Lemlæstet intimsfære.

Den der intimsfære. Det er mit territorium og der er ikke ret mange der bliver inviteret indenfor. Der er sikkert en alenlang og videnskabelig forklaring på, hvorfor det føles ubehageligt, når nogen træder ind i ens intimsfære uden at være inviteret. I stedet for at sige ”fuck af eller du får en springskalle” så træder jeg et skridt tilbage, når de uinviterede træder ind i på mit territorium. Nogen forstår ikke den diskrete tilbagetrækning og følger med, ved at tage et skridt fremad. Det ender med at blive sådan en ”silent tango” hvor jeg kraftigt overvejer, om springskallen er den eneste vej væk fra forfølgeren.

Uanset ubehaget, så er det et faktum, at vi i vores samfund indretter os, så vi kommer tættere og tættere på hinanden i hverdagen. I køen, i toget/bussen, i kantinen, på rulletrappen, i metroen, i flyet, i etage byggeriet, i biografen/teatret osv. Der er også steder og situationer, hvor jeg uundgåeligt må invitere fremmede ind i min intimsfære – og så formår de alligevel at overtræde den usynlige grænse, for hvor tæt de trods alt må komme.

Et klassisk eksempel er hos den kvindelige frisør. På et eller andet tidspunkt læner hun sig helt tæt ind til en. Alt i mens hun klipper, griner og snakker på livet løs. Pludselig, mens hun stadig læner sig ind over en, kan jeg simpelthen fornemme hendes ene bryst i mit øre. Er det kun mig der oplever sådan noget? Ikke at det er ubehageligt, det er ikke det jeg siger, men kunne vi ikke prøve at advare lidt om det eller spørge, om det er ok at komme bryster ind i ens øre eller op af ens kinder – bare så man lige er forberedt. Det er en smule akavet, at sidde i fuldt offentlighed og flashe sit eget spejlbillede med frisørens bryster i ørene. Så godt kender vi jo trods alt heller ikke hinanden.

Et andet eksempel er tandlægen. Han skal spørge om sære ting, der overhovedet intet har med ens tænder at gøre, samtidig med at man har instrumenter, sugerør, spyt og tandlægens fingre i munden. Det er helt umuligt at svare med andet end en uforståelige mumlen og midt i det hele, så kæler tandlægen sådan både trøstende og blidt for ens kind. Jeg mærker panik med det samme og klamrer mig til stolens armlæn. Er du ude på at narre mig?! Kommer det til at gøre ondt nu og forsøger du at trøste på forhånd? Lad være med det! Du er i forvejen rigeligt indenfor min intimsfære, du skal ikke fucke mine tanker op også!

Og hvad sker der for, at jeg føler mig ”rigtig hjemme” på jobbet, og sidder og tisser for ulåst dør. Selvfølgelig kommer der så en kollega brasende ind, mens man sidder der og har åbnet for slusen. Nu ved jeg bare, at det billede af mig på toilettet, vil han få på sin nethinde, hver eneste gang han ser mig. Fint nok. Men gider du stoppe med, grinende at fortælle om “mit forskrækkede ansigtsudtryk, da jeg kom ind til dig på toilettet historien” til alle og enhver. Ja, jeg tissede og jeg havde glemt at låse døren. Det er kun sjovt i et begrænset omfang. Stop eller du får den springskalle, jeg ikke uddelte tidligere. Måske er det billede på nethinden straf nok?

Til gengæld kan jeg tvivle på, om vi overhovedet har nogen intimsfære i vores digitale verden, mig selv inklusive. Statusopdateringer som ”jeg har lige været i bad”, og ”…denne status er opdateret på toilettet” , eller oplysninger om hvor lidt eller meget man har af udestående med SKAT. Det virker dog ret uskyldigt, i forhold til de gloser, der i den digitale verden åbenbart frit kan slynges ud efter politikere, venner, familie og jobbet. Alle der har skrevet noget rigtig grimt, følger så op med en kommentar i store bogstaver, hvor de påberåber sig ret til at svine andre til i ytringsfrihedens navn. De har øjensynligt ikke forstået hvad ytringsfrihed betyder.

Selv den danske sangskat har vinket farvel til intimsfæren og er blevet beriget med sange som ’Singlepik’, ’Kvinde – din møgluder’,’ kælling’  ’fissesangen’ og ‘Sut den op fra slap’. Ord og tekster der ruller både tungt, beskidt og kontant. Man kan lade sig forarge, eller man kan lade være. Man kan synes budskabet er åndssvagt og man kan også tage det, for hvad det er. Underholdning. Og egentlig ikke helt uden selvironi og humor.

Vi forarges ikke længere over kropsvæsker kombineret med intimitet i den bedste sendetid, kroppe der  pumpes med silicone efter den 25. års fødselsdag, ekstremerne der via medierne bliver vores alle sammens rollemodeller og det betyder intet. Vi er hinandens tolerancepoliti, så det er ved at være påfaldende.

Spring så lige til billedet af dig selv i bussen, i køen eller i venteværelset, hvor du får klaustrofobiske tendenser og vil gøre alt for at undgå, at komme tæt på andre mennesker og få deres livsfarlige ”fremmed” fnuller på dig. Eller hvordan du er dødsensangst for at komme til at begå det ultimative offentlig transport-harakiri, ved at røre mennesket ved siden af dig.

Det kan man da kalde polarisering

NB. Kan vi snart blive enige om, at begynde og ’Hej’ kysse hinanden, som de gør syd for Tyskland?

Ulven kommer! Ulven kommer!

Der er frygteligt i Danmark! Her sidder man trygt og godt i den nordjyske idyl, Poul Krebs toner ud af radioen, kaffen er brygget og klar på kanden. Pludselig høres en lyd. Er det hjemmerøvere? Er det fagforeningen der har blokeret døren, fordi jeg engang overvejede at melde mig ud? Er det polakker der stjæler mit arbejde? Er det bandekrig? Er det flygtninge der flytter ind ved siden af? Er det en slagter, der forsøger at gemme en hest i min fryser? Er det endnu en reform? Er det en ulv?

STOP nu med at være så bange og vil have hele Danmark hegnet ind, grænsebomme op, flere kontroller, flere våben, flere foranstaltninger der gør det umuligt at bevæge sig – i mere end en forstand.

ENDELIG en historie om noget der vender tilbage i naturen i stedet for iltsvind i Limfjorden, gylle på frosset jord og i åen, døde klumpfisk og æsler i den forlorne skildpadde, idioter der spiller bold med dyr og babyer eller ”systemet” der svigter (Til din orientering er det mennesker der svigter. Dig og mig der svigter).

Et dyr, vi har udryddet i Danmark, er vendt tilbage. DET er da fantastisk! Nå, ja, så er der, de der får. Hvem har nakket dem måske? Det ved jeg da ikke? Måske er det de polakker, flygtninge, vindmøller eller SF’ere du ikke ville give plads til i lokalsamfundet?  Så luk da de får ind til det er afklaret, om det er hunde, aliens, idioter eller ulve i fåreklæder der er på rov.

Det er lærdom i småbørnsbøger og eventyr, at det ikke er muligt at kombinere fåreavl og ulv. Og hvad med børn! Tænk om ulvene bider et barn?! Jeg er sikker på der er større fare for at blive bidt af en kongelig gravhund end af en ulv. Og måske det så for fremtiden ikke vil tage forældre, politi, sporhunde og beredskabet i hele Nordjylland et helt døgn, at finde sure 3- årige i en skov, til fods og med jakken omvendt på?!

Stop nu med at være så bange, verden er slet ikke så farlig. Måske er vi i det store og hele bare frygtelig lykkelige og kender ikke en rigtig krise eller fare, før det rammer os som en meteor mod Rusland.

Hvad var det så for en lyd jeg hørte? Det ved jeg da ikke. Jeg gemte mig bag sofaen og sendte manden ud for at se hvad det var.

never happen

Find de skyldige!!

Ud af en lang liste, over ting der skulle gøres inden weekenden, har jeg nået to af dem?! Men det er også fordi det er fredag. Eller fordi det er vinter. Måske er det fordi der er X-factor. Måske fordi jeg spiste makrel i går. Eller også er det fordi jeg er træt. Måske endda søvndyssende.  Nogen har skylden og jeg skal nok finde ud af hvem det er. Det er i hvert fald ikke min egen. Og det ved jeg helt bestemt, for ansvarsfralæggelse er (stadig) tidens hotte begreb. Det er altid nogen andres skyld.

Og hvis vi ikke helt kan finde ud af HVIS skyld det er, så er her et par forslag, der ALTID er gangbare:

  • Den til enhver tid siddende regering (den forrige var meget bedre, ALTID)
  • Rige svin (alle der tjener mere end dig selv…eller bare lader som om de gør)
  • Førtidspensionister (parasitter og nassere der dræner statskassen)
  • Kontanthjælpsmodtagere (se førtidspensionister)
  • Indvandrere og østarbejdere (en slags kriminelle der stjæler vores jobs og tømmer vores udhuse)
  • De faglige organisationer (de tager penge for at gøre noget, der kun er til egen fordel)
  • Medierne (falske hunde, der tilsyneladende regerer landet)
  • Bankerne (de låner penge ud til højre og venstre og har kun stupide rådgivere der tager dårlige beslutninger)
  • Kommunen (den magiske gavebod, der altid er lukket, når du skal bruge den)
  • Samfundet (alle andre end dig selv)

 Hvis det er for uinteressant, så er her nogle mere eksotiske forslag, som:

  • Forkert navn (hvis jeg bare hed Mutella4 så ville mit liv være fucking PERFEKT)
  • Tidligere liv (jeg kørte en hellig ko over i mit tidligere liv, nu bliver jeg straffet af universet)
  • Stjernehimlen (så længe Jupiter står i skytten er det HÅBLØST, at forsøge at ændre på noget som helst, jeg vil bare sidde her og surmule, til det går væk af sig selv)

Er det virkelighedsflugt? Eller er det blot ansvarsfralæggelse på højt plan?

Topchefer er ansat til at tage de store beslutninger. Det indrømmer de rigtig gerne. Eller politikere, for den sags skyld. Men når de stiller sig op til pressemøder og hele tiden siger ”vi” og ikke ”jeg”, så VED vi jo bare, at der snart kommer en total åndsforladt undskyldning på noget dårligt, eller at det ikke er hele sandheden. Det er ligesom når jeg siger.”Vi skal have vasket bil” eller ”Vi skal have ryddet fortovet for sne”, så mener jeg egentlig alle andre end mig (læs manden) må tage sig af det og helst inden jeg er færdig med at fuldføre sætningen. Eller den endnu bedre ”VI har fået en bule i bilen”.

Eller de par i luksusfælden der synes, det er SÅ synd for dem. At det skete for netop dem, at de levede over evne?! Eller de der bliver afsløret med dopingkanylen i armen og hurtigt peger på træneren, lægen, chefen, eller hvem der lige er i nærheden. Eller påståede sexafhængige som Tiger Woods, David Duchovny og Russell Brand der bruger en lidelse, som undskyldning for utroskab. Sidst på listen er hest i færdigretter. For pokker, vi vil jo bare vide, hvad det er vi spiser. Det er jo kød alt sammen!

ALT prøves bortforklaret. Selv mega store IC4 tog bortforklares i ÅREVIS, sammen med hundredvis af millioner af kroner for fejlslagne IT projekter.

Stå nu ved dine handlinger! Uanset hvor tåbelige de end måtte være.

Spørgsmålet er, om vi alle er idioter og skyldige i ikke at tænke selv? Så er det vel flertallets skyld? Eller er det? Måske er det vejrets skyld? Eller DIN skyld?  Ja, dig! Dig der læser dette!

shhh1

Farmaceuter uden grænser

Når jeg bliver irriteret, er det sjældent noget, jeg gør nogen opmærksom på. Eller ja, skriver det lige her. Det er nogle mærkelige ting jeg bliver irriteret over. Og sikkert noget andre ikke engang skænker en tanke.

Jeg har reelt ikke har brug for ekspedientens mening om den eller de varer jeg køber, de skal sælge en vare, tage imod pengene og så er den ikke længere. Det irriterer mig, når de ved kassen i Kvickly kommenterer med eksempelvis ”Nåå, man kan da rigtig nok se hvad du skal til at lave”. Nej du kan ej! Det er mine varer og du aner ikke hvad jeg vil bruge dem til. Sidst havde jeg bare lyst til at svare – ”Jeg har OCD og kan ikke forlade butikken før jeg har købt 3 pakker mascarpone og 3 pakker ladyfingers og 3 pakker fairtrade økologiske elastikker – dem kunne jeg ikke finde, så nu må jeg blive her…for evigt!”. Nogen gange er jeg simpelthen så lille – ufatteligt

Og hvad sker der for farmaceuterne????
Har de en intern konkurrence om at gøre kunderne mest pinlige berørte. Filmer de det og  vurderer hvem der får kunderne til at rødme mest?

Var på apoteket, en af ungerne havde fået en sød lille ringorm på armen. ”Jeg skal bede om en tube lamisil, tak” (creme mod svamp, som ringorm jo er). ”Til skeden??” svarede hun tilbage. Øh nej, til armen svarede jeg og flåede næsten ungens arm ud af jakken, for at bevise overfor resten af køen, at cremen VAR til armen.

Eller de der apotek besøg, hvor de starter med spørgsmålet – ”har du fået det før?” man gider  slet ikke starte med at forklare og retfærdiggøre, at man blot henter medicin til sin syge nabo men svarer bare ”ja” i håb om der ikke kommer flere kommentarer eller spørgsmål.
”Men så ved du også, at du ikke må køre bil bagefter og du skal passe på ikke at besvime – måske er det en god idé du ikke er alene og bla bla….”
Hold nu din kæft!! Og lang det over disken!

Har én gang overværet, at det var farmaceuten der blev lidt pinlig berørt. Hvem ved, måske havde ægteparret aftalt hjemmefra, at NU skulle de fandeme give dem på apoteket igen af samme skuffe. Et ældre ægtepar står ved disken og manden spørger efter en bestemt creme. “Nej, den har vi desværre ikke, men måske vi kan finde en tilsvarende creme?”… og så er det farmaceuten spørger om, hvad cremen skal bruges til.

“Jamen, det er fordi jeg har tørre slimhinder i endetarmen, og hvis ikke jeg smører mig med en fed creme kan jeg ikke komme af med min afføring…” Og hans kone fulgte op på historien og forklarede med høj og klar stemme om hans endetarmsproblemer og hvor smertefuldt det var for ham i enden og bla bla bla…..

Jeg smilede meget bredt og kiggede tilfreds til, da farmaceuten fik lidt røde kinder og med flakkende blik kiggede ud over den voksende kø, der alle overhørte samtalen. Et par unge piger brændte totalt sammen af grin bag reolerne med tandtråd.

Der stod farmaceuten og skulle finde en røv-creme med sit søde sælger smil og havde slet ikke flere spørgsmål eller kommentarer.

Jeg nød forestillingen og havde sådan en lyst til at slå mig selv på lårene, mens jeg grinede højt og hånligt. Så lille er jeg nemlig.

And let the fun begin…

Skolefester, forældremøder, forældresamtaler, julestue, arbejdsdage, forældrebestyrelse, forældreråd, støtteforening og åbent hus. Der er masser af muligheder for at involvere sig i ungernes skole og deltage meget aktivt i ALT hvad der sker.

Men i guder ….. hvor er det afskyeligt at blive placeret i 3 timer på en lillebitte stol i et klasselokale, ved siden af alle de andre forældre, der sidder på lillebitte stole og så lytte til den ene søvndyssende lærer efter den anden. Sidde efter en lang dag og skulle holde sig vågen, når lærerne fortæller langsomt og uddybende om netop det fag de underviser i – det er ren tortur af den værste slags. Sidde og stirre ud i luften, mens lærerne slår op på sider i bøgerne og fortæller detaljeret om, hvordan opgaverne skal løses og hvilke emner de kommer omkring. Langsomt, tydeligt og med næsten ligeså mange armbevægelser som en døvetolk. Sidst sad jeg og tænkte om de troede vi var retarderede? Om det var et eksperiment for at se, hvornår nogen ville protestere mod sejpineriet. På et tidspunkt overvejede jeg helt alvorligt, at lade mig falde ned på gulvet. Nu prøver jeg simpelthen at dumpe ligeså stille ned på gulvet, og ser om der er nogen der reagerer, tænkte jeg. Jeg kom helt til at smile, for jeg var sikker på, at lærerne blot ville fortsætte helt upåvirket af min stille og tumpede protest. De andre forældre ville fortsat sidde som forstenede statuer på stolene – mest fordi de alle efterhånden havde fået kramper i benene og en ikke ubetydelig summen i røvballerne. De ville ikke kunne røre sig, uden først at være nødt til at trille ned på gulvet og rette sig ud, inden de kunne rejse sig op og komme mig til undsætning.

Hvad sker der for de forældremøder? Vi sidder der og kæmper for at holde øjnene åbne og til sidst bliver der serveret kaffe og en kage så sød, så det hviner i tænderne. Det er som at være til bamse- og dukkeselskab. I mens blev der ironisk nok diskuteret sukker og kostpolitik.  Eller diskuteret er vist så meget sagt. Der var temmelig stille og jeg bemærkede, at kun lærerne talte. Emnet skiftede til legegrupper. Alle børn sættes sammen i grupper á 4. Så skal alle børn lege sammen og have hinanden med hjemme, selvom det ikke er nogen de leger så godt med til dagligt?!? HVAD?

Her vågnede jeg sgu op. Og faldt også næsten ned af stolen, ikke engang med vilje. Jeg vil nødig være tvunget til at ’lege sammen’ med nogen jeg ikke selv havde valgt eller søgt. Nok mener jeg, at man skal være smidig, så man kan samarbejde med nogen man ikke selv har valgt – og måske ikke engang bryder sig særligt om – på sin arbejdsplads og også i skolen. Men i sin fritid – der bestemmer man selv. Basta. Hippiemødrene skulede til mig, men de sagde ikke noget. Jeg var utilfreds. Faktisk blev jeg næsten vred, for hvad skulle den ordning nytte? Jeg kunne overhovedet ikke se det gavnlige af sådan et arrangement. Kun temmelig mange konflikter.

De må arrangere alle de fælles lege i frikvartererne, som de har lyst til. Dreng -pige skolelegetirsdage eller hvad de nu synes, som kan være med til at spolere den udmærkede naturlige fornemmelse for, om man kan lide nogen eller ej – eller har kemi med om du vil. Ingen skal trække sådan noget overdreven pædagogisk lærerhippie gejl ned over mine unger – eller mig, for den sags skyld! Ingen legegrupper! Hippiemødrene tilgiver mig sikkert aldrig, men jeg ved, jeg nok skal klare mig.

Resten af tiden sad jeg bare og lod tankerne flyve. Én sætning vendte hele tiden tilbage ’Der er ALT for lidt alkohol til forældremøder’.

Prøverum

Jeg ved ikke hvad det er med mig og de der prøverum – det ender altid som et afsnit af Bridget Jones’ dagbog. Kollektioner med meget livagtige dyre print. Lad mig sige det, jeg har et eller andet med dyre print. Måske skulle jeg hellere sige, at jeg har et eller andet IMOD dyre print. Jeg har aldrig forstået det. Bærer man dyre print på grund af luksusdrømme, eller har man bare lyst til at snerre eller sige ”Grrr… se mig, jeg er en leopard” eller løbe rundt som en Zebra mens man skryder som en?

Måske synes jeg simpelthen det er for pjevset, at tage holdningen:”Jeg er simpelthen SÅ glad for dyr, at jeg ALDRIG kunne finde på at iklæde mig pels, så derfor er dyre print sagen”. Nå, men så er det da helt okay at klæde sig ud som et dyr, det er da helt naturligt… hvis du altså sidder på lur bag en busk med dit gevær. Så gå dog hele vejen og køb skind eller pels. Sneakers i dyre print, tror bare det kaldes dyre print, når man ikke umiddelbart kan definere om det er en imiteret slange eller krokodille. Har for nylig set en sød ung pige med ballerinasko i leopard print. Jeg kunne slet ikke få øjnene fra dem og tænkte, om man efter sådan et køb springer ind af døren hos en ven, mens man råber: ”Hey, se mine leopardpoter!”. Jeg ved det, jeg kommer aldrig til at skrive modeklummer

Jeg ville finde noget smart tøj (læs, jeg ville bruge penge, shoppe og shoppe). Gik ind i en af mine favorittøjbutikker. De har ansat sådan en meget insisterende og sød ekspedient. Det insisterende gik denne gang ud på, at jeg da SKULLE prøve de nyeste leopard print pants. Den insisterende ekspedient blev ved med at fable om dem, mens jeg ihærdigt forsøgte at undgå alt om emnet dyre print og kiggede på ALT andet end dyre print. Jeg ved ikke, om det var det insisterende eller den der følelse af at have afskrevet noget, uden i det mindste at have prøvet og givet det blot en lillebitte chance – men jeg endte i prøverummet med leopard print pants med MASSER af stretch og en fin skjortebluseting.

Jeg fik møvet mig ned i de der leopard print pants og sikke en forvandling jeg tog. Forvandlingen bestod af, at printet på magisk vis havde forvandlet sig fra leopard til giraf pletter. Jeg glemte helt at jeg stod i et prøverum i en forretning, hvor der altså er andre tilstede. Jeg kom til at grine rigtig højt, så højt, at de andre i butikken helt sikkert troede, at de der leopard print pants havde forvandlet mig til en hyæne.

Jeg købte ingen leopard print pants og nåede også til erkendelsen af hvorfor og hvad det er jeg egentlig har imod dyre print. Jeg VIL bare ikke gå rundt og ligne en slange der har slugt en kamel eller en leopard der på mystisk vis forvandler sig til en rund giraf med enormt kort hals eller en Zebra så buttet, at den kunne gå for at være en sortbroget dansk malkeko. Og nu må du have mig undskyldt, jeg har en aftale med min motionscykel.