Negledamen

Jeg havde brug for at gøre noget (læs: andet end arbejde). Måske mest fordi jeg er en smule træt. Det koblede jeg sammen med, hvilken klovn jeg er til at fedte og klatte med neglelak. Så jeg har fundet sådan en negledame. For første gang i mit liv har jeg været hos en negledame. Jeg havde først tjekket priser og jeg kunne virkelig ikke betale over 500 kr. for sådan nogle negle. Derfor har jeg har været på det sorte marked for at finde en negledame. Jeps, det er sandt, det gjorde jeg. Meld mig til SKAT eller skyd mig ved daggry op ad et vådt plankeværk.

Hun levede op til alle mine sære fordomme om negledamer:

• Affarvet hår…og meget af det
• Mange børn – alle med ”idioter” eller ”drukmåse” af nogle fædre (hendes egne ord)
• På fornavn med den lokale ordensmagt
• To små, men meget gøende og irriterende hunde (den ene tissede på gulvet, mest fordi den godt kunne lide mig)
• Et sprog, hvor der i hver sætning lød et: Kraftedeme, satan, pisse, lorte, sindssyge eller satme.
• Har en kæreste der er langturschauffør og giver hende ALT for lidt opmærksomhed
• Taler dårligt om alle andre negledamer og om hvor uhygiejniske de er (det fortalte hun, imens hun hostede på mig og sprittede min pølsefingre af)

Det morsomste var, hvordan hun involverede mig i ALT i sit privatliv, mens jeg sad der og forsøgte at slappe bare en lille smule af. Hun holdt mig i hånden, filede løs på mine negle og snakkede i ét væk. I mens trippede de to hunde rundt hele tiden, små gøede og slikkede på mine tæer. Med sin nordjyske accent talte hun sådan her:

Hvorarbejderdusåhennehvaderdetegentligdulaverogerdugladfordet?

Erdusågiftoghvadlaverdin#HOLDSÅKÆFTTRILLEELLERDUBLIVERKVALT!#dinmand?

Jamenkenderdu#NEJSIMONDUKØBERIKKEENSKIDESCOOTER!#såenderhedder….?

Det var ret belastende, måske fordi jeg mest var i humør til at sidde og glo ud af vinduet og lade tankerne flyve. Jeg skulle også tage stilling til de der negle. Farve, længde og hele tiden blev hun ved med at spørge, om jeg ikke lige skulle have bare en lillebitte sten, noget glimmer eller en af de tusindvis af farver eller perler, guldglimmer, små hjerter, stjerner eller en negle piercing på? Det eneste jeg blev ved med at sige var: ”kortere, kortere, kortere endnu og lidt kortere”. Alligevel synes jeg de blev lidt for lange. I mens sad hun der med sine egne negle, filet helt spidse, med masser af glimmer, sten placeret i mønster og halløj.

Hendes mund stod slet ikke stille og til sidst smilede jeg træt og føjede hende til som nummer #85 på listen over personer og situationer, hvor jeg skal udvise sund overbærenhed.

Det var nogle meget lange timer. Neglene blev sådan set ret fine – hvis jeg lige ser bort fra det lille sorte hundehår, der er fanget i en af geleneglene. Ligesom en klump rav, hvori en myg er fanget og størknet fast for altid. Sådan en negl har jeg, ikke med myg, glimmer og halløj, men med et hundehår.

Er det en musical?

Når jeg normalt siger det her, så bliver jeg draget ind i større diskussioner, oplever undren, en smule harme, et lille træk på skulderen eller lange og meget pædagogiske forklaringer. Men jeg forstår det bare ikke – så simpelt er det.

Det handler om Konfirmation og ”nonfirmation”. Du ved, det der tidligere hed ”Jeg vil ikke konfirmeres”. Så langt er jeg med. Jeg siger heller ikke, at det ene er mere rigtigt end det andet – jeg forstår simpelthen bare ikke, at der også til ”nonfirmation” hører fest, farver, gaver og blå mandag. Hvad har jeg misset her? Det har jo netop intet med Konfirmation at gøre?!. Det er her jeg bliver fatsvag og ikke begriber det længere. Nonfirmation er altså for de unge mennesker, der ikke bekræfter deres dåb, ikke vil bekræfte at kende til kristendommen og derfor ikke vil konfirmeres, MEN alligevel ønsker at blive fejret?!

Nogen har givet mig lange pædagogiske forklaringer om, at når der er nonfirmation, så er det mere ok at sige nej, for så er det netop ikke festen og gaverne, der er afgørende for, om man vælger at blive konfirmeret. Hvad? Nonfirmation er et fravalg, men samtidig bliver det vel også et klart tilvalg af netop kun fest og gaver…. Eller er det blevet en bekræftelse af den fremhævelse af individet, som de seneste 15 års børneopdragelse har stået for eller er det kommet i takt med ”vi er alle lige gode til alting” pædagogikken? Jeg er blevet skudt på, med argumenter, der kun omhandler, at ”Det er fedt at nogen tør skille sig ud”. Hvorfor skal det nu pludselig handle om, om man tør eller ej? Det handler vel for pokker om en bekræftelse af noget, som engang er sket, nemlig dåben. Vil man skille sig ud, så er der 1000 andre måder at gøre det på. Jeg ser ikke på Nonfirmation, som en begivenhed i sig selv, og måske er det derfor jeg slet ikke forstår, at det fejres med pomp og pragt. Hvad skriver man egentlig i sådan et kort til nonfirmanden?

  • Tillykke med du ikke blev konfirmeret!
  • Tillykke med festen!
  • Tillykke med øh?? …men tak fordi jeg måtte komme.

Man skriver jo heller ikke: “Tillykke med I har valgt ikke at blive gift”.

Uanset om man skal konfirmeres, nonfirmeres eller ej, så må man ganske enkelt ikke lade sig snyde for en konfirmand messe. Sådan en messe hvor den lokale handelsstandsforening er arrangør. Så kan du være så heldig, at opleve den kvindelige formand for handelsstandsforeningen, stå med mikrofonen og indlede messen med at præsentere årets tøjmode med halvanden times modeshow. Tøj- og hårmode der vises frem af og på lokale modeller. Halvanden time, hvor formanden med den skingre stemme skriger om tøjmoden til både konfirmanden/nonfirmanden og hendes eller hans søskende og forældre – og for så vidt også onkler og tanter med flere, lige ind i dine ører. I mens de lokale modeller, hundses rundt på scenen med; ”Tag en runde mere, en runde mere…” og ”iiiiihhhhhhhhhh hvor er det flooooooooooooot!” Halvanden time, hvor du ikke tør gribe ud efter, de ellers ret flotte gaver, der kastes ud blandt publikum, for så er du nødt til at fjerne hænderne fra ørene. Fjerne det eneste der forhindrer dine trommehinder fra at styrtbløde og dine ører i at falde af.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

At hun råbte i mikrofonen kan selvfølgelig også skyldes, at showets 18- årige DJ ikke skruede ned for det høje #New Hot Sexy# House and Dance Music 2013, når hun skreg som ind i helvede talte.

Han skruede op når hun talte, og imens dansede han bag sin pult med høretelefoner forklædte høreværn på. Når modellerne ikke kunne følge med til den hurtige omklædning, så smed DJ’en sine høretelefoner og sprang hen foran sin pult og tog billeder af den i spotlightet. Tredje gang han gjorde det, da grinede jeg så højt, at jeg spruttegrinede og græd på én og samme tid. Et øjeblik, er jeg ret sikker på, at jeg overdøvede hende med mikrofonen. Den ældste dukkede sig og havde et voldsomt anfald af ”ud af kroppen, mor er pinlig” øjeblikke.

Halvanden time. De lokale modeller sluttede showet af, med en omgang opvisning i Gangnam Style. Jeg var stum. Den ældste ruskede i min arm og jeg vågnede af mareridtet. Et splitsekund blev jeg ramt af frygt for, at alle ville komme springende ind igen og opføre en musical. Jeg hastede videre til vinsmagning; mousserende, rød-, hvid-, og dessertvine. Jeg er sikker på, at min oplevelse af mode showet havde været noget anderledes, hvis vi var startet med vinsmagningen.

Byens og omegnens handlende stod klar på rækker, hvor der blev disket op med smagsprøver på kager, desserter, oste, sandwich, pålæg og meget meget andet. Der blev rundhåndet delt ud til konfirmanderne og deres forældre, i håb om at få en ordre i hus. Frisører, banker, tøjforretninger, cykelhandlere og andre var også på pletten, for at præsentere sig, inden forbrugsfesten for alvor begynder. Jeg fik øje på kaffen, eller rettere sagt, min næse styrede direkte forbi tallerkener med oste, kager, sandwich og andet mad. Mad der havde stået fremme på fade, i en varm sportshal i halvanden time. Ventet på, at alle var blevet skreget gennem mode showet. Nu stod alle bøjede som sultne gribbe og hyæner om de bugnende fade. Kaffen, den var varm, god og tiltrængt.

Og så ventede vi. Jeg anede ikke helt hvad vi ventede på. Udover at jeg havde set en noget spinkel og bar drengeoverkrop, der poserede på en plakat, hvor der med store bogstaver stod EMILIO. Ingen var i tvivl, da han trådte ind i hallen, for alle pigerne flokkedes om ham med strakte hænder og glimtende Iphones. Lyset blev slukket, musikken startede og røgmaskinerne kørt i stilling. Og så startede det igen. Skrigeriet. Denne gang var det alle pigerne der skreg, så man næsten ikke kunne høre om den spinkle Emilio sang eller blot hviskede i mikrofonen. Jeg kom til at grine igen, men denne gang var det ok, for ingen kunne høre det. Dog resulterede spruttegrineriet i, at jeg spildte kaffe ned i min sko…. så skreg jeg også. Da jeg bukkede mig ned for at tage skoen af, fik jeg øje på et flot mærkat på gulvet.
to loudd

Konfirmation eller nonfirmation. Nogen vil sige jeg er forstokket eller stokkonservativ…. jeg vil nærmere sige stokdøv – men det er fordi jeg har været til konfirmandmesse.

Prøverum

Jeg ved ikke hvad det er med mig og de der prøverum – det ender altid som et afsnit af Bridget Jones’ dagbog. Kollektioner med meget livagtige dyre print. Lad mig sige det, jeg har et eller andet med dyre print. Måske skulle jeg hellere sige, at jeg har et eller andet IMOD dyre print. Jeg har aldrig forstået det. Bærer man dyre print på grund af luksusdrømme, eller har man bare lyst til at snerre eller sige ”Grrr… se mig, jeg er en leopard” eller løbe rundt som en Zebra mens man skryder som en?

Måske synes jeg simpelthen det er for pjevset, at tage holdningen:”Jeg er simpelthen SÅ glad for dyr, at jeg ALDRIG kunne finde på at iklæde mig pels, så derfor er dyre print sagen”. Nå, men så er det da helt okay at klæde sig ud som et dyr, det er da helt naturligt… hvis du altså sidder på lur bag en busk med dit gevær. Så gå dog hele vejen og køb skind eller pels. Sneakers i dyre print, tror bare det kaldes dyre print, når man ikke umiddelbart kan definere om det er en imiteret slange eller krokodille. Har for nylig set en sød ung pige med ballerinasko i leopard print. Jeg kunne slet ikke få øjnene fra dem og tænkte, om man efter sådan et køb springer ind af døren hos en ven, mens man råber: ”Hey, se mine leopardpoter!”. Jeg ved det, jeg kommer aldrig til at skrive modeklummer

Jeg ville finde noget smart tøj (læs, jeg ville bruge penge, shoppe og shoppe). Gik ind i en af mine favorittøjbutikker. De har ansat sådan en meget insisterende og sød ekspedient. Det insisterende gik denne gang ud på, at jeg da SKULLE prøve de nyeste leopard print pants. Den insisterende ekspedient blev ved med at fable om dem, mens jeg ihærdigt forsøgte at undgå alt om emnet dyre print og kiggede på ALT andet end dyre print. Jeg ved ikke, om det var det insisterende eller den der følelse af at have afskrevet noget, uden i det mindste at have prøvet og givet det blot en lillebitte chance – men jeg endte i prøverummet med leopard print pants med MASSER af stretch og en fin skjortebluseting.

Jeg fik møvet mig ned i de der leopard print pants og sikke en forvandling jeg tog. Forvandlingen bestod af, at printet på magisk vis havde forvandlet sig fra leopard til giraf pletter. Jeg glemte helt at jeg stod i et prøverum i en forretning, hvor der altså er andre tilstede. Jeg kom til at grine rigtig højt, så højt, at de andre i butikken helt sikkert troede, at de der leopard print pants havde forvandlet mig til en hyæne.

Jeg købte ingen leopard print pants og nåede også til erkendelsen af hvorfor og hvad det er jeg egentlig har imod dyre print. Jeg VIL bare ikke gå rundt og ligne en slange der har slugt en kamel eller en leopard der på mystisk vis forvandler sig til en rund giraf med enormt kort hals eller en Zebra så buttet, at den kunne gå for at være en sortbroget dansk malkeko. Og nu må du have mig undskyldt, jeg har en aftale med min motionscykel.

Overlevelseskit

Kollegaerne, de er herlige, virkelig – og de er pletfrie og ulasteligt klædte. Sådan enten total retrostil i både outfit, hårdimsepynteting og kontorindretning eller den der gennemførte sirlige klassiske stil, den designbevidste….og så er der mig.

Jeg er et rodeøre og jeg kører fuldstændig min egen stil – det vil sige en ”stil” der udspringer af enten; ”Det er praktisk, ja fordi jeg synes det er praktisk” eller ”jeg synes det var helt vildt festligt, så derfor købte jeg selvfølgelig et polkaprikket krus” eller” Neiii hvor genialt, sådan en lilla USB bordventilator kan jeg sagtens bruge” eller ”Hvor fantastisk, det minder mig om engang bla bla bla…”.  Jeg har mange ting i mine kontorskuffer og i min taske #picnicplastictrefarvetkurveting# – og når jeg siger MANGE ting, så mener jeg det faktisk. Hvad har du så egentlig i din taske?!… eller er det en picnic kurv forklædt som trefarvet liter is? Sådan spurgte hende min klassiske og ret søde kollega, da hun var færdig med at have grineflip over, hvad jeg havde i min øverste skuffe. Hun manglede et plaster og selvfølgelig havde jeg det, med Homer Simpson på – lige der i øverste skuffe sammen med ekstra blyanter, notesblokke, brillerens, en ballon?, make up, kuglepenne, kiks (sådan nogle ret grove og nærmest uspiselige nogen),visitkort, tyggegummi, håndcreme, panodiler, lidt småpenge, en pose mandler (i stedet for chokolade og hey, det smager lidt af marcipan), små kort til søde mennesker, en kastanje?, hårlak, en julesok, gavebånd, poseklemmer og naturligvis en dåse makrel.

Jeg tror, det var den der dåse makrel hun grinede mest af, men det er ret praktisk at have sådan en i sin skuffe. En dag man har glemt sin madpakke, eller ikke nåede at smøre en til sig selv, fordi man er et drys og har nok at gøre med at spæne rundt og finde tøj til ungerne, de rigtige biblioteksbøger, lave havregrød fordi der ikke er mere mælk til havrefrasene, kaste hurtigt smurte madder ned i madkasserne sammen med en lille rosinpakke, for så opdager ingen der kun var leverpostej, æg og pålægschokolade. Halvvejs på vej til jobbet, opdager man, at udover madpakken har man også glemt at få mascara på og ser derfor ualmindelig træt ud. Ved tjekket i bakspejlet går det op for en, at håret har tørret af sig selv i tusind retninger og kan kun fingerfriseres inden man når jobbet. Mens man så tænker fuck FUCK, så går det op for én, at alt er ok. For man har en ekstra mascara i tasken og en lille dåse hårlak i skuffen på kontoret – fordi man lærte af det sidst man stod i en lignende situation. Frokosten bliver så den der dåse makrel, der ellers er blevet grinet af, sammen med et stykke rugbrød man får af hende den søde mødekaffebryggerdame, som man husker at sige søde ting til, for så er hun sød ved en, specielt når man har glemt sin madpakke.

Jeg tømte friskt min #picnicplastictrefarvetkurveting# – sikke et bjerg af gode ting og sager. Der kom et helt fornuftigt forslag om, at jeg burde anskaffe mig en magnet, for så kunne jeg altid rode rundt i tasken med magneten og hurtigt fange mine nøgler.
Kollegaen, med den klassiske stil og sirligt styr på indholdet i sine skuffer, udbrød også :”Ei for fanden, så mangler du bare et par nylonstrømper”. Hvorefter jeg lyste op i et smil og sagde: ”Nej nej, der ligger et par i min jakkelomme”

Skønhedstip

Min frisør havde endnu engang udført et bagholdsangreb på mig og på mystisk vis levet op til sit mersalg. Kan stadig ikke huske hvordan hun fik mig overtalt til at købe den krukke med bodyscrub. Hun må på høflig og taktfuld vis have fået fortalt mig, at jeg så lidt tør og grå ud, og sådan en krukke med scrub ville være svaret på alle mine inderste drømme om at få en glød som smukke Jennifer Lopez – EFTER photoshop.

I badet var det frem med krukken, fingrene ned i noget der mest af alt lignede slush ice. Med vandet løbende halvt i mine øjne, kunne jeg på låget læse mig frem til, at hovedingredienserne var kokosolie og sukker. En eller anden snedig rad har fået en genial idé om, at er du ikke tilfreds med dine hudplejeprodukter, så kan du altid bage en kage af dem.

Det lovede godt, der blev scrubbet og det duftede dejligt. Jeg var efter alt det scrubberi alligevel glad for, at være blevet snigløbet af noget mersalg.  MEN, der var ALT for lidt i sådan en krukke. Så kan det godt være jeg er en større pige end gennemsnittet, men det skal ikke forhindre en i en ordentlig omgang scrubberi. Herregud, sukker og kokosolie – hvorfor skulle det nu også koste så meget at fremstille 1 dl af det?

Det var her min geniale idé med at fremstille min egen bodyscrub opstod. Det kunne ikke være anderledes, jeg måtte da bare i gang.  Jeg havde allerede høje tanker om at forære små krukker af den enestående og uforlignelige bodyscrub til veninderne. Små værtindegaver med blomstrede stofhætter på låget, lave pakkekalendere hvor bodyscrub skulle være den 24. store og glædelige overraskelse. I byggemarkederne kunne der ved siden af haveredskaberne stå et udvalg af min hjemmelavede bodyscrub under et skilt med skriften ”Gør mor forårsklar til der skal vises mere hud”. Nogen vil påstå, at ”der gik konen med æggene i den”. Min bodyscrub skulle ikke have nogen kedelige oplysninger som ” sliber nænsomt  døde hudceller af og efterlader huden silkeblød”. For min skyld kunne det sagtens være noget mere iøjnefaldende som ”Væk med bumser på numsen” eller ”Bliv smækker lækker”.

Netto havde alt hvad jeg skulle bruge, 600 gram kokosolie, der nærmest har konsistens som en stuetempereret gang svinefedt. Sukker er altid en lagervare hos mig, så alt var klar til start. Fremgangsmåden var enkel: en stor skål, deri med al kokosolien og så var det ellers om at komme sukker i. Jeg havde ikke den fine hvide slags, men rørsukker er vel også sukker. Jeg løb tør for rørsukker. Brun farin måtte kunne bruges, så ned med det også, indtil det havde den helt rette konsistens. Der kom næsten 2 kg sukker i!  Så var problemet med, at der var for lidt heldigvis imødekommet og afværget.

Sådan en dejlig brunlig og klistret bodyscrub. Det måtte testes. Hvem var nærmere til det end jeg selv. Jeg traskede ud i brusekabinen og så blev der scrubbet. Jeg synes nu mest af alt jeg lignede en stor glaseret skinke inden den sættes i oven. Duften, som jeg huskede fra tidligere,  havde også ændret sig.  Jeg huskede ellers den oprindelige bodyscrub som en behagelig,  liflig og sød duft. Nu var den forvandlet til EKSTREM sød. Nogen ville måske sige kvalmende sød og nogen er i dette tilfælde resten af familien.

Jeg fik skyllet sukkeret af, men duften hang ved. Brusekabinen havde forvandlet sig til en skøjtebane. Der var sådan en fin hinde af fedt over det hele. Et par gange følte jeg mig som Bambi på glatis, vel at mærke med elefant fødder. Jeg så også scenarier for mig, hvor ungerne ville falde i badet, slå hul i hovedet, brække arme og ben og med besøg af myndighederne til følge. Jeg hastede, som man nu kan på glatte elefantfødder, ud i køkkenet efter noget opvaskemiddel og ajax.

Kun iført en nyscrubbet krop, en børste i den ene hånd og en klud i den anden og med ajax flasken stående udenfor brusekabinen, forsøgte jeg ihærdigt at fjerne det ”fedtede” fra kabinen. Alt imens jeg ligger der på alle 4 og fortsat skrubber, så kommer ægtemanden ind på badeværelset. Da han spørger hvad jeg laver, svarer jeg friskt at ”jeg var da lige ved at teste den der hjemmelavede bodyscrub”. Vil ikke komme med flere detaljer – men jeg griner selv af det scenarie endnu.

Så skulle man tro, at det var enden på den idé men næ nej. Duften eller nærmere lugten af alt det kokos var faktisk helt forfærdeligt. Hele huset stank – for når noget er uudholdeligt at lugte til, så er det en stank. Der var også nogle helt stille og rolige drøftelser om, hvorvidt jeg var velkommen til at sove i soveværelset. Jeg fik ingen godnat knus af ungerne og hunden skiftevis peb og slikkede mig på anklerne.

Det kunne simpelthen ikke være rigtigt! Jeg havde jo anvendt de to hovedingredienser der var i den oprindelige bodyscrub. Jeg fandt den lille krukke frem og læste denne gang, med brillerne på, den lille påklistrede label med engelsk indholdsfortegnelse. Cocoabutter / sugar scrub for your hands – DOHHHHHHHH. Det forklarede jo sådan set både den anderledes duft og at krukken var så lille.

Jeg havde badet en del det sidste døgns tid, men lugten af kokos var stadig temmelig gennemtrængende. Det kan man jo ikke gå og gemme sig for, så af sted til arbejdet. Jeg havde i mine tanker forestillet mig fuldstændig at lade som ingenting, og ellers undgå at sidde for tæt på mine kollegaer hele dagen. Til frokostpausen var der som vanlig en god stemning. Pludselig kigger en af kollegaerne helt alvorligt på mig, mens hun indtrængende beder mig hjælpe, med at gribe ind i en sag der handlede om arbejdsmiljø. Hun har min fulde opmærksomhed – arbejdsmiljøproblemer kan være en alvorlig sag. Hun læner sig frem mod mig og fortæller, at hun og andre kollegaer HELE formiddagen havde følt sig enormt generet af en ny duft, der var på kontoret. De var i det hele taget meget utilfredse med, at rengøringspersonalet blot kunne tillade sig at skifte uparfumerede rengøringsmidler ud med SÅ kraftigt parfumerede produkter. Ligegyldigt hvor hun havde været på kontoret, havde hun personligt følt sig meget plaget af duften, ja ligefrem fået ubehag over det. Mine øjne blev større og større, og jo mere hun talte, kunne jeg fornemme at det her godt kunne gå hen og udvikle sig til en pinlig situation.

I sådanne situationer har jeg en tendens til at være ret hurtig til at analysere om det skal være damage control eller fuck det, jeg har gjort noget dumt og det er egentlig en sjov historie – vil du høre den? Jeg valgte den sidste og gudskelov for det – det ER en sjov historie og hele episoden med bodyscrubben har givet mig en fin idé om, hvorfor Ole Henriksen ALTID er så glad og smilende – det er enormt sjovt at fremstille og afprøve sine egne hudplejeprodukter. Og mig – jeg vil for fremtiden hellere bage en kage.