Forandringer og hønsenes befrielsesfront

Her er der sommerferie og syv dags krisen er lige slået ned som lynet fra en klar himmel. Der ligger sådan en dyne af råddent humør, mutte unger og vrøvlede forældre hen over vores hus. Det bedste er, at jeg ved det forsvinder igen… snart.

Måske forsvinder det sammen med sukkertrangen og indkøring af diabetesvenlig kost, eftersom manden har fået konstateret diabetes og hver dag må stikke sig, med noget der ligner verdens mindste kanyle.  Menuen her, er nu noget anderledes og består bl.a. af blomkålsris og broccolisalat, tunfrikadeller, squash boller spinatlasagne,stenalderbrød og quinoa salat. Selvom jeg langt mere er til en “spise med price menu”  så giver det grundlag for et stabilt blodsukker… ved ikke hvorfor vi så er lidt småsure?

Dagen startede på mærkværdig vis med, at svigermor stod her med tårer i øjnene, fordi hun havde hørt, at vores høns var på vej til at blive et hoved er kortere. Og det var jo sandt nok. Sådan er livets gang i vores hønsegård. Når der er for langt mellem at være æg nok til en omelet, så bliver hønsene gjort suppeklare. Derefter er det i gang med den store rengøring og klargøring af hønsehus til en ny og frisk æglæggende flok.

Svigermor har passet vores høns en uges tid tidligere i år, mens vi hang ud i et sommerhus ved Vesterhavet. Hun var helt slået ud over, at de skulle slagtes, for hun syntes de var så søde og havde hver deres egne spøjse personligheder. Så hun havde været i det lokale byggemarked og tømt hylderne for hønsetråd, stolper og siddepinde. Hun ville have hønsene med sig hjem, alle sammen. Både Mariehønen, Pongo, moster, madammerne, den tossede, den halte og Hr. Nelson. Og sådan går det til, at vores blandede hønseflok af skøre madammer, nu flytter hjem til svigermor – hvor de helt sikkert bliver forkælede ihjel eller dør af alderdom.

Negledamen

Jeg havde brug for at gøre noget (læs: andet end arbejde). Måske mest fordi jeg er en smule træt. Det koblede jeg sammen med, hvilken klovn jeg er til at fedte og klatte med neglelak. Så jeg har fundet sådan en negledame. For første gang i mit liv har jeg været hos en negledame. Jeg havde først tjekket priser og jeg kunne virkelig ikke betale over 500 kr. for sådan nogle negle. Derfor har jeg har været på det sorte marked for at finde en negledame. Jeps, det er sandt, det gjorde jeg. Meld mig til SKAT eller skyd mig ved daggry op ad et vådt plankeværk.

Hun levede op til alle mine sære fordomme om negledamer:

• Affarvet hår…og meget af det
• Mange børn – alle med ”idioter” eller ”drukmåse” af nogle fædre (hendes egne ord)
• På fornavn med den lokale ordensmagt
• To små, men meget gøende og irriterende hunde (den ene tissede på gulvet, mest fordi den godt kunne lide mig)
• Et sprog, hvor der i hver sætning lød et: Kraftedeme, satan, pisse, lorte, sindssyge eller satme.
• Har en kæreste der er langturschauffør og giver hende ALT for lidt opmærksomhed
• Taler dårligt om alle andre negledamer og om hvor uhygiejniske de er (det fortalte hun, imens hun hostede på mig og sprittede min pølsefingre af)

Det morsomste var, hvordan hun involverede mig i ALT i sit privatliv, mens jeg sad der og forsøgte at slappe bare en lille smule af. Hun holdt mig i hånden, filede løs på mine negle og snakkede i ét væk. I mens trippede de to hunde rundt hele tiden, små gøede og slikkede på mine tæer. Med sin nordjyske accent talte hun sådan her:

Hvorarbejderdusåhennehvaderdetegentligdulaverogerdugladfordet?

Erdusågiftoghvadlaverdin#HOLDSÅKÆFTTRILLEELLERDUBLIVERKVALT!#dinmand?

Jamenkenderdu#NEJSIMONDUKØBERIKKEENSKIDESCOOTER!#såenderhedder….?

Det var ret belastende, måske fordi jeg mest var i humør til at sidde og glo ud af vinduet og lade tankerne flyve. Jeg skulle også tage stilling til de der negle. Farve, længde og hele tiden blev hun ved med at spørge, om jeg ikke lige skulle have bare en lillebitte sten, noget glimmer eller en af de tusindvis af farver eller perler, guldglimmer, små hjerter, stjerner eller en negle piercing på? Det eneste jeg blev ved med at sige var: ”kortere, kortere, kortere endnu og lidt kortere”. Alligevel synes jeg de blev lidt for lange. I mens sad hun der med sine egne negle, filet helt spidse, med masser af glimmer, sten placeret i mønster og halløj.

Hendes mund stod slet ikke stille og til sidst smilede jeg træt og føjede hende til som nummer #85 på listen over personer og situationer, hvor jeg skal udvise sund overbærenhed.

Det var nogle meget lange timer. Neglene blev sådan set ret fine – hvis jeg lige ser bort fra det lille sorte hundehår, der er fanget i en af geleneglene. Ligesom en klump rav, hvori en myg er fanget og størknet fast for altid. Sådan en negl har jeg, ikke med myg, glimmer og halløj, men med et hundehår.

æ slov en skranni = jeg grinede højlydt

Er hjemvendt fra en herlig familiefest, hvor min far fejrede sin runde fødselsdag. Gæsterne fra nær og fjern bestod af mine forældres nye og tidligere naboer, venner og alle kumpanerne fra jagt turene og ikke mindst slægten.

Jeg nød al den snak man får til sådan et gensyn. Snak om svundne og nye tider, om den digitale verden og de udfordringer der deraf fulgte for størstedelen af festens gæster. Deriblandt også for min bordherre på 81 år, som jeg, trods hans udmelding om ikke at kunne spise så meget længere, hentede den halve buffet til. På et tidspunkt hev han også fat i krofatters ærme og ligeså højt som tante Møghe talte, sagde han ”Hør, kunne du ikke lige bringe mig en snegl mere til kaffen?”.

Jeg fik hilst på alle mine evigglade fastre, der stadig kan finde på at knibe mig kærligt i armen, når de taler til mig.

Min mor er fra Thy og det har altid imponeret mig, hvordan hun sammen med sine søskende på blot ét sekund kan slå over i en helt fremmed dialekt.

Jeg talte med min morbror. Han er sådan en der kan overleve et år på en øde ø, med kun en meter fiskesnøre, to tændstikker og en bøllehat. Han fortæller de bedste historier fra virkelighedens liv – og han er fantastisk til det. Dog skal jeg virkelig anstrenge mig for at forstå alle ordene, for han taler så flot thybomål, at jeg glipper nogle af ordene. Men det er mest fordi ægte thyboer kalder tingene for noget helt andet end resten af landet gør:
Snåe = hurtig
teors = oppe i årene
te dawle dåe = til daglig dag

Han er også sådan en der siger: ”Hvorfor er der så meget snak om, at man ikke må lugte af sved. Før i tiden ville man sgu kun sidde ved siden af dem der lugtede af sved – for ellers var de dovne”. Jeg kan godt lide min morbror.

Med sit mørke hår, de brune øjne, den solbrændte hud og rynkerne ved øjnene hver gang han smiler, har jeg altid ment, at han på en god dag ligner Poul Krebs. Min morbror fortæller ligeså gode og muntre historier på sin dialekt, som Poul Krebs kan fortælle skæbnehistorier i sine sange.

Han har den herligste lune humor, som kun en ægte Thybo kan have. Han er lattermild og deler sit kendskab til smukke steder i naturen med alle der er interesseret. Sådan er han. Når folk vil se noget smukt, så vil han gerne dele – bare de passer godt på det. Han er det sejeste naturmenneske jeg kender og han kender alle metoder til at fiske og gå på jagt. Han opdrætter fasaner til at udsætte, for der må være balance i tingene. Han høster rør til stråtage og har i det hele taget den største viden om både natur, dyr og fjorden.. eller ” æ fjuur”, som han udtaler det.

I det hele taget har jeg i dag fået vildt gode historier om gale fasankokke, turister der er faret vild, fisketure, kvier der er fluestukket, klovbylder, hønse avl, børn der er flyttet til København, godt grundvand, byboere og om overførselsindkomst.

Især om København kunne vi tale samme sprog: ”Der er jo ingen horisont” og han havde allerede været der 3 gange i år og det var egentlig rigeligt – men nu ville børnene jo bo der, længst væk fra deres far og mor, som han sagde. Og det er sådan det er. København er det ”længste væk” for en nordjyde.

Sommerferie til landet for længe siden.

Når  alle ens legekammerater skal noget total optur spændende (og sindsoprivende dyrt) i sommerferien, så kan det måske alligevel være helt okay, at have en forstyrret mor, der laver planer om sejlture med små færger, der har royale navne, og om en stor rejse tilbage i tiden.

En kollega sagde ”Du er simpelthen så optimistisk, at du kan få verdens mest søvndyssende og vindtørre ting til at lyde som det mest nervepirrende og spændende i hele verden”. Vissevasse! Jeg er da fuldt ud overbevist om, at familien vil sætte pris på sådan en tidsrejse. Fossiljagt på Fur. Det bliver sommerferiens højdepunkt. Faktisk så sindsoprivende spændende, at vi helt sikkert får lyst til at prøve det igen i efterårsferien!

Måske finder vi et insekt eller endnu bedre; en fisk eller en fugl… uden hoved! Tænk bare, måske finder vi vitterlig noget, der ikke har været fremme i dagens lys de sidste 50 millioner år? Ligesom tøjet inderst inde i mit klædeskab!

Det bliver da bare den sejeste sommerferieoplevelse – nogensinde!

Hvor der handles….

Endelig er den her, årstiden jeg elsker. Ikke alene på grund af varmen, solen og alt der grønnes. Næ, jeg elsker også, at der kommer så mange gæster og turister til vores landsdel. Tanken om, at jeg bor lige her, hvor andre vælger at holde deres ferie, det gør mig rigtig glad. Så kan de også ved selvsyn opleve hvor skøn Nordjylland er, når den viser sig fra sin smukkeste side. Noget andet er, at der er gemt en kræmmer i enhver nordjyde. Turister og gæster til landsdelen betyder åbenlyse muligheder, for at finde sin indre kræmmer frem og få nogle handler i gang. Vi nordjyder er i vid udstrækning villige til at grave hele græsplænen op og smide rynkede og forspirede kartofler i det hele, for så at sælge de nye sprøde kartofler i en lille bod ved indkørslen.
Lige nu er det tiden, hvor de hjemmelavede skilte langs veje og gader dukker op, hvorpå der med snorlige eller kroget skrift står; NYE Kartofler, asparges, radiser, jordbær og salat. Som dagene går skiftes ordene ud, med nye ord, der beskriver hvad der er aktuelt at sælge. Alt hvad vi selv fremdyrker af kartofler og forvoksede squash – det sælger vi gerne. Og når vi har lokket nogen hen til boden, så kan det endda være, at de også får mulighed for at købe store friske æg fra forkælede have- eller gårdhøns (det har nogen sure mennesker, med bureaukrati som speciale, ellers bestemt at INGEN må sælge).
Er du i Nordjylland og ser et lille dannebrogsflag ved en indkørsel, så betyder det, at her er der noget spændende at købe. Det er bare at køre ind på gårdspladsen og se hvad der bliver præsenteret. Hvis ikke det står på et skilt, så ved man aldrig hvad der venter. Det kan være alt lige fra kartoflerne, der nu udgør det for græsplænen, til et loppemarked med alt fra loftets gemmer eller et lille klapbord med ternet dug, hvorpå et vaffeljern damper med duften fra sprøde vafler – måske bagt af de der forbudte æg. Her i mit nabolag og omegn, er der rigtig mange boder og små flag. I dag så jeg en helt ny bod!

Sådan lige langs landevejen, der stod den nye sammentømrede bod. Det var ikke tæt på en fiske sø eller oplagte fiskesteder, så hvad skal man med melorme der? Mine første indskydelser var:

  • En nordjyde har lyttet til alle diskussionerne om, hvordan det kan mindske CO2-udslippet, hvis flere i verden begynder at spise insekter i stedet for kød fra almindelige husdyr? (Heraf det engelske MEALworms)
  •  Insekter vil være en vigtig ingrediens i kampen mod hungersnød ?
  •  Måske er det ment som en snack til de der forkælede høns?
  • Måske er det starten på en tilvænning til insekter, så når sommeren er på sit højeste er vi med på idéen: Spis insekter og spar en masse myggebalsam!

Problemet vil sikkert være, at ingen vil være de første – bare tænk på hvor store problemer det gav, da nogen fandt ud af, at de havde spist hest.
Når jeg tænker mig om, så ved jeg godt hvad det skyldes, at der sælges melorme. Der er ingen regler på området (endnu). Se DET er ægte nordjysk handling, at finde en vej udenom alt bøvlet!

Fjerne galakser.

Det er snart tid til en tur hjemmefra Nordjylland – helt til Sjælland. Det er slet ikke længe siden og jeg sidst var der. Da mødte jeg spændende og finurlige mennesker på min rejse. I får lidt om mødet med en af dem her:

Der var behov for flere overnatninger og så er det jo oplagt at tage på hotel eller kro – så det gjorde jeg ikke. I stedet fandt jeg et sted, langt ude på (sjæl)landet, hvor jeg kunne leje en lille lejlighed, sådan lidt bed & breakfast – bare uden breakfast. Medmindre jeg altså selv øste havregrynene op.
Ude på landet. Jeg tænkte, at der ville jeg stadig føle mig lidt hjemme, selvom jeg var langt hjemmefra. Her er det vigtigt at forstå, at Sjælland er for nordjyder det længste væk, man overhovedet kan komme. Maldiverne, New Zealand og andre eksotiske destinationer er slet ikke noget at tale om som rejsemål, men Sjælland – dét er langt væk.

Jeg ankom lidt senere end planlagt, mest grundet mine egne tåbeligheder ved betalingen på den der uendelighedsbro. Husværten Sigurd tog dog pænt imod mig, trods forsinkelsen, og jeg blev indlogeret i den lille lejlighed. Sigurd var sådan en mand i meget store og løse joggingbukser og han havde ét stift langt og vildtvoksende gråt hår, lige midt ovenpå næsen. Mest af alt mindende han om en gammel mafiaboss, eller bare en der var på vej til at blive huleboer med stil. Hvis han var ægte mafiaboss, ville han helt sikkert hedde ”Vinny Gorgeous”.
Inden jeg havde tømt bilen for alle mine pakkenelliker, så skulle jeg da lige med Sigurd rundt og hilse på alle hans dyr. Jeg fulgte pænt efter Sigurd, og skulede lidt efter de to hængebugsvin der stod gryntende tilbage på gårdspladsen. Sigurd kunne godt lide at fortælle og det gjorde han…..hele tiden. I mens vendte mine tanker tilbage til det med mafiaboss, og jeg fik pludselig betænkeligheder ved at følge efter ham om bag bygningerne. Der var også ved at være mørkt. Mørkere end i Nordjylland. Jeg fulgte alligevel efter og det gjorde de to svin også. Den ene havde lidt problemer med at følge med og Sigurd gjorde mig pænt opmærksom på, at det var fordi den var blind. Altså, dens øjne fejlede ikke noget, men den var så fed, at den ikke kunne åbne øjnene, så når den havde slanket sig ville den få synet tilbage.

Inde i stalden blev lyset tændt og Sigurd viste mig stolt sit pindsvine vinterhotel. ”De lugter lidt, sådan nogle små svin” sagde han. Jeg kunne nu ikke lugte pindsvin, der mellem lugt af geder, får, høns, hængebugsvin og gæs, så jeg synes overhovedet ikke de lugtede.

Nok har jeg hørt om gode mennesker, der har pindsvin til overvintring, når de ikke fatter at gå i hi før vinterens kulde sætter ind, men aldrig før mødt en. Tolv pindsvin var der, som snøftede, hostede og møffede rundt i hver deres lille hule. På den anden side af gangen boede alle de øvrige dyr. Sigurd fortalte og fortalte og han var nu en ganske hygsom herre med hjertet på rette sted. Jeg fik virkelig meget information om Pindsvinevennerne i Danmark og til trods for alt det gode de gør med et godt hjerte, så kom jeg til at trække på smilebåndet.

Pindsvinevennernes hjemmeside vidner om, at de er ægte og top engagerede pindsvine fanatikere: Vigtigt *Lad telefonen ringe mere end to gange! Vi kan jo stå med et sygt Pindsvin.  Læs selv mere pindsvine drama her http://www.pindsvin.dk

Noget gør de helt sikkert rigtigt, for pindsvinene hos Sigurd var meget rundere end dem jeg normalt ser.

pindsvin-j-4004

Skønhedstip

Min frisør havde endnu engang udført et bagholdsangreb på mig og på mystisk vis levet op til sit mersalg. Kan stadig ikke huske hvordan hun fik mig overtalt til at købe den krukke med bodyscrub. Hun må på høflig og taktfuld vis have fået fortalt mig, at jeg så lidt tør og grå ud, og sådan en krukke med scrub ville være svaret på alle mine inderste drømme om at få en glød som smukke Jennifer Lopez – EFTER photoshop.

I badet var det frem med krukken, fingrene ned i noget der mest af alt lignede slush ice. Med vandet løbende halvt i mine øjne, kunne jeg på låget læse mig frem til, at hovedingredienserne var kokosolie og sukker. En eller anden snedig rad har fået en genial idé om, at er du ikke tilfreds med dine hudplejeprodukter, så kan du altid bage en kage af dem.

Det lovede godt, der blev scrubbet og det duftede dejligt. Jeg var efter alt det scrubberi alligevel glad for, at være blevet snigløbet af noget mersalg.  MEN, der var ALT for lidt i sådan en krukke. Så kan det godt være jeg er en større pige end gennemsnittet, men det skal ikke forhindre en i en ordentlig omgang scrubberi. Herregud, sukker og kokosolie – hvorfor skulle det nu også koste så meget at fremstille 1 dl af det?

Det var her min geniale idé med at fremstille min egen bodyscrub opstod. Det kunne ikke være anderledes, jeg måtte da bare i gang.  Jeg havde allerede høje tanker om at forære små krukker af den enestående og uforlignelige bodyscrub til veninderne. Små værtindegaver med blomstrede stofhætter på låget, lave pakkekalendere hvor bodyscrub skulle være den 24. store og glædelige overraskelse. I byggemarkederne kunne der ved siden af haveredskaberne stå et udvalg af min hjemmelavede bodyscrub under et skilt med skriften ”Gør mor forårsklar til der skal vises mere hud”. Nogen vil påstå, at ”der gik konen med æggene i den”. Min bodyscrub skulle ikke have nogen kedelige oplysninger som ” sliber nænsomt  døde hudceller af og efterlader huden silkeblød”. For min skyld kunne det sagtens være noget mere iøjnefaldende som ”Væk med bumser på numsen” eller ”Bliv smækker lækker”.

Netto havde alt hvad jeg skulle bruge, 600 gram kokosolie, der nærmest har konsistens som en stuetempereret gang svinefedt. Sukker er altid en lagervare hos mig, så alt var klar til start. Fremgangsmåden var enkel: en stor skål, deri med al kokosolien og så var det ellers om at komme sukker i. Jeg havde ikke den fine hvide slags, men rørsukker er vel også sukker. Jeg løb tør for rørsukker. Brun farin måtte kunne bruges, så ned med det også, indtil det havde den helt rette konsistens. Der kom næsten 2 kg sukker i!  Så var problemet med, at der var for lidt heldigvis imødekommet og afværget.

Sådan en dejlig brunlig og klistret bodyscrub. Det måtte testes. Hvem var nærmere til det end jeg selv. Jeg traskede ud i brusekabinen og så blev der scrubbet. Jeg synes nu mest af alt jeg lignede en stor glaseret skinke inden den sættes i oven. Duften, som jeg huskede fra tidligere,  havde også ændret sig.  Jeg huskede ellers den oprindelige bodyscrub som en behagelig,  liflig og sød duft. Nu var den forvandlet til EKSTREM sød. Nogen ville måske sige kvalmende sød og nogen er i dette tilfælde resten af familien.

Jeg fik skyllet sukkeret af, men duften hang ved. Brusekabinen havde forvandlet sig til en skøjtebane. Der var sådan en fin hinde af fedt over det hele. Et par gange følte jeg mig som Bambi på glatis, vel at mærke med elefant fødder. Jeg så også scenarier for mig, hvor ungerne ville falde i badet, slå hul i hovedet, brække arme og ben og med besøg af myndighederne til følge. Jeg hastede, som man nu kan på glatte elefantfødder, ud i køkkenet efter noget opvaskemiddel og ajax.

Kun iført en nyscrubbet krop, en børste i den ene hånd og en klud i den anden og med ajax flasken stående udenfor brusekabinen, forsøgte jeg ihærdigt at fjerne det ”fedtede” fra kabinen. Alt imens jeg ligger der på alle 4 og fortsat skrubber, så kommer ægtemanden ind på badeværelset. Da han spørger hvad jeg laver, svarer jeg friskt at ”jeg var da lige ved at teste den der hjemmelavede bodyscrub”. Vil ikke komme med flere detaljer – men jeg griner selv af det scenarie endnu.

Så skulle man tro, at det var enden på den idé men næ nej. Duften eller nærmere lugten af alt det kokos var faktisk helt forfærdeligt. Hele huset stank – for når noget er uudholdeligt at lugte til, så er det en stank. Der var også nogle helt stille og rolige drøftelser om, hvorvidt jeg var velkommen til at sove i soveværelset. Jeg fik ingen godnat knus af ungerne og hunden skiftevis peb og slikkede mig på anklerne.

Det kunne simpelthen ikke være rigtigt! Jeg havde jo anvendt de to hovedingredienser der var i den oprindelige bodyscrub. Jeg fandt den lille krukke frem og læste denne gang, med brillerne på, den lille påklistrede label med engelsk indholdsfortegnelse. Cocoabutter / sugar scrub for your hands – DOHHHHHHHH. Det forklarede jo sådan set både den anderledes duft og at krukken var så lille.

Jeg havde badet en del det sidste døgns tid, men lugten af kokos var stadig temmelig gennemtrængende. Det kan man jo ikke gå og gemme sig for, så af sted til arbejdet. Jeg havde i mine tanker forestillet mig fuldstændig at lade som ingenting, og ellers undgå at sidde for tæt på mine kollegaer hele dagen. Til frokostpausen var der som vanlig en god stemning. Pludselig kigger en af kollegaerne helt alvorligt på mig, mens hun indtrængende beder mig hjælpe, med at gribe ind i en sag der handlede om arbejdsmiljø. Hun har min fulde opmærksomhed – arbejdsmiljøproblemer kan være en alvorlig sag. Hun læner sig frem mod mig og fortæller, at hun og andre kollegaer HELE formiddagen havde følt sig enormt generet af en ny duft, der var på kontoret. De var i det hele taget meget utilfredse med, at rengøringspersonalet blot kunne tillade sig at skifte uparfumerede rengøringsmidler ud med SÅ kraftigt parfumerede produkter. Ligegyldigt hvor hun havde været på kontoret, havde hun personligt følt sig meget plaget af duften, ja ligefrem fået ubehag over det. Mine øjne blev større og større, og jo mere hun talte, kunne jeg fornemme at det her godt kunne gå hen og udvikle sig til en pinlig situation.

I sådanne situationer har jeg en tendens til at være ret hurtig til at analysere om det skal være damage control eller fuck det, jeg har gjort noget dumt og det er egentlig en sjov historie – vil du høre den? Jeg valgte den sidste og gudskelov for det – det ER en sjov historie og hele episoden med bodyscrubben har givet mig en fin idé om, hvorfor Ole Henriksen ALTID er så glad og smilende – det er enormt sjovt at fremstille og afprøve sine egne hudplejeprodukter. Og mig – jeg vil for fremtiden hellere bage en kage.