Bænkevarmer

Jeg har lige været i kirke. Det sker ikke så tit. Ikke fordi jeg ikke kan lide at komme der eller fordi jeg ikke tror på gud. Vi har bare vores helt egen aftale om besøgstider, gud og jeg.

Som en del af forældrepakken til den flotte konfirmand sad jeg der på bænken, sammen med de respektive bedsteforældre, søskende og et par onkler. Fjorten personer blev det til og vi var stuvet sammen på tre bænke. Hver konfirmand havde fået tildelt tre bænke, hvor der med lidt god vilje absolut kun var plads til tolv, ligesom disciplene. Det hele blev forværret af vores brede bagdele, så der faktisk kun var plads til elleve personer. Vi fik alle fjorten kilet os ned at sidde på de tre bænke.

                                   bænken

Ved enden af ”min” bænk sad vore alles stolthed, ældstesønnen, klar til sin store dag. Jeg havde aftalt med mig selv, at der ikke skulle være noget som helst bævren eller tuderi fra min side. For det er normalt det kirker gør ved mig. Jeg bliver helt overvældet af kirkeklokkernes ringen, orglets stærke brus, præsten i sin kjole og kirkesangerens pressede folder. Det går lige i tårekanalerne og jeg aner ikke hvorfor. Men ikke i dag. Det havde jeg sat mig for.

Imens jeg anstrengte mig, for ikke at blive overvældet af højtideligheden, kom der et ungt par hastende ind i kirken og satte sig på bænken foran os, lige ud for mig. Som de eneste sad de på den bænk. Imens anstrengte vi os voldsomt for ikke at puffe hinanden ned af vores bænk, fordi vi alle sad rigtig akavet og med nærmest kun en balle hver på bænken. Vi havde ellers lige udset os den bænk foran, selvom det ikke var ”vores”. Men nu sad de der, to smukke unge mennesker. Der var rigtig varmt i kirken og den unge pige tog med det samme sin jakke af. Hun havde en sort og kort kjole på, med en dyb rund udskæring i ryggen. Nederst på udskæringen sad det hvide vaskemærke og strittede op. Str. L brugte hun og mærket var Vero Moda. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på mærket. Det fik mig til at abstrahere fra at blive helt bevæget. Hun havde modermærker på ryggen. Otte. Alle runde og mørkebrune. Midt på ryggen havde hun en helt hvid pigmentforandring. Det lignede en lille udgave af en sky fra en atombombe set fra oven. Jeg var så optaget af hendes ryg, at jeg først opdagede vi skulle rejse os, da hun stod op.
Det var befriende at komme op at stå, og inden vi skulle sætte os ned igen, overvejede jeg allerede hvordan i alverden vi skulle få os moset sammen med halve og hele baller på bænken igen. Vi fik os møvet på plads og orglet startede sin brusen hen over vores hoveder. Kirkesangeren, en herre af noget ældre dato, sang højt og tydeligt, men han var helt ude af trit med orglet, så hans sang kom sammen med organistens tempo til at virke som en dårlig synkronisering. Indimellem var det som det gik op for ham, at han var bagefter og så sang han lige en af linjerne i salmen ret hurtigt, så han indhentede både organistens og alle andres tempo, for derefter at sakke bagud igen. Jeg kom til at smile af det og jeg er helt sikker på, at han sammen med vaskemærket reddede mig fra at blive rørt til tårer af al højtideligheden.

Det var den herligste festdag med eks’er og nuværende på kryds og tværs. Hele fire familier fejrede og hyldede den stolte konfirmand. Alle onkler, fra nær og fjern, fætre, og kusiner med og uden kærester. Det er, uden sammenligning, den bedste fest jeg nogensinde har holdt….. og for første gang i mit liv, var der en der holdt en tale for mig. Da ældstebarnet uden bæven og øh’er holdt sin tale, og takkede de voksne for at være så voksne, at de kunne arrangere og holde fest sammen, da revnede jeg en anelse. Det var ikke tuderi, det var det ikke. Det var stolthed…og en lillebitte smule udmattelse.