Negledamen

Jeg havde brug for at gøre noget (læs: andet end arbejde). Måske mest fordi jeg er en smule træt. Det koblede jeg sammen med, hvilken klovn jeg er til at fedte og klatte med neglelak. Så jeg har fundet sådan en negledame. For første gang i mit liv har jeg været hos en negledame. Jeg havde først tjekket priser og jeg kunne virkelig ikke betale over 500 kr. for sådan nogle negle. Derfor har jeg har været på det sorte marked for at finde en negledame. Jeps, det er sandt, det gjorde jeg. Meld mig til SKAT eller skyd mig ved daggry op ad et vådt plankeværk.

Hun levede op til alle mine sære fordomme om negledamer:

• Affarvet hår…og meget af det
• Mange børn – alle med ”idioter” eller ”drukmåse” af nogle fædre (hendes egne ord)
• På fornavn med den lokale ordensmagt
• To små, men meget gøende og irriterende hunde (den ene tissede på gulvet, mest fordi den godt kunne lide mig)
• Et sprog, hvor der i hver sætning lød et: Kraftedeme, satan, pisse, lorte, sindssyge eller satme.
• Har en kæreste der er langturschauffør og giver hende ALT for lidt opmærksomhed
• Taler dårligt om alle andre negledamer og om hvor uhygiejniske de er (det fortalte hun, imens hun hostede på mig og sprittede min pølsefingre af)

Det morsomste var, hvordan hun involverede mig i ALT i sit privatliv, mens jeg sad der og forsøgte at slappe bare en lille smule af. Hun holdt mig i hånden, filede løs på mine negle og snakkede i ét væk. I mens trippede de to hunde rundt hele tiden, små gøede og slikkede på mine tæer. Med sin nordjyske accent talte hun sådan her:

Hvorarbejderdusåhennehvaderdetegentligdulaverogerdugladfordet?

Erdusågiftoghvadlaverdin#HOLDSÅKÆFTTRILLEELLERDUBLIVERKVALT!#dinmand?

Jamenkenderdu#NEJSIMONDUKØBERIKKEENSKIDESCOOTER!#såenderhedder….?

Det var ret belastende, måske fordi jeg mest var i humør til at sidde og glo ud af vinduet og lade tankerne flyve. Jeg skulle også tage stilling til de der negle. Farve, længde og hele tiden blev hun ved med at spørge, om jeg ikke lige skulle have bare en lillebitte sten, noget glimmer eller en af de tusindvis af farver eller perler, guldglimmer, små hjerter, stjerner eller en negle piercing på? Det eneste jeg blev ved med at sige var: ”kortere, kortere, kortere endnu og lidt kortere”. Alligevel synes jeg de blev lidt for lange. I mens sad hun der med sine egne negle, filet helt spidse, med masser af glimmer, sten placeret i mønster og halløj.

Hendes mund stod slet ikke stille og til sidst smilede jeg træt og føjede hende til som nummer #85 på listen over personer og situationer, hvor jeg skal udvise sund overbærenhed.

Det var nogle meget lange timer. Neglene blev sådan set ret fine – hvis jeg lige ser bort fra det lille sorte hundehår, der er fanget i en af geleneglene. Ligesom en klump rav, hvori en myg er fanget og størknet fast for altid. Sådan en negl har jeg, ikke med myg, glimmer og halløj, men med et hundehår.

Find de skyldige!!

Ud af en lang liste, over ting der skulle gøres inden weekenden, har jeg nået to af dem?! Men det er også fordi det er fredag. Eller fordi det er vinter. Måske er det fordi der er X-factor. Måske fordi jeg spiste makrel i går. Eller også er det fordi jeg er træt. Måske endda søvndyssende.  Nogen har skylden og jeg skal nok finde ud af hvem det er. Det er i hvert fald ikke min egen. Og det ved jeg helt bestemt, for ansvarsfralæggelse er (stadig) tidens hotte begreb. Det er altid nogen andres skyld.

Og hvis vi ikke helt kan finde ud af HVIS skyld det er, så er her et par forslag, der ALTID er gangbare:

  • Den til enhver tid siddende regering (den forrige var meget bedre, ALTID)
  • Rige svin (alle der tjener mere end dig selv…eller bare lader som om de gør)
  • Førtidspensionister (parasitter og nassere der dræner statskassen)
  • Kontanthjælpsmodtagere (se førtidspensionister)
  • Indvandrere og østarbejdere (en slags kriminelle der stjæler vores jobs og tømmer vores udhuse)
  • De faglige organisationer (de tager penge for at gøre noget, der kun er til egen fordel)
  • Medierne (falske hunde, der tilsyneladende regerer landet)
  • Bankerne (de låner penge ud til højre og venstre og har kun stupide rådgivere der tager dårlige beslutninger)
  • Kommunen (den magiske gavebod, der altid er lukket, når du skal bruge den)
  • Samfundet (alle andre end dig selv)

 Hvis det er for uinteressant, så er her nogle mere eksotiske forslag, som:

  • Forkert navn (hvis jeg bare hed Mutella4 så ville mit liv være fucking PERFEKT)
  • Tidligere liv (jeg kørte en hellig ko over i mit tidligere liv, nu bliver jeg straffet af universet)
  • Stjernehimlen (så længe Jupiter står i skytten er det HÅBLØST, at forsøge at ændre på noget som helst, jeg vil bare sidde her og surmule, til det går væk af sig selv)

Er det virkelighedsflugt? Eller er det blot ansvarsfralæggelse på højt plan?

Topchefer er ansat til at tage de store beslutninger. Det indrømmer de rigtig gerne. Eller politikere, for den sags skyld. Men når de stiller sig op til pressemøder og hele tiden siger ”vi” og ikke ”jeg”, så VED vi jo bare, at der snart kommer en total åndsforladt undskyldning på noget dårligt, eller at det ikke er hele sandheden. Det er ligesom når jeg siger.”Vi skal have vasket bil” eller ”Vi skal have ryddet fortovet for sne”, så mener jeg egentlig alle andre end mig (læs manden) må tage sig af det og helst inden jeg er færdig med at fuldføre sætningen. Eller den endnu bedre ”VI har fået en bule i bilen”.

Eller de par i luksusfælden der synes, det er SÅ synd for dem. At det skete for netop dem, at de levede over evne?! Eller de der bliver afsløret med dopingkanylen i armen og hurtigt peger på træneren, lægen, chefen, eller hvem der lige er i nærheden. Eller påståede sexafhængige som Tiger Woods, David Duchovny og Russell Brand der bruger en lidelse, som undskyldning for utroskab. Sidst på listen er hest i færdigretter. For pokker, vi vil jo bare vide, hvad det er vi spiser. Det er jo kød alt sammen!

ALT prøves bortforklaret. Selv mega store IC4 tog bortforklares i ÅREVIS, sammen med hundredvis af millioner af kroner for fejlslagne IT projekter.

Stå nu ved dine handlinger! Uanset hvor tåbelige de end måtte være.

Spørgsmålet er, om vi alle er idioter og skyldige i ikke at tænke selv? Så er det vel flertallets skyld? Eller er det? Måske er det vejrets skyld? Eller DIN skyld?  Ja, dig! Dig der læser dette!

shhh1

Farmaceuter uden grænser

Når jeg bliver irriteret, er det sjældent noget, jeg gør nogen opmærksom på. Eller ja, skriver det lige her. Det er nogle mærkelige ting jeg bliver irriteret over. Og sikkert noget andre ikke engang skænker en tanke.

Jeg har reelt ikke har brug for ekspedientens mening om den eller de varer jeg køber, de skal sælge en vare, tage imod pengene og så er den ikke længere. Det irriterer mig, når de ved kassen i Kvickly kommenterer med eksempelvis ”Nåå, man kan da rigtig nok se hvad du skal til at lave”. Nej du kan ej! Det er mine varer og du aner ikke hvad jeg vil bruge dem til. Sidst havde jeg bare lyst til at svare – ”Jeg har OCD og kan ikke forlade butikken før jeg har købt 3 pakker mascarpone og 3 pakker ladyfingers og 3 pakker fairtrade økologiske elastikker – dem kunne jeg ikke finde, så nu må jeg blive her…for evigt!”. Nogen gange er jeg simpelthen så lille – ufatteligt

Og hvad sker der for farmaceuterne????
Har de en intern konkurrence om at gøre kunderne mest pinlige berørte. Filmer de det og  vurderer hvem der får kunderne til at rødme mest?

Var på apoteket, en af ungerne havde fået en sød lille ringorm på armen. ”Jeg skal bede om en tube lamisil, tak” (creme mod svamp, som ringorm jo er). ”Til skeden??” svarede hun tilbage. Øh nej, til armen svarede jeg og flåede næsten ungens arm ud af jakken, for at bevise overfor resten af køen, at cremen VAR til armen.

Eller de der apotek besøg, hvor de starter med spørgsmålet – ”har du fået det før?” man gider  slet ikke starte med at forklare og retfærdiggøre, at man blot henter medicin til sin syge nabo men svarer bare ”ja” i håb om der ikke kommer flere kommentarer eller spørgsmål.
”Men så ved du også, at du ikke må køre bil bagefter og du skal passe på ikke at besvime – måske er det en god idé du ikke er alene og bla bla….”
Hold nu din kæft!! Og lang det over disken!

Har én gang overværet, at det var farmaceuten der blev lidt pinlig berørt. Hvem ved, måske havde ægteparret aftalt hjemmefra, at NU skulle de fandeme give dem på apoteket igen af samme skuffe. Et ældre ægtepar står ved disken og manden spørger efter en bestemt creme. “Nej, den har vi desværre ikke, men måske vi kan finde en tilsvarende creme?”… og så er det farmaceuten spørger om, hvad cremen skal bruges til.

“Jamen, det er fordi jeg har tørre slimhinder i endetarmen, og hvis ikke jeg smører mig med en fed creme kan jeg ikke komme af med min afføring…” Og hans kone fulgte op på historien og forklarede med høj og klar stemme om hans endetarmsproblemer og hvor smertefuldt det var for ham i enden og bla bla bla…..

Jeg smilede meget bredt og kiggede tilfreds til, da farmaceuten fik lidt røde kinder og med flakkende blik kiggede ud over den voksende kø, der alle overhørte samtalen. Et par unge piger brændte totalt sammen af grin bag reolerne med tandtråd.

Der stod farmaceuten og skulle finde en røv-creme med sit søde sælger smil og havde slet ikke flere spørgsmål eller kommentarer.

Jeg nød forestillingen og havde sådan en lyst til at slå mig selv på lårene, mens jeg grinede højt og hånligt. Så lille er jeg nemlig.

And let the fun begin…

Skolefester, forældremøder, forældresamtaler, julestue, arbejdsdage, forældrebestyrelse, forældreråd, støtteforening og åbent hus. Der er masser af muligheder for at involvere sig i ungernes skole og deltage meget aktivt i ALT hvad der sker.

Men i guder ….. hvor er det afskyeligt at blive placeret i 3 timer på en lillebitte stol i et klasselokale, ved siden af alle de andre forældre, der sidder på lillebitte stole og så lytte til den ene søvndyssende lærer efter den anden. Sidde efter en lang dag og skulle holde sig vågen, når lærerne fortæller langsomt og uddybende om netop det fag de underviser i – det er ren tortur af den værste slags. Sidde og stirre ud i luften, mens lærerne slår op på sider i bøgerne og fortæller detaljeret om, hvordan opgaverne skal løses og hvilke emner de kommer omkring. Langsomt, tydeligt og med næsten ligeså mange armbevægelser som en døvetolk. Sidst sad jeg og tænkte om de troede vi var retarderede? Om det var et eksperiment for at se, hvornår nogen ville protestere mod sejpineriet. På et tidspunkt overvejede jeg helt alvorligt, at lade mig falde ned på gulvet. Nu prøver jeg simpelthen at dumpe ligeså stille ned på gulvet, og ser om der er nogen der reagerer, tænkte jeg. Jeg kom helt til at smile, for jeg var sikker på, at lærerne blot ville fortsætte helt upåvirket af min stille og tumpede protest. De andre forældre ville fortsat sidde som forstenede statuer på stolene – mest fordi de alle efterhånden havde fået kramper i benene og en ikke ubetydelig summen i røvballerne. De ville ikke kunne røre sig, uden først at være nødt til at trille ned på gulvet og rette sig ud, inden de kunne rejse sig op og komme mig til undsætning.

Hvad sker der for de forældremøder? Vi sidder der og kæmper for at holde øjnene åbne og til sidst bliver der serveret kaffe og en kage så sød, så det hviner i tænderne. Det er som at være til bamse- og dukkeselskab. I mens blev der ironisk nok diskuteret sukker og kostpolitik.  Eller diskuteret er vist så meget sagt. Der var temmelig stille og jeg bemærkede, at kun lærerne talte. Emnet skiftede til legegrupper. Alle børn sættes sammen i grupper á 4. Så skal alle børn lege sammen og have hinanden med hjemme, selvom det ikke er nogen de leger så godt med til dagligt?!? HVAD?

Her vågnede jeg sgu op. Og faldt også næsten ned af stolen, ikke engang med vilje. Jeg vil nødig være tvunget til at ’lege sammen’ med nogen jeg ikke selv havde valgt eller søgt. Nok mener jeg, at man skal være smidig, så man kan samarbejde med nogen man ikke selv har valgt – og måske ikke engang bryder sig særligt om – på sin arbejdsplads og også i skolen. Men i sin fritid – der bestemmer man selv. Basta. Hippiemødrene skulede til mig, men de sagde ikke noget. Jeg var utilfreds. Faktisk blev jeg næsten vred, for hvad skulle den ordning nytte? Jeg kunne overhovedet ikke se det gavnlige af sådan et arrangement. Kun temmelig mange konflikter.

De må arrangere alle de fælles lege i frikvartererne, som de har lyst til. Dreng -pige skolelegetirsdage eller hvad de nu synes, som kan være med til at spolere den udmærkede naturlige fornemmelse for, om man kan lide nogen eller ej – eller har kemi med om du vil. Ingen skal trække sådan noget overdreven pædagogisk lærerhippie gejl ned over mine unger – eller mig, for den sags skyld! Ingen legegrupper! Hippiemødrene tilgiver mig sikkert aldrig, men jeg ved, jeg nok skal klare mig.

Resten af tiden sad jeg bare og lod tankerne flyve. Én sætning vendte hele tiden tilbage ’Der er ALT for lidt alkohol til forældremøder’.