kasse med et velassorteret udvalg af diverse rengøringsartikler, klude og en hel del mere. Alt sammen var pænt og sirligt pakket i kassen. Han hev en sprayflaske frem. Bevæbnet med den og en klud, så sprayede, pudsede og polerede han sin forrude. Jeg siger jer, intet insekt ville splatte på den polerede rude, til gengæld ville de smutte videre som en flad sten mod limfjordens overflade og lande på vores i forvejen spættede bil. Han skulede noget efter vores bil, så til os og ingen tvivl om, at han havde dømt os helt ude. Til gengæld var det mig der skulede til det rygende folk, der askede og smed deres cigaretskodder i den tørre grøftekant. Jeg tog mig selv i at tænke hånsord som ”byboere” og ”Lars Løkke” – fordi en af dem vitterlig lignede Lars Løkke.

Der var mange, der helt tabt for omverdenen og sund fornuft, stod på kørebanen for at tage selfies med Limfjorden og Fur i baggrunden. Nogle var skyld i, at den trafik der kørte af færgen måtte holde helt stille. Tænk at have et flot selvportræt med en stor lastbil oppe i nakken. ”Byboere” tænkte jeg igen og undrede mig over, om det er sådan vi er blevet. Glemmer helt at mærke, se, dufte og fornemme hvor vi er, men i stedet koncentrerer os om det perfekte billede at uploade?

Find en fiskebæ
Vi kørte til en bakketop, som var mødestedet med de gæve geologer fra Fur museum, sammen med ca. 60 andre, der havde fået samme idé som os – at lede efter fossiler i moleret.
Bevæbnet hjemmefra med hammer, skruetrækkere og mejsler gik vi fra mødestedet og ned i et krater af en kæmpe udgravning af moler. For at erfare, at en smørekniv eller spartel var det bedst egnede værktøj. Der var jo ikke kun os ”turister” der gravede der, men også udgravning med store maskiner af moleret til brænding af de flotte røde mursten…og til kattegrus. Nede i krateret var der en kombination af ligeså varmt som i Death Valley, Californien og ligeså tørt, som i ovnen hvor de brænder det grå moler om til de røde sten.

Ikke en vind rørte sig og der var ikke så meget som en sky på himlen. Jeg ønskede det var mig, der havde taget paraply med. I øvrigt stod hun der, helt forstenet, under skyggen på sin paraply mens hele den vilde fossiljagt foregik.

paraply

En af tvillingerne gav op, mest fordi han blev ualmindeligt skuffet. Hvilket helt sikkert er min skyld. For jeg havde talt det op til noget eminent spændende, at lede efter fossiler. Han var hurtig til at gengive overfor mig, hvordan det så reelt var. Nemlig rigtig øv, for der var alt for varmt, støvet og ”man finder jo ingenting”. Det hele ramlede endeligt, da han i et forsøg på at finde det største fossil i den store mur, ramte sig selv i fingeren med en vildfaren skruetrækker.

I mens han og jeg fik en snak om, at der trods alt ikke regnede eller reelt findes børneædende moler og hvorfor dinosaurerne var uddøde, så fandt resten af familien noget så eventyrligt som fossiler af fiskeskæl, nogle ribben og et kvart kranie. En anden knægt fandt en hel fisk og en af geologerne blev som Joakim von and, der var genforenet med sin lykkemønt. Han pustede på fundet, stirrede på det med sin lup, som var det den største og mest fantastiske diamant i verden. Han forsvandt helt ind i sin egen geologverden og så usædvanlig glad og imponeret ud.

Øvrige fossiljægere, der havde kapituleret grundet varmen, havde søgt ind i den minimale skyggeplet der fandtes på modsatte side af krateret, end hvor alle andre gik med rumpen i vejret og ledte efter forstenet fiskebæ. Vi valgte at kæmpe os tilbage op ad den stejle vej fra krateret og finde køletasken med kolde forfriskninger. Kort tid efter havde alle fået nok – varmen var ulidelig.

varmeste

Fur er fin!
Vi fortsatte ud i det blå i jagten på en ledig skyggeplet, hvor vi kunne indtage den medbragte frokost og køle lidt ned efter opholdet i det varme krater. Selvom der var mange turister, så var der alligevel rigeligt plads til alle og vi fandt en plads i skyggen. Trods borde og bænke slog vi os ned på græsset i skyggen af et træ. Det grænsede op til en villahave, hvor vi kunne se og høre en mand råbe: ”Er do der?” Hva!” ” halloooo” ind i sin mobil, mens han gik rundt i haven for at finde en plet med forbindelse til fastlandet. Vi smilede til hinanden, for sådan er de på Fur, gæstfrie og venlige.

Skuffelsen over den stegende hede fossiljagt forsvandt samtidig som frokosten blev indtaget og efter henholdsvis lidt slumren og fangeleg på græsset, fortsatte vi turen på det skønne Fur.

Vi kørte forbi et af de frække steder, som trods navnet hverken var pik eller hede. Det eneste vi så der, var faktisk en garnbutik. Find selv på en naturlig sammenhæng der?
pikhede
Fra bagsædet spurgte tvillingerne den ældste,om hvorfor nogen kunne finde på at kalde steder noget, som man kunne få skældud af sin mor for at sige højt? Den ældste fnisede af spørgsmålet og så remsede alle på bagsædet alle de frække stednavne op de kendte.

Fur turen sluttede med et sent eftermiddags besøg På Herrens Mark og mande museet, men det var så besynderligt, og ikke mindst rart, at det får sit helt eget blogindlæg.

Overlevelseskit

Kollegaerne, de er herlige, virkelig – og de er pletfrie og ulasteligt klædte. Sådan enten total retrostil i både outfit, hårdimsepynteting og kontorindretning eller den der gennemførte sirlige klassiske stil, den designbevidste….og så er der mig.

Jeg er et rodeøre og jeg kører fuldstændig min egen stil – det vil sige en ”stil” der udspringer af enten; ”Det er praktisk, ja fordi jeg synes det er praktisk” eller ”jeg synes det var helt vildt festligt, så derfor købte jeg selvfølgelig et polkaprikket krus” eller” Neiii hvor genialt, sådan en lilla USB bordventilator kan jeg sagtens bruge” eller ”Hvor fantastisk, det minder mig om engang bla bla bla…”.  Jeg har mange ting i mine kontorskuffer og i min taske #picnicplastictrefarvetkurveting# – og når jeg siger MANGE ting, så mener jeg det faktisk. Hvad har du så egentlig i din taske?!… eller er det en picnic kurv forklædt som trefarvet liter is? Sådan spurgte hende min klassiske og ret søde kollega, da hun var færdig med at have grineflip over, hvad jeg havde i min øverste skuffe. Hun manglede et plaster og selvfølgelig havde jeg det, med Homer Simpson på – lige der i øverste skuffe sammen med ekstra blyanter, notesblokke, brillerens, en ballon?, make up, kuglepenne, kiks (sådan nogle ret grove og nærmest uspiselige nogen),visitkort, tyggegummi, håndcreme, panodiler, lidt småpenge, en pose mandler (i stedet for chokolade og hey, det smager lidt af marcipan), små kort til søde mennesker, en kastanje?, hårlak, en julesok, gavebånd, poseklemmer og naturligvis en dåse makrel.

Jeg tror, det var den der dåse makrel hun grinede mest af, men det er ret praktisk at have sådan en i sin skuffe. En dag man har glemt sin madpakke, eller ikke nåede at smøre en til sig selv, fordi man er et drys og har nok at gøre med at spæne rundt og finde tøj til ungerne, de rigtige biblioteksbøger, lave havregrød fordi der ikke er mere mælk til havrefrasene, kaste hurtigt smurte madder ned i madkasserne sammen med en lille rosinpakke, for så opdager ingen der kun var leverpostej, æg og pålægschokolade. Halvvejs på vej til jobbet, opdager man, at udover madpakken har man også glemt at få mascara på og ser derfor ualmindelig træt ud. Ved tjekket i bakspejlet går det op for en, at håret har tørret af sig selv i tusind retninger og kan kun fingerfriseres inden man når jobbet. Mens man så tænker fuck FUCK, så går det op for én, at alt er ok. For man har en ekstra mascara i tasken og en lille dåse hårlak i skuffen på kontoret – fordi man lærte af det sidst man stod i en lignende situation. Frokosten bliver så den der dåse makrel, der ellers er blevet grinet af, sammen med et stykke rugbrød man får af hende den søde mødekaffebryggerdame, som man husker at sige søde ting til, for så er hun sød ved en, specielt når man har glemt sin madpakke.

Jeg tømte friskt min #picnicplastictrefarvetkurveting# – sikke et bjerg af gode ting og sager. Der kom et helt fornuftigt forslag om, at jeg burde anskaffe mig en magnet, for så kunne jeg altid rode rundt i tasken med magneten og hurtigt fange mine nøgler.
Kollegaen, med den klassiske stil og sirligt styr på indholdet i sine skuffer, udbrød også :”Ei for fanden, så mangler du bare et par nylonstrømper”. Hvorefter jeg lyste op i et smil og sagde: ”Nej nej, der ligger et par i min jakkelomme”