Et hjem med klaver

Er hjemvendt fra et arrangement på skolen, hvor der var masser af korsang, samspil og unge talenter med egne sange, klemtende guitar- og orgelspil. Mens jeg stolt beundrede eget afkom med deres mod og iver med korsangen, så satte der sig et ældre ægtepar ved siden af mig.

Hele lokalet emmede af stolte unge musiktalenter, deres endnu mere stolte forældre og bedsteforældre. Jeg, der ellers plejer at lyve gevaldigt for at kunne rose deltagerne til årets skolemusicals, må indrømme, at der virkelig her var håbefulde børn og unge. De gjorde det virkelig godt.

Specielt med tanke på, hvordan jeg som ung selv havde fået den geniale idé at spille guitar. Drømmen om at sidde ved lejrbålet og imponere nogle unge knøse med mit guitarspil, fik mig i gang. Mine forældre rystede på hovedet. Mest fordi jeg altid lige havde fået en ny idé eller grille der skulle afprøves. Jeg startede med at gå til guitarspil med streng ordre på, at når jeg var startet, så gjorde jeg det også færdig. Der sad jeg så hver onsdag eftermiddag i et helt år, med min fætters aflagte guitar og drev min musiklærer helt på grådens rand. Og det var ikke fordi jeg spillede smukt.  Der var ingen tvivl om, at jeg aldrig ville blive nogen Willie Nelson eller for den sags skyld spille mig ind i hjertet af nogen fregnede knægte. Da jeg efter et helt års spil, stadig ikke fejlfrit kunne komme igennem ”Rapanden Rasmus fra Rinkenæs sogn”, mistede jeg også selv alt håb om nogensinde at lære guitarspil. Guitaren står stadig på loftet og samler støv.

Der sad jeg nu og lyttede til samspil og nogen der var langt videre end Rapanden Rasmus. Det ældre ægtepar ved siden af mig, hvor konen med klar stemme og iver fortalte om deres børnebørn der spillede, om deres søn og svigerdatter, der nu havde overtaget gården og de selv var “flyttet til byen”. Hun fortalte og fortalte. På et tidspunkt vendte hun sig til den anden side og talte videre med en der. Jeg kiggede rundt i lokalet og pludselig fik jeg sådan et insisterende puf på albuen. Det var den ældre herre, der nu gerne ville fortælle noget. ”Det var jo vores yngste barnebarn på orglet” sagde han så, og det var jo ligesom gået op for mig de 8 gange hans kone havde nævnt det. Men så skiftede hele han ansigtsudtryk til sådan en underlig blanding af stolt og forpint, samtidig med at hans stemme blev lavere og nærmest hviskende; ‘ Han er også begyndt at spille klaver, så nu spiller han på klaveret, der stadig står hjemme i stuen på gården, som jo også er min fødegård’.

Jeg kiggede interesseret på ham og han blev helt rørstrømsk og der trillede en lille tåre, mens han med våde øjne fortsatte: ”DET skulle mor bare have vidst, hun ville være SÅ stolt”. Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle sige, udover at lægge en forsigtig hånd på hans arm og så fortsatte han med at fortælle, hvordan det klaver altid havde stået i stuen, uden nogen rigtig kunne spille på det, men det klaver havde været hans mors stolthed. Jeg kunne ikke undgå at tænke, at det da måtte være nogle år siden han sidst havde set sin mor, for jeg gættede på han var omkring 83 år. Men inden jeg fik spurgt, så kiggede han på mig med våde øjne og fortalte, at det var tre år siden hans mor døde. Så hævede han stemmen og med løftet hoved sagde han: ”Og hun blev 102 år gammel!”.

Det blev en helt fantastisk samtale og mens vi fik endnu en kop kaffe sammen, så sad vi helt stille og lyttede til den lokale Thomas. Først med ydmyghed over at sidde “hjemme” hos os og rosende ord til alle de børn og unge han havde lyttet til. Derefter sang og spillede han og da han sang ’Hallelujah’, fik jeg også våde øjne’. Imens tænkte jeg på, om der mon om 50 år, er en der vil spille på min gamle guitar med samme indlevelse og talent som Thomas, der sad der foran os? Thomas, der fortalte, at han som 13-årig kun havde lært tre akkorder hos sin musiklærer og selv udviklet sit spil lige siden. Faktisk så meget, at han engang imponerede Peter Aalbæk ved et talentshow, selvom han startede med at gøre Ålen irriteret. Se det her.

æ slov en skranni = jeg grinede højlydt

Er hjemvendt fra en herlig familiefest, hvor min far fejrede sin runde fødselsdag. Gæsterne fra nær og fjern bestod af mine forældres nye og tidligere naboer, venner og alle kumpanerne fra jagt turene og ikke mindst slægten.

Jeg nød al den snak man får til sådan et gensyn. Snak om svundne og nye tider, om den digitale verden og de udfordringer der deraf fulgte for størstedelen af festens gæster. Deriblandt også for min bordherre på 81 år, som jeg, trods hans udmelding om ikke at kunne spise så meget længere, hentede den halve buffet til. På et tidspunkt hev han også fat i krofatters ærme og ligeså højt som tante Møghe talte, sagde han ”Hør, kunne du ikke lige bringe mig en snegl mere til kaffen?”.

Jeg fik hilst på alle mine evigglade fastre, der stadig kan finde på at knibe mig kærligt i armen, når de taler til mig.

Min mor er fra Thy og det har altid imponeret mig, hvordan hun sammen med sine søskende på blot ét sekund kan slå over i en helt fremmed dialekt.

Jeg talte med min morbror. Han er sådan en der kan overleve et år på en øde ø, med kun en meter fiskesnøre, to tændstikker og en bøllehat. Han fortæller de bedste historier fra virkelighedens liv – og han er fantastisk til det. Dog skal jeg virkelig anstrenge mig for at forstå alle ordene, for han taler så flot thybomål, at jeg glipper nogle af ordene. Men det er mest fordi ægte thyboer kalder tingene for noget helt andet end resten af landet gør:
Snåe = hurtig
teors = oppe i årene
te dawle dåe = til daglig dag

Han er også sådan en der siger: ”Hvorfor er der så meget snak om, at man ikke må lugte af sved. Før i tiden ville man sgu kun sidde ved siden af dem der lugtede af sved – for ellers var de dovne”. Jeg kan godt lide min morbror.

Med sit mørke hår, de brune øjne, den solbrændte hud og rynkerne ved øjnene hver gang han smiler, har jeg altid ment, at han på en god dag ligner Poul Krebs. Min morbror fortæller ligeså gode og muntre historier på sin dialekt, som Poul Krebs kan fortælle skæbnehistorier i sine sange.

Han har den herligste lune humor, som kun en ægte Thybo kan have. Han er lattermild og deler sit kendskab til smukke steder i naturen med alle der er interesseret. Sådan er han. Når folk vil se noget smukt, så vil han gerne dele – bare de passer godt på det. Han er det sejeste naturmenneske jeg kender og han kender alle metoder til at fiske og gå på jagt. Han opdrætter fasaner til at udsætte, for der må være balance i tingene. Han høster rør til stråtage og har i det hele taget den største viden om både natur, dyr og fjorden.. eller ” æ fjuur”, som han udtaler det.

I det hele taget har jeg i dag fået vildt gode historier om gale fasankokke, turister der er faret vild, fisketure, kvier der er fluestukket, klovbylder, hønse avl, børn der er flyttet til København, godt grundvand, byboere og om overførselsindkomst.

Især om København kunne vi tale samme sprog: ”Der er jo ingen horisont” og han havde allerede været der 3 gange i år og det var egentlig rigeligt – men nu ville børnene jo bo der, længst væk fra deres far og mor, som han sagde. Og det er sådan det er. København er det ”længste væk” for en nordjyde.

De små ting – ikke at forveksle med småting

Hvis man sætter sig mål i livet, skal man så overse og fravælge alle de veje og muligheder der ellers åbner op og viser sig i livet? Det har jeg aldrig rigtig forstået.

Jeg har aldrig haft en liste over hvad jeg skal nå i livet, ingen mål om, hvor jeg er på vej hen eller hvilken skabelon mennesker skal passe ind i, før jeg omgås dem. Dels fordi jeg er overbevist om, at jeg blot vil spænde ben for mig selv, ved at have en eller anden liste og opstyltet forestilling om mennesker ud fra deres musiksmag, frisure eller grundlæggende karaktertræk. Og dels fordi jeg mener, at fravælge nogen inden man har set eller talt med mennesket bag facaden – det er en dårlig egenskab, der ikke behøver yderligere opmuntring.

Jeg har  ingen liste, men jeg er blevet klogere. Klogere på, at de små ting for mig, er de største ting. Når der så er mange af dem, så føles livet allermest dejligt. De små ting, dem har jeg heller ikke en liste over (måske kan jeg generelt ikke lide lister), for det er overraskelsen, glæden, det pludselige nærvær, det uventede og venlige, som gør hele forskellen.

Dog kan jeg hurtigt opremse nogle af de små ting og dejlige mennesker, der er med til at gøre mit liv stort, blandt andet:

  1. Venner der holder liv i vigtige ord og vendinger som stratenrøver, kålhøgen og dårskab
  2. Kollegaer der tager mig med på hemmelige kaffebarer med bløde sofaer, forbudte kager og arbejdsfri snak
  3. Venner der ved, at når det kommer til at overholde aftalte tider, så har jeg en lille afrikaner indeni – og det er ok
  4. Duften af nyslået græs og regn på varm asfalt
  5. Ægtemanden der tager med på skovtur i 8 graders ”varme”, bare fordi jeg mener det er en god idé
  6. Venner der deler deres liv og oplevelser i gode samtaler, om både godt og ondt
  7. En der stiller uret i min bil, så jeg pludselig ikke længere behøver lægge 67 minutter til, for at kende den korrekte tid
  8. At grine af sig selv
  9. Ægtemanden der springer ud af sengen og stormer hele huset rundt, når jeg prikker til ham om natten og skræmt hvisker: ”Jeg hørte en lyd!!”
  10. At se børnene smile og grine med hinanden og deres venner
  11. Børn der kommer med et slumretæppe til mig, uden jeg har bedt om det
  12. Venner der får mig til at grine så meget, at jeg kommer til at græde og selvom det gør helt ondt i maven, så føles det godt
  13. At møde en gammel ven og indse, at nogle ting aldrig ændrer sig – heldigvis
  14. Mennesker og oplevelser der har lært mig, at jeg altid kan vælge at se anderledes på tingene

Til dig, der gør en forskel i mit liv, vil jeg sige TAK du

Kærlighed er også..

  • når alle tre børn hjælper til med at finde haven efter vinterens vissenhed
  • når hønsene skrukker og kagler glad i solskinsvejret
  • når ægtemanden kigger på mit hår og spørger: ”Hvor længe har du egentlig været hjemløs”
  • når en kollega flere gange i ugens løb, og helt uopfordret, skænker kaffe op til mig
  • når man genser en god ven i Fakta og der midt i Faktas grøntafdeling får en ordentlig krammer
  • når man har brugt alle de penge man ikke har – men bare ved det bliver den bedste festdag nogensinde
  • når yngste søn siger: ”Mor, du har altid ret – også selvom du ikke har det”
  • når en tidligere og allerbedste kollega kommer forbi til kaffe, kager og tæsker mig i bordfodbold

love is

Sygehusvæsen, Sundhedsvæsen …… Surhedshvæsen.

Har haft en mærkværdig uge. Yngstemanden på 9 år, har været indlagt på børneafdelingen. Indlagt er måske så meget sagt, vi var der i alt fald i mange timer. Hver dag….og ventede.

Forinden havde vi fået et meget kort brev, om at møde på afdelingen sammen med nattøj og sovedyr, til indlæggelse og undersøgelser. Andet stod der ikke. Jo forresten, der var 5 sider vedlagt om frit sygehusvalg og en lang vejledning om hvordan og hvor vi skulle henvende os for den ene og den anden blanket, for at få transportudgifter refunderet. Vi havde ventet 5 uger på det brev, og hvem regner normalt 5 uger for noget. Men når ens spinkle dreng er frygtelig bange for at spise, så føles 5 uger pludselig som en evighed og en kamp mod forsvunden energi og undervægt.

Husker stadig sygeplejerskens ord: “…. udredes for spisevægring, så det er svært at sige hvornår I kan udskrives igen”. Nahhhh, spisevægring er nu sådan et alvorligt ord, men det er rigtigt, yngste søn var blevet bange for at tygge og synke almindelig mad. Han har flere gange fået noget galt i halsen, så han var ved at blive kvalt. Sådan i alvorligste forstand. På sygehuset kaldte de det så dramatisk ’nær død oplevelse’. De ret voldsomme episoder med ”noget galt i halsen” og med ikke at kunne få luft, kvælningsfornemmelsen, panikken, både sin egen og vi voksnes, når det skete, havde gjort ham rædselsslagen. Dødsensangst. Derfor reagerede han både fysisk og psykisk – han kunne simpelthen ikke synke ret meget gennem den lille hals. Jeg kunne ikke tage frygten væk, fjerne den eller mindske den. For han havde selv oplevet det, mærket hvor væmmeligt det var, ikke at kunne trække vejret. Men via egen læge og Børneafdelingen kunne vi få undersøgt nærmere, om der fysisk var nogen problemer.

Faktisk ville han gerne spise. Yoghurt, uden frugtstykker. Det bliver man ikke særlig energisk eller stor af og heldigvis var modet til at prøve at spise almindelig kost, så småt ved at vende tilbage. Dagene inden vi mødte på børneafdelingen, var der både blevet spist kartofler, brød og frugt.

Sygeplejersken fortsatte sin velkomst med at undskylde, at der ikke var en seng klar, da der var overbelægning på afdelingen. Det forklarede jo også fint de 3 senge på gangen med syge børn og bekymrede forældre ved siden af. Jeg forsøgte at overbevise hende om, at det var helt ok, for ingen af os var sengeliggende. Hun fortsatte med at undskylde, mens hun viste os og alle vores pakkenelliker ind i afdelingens legerum. Der sad i forvejen en mor med sin søn.

Der midt i legerummet, talte vi med to sygeplejersker til indlæggelsessamtale og skulle så vente til det blev stuegang, for at tale med en læge. I ventetiden gik det ret hurtigt op for os, at den anden mor i legerummet var mere end utilfreds med at være på sygehuset. Hun var i aftes blevet indlagt med sin meget febersyge søn. Hun beklagede sig over, at alt bare var så gammelt og slidt og hun kunne slet ikke spise noget, for der lugtede så forfærdeligt af medicin og sygehus. Da hun var færdig med at fortælle os, hvor forfærdeligt det hele var, spurgte jeg til hendes søn og ‘jo jo, han havde det meget bedre og de forventede da at komme hjem sidst på eftermiddagen’. Derefter mistede hun hurtigt interessen for os og ringede til sin mor. Der fortsatte hun med at beklage sig over de elendige forhold hun var udsat for; om lugte hun ikke magtede, en stue hun ikke ville være på, fordi der var andre syge børn og bekymrede og triste forældre, hun følte sig indespærret….og remsen var uendelig. I mens sad hendes lille søn med en bog og storsmilede til os.

Flere nederlag i ludo og klodsmajor senere var der stuegang. Eftersom hele afdelingen var fyldt op, også undersøgelsesrummene, så måtte den anden mor og hendes søn forlade legerummet. Det skete ikke uden en del spydige bemærkninger om ’åbenbart at være til besvær’. Legerummet blev fyldt med sygeplejersker, studerende og en læge. De stimlede sig tæt sammen omkring os og pludselig følte jeg mig også som en bange ni-årig. Vi blev spurgt og vi svarede. Vi spurgte og der blev svaret, rynket pande, kigget, lyst med lygte, følt, mærket og legerummets sofa blev med et snuptag forvandlet til en undersøgelsesbriks. Ved resten af dagens måltider skulle en sygeplejerske observere, når yngstemand tyggede til fødebolle – ikke at forveksle med en flødebolle. Vi måtte tage hjem at sove og møde ind igen tidlig morgen, til flere observationer af måltider, stuegang og undersøgelser. Den eneste der havde en kommentar til det, var yngste søn; “Eiiii altså mor, og så har vi lige pakket alt det”

Sådan gik det til, at vi i 4 dage boede i børneafdelingens legerum og delte spisestue med afdelingens andre beboere og besøgende. I legerummet blev det os, der ind imellem vores egen bordfodbold turnering, wii spil, ludo, 100 andre spil og mange kopper kaffe og saft rigere, ikke kunne undgå at overvære andre til indlæggelsessamtaler. Det kan man så være forarget eller forundret over. Til gengæld gav det en ret god fornemmelse for, hvem man lige huskede at tage kaffe med til, hvem man gav plads til bare at sidde for sig selv og stirre, hvem der ville tale, hvem der ville lege og hvornår vi lige skulle gå en tur. Ikke mindst oplevede jeg hvordan personalet, trods de noget besværlige forældre forhold, fik det hele til at fungere.

Og til de der opfatter skattekroner som egne penge der bliver frarøvet, vil jeg undskylde – men mest af alt sige TAK for uvurderlig hjælp – for alt bliver godt igen!

surhedshvæsen

 

Fjerne galakser.

Det er snart tid til en tur hjemmefra Nordjylland – helt til Sjælland. Det er slet ikke længe siden og jeg sidst var der. Da mødte jeg spændende og finurlige mennesker på min rejse. I får lidt om mødet med en af dem her:

Der var behov for flere overnatninger og så er det jo oplagt at tage på hotel eller kro – så det gjorde jeg ikke. I stedet fandt jeg et sted, langt ude på (sjæl)landet, hvor jeg kunne leje en lille lejlighed, sådan lidt bed & breakfast – bare uden breakfast. Medmindre jeg altså selv øste havregrynene op.
Ude på landet. Jeg tænkte, at der ville jeg stadig føle mig lidt hjemme, selvom jeg var langt hjemmefra. Her er det vigtigt at forstå, at Sjælland er for nordjyder det længste væk, man overhovedet kan komme. Maldiverne, New Zealand og andre eksotiske destinationer er slet ikke noget at tale om som rejsemål, men Sjælland – dét er langt væk.

Jeg ankom lidt senere end planlagt, mest grundet mine egne tåbeligheder ved betalingen på den der uendelighedsbro. Husværten Sigurd tog dog pænt imod mig, trods forsinkelsen, og jeg blev indlogeret i den lille lejlighed. Sigurd var sådan en mand i meget store og løse joggingbukser og han havde ét stift langt og vildtvoksende gråt hår, lige midt ovenpå næsen. Mest af alt mindende han om en gammel mafiaboss, eller bare en der var på vej til at blive huleboer med stil. Hvis han var ægte mafiaboss, ville han helt sikkert hedde ”Vinny Gorgeous”.
Inden jeg havde tømt bilen for alle mine pakkenelliker, så skulle jeg da lige med Sigurd rundt og hilse på alle hans dyr. Jeg fulgte pænt efter Sigurd, og skulede lidt efter de to hængebugsvin der stod gryntende tilbage på gårdspladsen. Sigurd kunne godt lide at fortælle og det gjorde han…..hele tiden. I mens vendte mine tanker tilbage til det med mafiaboss, og jeg fik pludselig betænkeligheder ved at følge efter ham om bag bygningerne. Der var også ved at være mørkt. Mørkere end i Nordjylland. Jeg fulgte alligevel efter og det gjorde de to svin også. Den ene havde lidt problemer med at følge med og Sigurd gjorde mig pænt opmærksom på, at det var fordi den var blind. Altså, dens øjne fejlede ikke noget, men den var så fed, at den ikke kunne åbne øjnene, så når den havde slanket sig ville den få synet tilbage.

Inde i stalden blev lyset tændt og Sigurd viste mig stolt sit pindsvine vinterhotel. ”De lugter lidt, sådan nogle små svin” sagde han. Jeg kunne nu ikke lugte pindsvin, der mellem lugt af geder, får, høns, hængebugsvin og gæs, så jeg synes overhovedet ikke de lugtede.

Nok har jeg hørt om gode mennesker, der har pindsvin til overvintring, når de ikke fatter at gå i hi før vinterens kulde sætter ind, men aldrig før mødt en. Tolv pindsvin var der, som snøftede, hostede og møffede rundt i hver deres lille hule. På den anden side af gangen boede alle de øvrige dyr. Sigurd fortalte og fortalte og han var nu en ganske hygsom herre med hjertet på rette sted. Jeg fik virkelig meget information om Pindsvinevennerne i Danmark og til trods for alt det gode de gør med et godt hjerte, så kom jeg til at trække på smilebåndet.

Pindsvinevennernes hjemmeside vidner om, at de er ægte og top engagerede pindsvine fanatikere: Vigtigt *Lad telefonen ringe mere end to gange! Vi kan jo stå med et sygt Pindsvin.  Læs selv mere pindsvine drama her http://www.pindsvin.dk

Noget gør de helt sikkert rigtigt, for pindsvinene hos Sigurd var meget rundere end dem jeg normalt ser.

pindsvin-j-4004