Say what?

Han kom respektindgydende ind ad døren. Sagde pænt goddag med fast håndtryk og fulgte efter mig indenfor i undervisningslokalet. Jeg havde ikke hilst på ham tidligere og jeg anede ikke hvad han kunne finde på at lukke ud i lokalet. Det var et sats. Min faste kontakt ved autoriteten var forhindret og jeg havde satset på, at en anden så måtte træde til i stedet. En ukendt. Hvad var det værste der kunne ske?

Autoriteten var på besøg og skulle holde oplæg for mine kursister. Om kontrol, love, myndighed, arbejdsmiljø og ulykker. Han var høj og ret robust. Klædt i blå sweater og mørke bukser. De sorte praktiske sko matchede hele hans look med det store fuldskæg, brillerne og den brune lædertaske, der så lidt slap ud i betrækket. Med sin lidt fremstående hage og ansigtsudtrykket, der ikke lagde an til en eneste mine, til noget der lignede et smil, der mindede han mest af alt om en blanding mellem en træt sømand og en rektor.

Da han skulle præsentere sig og uden så meget som et ansigtstræk, startede med; ”Tak for invitationen. Min baggrund for at stå her, er så blandt andet mine 34 års ansættelse hos…” ’NEJ NEJ NEJ!’ tænkte jeg og kom næsten til at klaske min flade hånd op i panden. Men så skete der noget. Efter han havde kørt sin elevator præsentations tale af, der i øvrigt var mere tør end en lyngbegroet sandbanke nær Hjørring, så skete det. Noget helt uventet.

Han ledte i sin taske og hev et noget krøllet papir frem og så sagde han; ” Jeg har taget et digt med, som jeg gerne vil læse for jer”. Efter det usynlige klask med flad hånd i min pande, så tabte jeg nu fuldstændig underkæben. Skulle jeg standse ham? Var han gået forkert? Var han egentlig den han udgav sig for at være? Mens jeg stod og måbede og kursisterne henholdsvis kiggede fra ham og til mig, så fortsatte han med; ”Jeg skal fortælle jer om ulykker, psykisk arbejdsmiljø når det er problematisk og inden jeg gør det, så vil jeg gerne læse dette digt for jer, af Benny Andersen:

Lykken

Der er noget særligt ved lykken
man kan blive helt glad
når man møder den
men også beklemt
står lidt stille
lister sig så varsomt frem
som i et minefelt
og hver gang man sætter foden ned
uden at ryge i luften
glemmer man enten at nyde lykken
eller blir sur over ikke at vide
hvor længe den varer
så når modgangen endelig melder sig
er det en lettelse
som om man er kommet i sikkerhed
det er nu skammeligt
for der er noget særligt ved lykken
som man ellers ikke møder
måske ligger fejlen dér
man kender for lidt til den
burde sætte sig mere ind i den
jeg tror det er en træningssag.

Efter, skal vi sige et temmelig anderledes oplæg end ventet, så sluttede han af med at bedyre, at kontrol og store kontrolsystemer både skaber mistillid og er alt for dyre at drive. Tillid var meget bedre, det gjorde os også meget gladere. I øvrigt var tillid også meget billigere.

Jeg elsker når mennesker overrasker!

And let the fun begin…

Skolefester, forældremøder, forældresamtaler, julestue, arbejdsdage, forældrebestyrelse, forældreråd, støtteforening og åbent hus. Der er masser af muligheder for at involvere sig i ungernes skole og deltage meget aktivt i ALT hvad der sker.

Men i guder ….. hvor er det afskyeligt at blive placeret i 3 timer på en lillebitte stol i et klasselokale, ved siden af alle de andre forældre, der sidder på lillebitte stole og så lytte til den ene søvndyssende lærer efter den anden. Sidde efter en lang dag og skulle holde sig vågen, når lærerne fortæller langsomt og uddybende om netop det fag de underviser i – det er ren tortur af den værste slags. Sidde og stirre ud i luften, mens lærerne slår op på sider i bøgerne og fortæller detaljeret om, hvordan opgaverne skal løses og hvilke emner de kommer omkring. Langsomt, tydeligt og med næsten ligeså mange armbevægelser som en døvetolk. Sidst sad jeg og tænkte om de troede vi var retarderede? Om det var et eksperiment for at se, hvornår nogen ville protestere mod sejpineriet. På et tidspunkt overvejede jeg helt alvorligt, at lade mig falde ned på gulvet. Nu prøver jeg simpelthen at dumpe ligeså stille ned på gulvet, og ser om der er nogen der reagerer, tænkte jeg. Jeg kom helt til at smile, for jeg var sikker på, at lærerne blot ville fortsætte helt upåvirket af min stille og tumpede protest. De andre forældre ville fortsat sidde som forstenede statuer på stolene – mest fordi de alle efterhånden havde fået kramper i benene og en ikke ubetydelig summen i røvballerne. De ville ikke kunne røre sig, uden først at være nødt til at trille ned på gulvet og rette sig ud, inden de kunne rejse sig op og komme mig til undsætning.

Hvad sker der for de forældremøder? Vi sidder der og kæmper for at holde øjnene åbne og til sidst bliver der serveret kaffe og en kage så sød, så det hviner i tænderne. Det er som at være til bamse- og dukkeselskab. I mens blev der ironisk nok diskuteret sukker og kostpolitik.  Eller diskuteret er vist så meget sagt. Der var temmelig stille og jeg bemærkede, at kun lærerne talte. Emnet skiftede til legegrupper. Alle børn sættes sammen i grupper á 4. Så skal alle børn lege sammen og have hinanden med hjemme, selvom det ikke er nogen de leger så godt med til dagligt?!? HVAD?

Her vågnede jeg sgu op. Og faldt også næsten ned af stolen, ikke engang med vilje. Jeg vil nødig være tvunget til at ’lege sammen’ med nogen jeg ikke selv havde valgt eller søgt. Nok mener jeg, at man skal være smidig, så man kan samarbejde med nogen man ikke selv har valgt – og måske ikke engang bryder sig særligt om – på sin arbejdsplads og også i skolen. Men i sin fritid – der bestemmer man selv. Basta. Hippiemødrene skulede til mig, men de sagde ikke noget. Jeg var utilfreds. Faktisk blev jeg næsten vred, for hvad skulle den ordning nytte? Jeg kunne overhovedet ikke se det gavnlige af sådan et arrangement. Kun temmelig mange konflikter.

De må arrangere alle de fælles lege i frikvartererne, som de har lyst til. Dreng -pige skolelegetirsdage eller hvad de nu synes, som kan være med til at spolere den udmærkede naturlige fornemmelse for, om man kan lide nogen eller ej – eller har kemi med om du vil. Ingen skal trække sådan noget overdreven pædagogisk lærerhippie gejl ned over mine unger – eller mig, for den sags skyld! Ingen legegrupper! Hippiemødrene tilgiver mig sikkert aldrig, men jeg ved, jeg nok skal klare mig.

Resten af tiden sad jeg bare og lod tankerne flyve. Én sætning vendte hele tiden tilbage ’Der er ALT for lidt alkohol til forældremøder’.