Hvor der handles….

Endelig er den her, årstiden jeg elsker. Ikke alene på grund af varmen, solen og alt der grønnes. Næ, jeg elsker også, at der kommer så mange gæster og turister til vores landsdel. Tanken om, at jeg bor lige her, hvor andre vælger at holde deres ferie, det gør mig rigtig glad. Så kan de også ved selvsyn opleve hvor skøn Nordjylland er, når den viser sig fra sin smukkeste side. Noget andet er, at der er gemt en kræmmer i enhver nordjyde. Turister og gæster til landsdelen betyder åbenlyse muligheder, for at finde sin indre kræmmer frem og få nogle handler i gang. Vi nordjyder er i vid udstrækning villige til at grave hele græsplænen op og smide rynkede og forspirede kartofler i det hele, for så at sælge de nye sprøde kartofler i en lille bod ved indkørslen.
Lige nu er det tiden, hvor de hjemmelavede skilte langs veje og gader dukker op, hvorpå der med snorlige eller kroget skrift står; NYE Kartofler, asparges, radiser, jordbær og salat. Som dagene går skiftes ordene ud, med nye ord, der beskriver hvad der er aktuelt at sælge. Alt hvad vi selv fremdyrker af kartofler og forvoksede squash – det sælger vi gerne. Og når vi har lokket nogen hen til boden, så kan det endda være, at de også får mulighed for at købe store friske æg fra forkælede have- eller gårdhøns (det har nogen sure mennesker, med bureaukrati som speciale, ellers bestemt at INGEN må sælge).
Er du i Nordjylland og ser et lille dannebrogsflag ved en indkørsel, så betyder det, at her er der noget spændende at købe. Det er bare at køre ind på gårdspladsen og se hvad der bliver præsenteret. Hvis ikke det står på et skilt, så ved man aldrig hvad der venter. Det kan være alt lige fra kartoflerne, der nu udgør det for græsplænen, til et loppemarked med alt fra loftets gemmer eller et lille klapbord med ternet dug, hvorpå et vaffeljern damper med duften fra sprøde vafler – måske bagt af de der forbudte æg. Her i mit nabolag og omegn, er der rigtig mange boder og små flag. I dag så jeg en helt ny bod!

Sådan lige langs landevejen, der stod den nye sammentømrede bod. Det var ikke tæt på en fiske sø eller oplagte fiskesteder, så hvad skal man med melorme der? Mine første indskydelser var:

  • En nordjyde har lyttet til alle diskussionerne om, hvordan det kan mindske CO2-udslippet, hvis flere i verden begynder at spise insekter i stedet for kød fra almindelige husdyr? (Heraf det engelske MEALworms)
  •  Insekter vil være en vigtig ingrediens i kampen mod hungersnød ?
  •  Måske er det ment som en snack til de der forkælede høns?
  • Måske er det starten på en tilvænning til insekter, så når sommeren er på sit højeste er vi med på idéen: Spis insekter og spar en masse myggebalsam!

Problemet vil sikkert være, at ingen vil være de første – bare tænk på hvor store problemer det gav, da nogen fandt ud af, at de havde spist hest.
Når jeg tænker mig om, så ved jeg godt hvad det skyldes, at der sælges melorme. Der er ingen regler på området (endnu). Se DET er ægte nordjysk handling, at finde en vej udenom alt bøvlet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>