Lemlæstet intimsfære.

Den der intimsfære. Det er mit territorium og der er ikke ret mange der bliver inviteret indenfor. Der er sikkert en alenlang og videnskabelig forklaring på, hvorfor det føles ubehageligt, når nogen træder ind i ens intimsfære uden at være inviteret. I stedet for at sige ”fuck af eller du får en springskalle” så træder jeg et skridt tilbage, når de uinviterede træder ind i på mit territorium. Nogen forstår ikke den diskrete tilbagetrækning og følger med, ved at tage et skridt fremad. Det ender med at blive sådan en ”silent tango” hvor jeg kraftigt overvejer, om springskallen er den eneste vej væk fra forfølgeren.

Uanset ubehaget, så er det et faktum, at vi i vores samfund indretter os, så vi kommer tættere og tættere på hinanden i hverdagen. I køen, i toget/bussen, i kantinen, på rulletrappen, i metroen, i flyet, i etage byggeriet, i biografen/teatret osv. Der er også steder og situationer, hvor jeg uundgåeligt må invitere fremmede ind i min intimsfære – og så formår de alligevel at overtræde den usynlige grænse, for hvor tæt de trods alt må komme.

Et klassisk eksempel er hos den kvindelige frisør. På et eller andet tidspunkt læner hun sig helt tæt ind til en. Alt i mens hun klipper, griner og snakker på livet løs. Pludselig, mens hun stadig læner sig ind over en, kan jeg simpelthen fornemme hendes ene bryst i mit øre. Er det kun mig der oplever sådan noget? Ikke at det er ubehageligt, det er ikke det jeg siger, men kunne vi ikke prøve at advare lidt om det eller spørge, om det er ok at komme bryster ind i ens øre eller op af ens kinder – bare så man lige er forberedt. Det er en smule akavet, at sidde i fuldt offentlighed og flashe sit eget spejlbillede med frisørens bryster i ørene. Så godt kender vi jo trods alt heller ikke hinanden.

Et andet eksempel er tandlægen. Han skal spørge om sære ting, der overhovedet intet har med ens tænder at gøre, samtidig med at man har instrumenter, sugerør, spyt og tandlægens fingre i munden. Det er helt umuligt at svare med andet end en uforståelige mumlen og midt i det hele, så kæler tandlægen sådan både trøstende og blidt for ens kind. Jeg mærker panik med det samme og klamrer mig til stolens armlæn. Er du ude på at narre mig?! Kommer det til at gøre ondt nu og forsøger du at trøste på forhånd? Lad være med det! Du er i forvejen rigeligt indenfor min intimsfære, du skal ikke fucke mine tanker op også!

Og hvad sker der for, at jeg føler mig ”rigtig hjemme” på jobbet, og sidder og tisser for ulåst dør. Selvfølgelig kommer der så en kollega brasende ind, mens man sidder der og har åbnet for slusen. Nu ved jeg bare, at det billede af mig på toilettet, vil han få på sin nethinde, hver eneste gang han ser mig. Fint nok. Men gider du stoppe med, grinende at fortælle om “mit forskrækkede ansigtsudtryk, da jeg kom ind til dig på toilettet historien” til alle og enhver. Ja, jeg tissede og jeg havde glemt at låse døren. Det er kun sjovt i et begrænset omfang. Stop eller du får den springskalle, jeg ikke uddelte tidligere. Måske er det billede på nethinden straf nok?

Til gengæld kan jeg tvivle på, om vi overhovedet har nogen intimsfære i vores digitale verden, mig selv inklusive. Statusopdateringer som ”jeg har lige været i bad”, og ”…denne status er opdateret på toilettet” , eller oplysninger om hvor lidt eller meget man har af udestående med SKAT. Det virker dog ret uskyldigt, i forhold til de gloser, der i den digitale verden åbenbart frit kan slynges ud efter politikere, venner, familie og jobbet. Alle der har skrevet noget rigtig grimt, følger så op med en kommentar i store bogstaver, hvor de påberåber sig ret til at svine andre til i ytringsfrihedens navn. De har øjensynligt ikke forstået hvad ytringsfrihed betyder.

Selv den danske sangskat har vinket farvel til intimsfæren og er blevet beriget med sange som ’Singlepik’, ’Kvinde – din møgluder’,’ kælling’  ’fissesangen’ og ‘Sut den op fra slap’. Ord og tekster der ruller både tungt, beskidt og kontant. Man kan lade sig forarge, eller man kan lade være. Man kan synes budskabet er åndssvagt og man kan også tage det, for hvad det er. Underholdning. Og egentlig ikke helt uden selvironi og humor.

Vi forarges ikke længere over kropsvæsker kombineret med intimitet i den bedste sendetid, kroppe der  pumpes med silicone efter den 25. års fødselsdag, ekstremerne der via medierne bliver vores alle sammens rollemodeller og det betyder intet. Vi er hinandens tolerancepoliti, så det er ved at være påfaldende.

Spring så lige til billedet af dig selv i bussen, i køen eller i venteværelset, hvor du får klaustrofobiske tendenser og vil gøre alt for at undgå, at komme tæt på andre mennesker og få deres livsfarlige ”fremmed” fnuller på dig. Eller hvordan du er dødsensangst for at komme til at begå det ultimative offentlig transport-harakiri, ved at røre mennesket ved siden af dig.

Det kan man da kalde polarisering

NB. Kan vi snart blive enige om, at begynde og ’Hej’ kysse hinanden, som de gør syd for Tyskland?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>