Husk at sige tak..

Hvordan klarer du det egentlig? spørger de

Hvad mener du? Er mit hurtige modsvar, selvom jeg godt ved hvad de mener. Inden de kigger alt for undersøgende på mig, så svarer jeg hurtigt ”Vi klarer det helt ok”.

Alt ændrede sig.
Det handler om, når livet ændrer sig fra den ene dag til den anden. Det handler om, at ens ægtemand skal sige det, hvis han får det underligt og ikke vente til han ikke kan tale, og blot hører nogen råbe: ”RING EFTER EN AMBULANCE!” For så har man måske som 39-årig fået en blodprop i hjernen, så der efterfølgende er en hjerneskade og deraf store huller i hukommelsen.

Det handler om når helbredet, det sociale, økonomiske, familie- og samlivet på én og samme tid ændrer sig – uden man på nogen måde har ønsket det.

Alt ændrede sig, fra det ene øjeblik til det andet. Uanset at vi klarer det ok, så er alt ændret. Jeg kan ikke mindes, at noget ikke er ændret.

I det første år efter, var vores sociale liv stort set ikke eksisterende og vores familieliv foregik som det bedst kunne, med en mand og far i en zombie lignende tilstand. Han skulle anstrenge sig for at komme tilbage til det mest normale som overhovedet muligt, med helbred, fuldtids job og selvstændig virksomhed ved siden af.
Selvom jeg er klar over, at ungerne og jeg betyder alt for ham, så, orkede han slet ikke at deltage i familielivet, at rumme os, fordi trætheden var altdominerende. Det har heldigvis ændret sig igen, fordi der efter et år endelig kom noget selverkendelse om, at alt måtte tages op til overvejelse og revision. Der kom en erkendelse af, at intet ville blive som før. Fordi der ikke var energi at tage af. Energien forsvandt ligeså pludseligt som blodproppen kom.
Der er ikke længere nogen selvstændig virksomhed og det 37 timers job blev med enorm indsats, forståelse og rummelighed fra alle sider og kanter, til et fleksjob.

Hverdagene hænger sammen, på de præmisser der er nu, og trods vores fælles irritation over den hullede hukommelse, så er det også det vi kan grine af og lave sjov med. På en god dag er det, som at leve sammen med den blå fisk, Dory, fra filmen Nemo.

På den lyse side, så er det nu muligt at:

• Overraske sin mand med de samme ting eller den samme historie – flere gange
• Ikke blot glemme vi andres, men også sin egen fødselsdag
• Se min favorit film sammen flere gange – uden han kan mindes at have set den før
• Opleve at leve i meget mere tid end vi andre, fordi han ikke har nogen tidsfornemmelse af, om det var i forgårs, i går eller i formiddags
• Sætte pris på hinanden, hele tiden, også når vi er sure og urimelige – fordi livet er dejligt

Ungerne, som bare har indordnet sig efter, at det jo er sådan det er. De hjælper rigtig meget. Både med alle praktiske ting i vores hjem og de er fænomenale til at hjælpe deres far med at huske:

athuskat

Det er 4 år siden alt ændrede sig – og vi klarer det helt ok.

Helt perfekt!

Godt jeg ikke er perfektionist. Er du sindssyg, jeg ville ligge i krampe på den lukkede og ralle. Måske er det netop fordi jeg ikke er perfektionist, at jeg altid kommer videre og igennem. Stort set uanset hvad. Dét og så en hel del selvironi.
I vennekredsen, i forbindelse med mit arbejde, i bekendtskabskredsen – der ser jeg det. Når de bukker under, sidder og stirrer på en plet på væggen, en plet der slet ikke er der, græder, er apatiske og kan ikke længere huske hvordan man starter opvaskemaskinen eller rumme andre mennesker, ja ikke engang rumme sig selv. Har det altid været sådan? Er det bare mig der ikke kan erindre sådan noget fra min barndom? At voksne også dengang bukkede totalt under med stress og depression. Blev syge helt ind i sjælen, så de også fik fysiske skavanker? Egentlig kan jeg kun mindes udtrykket; ”Han har bare dårlige nerver”. Og så blev der ikke talt mere om det.

Bukker vi under i anstrengelserne i den evige jagt på det perfekte liv. Er det ikke bare at jagte det uopnåelige? Det perfekte liv i form af det perfekte job, naturligvis udført til perfektion med den perfekte høje løn og de perfekte udviklingsmuligheder, det perfekte hus med de perfekte møbler og den perfekte have, den perfekte ægtefælle, de perfekte børn, som går til alle de perfekte fritidsaktiviteter og har de perfekte karakterer og legekammerater. Vi skal det hele og får ikke sagt fra eller i det mindste skruet forventningerne ned – mest egne forventninger.
Egentlig er det helt ok, at have ambitioner om at udrette store ting i livet og i verden. Så er jagten på det perfekte, i det hele taget  så slem, som jeg bilder mig ind?
Nogen vil måske påstå, at jeg taler mindre pænt om perfektionisme, fordi jeg ikke er det eller ejer ambitionerne, om at stræbe efter at være det.
Men, jeg er jo netop ikke perfekt! Jeg er egentlig meget ærlig omkring ikke at være perfekt. Derfor er selvironi og uhøjtidelighed min styrke og mit forsvar. Mit perfekte forsvar.

Sygehusvæsen, Sundhedsvæsen …… Surhedshvæsen.

Har haft en mærkværdig uge. Yngstemanden på 9 år, har været indlagt på børneafdelingen. Indlagt er måske så meget sagt, vi var der i alt fald i mange timer. Hver dag….og ventede.

Forinden havde vi fået et meget kort brev, om at møde på afdelingen sammen med nattøj og sovedyr, til indlæggelse og undersøgelser. Andet stod der ikke. Jo forresten, der var 5 sider vedlagt om frit sygehusvalg og en lang vejledning om hvordan og hvor vi skulle henvende os for den ene og den anden blanket, for at få transportudgifter refunderet. Vi havde ventet 5 uger på det brev, og hvem regner normalt 5 uger for noget. Men når ens spinkle dreng er frygtelig bange for at spise, så føles 5 uger pludselig som en evighed og en kamp mod forsvunden energi og undervægt.

Husker stadig sygeplejerskens ord: “…. udredes for spisevægring, så det er svært at sige hvornår I kan udskrives igen”. Nahhhh, spisevægring er nu sådan et alvorligt ord, men det er rigtigt, yngste søn var blevet bange for at tygge og synke almindelig mad. Han har flere gange fået noget galt i halsen, så han var ved at blive kvalt. Sådan i alvorligste forstand. På sygehuset kaldte de det så dramatisk ’nær død oplevelse’. De ret voldsomme episoder med ”noget galt i halsen” og med ikke at kunne få luft, kvælningsfornemmelsen, panikken, både sin egen og vi voksnes, når det skete, havde gjort ham rædselsslagen. Dødsensangst. Derfor reagerede han både fysisk og psykisk – han kunne simpelthen ikke synke ret meget gennem den lille hals. Jeg kunne ikke tage frygten væk, fjerne den eller mindske den. For han havde selv oplevet det, mærket hvor væmmeligt det var, ikke at kunne trække vejret. Men via egen læge og Børneafdelingen kunne vi få undersøgt nærmere, om der fysisk var nogen problemer.

Faktisk ville han gerne spise. Yoghurt, uden frugtstykker. Det bliver man ikke særlig energisk eller stor af og heldigvis var modet til at prøve at spise almindelig kost, så småt ved at vende tilbage. Dagene inden vi mødte på børneafdelingen, var der både blevet spist kartofler, brød og frugt.

Sygeplejersken fortsatte sin velkomst med at undskylde, at der ikke var en seng klar, da der var overbelægning på afdelingen. Det forklarede jo også fint de 3 senge på gangen med syge børn og bekymrede forældre ved siden af. Jeg forsøgte at overbevise hende om, at det var helt ok, for ingen af os var sengeliggende. Hun fortsatte med at undskylde, mens hun viste os og alle vores pakkenelliker ind i afdelingens legerum. Der sad i forvejen en mor med sin søn.

Der midt i legerummet, talte vi med to sygeplejersker til indlæggelsessamtale og skulle så vente til det blev stuegang, for at tale med en læge. I ventetiden gik det ret hurtigt op for os, at den anden mor i legerummet var mere end utilfreds med at være på sygehuset. Hun var i aftes blevet indlagt med sin meget febersyge søn. Hun beklagede sig over, at alt bare var så gammelt og slidt og hun kunne slet ikke spise noget, for der lugtede så forfærdeligt af medicin og sygehus. Da hun var færdig med at fortælle os, hvor forfærdeligt det hele var, spurgte jeg til hendes søn og ‘jo jo, han havde det meget bedre og de forventede da at komme hjem sidst på eftermiddagen’. Derefter mistede hun hurtigt interessen for os og ringede til sin mor. Der fortsatte hun med at beklage sig over de elendige forhold hun var udsat for; om lugte hun ikke magtede, en stue hun ikke ville være på, fordi der var andre syge børn og bekymrede og triste forældre, hun følte sig indespærret….og remsen var uendelig. I mens sad hendes lille søn med en bog og storsmilede til os.

Flere nederlag i ludo og klodsmajor senere var der stuegang. Eftersom hele afdelingen var fyldt op, også undersøgelsesrummene, så måtte den anden mor og hendes søn forlade legerummet. Det skete ikke uden en del spydige bemærkninger om ’åbenbart at være til besvær’. Legerummet blev fyldt med sygeplejersker, studerende og en læge. De stimlede sig tæt sammen omkring os og pludselig følte jeg mig også som en bange ni-årig. Vi blev spurgt og vi svarede. Vi spurgte og der blev svaret, rynket pande, kigget, lyst med lygte, følt, mærket og legerummets sofa blev med et snuptag forvandlet til en undersøgelsesbriks. Ved resten af dagens måltider skulle en sygeplejerske observere, når yngstemand tyggede til fødebolle – ikke at forveksle med en flødebolle. Vi måtte tage hjem at sove og møde ind igen tidlig morgen, til flere observationer af måltider, stuegang og undersøgelser. Den eneste der havde en kommentar til det, var yngste søn; “Eiiii altså mor, og så har vi lige pakket alt det”

Sådan gik det til, at vi i 4 dage boede i børneafdelingens legerum og delte spisestue med afdelingens andre beboere og besøgende. I legerummet blev det os, der ind imellem vores egen bordfodbold turnering, wii spil, ludo, 100 andre spil og mange kopper kaffe og saft rigere, ikke kunne undgå at overvære andre til indlæggelsessamtaler. Det kan man så være forarget eller forundret over. Til gengæld gav det en ret god fornemmelse for, hvem man lige huskede at tage kaffe med til, hvem man gav plads til bare at sidde for sig selv og stirre, hvem der ville tale, hvem der ville lege og hvornår vi lige skulle gå en tur. Ikke mindst oplevede jeg hvordan personalet, trods de noget besværlige forældre forhold, fik det hele til at fungere.

Og til de der opfatter skattekroner som egne penge der bliver frarøvet, vil jeg undskylde – men mest af alt sige TAK for uvurderlig hjælp – for alt bliver godt igen!

surhedshvæsen

 

Lemlæstet intimsfære.

Den der intimsfære. Det er mit territorium og der er ikke ret mange der bliver inviteret indenfor. Der er sikkert en alenlang og videnskabelig forklaring på, hvorfor det føles ubehageligt, når nogen træder ind i ens intimsfære uden at være inviteret. I stedet for at sige ”fuck af eller du får en springskalle” så træder jeg et skridt tilbage, når de uinviterede træder ind i på mit territorium. Nogen forstår ikke den diskrete tilbagetrækning og følger med, ved at tage et skridt fremad. Det ender med at blive sådan en ”silent tango” hvor jeg kraftigt overvejer, om springskallen er den eneste vej væk fra forfølgeren.

Uanset ubehaget, så er det et faktum, at vi i vores samfund indretter os, så vi kommer tættere og tættere på hinanden i hverdagen. I køen, i toget/bussen, i kantinen, på rulletrappen, i metroen, i flyet, i etage byggeriet, i biografen/teatret osv. Der er også steder og situationer, hvor jeg uundgåeligt må invitere fremmede ind i min intimsfære – og så formår de alligevel at overtræde den usynlige grænse, for hvor tæt de trods alt må komme.

Et klassisk eksempel er hos den kvindelige frisør. På et eller andet tidspunkt læner hun sig helt tæt ind til en. Alt i mens hun klipper, griner og snakker på livet løs. Pludselig, mens hun stadig læner sig ind over en, kan jeg simpelthen fornemme hendes ene bryst i mit øre. Er det kun mig der oplever sådan noget? Ikke at det er ubehageligt, det er ikke det jeg siger, men kunne vi ikke prøve at advare lidt om det eller spørge, om det er ok at komme bryster ind i ens øre eller op af ens kinder – bare så man lige er forberedt. Det er en smule akavet, at sidde i fuldt offentlighed og flashe sit eget spejlbillede med frisørens bryster i ørene. Så godt kender vi jo trods alt heller ikke hinanden.

Et andet eksempel er tandlægen. Han skal spørge om sære ting, der overhovedet intet har med ens tænder at gøre, samtidig med at man har instrumenter, sugerør, spyt og tandlægens fingre i munden. Det er helt umuligt at svare med andet end en uforståelige mumlen og midt i det hele, så kæler tandlægen sådan både trøstende og blidt for ens kind. Jeg mærker panik med det samme og klamrer mig til stolens armlæn. Er du ude på at narre mig?! Kommer det til at gøre ondt nu og forsøger du at trøste på forhånd? Lad være med det! Du er i forvejen rigeligt indenfor min intimsfære, du skal ikke fucke mine tanker op også!

Og hvad sker der for, at jeg føler mig ”rigtig hjemme” på jobbet, og sidder og tisser for ulåst dør. Selvfølgelig kommer der så en kollega brasende ind, mens man sidder der og har åbnet for slusen. Nu ved jeg bare, at det billede af mig på toilettet, vil han få på sin nethinde, hver eneste gang han ser mig. Fint nok. Men gider du stoppe med, grinende at fortælle om “mit forskrækkede ansigtsudtryk, da jeg kom ind til dig på toilettet historien” til alle og enhver. Ja, jeg tissede og jeg havde glemt at låse døren. Det er kun sjovt i et begrænset omfang. Stop eller du får den springskalle, jeg ikke uddelte tidligere. Måske er det billede på nethinden straf nok?

Til gengæld kan jeg tvivle på, om vi overhovedet har nogen intimsfære i vores digitale verden, mig selv inklusive. Statusopdateringer som ”jeg har lige været i bad”, og ”…denne status er opdateret på toilettet” , eller oplysninger om hvor lidt eller meget man har af udestående med SKAT. Det virker dog ret uskyldigt, i forhold til de gloser, der i den digitale verden åbenbart frit kan slynges ud efter politikere, venner, familie og jobbet. Alle der har skrevet noget rigtig grimt, følger så op med en kommentar i store bogstaver, hvor de påberåber sig ret til at svine andre til i ytringsfrihedens navn. De har øjensynligt ikke forstået hvad ytringsfrihed betyder.

Selv den danske sangskat har vinket farvel til intimsfæren og er blevet beriget med sange som ’Singlepik’, ’Kvinde – din møgluder’,’ kælling’  ’fissesangen’ og ‘Sut den op fra slap’. Ord og tekster der ruller både tungt, beskidt og kontant. Man kan lade sig forarge, eller man kan lade være. Man kan synes budskabet er åndssvagt og man kan også tage det, for hvad det er. Underholdning. Og egentlig ikke helt uden selvironi og humor.

Vi forarges ikke længere over kropsvæsker kombineret med intimitet i den bedste sendetid, kroppe der  pumpes med silicone efter den 25. års fødselsdag, ekstremerne der via medierne bliver vores alle sammens rollemodeller og det betyder intet. Vi er hinandens tolerancepoliti, så det er ved at være påfaldende.

Spring så lige til billedet af dig selv i bussen, i køen eller i venteværelset, hvor du får klaustrofobiske tendenser og vil gøre alt for at undgå, at komme tæt på andre mennesker og få deres livsfarlige ”fremmed” fnuller på dig. Eller hvordan du er dødsensangst for at komme til at begå det ultimative offentlig transport-harakiri, ved at røre mennesket ved siden af dig.

Det kan man da kalde polarisering

NB. Kan vi snart blive enige om, at begynde og ’Hej’ kysse hinanden, som de gør syd for Tyskland?

Ulven kommer! Ulven kommer!

Der er frygteligt i Danmark! Her sidder man trygt og godt i den nordjyske idyl, Poul Krebs toner ud af radioen, kaffen er brygget og klar på kanden. Pludselig høres en lyd. Er det hjemmerøvere? Er det fagforeningen der har blokeret døren, fordi jeg engang overvejede at melde mig ud? Er det polakker der stjæler mit arbejde? Er det bandekrig? Er det flygtninge der flytter ind ved siden af? Er det en slagter, der forsøger at gemme en hest i min fryser? Er det endnu en reform? Er det en ulv?

STOP nu med at være så bange og vil have hele Danmark hegnet ind, grænsebomme op, flere kontroller, flere våben, flere foranstaltninger der gør det umuligt at bevæge sig – i mere end en forstand.

ENDELIG en historie om noget der vender tilbage i naturen i stedet for iltsvind i Limfjorden, gylle på frosset jord og i åen, døde klumpfisk og æsler i den forlorne skildpadde, idioter der spiller bold med dyr og babyer eller ”systemet” der svigter (Til din orientering er det mennesker der svigter. Dig og mig der svigter).

Et dyr, vi har udryddet i Danmark, er vendt tilbage. DET er da fantastisk! Nå, ja, så er der, de der får. Hvem har nakket dem måske? Det ved jeg da ikke? Måske er det de polakker, flygtninge, vindmøller eller SF’ere du ikke ville give plads til i lokalsamfundet?  Så luk da de får ind til det er afklaret, om det er hunde, aliens, idioter eller ulve i fåreklæder der er på rov.

Det er lærdom i småbørnsbøger og eventyr, at det ikke er muligt at kombinere fåreavl og ulv. Og hvad med børn! Tænk om ulvene bider et barn?! Jeg er sikker på der er større fare for at blive bidt af en kongelig gravhund end af en ulv. Og måske det så for fremtiden ikke vil tage forældre, politi, sporhunde og beredskabet i hele Nordjylland et helt døgn, at finde sure 3- årige i en skov, til fods og med jakken omvendt på?!

Stop nu med at være så bange, verden er slet ikke så farlig. Måske er vi i det store og hele bare frygtelig lykkelige og kender ikke en rigtig krise eller fare, før det rammer os som en meteor mod Rusland.

Hvad var det så for en lyd jeg hørte? Det ved jeg da ikke. Jeg gemte mig bag sofaen og sendte manden ud for at se hvad det var.

never happen