Et hjem med klaver

Er hjemvendt fra et arrangement på skolen, hvor der var masser af korsang, samspil og unge talenter med egne sange, klemtende guitar- og orgelspil. Mens jeg stolt beundrede eget afkom med deres mod og iver med korsangen, så satte der sig et ældre ægtepar ved siden af mig.

Hele lokalet emmede af stolte unge musiktalenter, deres endnu mere stolte forældre og bedsteforældre. Jeg, der ellers plejer at lyve gevaldigt for at kunne rose deltagerne til årets skolemusicals, må indrømme, at der virkelig her var håbefulde børn og unge. De gjorde det virkelig godt.

Specielt med tanke på, hvordan jeg som ung selv havde fået den geniale idé at spille guitar. Drømmen om at sidde ved lejrbålet og imponere nogle unge knøse med mit guitarspil, fik mig i gang. Mine forældre rystede på hovedet. Mest fordi jeg altid lige havde fået en ny idé eller grille der skulle afprøves. Jeg startede med at gå til guitarspil med streng ordre på, at når jeg var startet, så gjorde jeg det også færdig. Der sad jeg så hver onsdag eftermiddag i et helt år, med min fætters aflagte guitar og drev min musiklærer helt på grådens rand. Og det var ikke fordi jeg spillede smukt.  Der var ingen tvivl om, at jeg aldrig ville blive nogen Willie Nelson eller for den sags skyld spille mig ind i hjertet af nogen fregnede knægte. Da jeg efter et helt års spil, stadig ikke fejlfrit kunne komme igennem ”Rapanden Rasmus fra Rinkenæs sogn”, mistede jeg også selv alt håb om nogensinde at lære guitarspil. Guitaren står stadig på loftet og samler støv.

Der sad jeg nu og lyttede til samspil og nogen der var langt videre end Rapanden Rasmus. Det ældre ægtepar ved siden af mig, hvor konen med klar stemme og iver fortalte om deres børnebørn der spillede, om deres søn og svigerdatter, der nu havde overtaget gården og de selv var “flyttet til byen”. Hun fortalte og fortalte. På et tidspunkt vendte hun sig til den anden side og talte videre med en der. Jeg kiggede rundt i lokalet og pludselig fik jeg sådan et insisterende puf på albuen. Det var den ældre herre, der nu gerne ville fortælle noget. ”Det var jo vores yngste barnebarn på orglet” sagde han så, og det var jo ligesom gået op for mig de 8 gange hans kone havde nævnt det. Men så skiftede hele han ansigtsudtryk til sådan en underlig blanding af stolt og forpint, samtidig med at hans stemme blev lavere og nærmest hviskende; ‘ Han er også begyndt at spille klaver, så nu spiller han på klaveret, der stadig står hjemme i stuen på gården, som jo også er min fødegård’.

Jeg kiggede interesseret på ham og han blev helt rørstrømsk og der trillede en lille tåre, mens han med våde øjne fortsatte: ”DET skulle mor bare have vidst, hun ville være SÅ stolt”. Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle sige, udover at lægge en forsigtig hånd på hans arm og så fortsatte han med at fortælle, hvordan det klaver altid havde stået i stuen, uden nogen rigtig kunne spille på det, men det klaver havde været hans mors stolthed. Jeg kunne ikke undgå at tænke, at det da måtte være nogle år siden han sidst havde set sin mor, for jeg gættede på han var omkring 83 år. Men inden jeg fik spurgt, så kiggede han på mig med våde øjne og fortalte, at det var tre år siden hans mor døde. Så hævede han stemmen og med løftet hoved sagde han: ”Og hun blev 102 år gammel!”.

Det blev en helt fantastisk samtale og mens vi fik endnu en kop kaffe sammen, så sad vi helt stille og lyttede til den lokale Thomas. Først med ydmyghed over at sidde “hjemme” hos os og rosende ord til alle de børn og unge han havde lyttet til. Derefter sang og spillede han og da han sang ’Hallelujah’, fik jeg også våde øjne’. Imens tænkte jeg på, om der mon om 50 år, er en der vil spille på min gamle guitar med samme indlevelse og talent som Thomas, der sad der foran os? Thomas, der fortalte, at han som 13-årig kun havde lært tre akkorder hos sin musiklærer og selv udviklet sit spil lige siden. Faktisk så meget, at han engang imponerede Peter Aalbæk ved et talentshow, selvom han startede med at gøre Ålen irriteret. Se det her.

For fædrelandet

Jeg må hellere få fortalt jer om den port. Det er den der adskiller tusindvis af nysgerrige blikke til den kongelige jagthytte i Trend. Kongeporten. Sammen med det høje vildthegn og masser af skov, har den indhegnet og skjult jagthytten et sted på den 400 hektar store grund, som var det slottet hvor tornerose sover sin skønhedssøvn. Kongeporten er med til at skjule den kongelige og ”hemmelige” hule.
Den kongelige jagthytte i Trend, som har ry for at være stedet, hvor de kongelige drager hen, når de vil have mest muligt fred for offentligheden og nysgerrige blikke. Jagthytten, som for de fleste vil betragtes af en sådan størrelse, at den egentlig slet ikke kan kaldes en hytte.
En varm og lun sommermorgen i august, kom jeg forbi og tog dette billede til jer:

IMAG0317

Kongeporten, der helt diskret og næsten anonymt spærrer vejen for uvedkommende til den kongelige jagthytte. Den åbnes kun for medlemmer af kongefamilien og deres meget nære venner, altså lige bortset fra dengang selveste Dronning Margrethe åbnede porten, så et ret begrænset antal gæster, mod entré, kunne komme indenfor. Entréindtægten gik ubeskåret til ungdoms arbejdet i Farsø og de nysgerrige måtte blive udenfor selve jagthytten, ingen kom indenfor. Rygtet siger, at det bestemt ikke var lokalbefolkningen, der var mest nysgerrige og købte de dyre billetter, for at komme ind bag Kongeporten. Måske har det noget at gøre med, at langt størstedelen af lokalbefolkningen er temmelig stolte af, at de kongelige finder ro og fred her i området.  Derfor værnes der også om de kongeliges besøg i Vesthimmerland.

Faktisk bliver der værnet så meget om de kongeliges besøg her, at ingen gør et større nummer ud af at møde dem under indkøb. Heller ikke, når man møder Kronprinsen med de ældste børn, en sensommer eftermiddag på den lille lokale flugtskydningsbane, fordi de ”kom lige forbi”. Men bagefter kan man godt føle sig lidt kongelig og slå sig sammen i større fællesskab og bygge nyt klubhus. Lidt kongelig opmærksomhed kan, uden det var tanken, sætte gang i en del udvikling.

æ slov en skranni = jeg grinede højlydt

Er hjemvendt fra en herlig familiefest, hvor min far fejrede sin runde fødselsdag. Gæsterne fra nær og fjern bestod af mine forældres nye og tidligere naboer, venner og alle kumpanerne fra jagt turene og ikke mindst slægten.

Jeg nød al den snak man får til sådan et gensyn. Snak om svundne og nye tider, om den digitale verden og de udfordringer der deraf fulgte for størstedelen af festens gæster. Deriblandt også for min bordherre på 81 år, som jeg, trods hans udmelding om ikke at kunne spise så meget længere, hentede den halve buffet til. På et tidspunkt hev han også fat i krofatters ærme og ligeså højt som tante Møghe talte, sagde han ”Hør, kunne du ikke lige bringe mig en snegl mere til kaffen?”.

Jeg fik hilst på alle mine evigglade fastre, der stadig kan finde på at knibe mig kærligt i armen, når de taler til mig.

Min mor er fra Thy og det har altid imponeret mig, hvordan hun sammen med sine søskende på blot ét sekund kan slå over i en helt fremmed dialekt.

Jeg talte med min morbror. Han er sådan en der kan overleve et år på en øde ø, med kun en meter fiskesnøre, to tændstikker og en bøllehat. Han fortæller de bedste historier fra virkelighedens liv – og han er fantastisk til det. Dog skal jeg virkelig anstrenge mig for at forstå alle ordene, for han taler så flot thybomål, at jeg glipper nogle af ordene. Men det er mest fordi ægte thyboer kalder tingene for noget helt andet end resten af landet gør:
Snåe = hurtig
teors = oppe i årene
te dawle dåe = til daglig dag

Han er også sådan en der siger: ”Hvorfor er der så meget snak om, at man ikke må lugte af sved. Før i tiden ville man sgu kun sidde ved siden af dem der lugtede af sved – for ellers var de dovne”. Jeg kan godt lide min morbror.

Med sit mørke hår, de brune øjne, den solbrændte hud og rynkerne ved øjnene hver gang han smiler, har jeg altid ment, at han på en god dag ligner Poul Krebs. Min morbror fortæller ligeså gode og muntre historier på sin dialekt, som Poul Krebs kan fortælle skæbnehistorier i sine sange.

Han har den herligste lune humor, som kun en ægte Thybo kan have. Han er lattermild og deler sit kendskab til smukke steder i naturen med alle der er interesseret. Sådan er han. Når folk vil se noget smukt, så vil han gerne dele – bare de passer godt på det. Han er det sejeste naturmenneske jeg kender og han kender alle metoder til at fiske og gå på jagt. Han opdrætter fasaner til at udsætte, for der må være balance i tingene. Han høster rør til stråtage og har i det hele taget den største viden om både natur, dyr og fjorden.. eller ” æ fjuur”, som han udtaler det.

I det hele taget har jeg i dag fået vildt gode historier om gale fasankokke, turister der er faret vild, fisketure, kvier der er fluestukket, klovbylder, hønse avl, børn der er flyttet til København, godt grundvand, byboere og om overførselsindkomst.

Især om København kunne vi tale samme sprog: ”Der er jo ingen horisont” og han havde allerede været der 3 gange i år og det var egentlig rigeligt – men nu ville børnene jo bo der, længst væk fra deres far og mor, som han sagde. Og det er sådan det er. København er det ”længste væk” for en nordjyde.

De små ting – ikke at forveksle med småting

Hvis man sætter sig mål i livet, skal man så overse og fravælge alle de veje og muligheder der ellers åbner op og viser sig i livet? Det har jeg aldrig rigtig forstået.

Jeg har aldrig haft en liste over hvad jeg skal nå i livet, ingen mål om, hvor jeg er på vej hen eller hvilken skabelon mennesker skal passe ind i, før jeg omgås dem. Dels fordi jeg er overbevist om, at jeg blot vil spænde ben for mig selv, ved at have en eller anden liste og opstyltet forestilling om mennesker ud fra deres musiksmag, frisure eller grundlæggende karaktertræk. Og dels fordi jeg mener, at fravælge nogen inden man har set eller talt med mennesket bag facaden – det er en dårlig egenskab, der ikke behøver yderligere opmuntring.

Jeg har  ingen liste, men jeg er blevet klogere. Klogere på, at de små ting for mig, er de største ting. Når der så er mange af dem, så føles livet allermest dejligt. De små ting, dem har jeg heller ikke en liste over (måske kan jeg generelt ikke lide lister), for det er overraskelsen, glæden, det pludselige nærvær, det uventede og venlige, som gør hele forskellen.

Dog kan jeg hurtigt opremse nogle af de små ting og dejlige mennesker, der er med til at gøre mit liv stort, blandt andet:

  1. Venner der holder liv i vigtige ord og vendinger som stratenrøver, kålhøgen og dårskab
  2. Kollegaer der tager mig med på hemmelige kaffebarer med bløde sofaer, forbudte kager og arbejdsfri snak
  3. Venner der ved, at når det kommer til at overholde aftalte tider, så har jeg en lille afrikaner indeni – og det er ok
  4. Duften af nyslået græs og regn på varm asfalt
  5. Ægtemanden der tager med på skovtur i 8 graders ”varme”, bare fordi jeg mener det er en god idé
  6. Venner der deler deres liv og oplevelser i gode samtaler, om både godt og ondt
  7. En der stiller uret i min bil, så jeg pludselig ikke længere behøver lægge 67 minutter til, for at kende den korrekte tid
  8. At grine af sig selv
  9. Ægtemanden der springer ud af sengen og stormer hele huset rundt, når jeg prikker til ham om natten og skræmt hvisker: ”Jeg hørte en lyd!!”
  10. At se børnene smile og grine med hinanden og deres venner
  11. Børn der kommer med et slumretæppe til mig, uden jeg har bedt om det
  12. Venner der får mig til at grine så meget, at jeg kommer til at græde og selvom det gør helt ondt i maven, så føles det godt
  13. At møde en gammel ven og indse, at nogle ting aldrig ændrer sig – heldigvis
  14. Mennesker og oplevelser der har lært mig, at jeg altid kan vælge at se anderledes på tingene

Til dig, der gør en forskel i mit liv, vil jeg sige TAK du

JEG VIL HA’ !!

Ammedebatten – du ved, den med, om det er helt okay, at mødre sidder og ammer deres spædbarn i det offentlige rum, eksempelvis på café. Jeg undrer mig over, at den debat i det hele taget er startet. Hvad pokker var det overhovedet der fik den startet?

Efter min mening, så burde alle småbørnsmødre få tilbudt gratis café tur. Småbørnsmødre der vitterlig formår at;

  • Stå ud af sengen
  •  Komme i bad
  • Oveni købet husker at få skyllet sæben ud af håret
  • Får skiftet til rent tøj
  •  Sat håret
  •  Pakket både barn og barnevogn med sig
  • Kommer ud af døren med vrangen på tøjet vendt indad
  • I det hele taget når frem til en café, inden de enten har glemt hvor de var på vej hen, eller er faldet i søvn på en bænk

DE småbørnsmødre, de fortjener virkelig den café tur.

Der er børn, her i velfærdens Danmark, der hver dag og helt alene kæmper deres egen kamp. For at overleve i en opvækst med svigt, vold og overgreb. Og så kan andre lade sig forarge og blive vrede over en mor der gør det modsatte. Giver omsorg og mader (læs:ammer) sit spædbarn. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg accepterer fuldt ud, at andre har en anden mening end mig i denne ammedebat, men jeg forstår det ikke. Debatten er, udover amningen, også fyldt med hidsighed over bleskift og gylp.

Hvorfor kan ingen finde ud af at sige; ”Undskyld, men vi sidder og nyder vores frokost, er du sød at vise hensyn og skifte dit barn ude på toilettet?” Til gengæld forstår jeg ikke, at nogen vil sige; ”Undskyld, vi forsøger at nyde vores frokost, vil du venligst vise hensyn og lade dit sultne barn fortsætte med at skrige, mens vi spiser?”.

For mig burde debatten handle om noget helt andet end amning. Den burde handle om god opførsel og hensyn til andre…eller mangel på samme. Det eneste jeg hører i debatten er; Jeg vil ikke have, jeg vil ikke se, jeg vil ikke høre på, jeg vil have lov, jeg har ret til og mig, mig, mig, mig!

Nu vi er i gang, så lad os da lave en lov for området! Eller endnu bedre, en lov om zoneopdeling. Så kan man, fordi det siger loven, opdele det offentlige rum, inkl. caféer, i zoner til henholdsvis;

  • Vegetarer
  • Ikke vegetarer
  • De fitte
  • De fede
  • Smaskende
  • Drikker alkohol
  • Drikker ikke alkohol
  • Teenagere
  • De der anvender deres mobil ved bordet
  •  Ammende
  • Familier
  • Singler
  • Hipstere
  • Bonderøve
  • Dem der fuldstændigt er ligeglade med, hvad fanden der sker omkring dem

HUSK, når den lov kommer, så startede vi det helt selv. Startede det med vores efterhånden totale mangel på hensyn til andre end vores egen hensynsløse egoisme!

stupidity

Sommerferie til landet for længe siden.

Når  alle ens legekammerater skal noget total optur spændende (og sindsoprivende dyrt) i sommerferien, så kan det måske alligevel være helt okay, at have en forstyrret mor, der laver planer om sejlture med små færger, der har royale navne, og om en stor rejse tilbage i tiden.

En kollega sagde ”Du er simpelthen så optimistisk, at du kan få verdens mest søvndyssende og vindtørre ting til at lyde som det mest nervepirrende og spændende i hele verden”. Vissevasse! Jeg er da fuldt ud overbevist om, at familien vil sætte pris på sådan en tidsrejse. Fossiljagt på Fur. Det bliver sommerferiens højdepunkt. Faktisk så sindsoprivende spændende, at vi helt sikkert får lyst til at prøve det igen i efterårsferien!

Måske finder vi et insekt eller endnu bedre; en fisk eller en fugl… uden hoved! Tænk bare, måske finder vi vitterlig noget, der ikke har været fremme i dagens lys de sidste 50 millioner år? Ligesom tøjet inderst inde i mit klædeskab!

Det bliver da bare den sejeste sommerferieoplevelse – nogensinde!

Forstyr hjernen – bryd mønstret!

Din hjerne laver mønstre. Jo den gør! Mest for at beskytte på dig. Den luller dig ind i kendte mønstre og passer på du ikke bliver usikker og ikke ved hvad du skal gøre. Sådan passer din hjerne på dig.
I mens den passer på dig, for det er nu engang det hjerner gør, så bliver den også skyld i, at det er let at stresse dig. Når der pludselig sker en forandring, specielt en du ikke har bedt om, så kan du blive både forskrækket, frustreret og vred på én og samme tid.
Der er slet ingen grund til at blive forskrækket. Det er bare fordi hjernen bliver usikker og er nødt til at ommøblere i en fart og finde en ny vej, fordi det kendte mønster er brudt– nogen gange tager det længere tid end andre. Men fidusen er, at mens den finder en vej, der trænes den.

Jeg øver mig hele tiden, for jeg kan mærke, at min hjerne ikke bryder sig om forandringer, derfor træner jeg den. Ved at bryde mønstre. Helst hver dag. Det kan være at køre en anden vej hjem, læse nyheder et nyt sted eller som i sidste weekend, at tage til opera i stedet for til Kim Larsen koncert.

Sådan bare lige, af en ualmindelig sød kvinde, fik jeg foræret billetter til opera koncert. Sopraner og pianister. Der er en første gang for alting – også for oplevelsen af opera, sopraner og pianister. Udover at jeg blev overvældet og næsten rørstrømsk af den uventede venlighed, så begyndte jeg at glæde mig, allerede inden billetterne var kommet ned i tasken. Jeg har aldrig oplevet opera tidligere. Altså lige bortset fra det i fjernsynet – som jeg altid slukker for.

Ægtemanden mente, at jeg helt sikkert var bedre tjent med at tage en anden end ham med. En der ville sætte større pris på opera end ham, og det havde han sikkert ret i.
Der skulle slet ingen overtalelse til, før min veninde Anne sagde;”Det skal nok blive hyggeligt. Bare en aften sammen med dig. Det kunne såmænd være EM i ‘sten, saks og papir’. Sådan er Anne. Vi mødte hinanden i den første store krise i mit liv og siden har Anne altid været der.

Et par dage inden den store aften, der diskuterede vi, om det mon var sådan en koncert, hvor man skulle være klædt i galla? Der fik min hjerne lidt betænkeligheder, mest fordi jeg slet ikke kunne forestille mig, at blive skruet ned i sådan et væld af taft og skørter. Anne kluklo bare – ” Vi ankommer bare almindeligt pæne, så skal det nok gå”. Almindeligt pæn, det er sådan et nordjysk udtryk for tøj, der er en tand pænere end hverdag, men ikke festligt nok til et bryllup. Og sådan tog vi af sted hjemmefra mig, almindeligt pæne. Dog i en bil der ikke var almindeligt pæn. Vi kørte 110 km i en spættet bil, grundet 3 svalepar der var flyttet ind på bjælkerne i garagen.

Jeg havde prikket lidt til Anne, der var chauffør i min bil, med ”bare giv den gas”. Det var sagt med øje på uret, der viste vi skulle holde en pæn fart, for at nå frem i god tid. Jeg kiggede på uret i gps’en og Anne kiggede på uret i bilens instrumentbræt. Naturligvis farede vi lidt vild, fordi jeg absolut skulle udfordre gps’ens ”drej svaaaagt til højre”. Vi måtte derfor spørge en venlig århusianer om vej. Her er det, at Anne fastslår det er godt vi er i så god tid – og jeg påpeger, vi faktisk skulle sidde på vores pladser i ridehuset nu. Her går det også op for Anne, at jeg er en af dem der hellere lægger en time og syv minutter til hvad bilens ur viser, frem for at bruge 30 sekunder på at stille det rigtigt.

Vi ankommer med store skridt, netop som den store dør er ved at lukke. Vi når ind og finder vores pladser ved hjælp af søde mennesker. Til den ene side er min bordherre en kendt kollega og til den anden side en ukendt herre, begge i fine skjorter. Anne sidder overfor mig. Jeg har knapt sat mig ned, før jeg udbasunerer min tvivl om, om det var sådan en galla aften. Heldigvis er min ukendte bordherre ret frisk, og løfter op i den hvide dug og viser sine bare ben frem, mens han svarer; ”Det er helt afslappet – se, jeg har shorts på”. Vi nåede at grine og smalltalke to sætninger. Så begyndte koncerten, med en fremragende introduktion af både formål og anledning for koncerten.

Italiensk opera. Smukke kvinder i skønne kjoler, med stemmer der fik håret, trommehinderne og følelserne til at blafre. Når jeg kiggede forsigtigt rundt, kunne jeg se parrene holde i hånd og nogle måtte tørre tårer bort. Jeg blev overrasket over mine egne kuldegysninger. Det var smukt og rørende på en helt uforståelig måde. Jeg forstod overhovedet ikke hvad der blev sunget, men det var formidling af følelser med stemmen. Jeg blev rørt….. og glad for det ikke var galla.

I pausen var der mulighed for at liste rundt på den italienske messe (som det samtidig var i ridehuset) med italienske lækkerier i alle afskygninger…og tasker. Vi nåede at hente drikkevarer og tale lidt, så fortsatte de store stemmer igen. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg egentlig havde forestillet mig, men fantastisk var det. Efter koncerten var der tid til at komme rundt på messen og Anne og jeg startede med at smage på hvidløgs tapenade – som vi naturligvis spildte på gulvet. Det så ud som om svalerne også havde været i ridehuset. Vi kiggede på klatterne, på hinanden og fik et grineflip. Aner ikke hvorfor, men uanset, så var det rart at grine over spildt hvidløgs tapenade.

Vi gik rundt og så, rørte og smagte på det hele. Vi nåede til et bord med de største parmesanoste jeg nogensinde har set, og lækre pølser og brød med skorpen så sprød som flæskesvær. Vine, kaffe, mandelbiscotti, pasta i alle udgaver, rissotto, olivenolier og flere smukke kvinder. Og tasker! De duftede af både levende hest og ny bil. Flotte og storslåede så de ud. Specielt den røde taske. Den talte til mig. Det gjorde den! Jeg holdt fast på den, længe. Jeg havde set prismærket på 2500 kr. Jeg kiggede på min egen taske. Pludselig så den ret lurvet ud og jeg forsøgte at retfærdiggøre, hvorfor den røde taske ikke var bedre end den, jeg for et år siden havde købt på et hestemarked. Jeg kunne godt se det. Men forsøgte ihærdigt at overbevise mig selv om, at med sådan en rød taske i den kvalitet, så ville jeg aldrig mere få en ny taske, for den ville holde for evigt. Den talte stadig til mig, men vore veje måtte skilles. Jeg er sikker på den græd lidt, da jeg gik.

Anne og jeg kørte hjemad, med venindesnak om oplevelsen, den røde taske og smagen af parmesan, dejlig vin og god kaffe. Det viser sig, at opera kan være meget mere end sopraner og pianister. Det er også herligt selskab, gode mennesker, oplevelser og latter.

 

Hvor der handles….

Endelig er den her, årstiden jeg elsker. Ikke alene på grund af varmen, solen og alt der grønnes. Næ, jeg elsker også, at der kommer så mange gæster og turister til vores landsdel. Tanken om, at jeg bor lige her, hvor andre vælger at holde deres ferie, det gør mig rigtig glad. Så kan de også ved selvsyn opleve hvor skøn Nordjylland er, når den viser sig fra sin smukkeste side. Noget andet er, at der er gemt en kræmmer i enhver nordjyde. Turister og gæster til landsdelen betyder åbenlyse muligheder, for at finde sin indre kræmmer frem og få nogle handler i gang. Vi nordjyder er i vid udstrækning villige til at grave hele græsplænen op og smide rynkede og forspirede kartofler i det hele, for så at sælge de nye sprøde kartofler i en lille bod ved indkørslen.
Lige nu er det tiden, hvor de hjemmelavede skilte langs veje og gader dukker op, hvorpå der med snorlige eller kroget skrift står; NYE Kartofler, asparges, radiser, jordbær og salat. Som dagene går skiftes ordene ud, med nye ord, der beskriver hvad der er aktuelt at sælge. Alt hvad vi selv fremdyrker af kartofler og forvoksede squash – det sælger vi gerne. Og når vi har lokket nogen hen til boden, så kan det endda være, at de også får mulighed for at købe store friske æg fra forkælede have- eller gårdhøns (det har nogen sure mennesker, med bureaukrati som speciale, ellers bestemt at INGEN må sælge).
Er du i Nordjylland og ser et lille dannebrogsflag ved en indkørsel, så betyder det, at her er der noget spændende at købe. Det er bare at køre ind på gårdspladsen og se hvad der bliver præsenteret. Hvis ikke det står på et skilt, så ved man aldrig hvad der venter. Det kan være alt lige fra kartoflerne, der nu udgør det for græsplænen, til et loppemarked med alt fra loftets gemmer eller et lille klapbord med ternet dug, hvorpå et vaffeljern damper med duften fra sprøde vafler – måske bagt af de der forbudte æg. Her i mit nabolag og omegn, er der rigtig mange boder og små flag. I dag så jeg en helt ny bod!

Sådan lige langs landevejen, der stod den nye sammentømrede bod. Det var ikke tæt på en fiske sø eller oplagte fiskesteder, så hvad skal man med melorme der? Mine første indskydelser var:

  • En nordjyde har lyttet til alle diskussionerne om, hvordan det kan mindske CO2-udslippet, hvis flere i verden begynder at spise insekter i stedet for kød fra almindelige husdyr? (Heraf det engelske MEALworms)
  •  Insekter vil være en vigtig ingrediens i kampen mod hungersnød ?
  •  Måske er det ment som en snack til de der forkælede høns?
  • Måske er det starten på en tilvænning til insekter, så når sommeren er på sit højeste er vi med på idéen: Spis insekter og spar en masse myggebalsam!

Problemet vil sikkert være, at ingen vil være de første – bare tænk på hvor store problemer det gav, da nogen fandt ud af, at de havde spist hest.
Når jeg tænker mig om, så ved jeg godt hvad det skyldes, at der sælges melorme. Der er ingen regler på området (endnu). Se DET er ægte nordjysk handling, at finde en vej udenom alt bøvlet!

Bænkevarmer

Jeg har lige været i kirke. Det sker ikke så tit. Ikke fordi jeg ikke kan lide at komme der eller fordi jeg ikke tror på gud. Vi har bare vores helt egen aftale om besøgstider, gud og jeg.

Som en del af forældrepakken til den flotte konfirmand sad jeg der på bænken, sammen med de respektive bedsteforældre, søskende og et par onkler. Fjorten personer blev det til og vi var stuvet sammen på tre bænke. Hver konfirmand havde fået tildelt tre bænke, hvor der med lidt god vilje absolut kun var plads til tolv, ligesom disciplene. Det hele blev forværret af vores brede bagdele, så der faktisk kun var plads til elleve personer. Vi fik alle fjorten kilet os ned at sidde på de tre bænke.

                                   bænken

Ved enden af ”min” bænk sad vore alles stolthed, ældstesønnen, klar til sin store dag. Jeg havde aftalt med mig selv, at der ikke skulle være noget som helst bævren eller tuderi fra min side. For det er normalt det kirker gør ved mig. Jeg bliver helt overvældet af kirkeklokkernes ringen, orglets stærke brus, præsten i sin kjole og kirkesangerens pressede folder. Det går lige i tårekanalerne og jeg aner ikke hvorfor. Men ikke i dag. Det havde jeg sat mig for.

Imens jeg anstrengte mig, for ikke at blive overvældet af højtideligheden, kom der et ungt par hastende ind i kirken og satte sig på bænken foran os, lige ud for mig. Som de eneste sad de på den bænk. Imens anstrengte vi os voldsomt for ikke at puffe hinanden ned af vores bænk, fordi vi alle sad rigtig akavet og med nærmest kun en balle hver på bænken. Vi havde ellers lige udset os den bænk foran, selvom det ikke var ”vores”. Men nu sad de der, to smukke unge mennesker. Der var rigtig varmt i kirken og den unge pige tog med det samme sin jakke af. Hun havde en sort og kort kjole på, med en dyb rund udskæring i ryggen. Nederst på udskæringen sad det hvide vaskemærke og strittede op. Str. L brugte hun og mærket var Vero Moda. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på mærket. Det fik mig til at abstrahere fra at blive helt bevæget. Hun havde modermærker på ryggen. Otte. Alle runde og mørkebrune. Midt på ryggen havde hun en helt hvid pigmentforandring. Det lignede en lille udgave af en sky fra en atombombe set fra oven. Jeg var så optaget af hendes ryg, at jeg først opdagede vi skulle rejse os, da hun stod op.
Det var befriende at komme op at stå, og inden vi skulle sætte os ned igen, overvejede jeg allerede hvordan i alverden vi skulle få os moset sammen med halve og hele baller på bænken igen. Vi fik os møvet på plads og orglet startede sin brusen hen over vores hoveder. Kirkesangeren, en herre af noget ældre dato, sang højt og tydeligt, men han var helt ude af trit med orglet, så hans sang kom sammen med organistens tempo til at virke som en dårlig synkronisering. Indimellem var det som det gik op for ham, at han var bagefter og så sang han lige en af linjerne i salmen ret hurtigt, så han indhentede både organistens og alle andres tempo, for derefter at sakke bagud igen. Jeg kom til at smile af det og jeg er helt sikker på, at han sammen med vaskemærket reddede mig fra at blive rørt til tårer af al højtideligheden.

Det var den herligste festdag med eks’er og nuværende på kryds og tværs. Hele fire familier fejrede og hyldede den stolte konfirmand. Alle onkler, fra nær og fjern, fætre, og kusiner med og uden kærester. Det er, uden sammenligning, den bedste fest jeg nogensinde har holdt….. og for første gang i mit liv, var der en der holdt en tale for mig. Da ældstebarnet uden bæven og øh’er holdt sin tale, og takkede de voksne for at være så voksne, at de kunne arrangere og holde fest sammen, da revnede jeg en anelse. Det var ikke tuderi, det var det ikke. Det var stolthed…og en lillebitte smule udmattelse.

Kærlighed er også..

  • når alle tre børn hjælper til med at finde haven efter vinterens vissenhed
  • når hønsene skrukker og kagler glad i solskinsvejret
  • når ægtemanden kigger på mit hår og spørger: ”Hvor længe har du egentlig været hjemløs”
  • når en kollega flere gange i ugens løb, og helt uopfordret, skænker kaffe op til mig
  • når man genser en god ven i Fakta og der midt i Faktas grøntafdeling får en ordentlig krammer
  • når man har brugt alle de penge man ikke har – men bare ved det bliver den bedste festdag nogensinde
  • når yngste søn siger: ”Mor, du har altid ret – også selvom du ikke har det”
  • når en tidligere og allerbedste kollega kommer forbi til kaffe, kager og tæsker mig i bordfodbold

love is