Måske smager mit sidste måltid som vådt bølgepap?

Dagens nyheder er fyldt med udskældte ord efter madpakker til ældre, der har været smurt i dagevis. Gad vide hvor på skalaen af udskældte og udstødte det placerer mig? Jeg indrømmer blankt, at der i perioder med en tætpakket kalender bliver fulgt et råd fra Maia omkring madpakker: Hurtigste madpakker i hele verden

Og ved I hvad – det fungerer! Og det hjælper med til, at få det hele til at hænge sammen i vores hjem. Forskellen på gamle madpakker til ældre og Maias madpakke trick er, at det ikke er hverdagskost med frosne madpakker, men ren og skær redningsplanke i nødsituationer – og sådan burde det også være i ældreplejen. Til nødsituationer og ikke som hverdagskost.

Hvordan er din juleaften så forløbet?

Her har der været juleglæde og julegæster. Nogen ville sige fryd og gammen, selvom der var et par udfordringer undervejs. Den første udfordring gav jeg mig selv, med en udtalelse og påstand om, ”Hvor svært kan det egentlig være at grille?”

I har sikkert også en grill lov?! Grill loven her i huset lyder sådan:

  1. Manden tænder grillen
  2. Manden lægger kødet på grillen
  3. Manden tager kødet af grillen og rækker det til kvinden.

Det udspringer helt sikkert af hvordan ild og kød får urmanden frem i selv den største tøffelhelt.  Normalt er grillen også ægtemandens område her, men eftersom han er ramt af dårlig ryg for tiden, så var der ikke andet at gøre, end selv at tage affære med alle gøremålene her op til den store julefryd – også med grillen.

Mine forældre mener ikke der er rigtig jul uden 5,6 kilo kalkun til 7 personer, og ægtemanden mener derimod ikke der er rigtig jul uden en flæskesteg. Jeg har ingen forhold til, om det er det ene eller det andet der giver rigtig jul.  Derfor besluttede jeg for flere år siden, at alle der fejrer juleaften hos os, skal have den menu der nu engang giver dem en fuldendt juleaften. Derfor fik jeg tændt op i gasgrillen til flæskesteg og kul til kuglegrillen til kalkunen – hvor svært kunne det egentlig være?

At dømme ud fra den mistænkelige og mærkelige lugt der pludselig bredte sig helt ind i køkkenet, så kunne det faktisk være temmelig svært. Det lugtede hen i nærheden af, som når de på svineslagteriet skolder svinene, og derefter flamberer eller svider dem, for at fjerne hår, børster og det yderste lag hud. Samtidig med at lugten ramte vores næser, der kunne vi høre en høj røst fra soveværelset: ”Det brænder sgu, det brænder! ” Jeg, der ikke helt havde fattet hvor svært det kan være at grille, stormede ned i soveværelset, for at se hvad der brændte. Fra soveværelset, hvor ægtemanden lå på langs med sin plagede ryg, der kunne jeg så se lige ud på terrassen, og se hvordan gasgrillen spyede flammer og kaskader af sort røg ud, der sikkert kunne ses helt til Fur. Jeg ændrede retning og stormede ud til grillen, hvor flæskestegen i bogstaveligt forstand stod i lys lue. Der blev slukket for gassen og stegen blev kastet i et gammelt fad, hvor den sidste ild blev kvalt med stanniol og grillhandsker.

Men ingen panik over det (Selvom min mor i et forsøg på at glatte lidt ud sagde; “vi kan da bare skære det sorte væk” hvilket resulterede i vi grinede voldsomt, for der var faktisk kun sort på den steg.

Her ses hvor svært det ikke er at grille :

flamme

Så gik det til gengæld langt bedre med monsterfuglen, der havde skjult et helt kilo fars inden i sig.

kalkun

Mens ungerne, mine forældre og jeg, hyggede os i køkkenet med at spise en kvart monsterfugl, så forsøgte ægtemanden at ligge helt stille i soveværelset. Ikke af ærgrelse over sin kones manglende evne til at grille en flæskesteg, men fordi det gjorde for ondt at vride sig af smerte.

Der blev traditionen tro, spist ris a la mande, sunget, danset og pakket gaver ud. Morfar, der hver gang han bliver spurgt om gaveønsker, nævner han kun ønsker sig en ”Piv-i-røv-hest”. Alle de år jeg kan huske, der er det hvad han har nævnt og alligevel har han fået strømper, undertøj og andre nyttekedelige gaver. I år, i en alder af 70, der lykkedes det så endelig for ham, at pakke en ”Piv-i-røv-fløjte” ud. Han grinede til han græd og ungerne synes det var det mest fantastiske, at forære ham sådan en. På vores gaveindkøb havde de fået øje på en, dog udformet som et rensdyr, og vi kunne ikke forlade butikken, før de havde købt den til deres morfar.

Mens der i stuen blev hygget med Piv-i-røv-rensdyr, så måtte jeg kontakte lægevagten, da det efterhånden var ret bekymrende med ægtemanden, der hverken kunne spise, pakke gaver ud, eller komme ud af sengen.

Resten af aftenen forløb med oprydning og venten på lægevagten ville ankomme. De dukkede op, da gæsterne var sendt hjem og ungerne faldet i søvn. Som en sidste trumf, på en noget anderledes juleaften, der ankom der en ambulance og to ualmindeligt venlige reddere, der tog manden med til hospitalet.

Nu er det tid til lidt søvn, inden jeg ser hvad resten af julen bringer af overraskelser, udfordringer og fornøjelser.

Say what?

Han kom respektindgydende ind ad døren. Sagde pænt goddag med fast håndtryk og fulgte efter mig indenfor i undervisningslokalet. Jeg havde ikke hilst på ham tidligere og jeg anede ikke hvad han kunne finde på at lukke ud i lokalet. Det var et sats. Min faste kontakt ved autoriteten var forhindret og jeg havde satset på, at en anden så måtte træde til i stedet. En ukendt. Hvad var det værste der kunne ske?

Autoriteten var på besøg og skulle holde oplæg for mine kursister. Om kontrol, love, myndighed, arbejdsmiljø og ulykker. Han var høj og ret robust. Klædt i blå sweater og mørke bukser. De sorte praktiske sko matchede hele hans look med det store fuldskæg, brillerne og den brune lædertaske, der så lidt slap ud i betrækket. Med sin lidt fremstående hage og ansigtsudtrykket, der ikke lagde an til en eneste mine, til noget der lignede et smil, der mindede han mest af alt om en blanding mellem en træt sømand og en rektor.

Da han skulle præsentere sig og uden så meget som et ansigtstræk, startede med; ”Tak for invitationen. Min baggrund for at stå her, er så blandt andet mine 34 års ansættelse hos…” ’NEJ NEJ NEJ!’ tænkte jeg og kom næsten til at klaske min flade hånd op i panden. Men så skete der noget. Efter han havde kørt sin elevator præsentations tale af, der i øvrigt var mere tør end en lyngbegroet sandbanke nær Hjørring, så skete det. Noget helt uventet.

Han ledte i sin taske og hev et noget krøllet papir frem og så sagde han; ” Jeg har taget et digt med, som jeg gerne vil læse for jer”. Efter det usynlige klask med flad hånd i min pande, så tabte jeg nu fuldstændig underkæben. Skulle jeg standse ham? Var han gået forkert? Var han egentlig den han udgav sig for at være? Mens jeg stod og måbede og kursisterne henholdsvis kiggede fra ham og til mig, så fortsatte han med; ”Jeg skal fortælle jer om ulykker, psykisk arbejdsmiljø når det er problematisk og inden jeg gør det, så vil jeg gerne læse dette digt for jer, af Benny Andersen:

Lykken

Der er noget særligt ved lykken
man kan blive helt glad
når man møder den
men også beklemt
står lidt stille
lister sig så varsomt frem
som i et minefelt
og hver gang man sætter foden ned
uden at ryge i luften
glemmer man enten at nyde lykken
eller blir sur over ikke at vide
hvor længe den varer
så når modgangen endelig melder sig
er det en lettelse
som om man er kommet i sikkerhed
det er nu skammeligt
for der er noget særligt ved lykken
som man ellers ikke møder
måske ligger fejlen dér
man kender for lidt til den
burde sætte sig mere ind i den
jeg tror det er en træningssag.

Efter, skal vi sige et temmelig anderledes oplæg end ventet, så sluttede han af med at bedyre, at kontrol og store kontrolsystemer både skaber mistillid og er alt for dyre at drive. Tillid var meget bedre, det gjorde os også meget gladere. I øvrigt var tillid også meget billigere.

Jeg elsker når mennesker overrasker!

JEG VIL HA’ !!

Ammedebatten – du ved, den med, om det er helt okay, at mødre sidder og ammer deres spædbarn i det offentlige rum, eksempelvis på café. Jeg undrer mig over, at den debat i det hele taget er startet. Hvad pokker var det overhovedet der fik den startet?

Efter min mening, så burde alle småbørnsmødre få tilbudt gratis café tur. Småbørnsmødre der vitterlig formår at;

  • Stå ud af sengen
  •  Komme i bad
  • Oveni købet husker at få skyllet sæben ud af håret
  • Får skiftet til rent tøj
  •  Sat håret
  •  Pakket både barn og barnevogn med sig
  • Kommer ud af døren med vrangen på tøjet vendt indad
  • I det hele taget når frem til en café, inden de enten har glemt hvor de var på vej hen, eller er faldet i søvn på en bænk

DE småbørnsmødre, de fortjener virkelig den café tur.

Der er børn, her i velfærdens Danmark, der hver dag og helt alene kæmper deres egen kamp. For at overleve i en opvækst med svigt, vold og overgreb. Og så kan andre lade sig forarge og blive vrede over en mor der gør det modsatte. Giver omsorg og mader (læs:ammer) sit spædbarn. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg accepterer fuldt ud, at andre har en anden mening end mig i denne ammedebat, men jeg forstår det ikke. Debatten er, udover amningen, også fyldt med hidsighed over bleskift og gylp.

Hvorfor kan ingen finde ud af at sige; ”Undskyld, men vi sidder og nyder vores frokost, er du sød at vise hensyn og skifte dit barn ude på toilettet?” Til gengæld forstår jeg ikke, at nogen vil sige; ”Undskyld, vi forsøger at nyde vores frokost, vil du venligst vise hensyn og lade dit sultne barn fortsætte med at skrige, mens vi spiser?”.

For mig burde debatten handle om noget helt andet end amning. Den burde handle om god opførsel og hensyn til andre…eller mangel på samme. Det eneste jeg hører i debatten er; Jeg vil ikke have, jeg vil ikke se, jeg vil ikke høre på, jeg vil have lov, jeg har ret til og mig, mig, mig, mig!

Nu vi er i gang, så lad os da lave en lov for området! Eller endnu bedre, en lov om zoneopdeling. Så kan man, fordi det siger loven, opdele det offentlige rum, inkl. caféer, i zoner til henholdsvis;

  • Vegetarer
  • Ikke vegetarer
  • De fitte
  • De fede
  • Smaskende
  • Drikker alkohol
  • Drikker ikke alkohol
  • Teenagere
  • De der anvender deres mobil ved bordet
  •  Ammende
  • Familier
  • Singler
  • Hipstere
  • Bonderøve
  • Dem der fuldstændigt er ligeglade med, hvad fanden der sker omkring dem

HUSK, når den lov kommer, så startede vi det helt selv. Startede det med vores efterhånden totale mangel på hensyn til andre end vores egen hensynsløse egoisme!

stupidity

Helt perfekt!

Godt jeg ikke er perfektionist. Er du sindssyg, jeg ville ligge i krampe på den lukkede og ralle. Måske er det netop fordi jeg ikke er perfektionist, at jeg altid kommer videre og igennem. Stort set uanset hvad. Dét og så en hel del selvironi.
I vennekredsen, i forbindelse med mit arbejde, i bekendtskabskredsen – der ser jeg det. Når de bukker under, sidder og stirrer på en plet på væggen, en plet der slet ikke er der, græder, er apatiske og kan ikke længere huske hvordan man starter opvaskemaskinen eller rumme andre mennesker, ja ikke engang rumme sig selv. Har det altid været sådan? Er det bare mig der ikke kan erindre sådan noget fra min barndom? At voksne også dengang bukkede totalt under med stress og depression. Blev syge helt ind i sjælen, så de også fik fysiske skavanker? Egentlig kan jeg kun mindes udtrykket; ”Han har bare dårlige nerver”. Og så blev der ikke talt mere om det.

Bukker vi under i anstrengelserne i den evige jagt på det perfekte liv. Er det ikke bare at jagte det uopnåelige? Det perfekte liv i form af det perfekte job, naturligvis udført til perfektion med den perfekte høje løn og de perfekte udviklingsmuligheder, det perfekte hus med de perfekte møbler og den perfekte have, den perfekte ægtefælle, de perfekte børn, som går til alle de perfekte fritidsaktiviteter og har de perfekte karakterer og legekammerater. Vi skal det hele og får ikke sagt fra eller i det mindste skruet forventningerne ned – mest egne forventninger.
Egentlig er det helt ok, at have ambitioner om at udrette store ting i livet og i verden. Så er jagten på det perfekte, i det hele taget  så slem, som jeg bilder mig ind?
Nogen vil måske påstå, at jeg taler mindre pænt om perfektionisme, fordi jeg ikke er det eller ejer ambitionerne, om at stræbe efter at være det.
Men, jeg er jo netop ikke perfekt! Jeg er egentlig meget ærlig omkring ikke at være perfekt. Derfor er selvironi og uhøjtidelighed min styrke og mit forsvar. Mit perfekte forsvar.

Er det en musical?

Når jeg normalt siger det her, så bliver jeg draget ind i større diskussioner, oplever undren, en smule harme, et lille træk på skulderen eller lange og meget pædagogiske forklaringer. Men jeg forstår det bare ikke – så simpelt er det.

Det handler om Konfirmation og ”nonfirmation”. Du ved, det der tidligere hed ”Jeg vil ikke konfirmeres”. Så langt er jeg med. Jeg siger heller ikke, at det ene er mere rigtigt end det andet – jeg forstår simpelthen bare ikke, at der også til ”nonfirmation” hører fest, farver, gaver og blå mandag. Hvad har jeg misset her? Det har jo netop intet med Konfirmation at gøre?!. Det er her jeg bliver fatsvag og ikke begriber det længere. Nonfirmation er altså for de unge mennesker, der ikke bekræfter deres dåb, ikke vil bekræfte at kende til kristendommen og derfor ikke vil konfirmeres, MEN alligevel ønsker at blive fejret?!

Nogen har givet mig lange pædagogiske forklaringer om, at når der er nonfirmation, så er det mere ok at sige nej, for så er det netop ikke festen og gaverne, der er afgørende for, om man vælger at blive konfirmeret. Hvad? Nonfirmation er et fravalg, men samtidig bliver det vel også et klart tilvalg af netop kun fest og gaver…. Eller er det blevet en bekræftelse af den fremhævelse af individet, som de seneste 15 års børneopdragelse har stået for eller er det kommet i takt med ”vi er alle lige gode til alting” pædagogikken? Jeg er blevet skudt på, med argumenter, der kun omhandler, at ”Det er fedt at nogen tør skille sig ud”. Hvorfor skal det nu pludselig handle om, om man tør eller ej? Det handler vel for pokker om en bekræftelse af noget, som engang er sket, nemlig dåben. Vil man skille sig ud, så er der 1000 andre måder at gøre det på. Jeg ser ikke på Nonfirmation, som en begivenhed i sig selv, og måske er det derfor jeg slet ikke forstår, at det fejres med pomp og pragt. Hvad skriver man egentlig i sådan et kort til nonfirmanden?

  • Tillykke med du ikke blev konfirmeret!
  • Tillykke med festen!
  • Tillykke med øh?? …men tak fordi jeg måtte komme.

Man skriver jo heller ikke: “Tillykke med I har valgt ikke at blive gift”.

Uanset om man skal konfirmeres, nonfirmeres eller ej, så må man ganske enkelt ikke lade sig snyde for en konfirmand messe. Sådan en messe hvor den lokale handelsstandsforening er arrangør. Så kan du være så heldig, at opleve den kvindelige formand for handelsstandsforeningen, stå med mikrofonen og indlede messen med at præsentere årets tøjmode med halvanden times modeshow. Tøj- og hårmode der vises frem af og på lokale modeller. Halvanden time, hvor formanden med den skingre stemme skriger om tøjmoden til både konfirmanden/nonfirmanden og hendes eller hans søskende og forældre – og for så vidt også onkler og tanter med flere, lige ind i dine ører. I mens de lokale modeller, hundses rundt på scenen med; ”Tag en runde mere, en runde mere…” og ”iiiiihhhhhhhhhh hvor er det flooooooooooooot!” Halvanden time, hvor du ikke tør gribe ud efter, de ellers ret flotte gaver, der kastes ud blandt publikum, for så er du nødt til at fjerne hænderne fra ørene. Fjerne det eneste der forhindrer dine trommehinder fra at styrtbløde og dine ører i at falde af.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

At hun råbte i mikrofonen kan selvfølgelig også skyldes, at showets 18- årige DJ ikke skruede ned for det høje #New Hot Sexy# House and Dance Music 2013, når hun skreg som ind i helvede talte.

Han skruede op når hun talte, og imens dansede han bag sin pult med høretelefoner forklædte høreværn på. Når modellerne ikke kunne følge med til den hurtige omklædning, så smed DJ’en sine høretelefoner og sprang hen foran sin pult og tog billeder af den i spotlightet. Tredje gang han gjorde det, da grinede jeg så højt, at jeg spruttegrinede og græd på én og samme tid. Et øjeblik, er jeg ret sikker på, at jeg overdøvede hende med mikrofonen. Den ældste dukkede sig og havde et voldsomt anfald af ”ud af kroppen, mor er pinlig” øjeblikke.

Halvanden time. De lokale modeller sluttede showet af, med en omgang opvisning i Gangnam Style. Jeg var stum. Den ældste ruskede i min arm og jeg vågnede af mareridtet. Et splitsekund blev jeg ramt af frygt for, at alle ville komme springende ind igen og opføre en musical. Jeg hastede videre til vinsmagning; mousserende, rød-, hvid-, og dessertvine. Jeg er sikker på, at min oplevelse af mode showet havde været noget anderledes, hvis vi var startet med vinsmagningen.

Byens og omegnens handlende stod klar på rækker, hvor der blev disket op med smagsprøver på kager, desserter, oste, sandwich, pålæg og meget meget andet. Der blev rundhåndet delt ud til konfirmanderne og deres forældre, i håb om at få en ordre i hus. Frisører, banker, tøjforretninger, cykelhandlere og andre var også på pletten, for at præsentere sig, inden forbrugsfesten for alvor begynder. Jeg fik øje på kaffen, eller rettere sagt, min næse styrede direkte forbi tallerkener med oste, kager, sandwich og andet mad. Mad der havde stået fremme på fade, i en varm sportshal i halvanden time. Ventet på, at alle var blevet skreget gennem mode showet. Nu stod alle bøjede som sultne gribbe og hyæner om de bugnende fade. Kaffen, den var varm, god og tiltrængt.

Og så ventede vi. Jeg anede ikke helt hvad vi ventede på. Udover at jeg havde set en noget spinkel og bar drengeoverkrop, der poserede på en plakat, hvor der med store bogstaver stod EMILIO. Ingen var i tvivl, da han trådte ind i hallen, for alle pigerne flokkedes om ham med strakte hænder og glimtende Iphones. Lyset blev slukket, musikken startede og røgmaskinerne kørt i stilling. Og så startede det igen. Skrigeriet. Denne gang var det alle pigerne der skreg, så man næsten ikke kunne høre om den spinkle Emilio sang eller blot hviskede i mikrofonen. Jeg kom til at grine igen, men denne gang var det ok, for ingen kunne høre det. Dog resulterede spruttegrineriet i, at jeg spildte kaffe ned i min sko…. så skreg jeg også. Da jeg bukkede mig ned for at tage skoen af, fik jeg øje på et flot mærkat på gulvet.
to loudd

Konfirmation eller nonfirmation. Nogen vil sige jeg er forstokket eller stokkonservativ…. jeg vil nærmere sige stokdøv – men det er fordi jeg har været til konfirmandmesse.

Sygehusvæsen, Sundhedsvæsen …… Surhedshvæsen.

Har haft en mærkværdig uge. Yngstemanden på 9 år, har været indlagt på børneafdelingen. Indlagt er måske så meget sagt, vi var der i alt fald i mange timer. Hver dag….og ventede.

Forinden havde vi fået et meget kort brev, om at møde på afdelingen sammen med nattøj og sovedyr, til indlæggelse og undersøgelser. Andet stod der ikke. Jo forresten, der var 5 sider vedlagt om frit sygehusvalg og en lang vejledning om hvordan og hvor vi skulle henvende os for den ene og den anden blanket, for at få transportudgifter refunderet. Vi havde ventet 5 uger på det brev, og hvem regner normalt 5 uger for noget. Men når ens spinkle dreng er frygtelig bange for at spise, så føles 5 uger pludselig som en evighed og en kamp mod forsvunden energi og undervægt.

Husker stadig sygeplejerskens ord: “…. udredes for spisevægring, så det er svært at sige hvornår I kan udskrives igen”. Nahhhh, spisevægring er nu sådan et alvorligt ord, men det er rigtigt, yngste søn var blevet bange for at tygge og synke almindelig mad. Han har flere gange fået noget galt i halsen, så han var ved at blive kvalt. Sådan i alvorligste forstand. På sygehuset kaldte de det så dramatisk ’nær død oplevelse’. De ret voldsomme episoder med ”noget galt i halsen” og med ikke at kunne få luft, kvælningsfornemmelsen, panikken, både sin egen og vi voksnes, når det skete, havde gjort ham rædselsslagen. Dødsensangst. Derfor reagerede han både fysisk og psykisk – han kunne simpelthen ikke synke ret meget gennem den lille hals. Jeg kunne ikke tage frygten væk, fjerne den eller mindske den. For han havde selv oplevet det, mærket hvor væmmeligt det var, ikke at kunne trække vejret. Men via egen læge og Børneafdelingen kunne vi få undersøgt nærmere, om der fysisk var nogen problemer.

Faktisk ville han gerne spise. Yoghurt, uden frugtstykker. Det bliver man ikke særlig energisk eller stor af og heldigvis var modet til at prøve at spise almindelig kost, så småt ved at vende tilbage. Dagene inden vi mødte på børneafdelingen, var der både blevet spist kartofler, brød og frugt.

Sygeplejersken fortsatte sin velkomst med at undskylde, at der ikke var en seng klar, da der var overbelægning på afdelingen. Det forklarede jo også fint de 3 senge på gangen med syge børn og bekymrede forældre ved siden af. Jeg forsøgte at overbevise hende om, at det var helt ok, for ingen af os var sengeliggende. Hun fortsatte med at undskylde, mens hun viste os og alle vores pakkenelliker ind i afdelingens legerum. Der sad i forvejen en mor med sin søn.

Der midt i legerummet, talte vi med to sygeplejersker til indlæggelsessamtale og skulle så vente til det blev stuegang, for at tale med en læge. I ventetiden gik det ret hurtigt op for os, at den anden mor i legerummet var mere end utilfreds med at være på sygehuset. Hun var i aftes blevet indlagt med sin meget febersyge søn. Hun beklagede sig over, at alt bare var så gammelt og slidt og hun kunne slet ikke spise noget, for der lugtede så forfærdeligt af medicin og sygehus. Da hun var færdig med at fortælle os, hvor forfærdeligt det hele var, spurgte jeg til hendes søn og ‘jo jo, han havde det meget bedre og de forventede da at komme hjem sidst på eftermiddagen’. Derefter mistede hun hurtigt interessen for os og ringede til sin mor. Der fortsatte hun med at beklage sig over de elendige forhold hun var udsat for; om lugte hun ikke magtede, en stue hun ikke ville være på, fordi der var andre syge børn og bekymrede og triste forældre, hun følte sig indespærret….og remsen var uendelig. I mens sad hendes lille søn med en bog og storsmilede til os.

Flere nederlag i ludo og klodsmajor senere var der stuegang. Eftersom hele afdelingen var fyldt op, også undersøgelsesrummene, så måtte den anden mor og hendes søn forlade legerummet. Det skete ikke uden en del spydige bemærkninger om ’åbenbart at være til besvær’. Legerummet blev fyldt med sygeplejersker, studerende og en læge. De stimlede sig tæt sammen omkring os og pludselig følte jeg mig også som en bange ni-årig. Vi blev spurgt og vi svarede. Vi spurgte og der blev svaret, rynket pande, kigget, lyst med lygte, følt, mærket og legerummets sofa blev med et snuptag forvandlet til en undersøgelsesbriks. Ved resten af dagens måltider skulle en sygeplejerske observere, når yngstemand tyggede til fødebolle – ikke at forveksle med en flødebolle. Vi måtte tage hjem at sove og møde ind igen tidlig morgen, til flere observationer af måltider, stuegang og undersøgelser. Den eneste der havde en kommentar til det, var yngste søn; “Eiiii altså mor, og så har vi lige pakket alt det”

Sådan gik det til, at vi i 4 dage boede i børneafdelingens legerum og delte spisestue med afdelingens andre beboere og besøgende. I legerummet blev det os, der ind imellem vores egen bordfodbold turnering, wii spil, ludo, 100 andre spil og mange kopper kaffe og saft rigere, ikke kunne undgå at overvære andre til indlæggelsessamtaler. Det kan man så være forarget eller forundret over. Til gengæld gav det en ret god fornemmelse for, hvem man lige huskede at tage kaffe med til, hvem man gav plads til bare at sidde for sig selv og stirre, hvem der ville tale, hvem der ville lege og hvornår vi lige skulle gå en tur. Ikke mindst oplevede jeg hvordan personalet, trods de noget besværlige forældre forhold, fik det hele til at fungere.

Og til de der opfatter skattekroner som egne penge der bliver frarøvet, vil jeg undskylde – men mest af alt sige TAK for uvurderlig hjælp – for alt bliver godt igen!

surhedshvæsen

 

Hvilket rod byder du uventede gæster?

Jeg elsker at få uventet besøg liar liar, pants on fire. Det vidner om, at nogen lige har tænkt på mig, fået en pludselig indskydelse og gerne vil være i mit selskab. Desværre har mine gæster åbenbart en eller anden radar der giver udslag: “Hey, hun har sgu ikke ryddet op/gjort rent/ er nøgen/ beskidt/ iført det grimmeste tøj , vi skal lige kigge forbi og give hende super dårlig samvittighed eller pinligt røde kinder – hæ hæ”.

Det er jo nogle frygtelige laster, som absolut ingen venner må kende til. Hvis jeg nu helt ærligt og reelt virkelig var ligeglad med, at alle opdager jeg ikke er perfekt, så ville jeg være sådan en der tog det heeelt roligt, når der kom uventede gæster. Så ville jeg ikke flyve rundt som en vildfaren nytårsraket og forsøge at gemme det iøjnefaldende rod i skabene eller bag bruseforhænget (Seriøst HVORFOR gør jeg det?) eller får en robotagtig stivhed og et ansigtsudtryk som på Edward Munchs ”skriget”, i mens jeg råber: ” NEEEJ for helvede, jeg har jo ikke ryddet op!”

Jeg ville ønske, at jeg meget mere var sådan en der sagde:

  • ”Kom da indenfor, så får jeg lige nogle bukser på”
  • ”Jeg var lige ved at danse til ‘Dansk melodigrandprix’ – kom ind og vær med!”
  • ”Kom indenfor så tager jeg lige en BH på igen”
  • Neiii, sikke en dejlig overraskelse. Jeg har lige tømt alle køkkenskabene, men vi sidder bare mellem det hele og drikker kaffe”
  • OM jeg giver kaffe! Ja da, åh, forresten der lugter måske lidt, for jeg har lige slået en brandskid”
  • ”Kom ind og se min fortolkning af Fengh Shui. Du ved nok, at Feng Shui filosofien     bygger på tre taoistiske ’sandheder’:
  1.  Alt er levende : Jeg har da et par grønne planter et eller andet sted og       fnullermændene ser også levende ud, når de flyver henover gulvet. Efterlader man bare ét stykke tøj på badeværelsesgulvet, så vokser det sig på mystisk vis til en kæmpe bunke, på bare én dag. “Adr! HVEM har stillet sin madkasse bag sofaen??”
  2. Alt er forbundet : Rodet i stuen hænger fint sammen med det i køkkenet og den dundrende hovedpine har helt sikkert en fornuftig sammenhæng med gårsdagens indtag af alkohol.
  3. Alt forandrer sig: Jeg har observeret, hvordan  snavsetøjbunken, pludselig bliver til en bunke af rent tøj – og på en uges tid, forvandler det sig tilbage til en bunke med snavsetøj igen.

Efterhånden er det sådan, at når der er godt og grundigt rodet, så er jeg begyndt at sige højt” Det er da lige sådan en dag som i dag, at svigermor kommer forbi”. Dem der tænker, ”tag dig dog sammen og hold orden i stedet for at rydde op” – de får en lammer!

Jeg er overbevist om, at affaldskværnen og affaldsskakten oprindeligt blev opfundet af rodehoveder der tit fik uventede gæster – jeg vil have begge dele installeret. NU!

Det er ganske vist…

Er jorden i bogstavligste forstand ved at gå under, eller er moder jord bare blevet sulten efter mænd? Mænd der opsluges mens de sover eller spiller golf? Her er det vigtigt at bemærke, at INGEN mænd er blevet opslugt af bundløse huller i jorden, mens de vaskede op eller masserede fruens ømme nakke.

Flotte og luftige mellemrum mellem fortænderne er det nye hippe – og så har jeg i ungdommens forår kæmpet med nakkebøjle, togskinner, elastikker, ømme tænder, ømme gummer og ikke mindst ihærdige tandlæger, der ubarmhjertigt tog tandaftryk med alt for meget blåt klistret masse… alt for langt nede i svælget. Karma is a bitch.

”Århus Kommune giver de raske medarbejdere gaver for at sænke sygefraværet i kommunen”. Gaver for at gå på arbejde? Og artiklen fortsatte… “Efter hvert kvartal gives en gave til et par hundrede kroner til de ansatte, som ikke har været syge. Det kunne for eksempel være blomster eller biografture. Herudover gives en middag i byen til de medarbejderteam, som kollektivt har få sygedage på et år”
Undskyld mig, men er det ikke almindelig arbejdsmoral at møde på arbejde, når man ikke er syg? Hvad er det jeg har misset her og hvad er det for en slatten holdning! Hvad er der nu galt i at møde på jobbet og få sin løn som aftalt? Er det bare det offentliges mærkelige og akavede forsøg på en mødebonus??Er det ikke en gave i sig selv ikke at være syg, men rask og arbejdsdygtig?
Er der virkelig så mange konfliktsky chefer, at det er kommet hertil, fordi ingen tager hånd om problemer med medarbejdere der har meget fravær? Og hvad er der nu pludselig galt i, at påskønne hinanden og arbejdsindsatsen i det daglige?

Tidens tendenser lyder: Skab vækst, skab arbejdspladser og skab dig – alle har ondt i røven over alt og alle. Har du ikke det, så er du simpelthen ikke med.

i_am_not_amused