Forstyr hjernen – bryd mønstret!

Din hjerne laver mønstre. Jo den gør! Mest for at beskytte på dig. Den luller dig ind i kendte mønstre og passer på du ikke bliver usikker og ikke ved hvad du skal gøre. Sådan passer din hjerne på dig.
I mens den passer på dig, for det er nu engang det hjerner gør, så bliver den også skyld i, at det er let at stresse dig. Når der pludselig sker en forandring, specielt en du ikke har bedt om, så kan du blive både forskrækket, frustreret og vred på én og samme tid.
Der er slet ingen grund til at blive forskrækket. Det er bare fordi hjernen bliver usikker og er nødt til at ommøblere i en fart og finde en ny vej, fordi det kendte mønster er brudt– nogen gange tager det længere tid end andre. Men fidusen er, at mens den finder en vej, der trænes den.

Jeg øver mig hele tiden, for jeg kan mærke, at min hjerne ikke bryder sig om forandringer, derfor træner jeg den. Ved at bryde mønstre. Helst hver dag. Det kan være at køre en anden vej hjem, læse nyheder et nyt sted eller som i sidste weekend, at tage til opera i stedet for til Kim Larsen koncert.

Sådan bare lige, af en ualmindelig sød kvinde, fik jeg foræret billetter til opera koncert. Sopraner og pianister. Der er en første gang for alting – også for oplevelsen af opera, sopraner og pianister. Udover at jeg blev overvældet og næsten rørstrømsk af den uventede venlighed, så begyndte jeg at glæde mig, allerede inden billetterne var kommet ned i tasken. Jeg har aldrig oplevet opera tidligere. Altså lige bortset fra det i fjernsynet – som jeg altid slukker for.

Ægtemanden mente, at jeg helt sikkert var bedre tjent med at tage en anden end ham med. En der ville sætte større pris på opera end ham, og det havde han sikkert ret i.
Der skulle slet ingen overtalelse til, før min veninde Anne sagde;”Det skal nok blive hyggeligt. Bare en aften sammen med dig. Det kunne såmænd være EM i ‘sten, saks og papir’. Sådan er Anne. Vi mødte hinanden i den første store krise i mit liv og siden har Anne altid været der.

Et par dage inden den store aften, der diskuterede vi, om det mon var sådan en koncert, hvor man skulle være klædt i galla? Der fik min hjerne lidt betænkeligheder, mest fordi jeg slet ikke kunne forestille mig, at blive skruet ned i sådan et væld af taft og skørter. Anne kluklo bare – ” Vi ankommer bare almindeligt pæne, så skal det nok gå”. Almindeligt pæn, det er sådan et nordjysk udtryk for tøj, der er en tand pænere end hverdag, men ikke festligt nok til et bryllup. Og sådan tog vi af sted hjemmefra mig, almindeligt pæne. Dog i en bil der ikke var almindeligt pæn. Vi kørte 110 km i en spættet bil, grundet 3 svalepar der var flyttet ind på bjælkerne i garagen.

Jeg havde prikket lidt til Anne, der var chauffør i min bil, med ”bare giv den gas”. Det var sagt med øje på uret, der viste vi skulle holde en pæn fart, for at nå frem i god tid. Jeg kiggede på uret i gps’en og Anne kiggede på uret i bilens instrumentbræt. Naturligvis farede vi lidt vild, fordi jeg absolut skulle udfordre gps’ens ”drej svaaaagt til højre”. Vi måtte derfor spørge en venlig århusianer om vej. Her er det, at Anne fastslår det er godt vi er i så god tid – og jeg påpeger, vi faktisk skulle sidde på vores pladser i ridehuset nu. Her går det også op for Anne, at jeg er en af dem der hellere lægger en time og syv minutter til hvad bilens ur viser, frem for at bruge 30 sekunder på at stille det rigtigt.

Vi ankommer med store skridt, netop som den store dør er ved at lukke. Vi når ind og finder vores pladser ved hjælp af søde mennesker. Til den ene side er min bordherre en kendt kollega og til den anden side en ukendt herre, begge i fine skjorter. Anne sidder overfor mig. Jeg har knapt sat mig ned, før jeg udbasunerer min tvivl om, om det var sådan en galla aften. Heldigvis er min ukendte bordherre ret frisk, og løfter op i den hvide dug og viser sine bare ben frem, mens han svarer; ”Det er helt afslappet – se, jeg har shorts på”. Vi nåede at grine og smalltalke to sætninger. Så begyndte koncerten, med en fremragende introduktion af både formål og anledning for koncerten.

Italiensk opera. Smukke kvinder i skønne kjoler, med stemmer der fik håret, trommehinderne og følelserne til at blafre. Når jeg kiggede forsigtigt rundt, kunne jeg se parrene holde i hånd og nogle måtte tørre tårer bort. Jeg blev overrasket over mine egne kuldegysninger. Det var smukt og rørende på en helt uforståelig måde. Jeg forstod overhovedet ikke hvad der blev sunget, men det var formidling af følelser med stemmen. Jeg blev rørt….. og glad for det ikke var galla.

I pausen var der mulighed for at liste rundt på den italienske messe (som det samtidig var i ridehuset) med italienske lækkerier i alle afskygninger…og tasker. Vi nåede at hente drikkevarer og tale lidt, så fortsatte de store stemmer igen. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg egentlig havde forestillet mig, men fantastisk var det. Efter koncerten var der tid til at komme rundt på messen og Anne og jeg startede med at smage på hvidløgs tapenade – som vi naturligvis spildte på gulvet. Det så ud som om svalerne også havde været i ridehuset. Vi kiggede på klatterne, på hinanden og fik et grineflip. Aner ikke hvorfor, men uanset, så var det rart at grine over spildt hvidløgs tapenade.

Vi gik rundt og så, rørte og smagte på det hele. Vi nåede til et bord med de største parmesanoste jeg nogensinde har set, og lækre pølser og brød med skorpen så sprød som flæskesvær. Vine, kaffe, mandelbiscotti, pasta i alle udgaver, rissotto, olivenolier og flere smukke kvinder. Og tasker! De duftede af både levende hest og ny bil. Flotte og storslåede så de ud. Specielt den røde taske. Den talte til mig. Det gjorde den! Jeg holdt fast på den, længe. Jeg havde set prismærket på 2500 kr. Jeg kiggede på min egen taske. Pludselig så den ret lurvet ud og jeg forsøgte at retfærdiggøre, hvorfor den røde taske ikke var bedre end den, jeg for et år siden havde købt på et hestemarked. Jeg kunne godt se det. Men forsøgte ihærdigt at overbevise mig selv om, at med sådan en rød taske i den kvalitet, så ville jeg aldrig mere få en ny taske, for den ville holde for evigt. Den talte stadig til mig, men vore veje måtte skilles. Jeg er sikker på den græd lidt, da jeg gik.

Anne og jeg kørte hjemad, med venindesnak om oplevelsen, den røde taske og smagen af parmesan, dejlig vin og god kaffe. Det viser sig, at opera kan være meget mere end sopraner og pianister. Det er også herligt selskab, gode mennesker, oplevelser og latter.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>