Havde det ikke set rigeligt suspekt ud i forvejen, så havde jeg taget et billede…

Jeg kom kørende på landevejen og så ham stå der i vejkanten. Først tænkte jeg, om han var væltet og var ved at rejse sig op, for han stod så mærkeligt ved siden af cyklen der lå ned.

Da jeg kom tættere på, så jeg det. Manden stod i vejkanten med cyklen liggende i grøften og sine shorts hængende nede om knæene, mens han stod og undersøgte sig selv i skridtet/lysken. Han havde dog beholdt sine boxershorts på, men han var helt optaget af…. hvad end han nu stod og lavede og han løftede end ikke hovedet, da jeg holdt ind til siden.

Først da jeg smækkede bildøren kiggede han op og jeg nærmest råbte til ham: ”Kan du bruge noget hjælp? ”.  Først da jeg havde sagt det, tænkte jeg over hvor seriøst åndsvagt det var, at spørge en fremmed mand med bukserne nede om knæene, om han havde brug for hjælp.

”Jeg tror, det var en hveps” svarede han mig og løftede hånden op mod mig, som om han på den måde kunne holde mig tilbage, fra at komme og se nærmere på hans skridt. Han hev shortsene op igen og forklarede. Han var kommet cyklende der i det bakkede landskab og der var åbenbart en pervers hveps, med hang til mandlige stikkelsbærben, der var fløjet ind i buksebenet på hans shorts og stukket ham.  Jeg prøvede at lade være at smile og selvom jeg forsøgte at lyde fornuftigt med et; ”er du allergisk” så kom det alligevel til at lyde, som om jeg var en smule begejstret, om han nu ville svulme voldsomt op.

Det var han heldigvis ikke, så jeg trak mig lettet tilbage og kørte videre…

Akavede og pinlige øjeblikke #1

Det øjeblik, hvor man ser hele situationen udefra, og nærmest i slowmotion ser sig selv forsøge at liste sin gigantiske Bh væk fra ryglænet af en stol. Den stol, som ægtemandens kollega har placeret sin ene arm henover, som var netop den stol hans bedste ven.

Det øjeblik, hvor jeg har hentet mere kaffe og med den ene hånd serverer kaffen og med den anden hånd liiige vil liste den der Bh væk, inden han opdager den. DET øjeblik bliver en anelse akavet og pinligt, når jeg har vendt mig rundt og er på vej væk med Bh’en, og en af hægterne bliver viklet ind i ærmet på kollegaens strikkede sweater.

Indtil alle begynder at grine hysterisk, der er  DET øjeblik ret akavet.

facepalm

Er det en musical?

Når jeg normalt siger det her, så bliver jeg draget ind i større diskussioner, oplever undren, en smule harme, et lille træk på skulderen eller lange og meget pædagogiske forklaringer. Men jeg forstår det bare ikke – så simpelt er det.

Det handler om Konfirmation og ”nonfirmation”. Du ved, det der tidligere hed ”Jeg vil ikke konfirmeres”. Så langt er jeg med. Jeg siger heller ikke, at det ene er mere rigtigt end det andet – jeg forstår simpelthen bare ikke, at der også til ”nonfirmation” hører fest, farver, gaver og blå mandag. Hvad har jeg misset her? Det har jo netop intet med Konfirmation at gøre?!. Det er her jeg bliver fatsvag og ikke begriber det længere. Nonfirmation er altså for de unge mennesker, der ikke bekræfter deres dåb, ikke vil bekræfte at kende til kristendommen og derfor ikke vil konfirmeres, MEN alligevel ønsker at blive fejret?!

Nogen har givet mig lange pædagogiske forklaringer om, at når der er nonfirmation, så er det mere ok at sige nej, for så er det netop ikke festen og gaverne, der er afgørende for, om man vælger at blive konfirmeret. Hvad? Nonfirmation er et fravalg, men samtidig bliver det vel også et klart tilvalg af netop kun fest og gaver…. Eller er det blevet en bekræftelse af den fremhævelse af individet, som de seneste 15 års børneopdragelse har stået for eller er det kommet i takt med ”vi er alle lige gode til alting” pædagogikken? Jeg er blevet skudt på, med argumenter, der kun omhandler, at ”Det er fedt at nogen tør skille sig ud”. Hvorfor skal det nu pludselig handle om, om man tør eller ej? Det handler vel for pokker om en bekræftelse af noget, som engang er sket, nemlig dåben. Vil man skille sig ud, så er der 1000 andre måder at gøre det på. Jeg ser ikke på Nonfirmation, som en begivenhed i sig selv, og måske er det derfor jeg slet ikke forstår, at det fejres med pomp og pragt. Hvad skriver man egentlig i sådan et kort til nonfirmanden?

  • Tillykke med du ikke blev konfirmeret!
  • Tillykke med festen!
  • Tillykke med øh?? …men tak fordi jeg måtte komme.

Man skriver jo heller ikke: “Tillykke med I har valgt ikke at blive gift”.

Uanset om man skal konfirmeres, nonfirmeres eller ej, så må man ganske enkelt ikke lade sig snyde for en konfirmand messe. Sådan en messe hvor den lokale handelsstandsforening er arrangør. Så kan du være så heldig, at opleve den kvindelige formand for handelsstandsforeningen, stå med mikrofonen og indlede messen med at præsentere årets tøjmode med halvanden times modeshow. Tøj- og hårmode der vises frem af og på lokale modeller. Halvanden time, hvor formanden med den skingre stemme skriger om tøjmoden til både konfirmanden/nonfirmanden og hendes eller hans søskende og forældre – og for så vidt også onkler og tanter med flere, lige ind i dine ører. I mens de lokale modeller, hundses rundt på scenen med; ”Tag en runde mere, en runde mere…” og ”iiiiihhhhhhhhhh hvor er det flooooooooooooot!” Halvanden time, hvor du ikke tør gribe ud efter, de ellers ret flotte gaver, der kastes ud blandt publikum, for så er du nødt til at fjerne hænderne fra ørene. Fjerne det eneste der forhindrer dine trommehinder fra at styrtbløde og dine ører i at falde af.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

At hun råbte i mikrofonen kan selvfølgelig også skyldes, at showets 18- årige DJ ikke skruede ned for det høje #New Hot Sexy# House and Dance Music 2013, når hun skreg som ind i helvede talte.

Han skruede op når hun talte, og imens dansede han bag sin pult med høretelefoner forklædte høreværn på. Når modellerne ikke kunne følge med til den hurtige omklædning, så smed DJ’en sine høretelefoner og sprang hen foran sin pult og tog billeder af den i spotlightet. Tredje gang han gjorde det, da grinede jeg så højt, at jeg spruttegrinede og græd på én og samme tid. Et øjeblik, er jeg ret sikker på, at jeg overdøvede hende med mikrofonen. Den ældste dukkede sig og havde et voldsomt anfald af ”ud af kroppen, mor er pinlig” øjeblikke.

Halvanden time. De lokale modeller sluttede showet af, med en omgang opvisning i Gangnam Style. Jeg var stum. Den ældste ruskede i min arm og jeg vågnede af mareridtet. Et splitsekund blev jeg ramt af frygt for, at alle ville komme springende ind igen og opføre en musical. Jeg hastede videre til vinsmagning; mousserende, rød-, hvid-, og dessertvine. Jeg er sikker på, at min oplevelse af mode showet havde været noget anderledes, hvis vi var startet med vinsmagningen.

Byens og omegnens handlende stod klar på rækker, hvor der blev disket op med smagsprøver på kager, desserter, oste, sandwich, pålæg og meget meget andet. Der blev rundhåndet delt ud til konfirmanderne og deres forældre, i håb om at få en ordre i hus. Frisører, banker, tøjforretninger, cykelhandlere og andre var også på pletten, for at præsentere sig, inden forbrugsfesten for alvor begynder. Jeg fik øje på kaffen, eller rettere sagt, min næse styrede direkte forbi tallerkener med oste, kager, sandwich og andet mad. Mad der havde stået fremme på fade, i en varm sportshal i halvanden time. Ventet på, at alle var blevet skreget gennem mode showet. Nu stod alle bøjede som sultne gribbe og hyæner om de bugnende fade. Kaffen, den var varm, god og tiltrængt.

Og så ventede vi. Jeg anede ikke helt hvad vi ventede på. Udover at jeg havde set en noget spinkel og bar drengeoverkrop, der poserede på en plakat, hvor der med store bogstaver stod EMILIO. Ingen var i tvivl, da han trådte ind i hallen, for alle pigerne flokkedes om ham med strakte hænder og glimtende Iphones. Lyset blev slukket, musikken startede og røgmaskinerne kørt i stilling. Og så startede det igen. Skrigeriet. Denne gang var det alle pigerne der skreg, så man næsten ikke kunne høre om den spinkle Emilio sang eller blot hviskede i mikrofonen. Jeg kom til at grine igen, men denne gang var det ok, for ingen kunne høre det. Dog resulterede spruttegrineriet i, at jeg spildte kaffe ned i min sko…. så skreg jeg også. Da jeg bukkede mig ned for at tage skoen af, fik jeg øje på et flot mærkat på gulvet.
to loudd

Konfirmation eller nonfirmation. Nogen vil sige jeg er forstokket eller stokkonservativ…. jeg vil nærmere sige stokdøv – men det er fordi jeg har været til konfirmandmesse.

Hvilket rod byder du uventede gæster?

Jeg elsker at få uventet besøg liar liar, pants on fire. Det vidner om, at nogen lige har tænkt på mig, fået en pludselig indskydelse og gerne vil være i mit selskab. Desværre har mine gæster åbenbart en eller anden radar der giver udslag: “Hey, hun har sgu ikke ryddet op/gjort rent/ er nøgen/ beskidt/ iført det grimmeste tøj , vi skal lige kigge forbi og give hende super dårlig samvittighed eller pinligt røde kinder – hæ hæ”.

Det er jo nogle frygtelige laster, som absolut ingen venner må kende til. Hvis jeg nu helt ærligt og reelt virkelig var ligeglad med, at alle opdager jeg ikke er perfekt, så ville jeg være sådan en der tog det heeelt roligt, når der kom uventede gæster. Så ville jeg ikke flyve rundt som en vildfaren nytårsraket og forsøge at gemme det iøjnefaldende rod i skabene eller bag bruseforhænget (Seriøst HVORFOR gør jeg det?) eller får en robotagtig stivhed og et ansigtsudtryk som på Edward Munchs ”skriget”, i mens jeg råber: ” NEEEJ for helvede, jeg har jo ikke ryddet op!”

Jeg ville ønske, at jeg meget mere var sådan en der sagde:

  • ”Kom da indenfor, så får jeg lige nogle bukser på”
  • ”Jeg var lige ved at danse til ‘Dansk melodigrandprix’ – kom ind og vær med!”
  • ”Kom indenfor så tager jeg lige en BH på igen”
  • Neiii, sikke en dejlig overraskelse. Jeg har lige tømt alle køkkenskabene, men vi sidder bare mellem det hele og drikker kaffe”
  • OM jeg giver kaffe! Ja da, åh, forresten der lugter måske lidt, for jeg har lige slået en brandskid”
  • ”Kom ind og se min fortolkning af Fengh Shui. Du ved nok, at Feng Shui filosofien     bygger på tre taoistiske ’sandheder’:
  1.  Alt er levende : Jeg har da et par grønne planter et eller andet sted og       fnullermændene ser også levende ud, når de flyver henover gulvet. Efterlader man bare ét stykke tøj på badeværelsesgulvet, så vokser det sig på mystisk vis til en kæmpe bunke, på bare én dag. “Adr! HVEM har stillet sin madkasse bag sofaen??”
  2. Alt er forbundet : Rodet i stuen hænger fint sammen med det i køkkenet og den dundrende hovedpine har helt sikkert en fornuftig sammenhæng med gårsdagens indtag af alkohol.
  3. Alt forandrer sig: Jeg har observeret, hvordan  snavsetøjbunken, pludselig bliver til en bunke af rent tøj – og på en uges tid, forvandler det sig tilbage til en bunke med snavsetøj igen.

Efterhånden er det sådan, at når der er godt og grundigt rodet, så er jeg begyndt at sige højt” Det er da lige sådan en dag som i dag, at svigermor kommer forbi”. Dem der tænker, ”tag dig dog sammen og hold orden i stedet for at rydde op” – de får en lammer!

Jeg er overbevist om, at affaldskværnen og affaldsskakten oprindeligt blev opfundet af rodehoveder der tit fik uventede gæster – jeg vil have begge dele installeret. NU!

Lemlæstet intimsfære.

Den der intimsfære. Det er mit territorium og der er ikke ret mange der bliver inviteret indenfor. Der er sikkert en alenlang og videnskabelig forklaring på, hvorfor det føles ubehageligt, når nogen træder ind i ens intimsfære uden at være inviteret. I stedet for at sige ”fuck af eller du får en springskalle” så træder jeg et skridt tilbage, når de uinviterede træder ind i på mit territorium. Nogen forstår ikke den diskrete tilbagetrækning og følger med, ved at tage et skridt fremad. Det ender med at blive sådan en ”silent tango” hvor jeg kraftigt overvejer, om springskallen er den eneste vej væk fra forfølgeren.

Uanset ubehaget, så er det et faktum, at vi i vores samfund indretter os, så vi kommer tættere og tættere på hinanden i hverdagen. I køen, i toget/bussen, i kantinen, på rulletrappen, i metroen, i flyet, i etage byggeriet, i biografen/teatret osv. Der er også steder og situationer, hvor jeg uundgåeligt må invitere fremmede ind i min intimsfære – og så formår de alligevel at overtræde den usynlige grænse, for hvor tæt de trods alt må komme.

Et klassisk eksempel er hos den kvindelige frisør. På et eller andet tidspunkt læner hun sig helt tæt ind til en. Alt i mens hun klipper, griner og snakker på livet løs. Pludselig, mens hun stadig læner sig ind over en, kan jeg simpelthen fornemme hendes ene bryst i mit øre. Er det kun mig der oplever sådan noget? Ikke at det er ubehageligt, det er ikke det jeg siger, men kunne vi ikke prøve at advare lidt om det eller spørge, om det er ok at komme bryster ind i ens øre eller op af ens kinder – bare så man lige er forberedt. Det er en smule akavet, at sidde i fuldt offentlighed og flashe sit eget spejlbillede med frisørens bryster i ørene. Så godt kender vi jo trods alt heller ikke hinanden.

Et andet eksempel er tandlægen. Han skal spørge om sære ting, der overhovedet intet har med ens tænder at gøre, samtidig med at man har instrumenter, sugerør, spyt og tandlægens fingre i munden. Det er helt umuligt at svare med andet end en uforståelige mumlen og midt i det hele, så kæler tandlægen sådan både trøstende og blidt for ens kind. Jeg mærker panik med det samme og klamrer mig til stolens armlæn. Er du ude på at narre mig?! Kommer det til at gøre ondt nu og forsøger du at trøste på forhånd? Lad være med det! Du er i forvejen rigeligt indenfor min intimsfære, du skal ikke fucke mine tanker op også!

Og hvad sker der for, at jeg føler mig ”rigtig hjemme” på jobbet, og sidder og tisser for ulåst dør. Selvfølgelig kommer der så en kollega brasende ind, mens man sidder der og har åbnet for slusen. Nu ved jeg bare, at det billede af mig på toilettet, vil han få på sin nethinde, hver eneste gang han ser mig. Fint nok. Men gider du stoppe med, grinende at fortælle om “mit forskrækkede ansigtsudtryk, da jeg kom ind til dig på toilettet historien” til alle og enhver. Ja, jeg tissede og jeg havde glemt at låse døren. Det er kun sjovt i et begrænset omfang. Stop eller du får den springskalle, jeg ikke uddelte tidligere. Måske er det billede på nethinden straf nok?

Til gengæld kan jeg tvivle på, om vi overhovedet har nogen intimsfære i vores digitale verden, mig selv inklusive. Statusopdateringer som ”jeg har lige været i bad”, og ”…denne status er opdateret på toilettet” , eller oplysninger om hvor lidt eller meget man har af udestående med SKAT. Det virker dog ret uskyldigt, i forhold til de gloser, der i den digitale verden åbenbart frit kan slynges ud efter politikere, venner, familie og jobbet. Alle der har skrevet noget rigtig grimt, følger så op med en kommentar i store bogstaver, hvor de påberåber sig ret til at svine andre til i ytringsfrihedens navn. De har øjensynligt ikke forstået hvad ytringsfrihed betyder.

Selv den danske sangskat har vinket farvel til intimsfæren og er blevet beriget med sange som ’Singlepik’, ’Kvinde – din møgluder’,’ kælling’  ’fissesangen’ og ‘Sut den op fra slap’. Ord og tekster der ruller både tungt, beskidt og kontant. Man kan lade sig forarge, eller man kan lade være. Man kan synes budskabet er åndssvagt og man kan også tage det, for hvad det er. Underholdning. Og egentlig ikke helt uden selvironi og humor.

Vi forarges ikke længere over kropsvæsker kombineret med intimitet i den bedste sendetid, kroppe der  pumpes med silicone efter den 25. års fødselsdag, ekstremerne der via medierne bliver vores alle sammens rollemodeller og det betyder intet. Vi er hinandens tolerancepoliti, så det er ved at være påfaldende.

Spring så lige til billedet af dig selv i bussen, i køen eller i venteværelset, hvor du får klaustrofobiske tendenser og vil gøre alt for at undgå, at komme tæt på andre mennesker og få deres livsfarlige ”fremmed” fnuller på dig. Eller hvordan du er dødsensangst for at komme til at begå det ultimative offentlig transport-harakiri, ved at røre mennesket ved siden af dig.

Det kan man da kalde polarisering

NB. Kan vi snart blive enige om, at begynde og ’Hej’ kysse hinanden, som de gør syd for Tyskland?

Det er bare sjovere at være forskellig…

Kollegaerne – de skønneste kvinder – forskellige fra hinanden og forskellig fra mig. Forskelligheden kommer til udtryk hver dag og det giver faktisk et ret spændende klima at arbejde i. Forskellighed giver nuancerede tilgange til opgaver, løsninger og ikke mindst i den kollegiale omsorg. Vi passer på hinanden, hjælper hinanden og tænker på hinanden med himmelvid forskellighed.

Lidt som dengang, vi som gode kollegaer udarbejdede en lille ”God barsel” folder til en kollega, der ventede sit første barn og derfor selvsagt for første gang skulle på barsel. Alle mine  kollegaer kom med flotte og designede sider, fyldt med fantastiske råd om cremer og quiltede bløde designer tæpper. Hagesmække fremstillet af det helt korrekte økologiske bomuld. De helt korrekte børnesange, råd om soverutiner, indkøb før fødslen, ømme brystvorter, røde numser og gode råd fra kvinde til kvinde.

Den hoppede jeg slet ikke med på. Gode råd for mig, er ligeså nyttige som de der sønderjyske kager af samme navn – de krummer og smuldrer når man forsøger at ”tage dem i brug”. Mit bidrag kom på bagsiden. Under en tegning af en mor med sved og tårer sprøjtende af ansigtet, 8 arme, der hver især var optaget af en opgave.

Overskriften var: Du har ammehjerne når:

  • Du ikke kan forstå hvorfor risottoen aldrig bliver færdig, hvorefter det går op for dig, at du har smidt sesamfrø i gryden i stedet for ris, og så febrilsk prøver at redde det med lidt ekstra salt/peber.
  • Du helt hysterisk løber rundt i huset for at finde barnet – hvorefter din mand beroliger dig med, at du jo allerede har sagt godnat og puttet barnet til natten.
  • Du hulkende bryder sammen, fordi dåsen med kaffebønner er tom, og klokken kun er 10 om formiddagen.
  • Du nyder en laaang indkøbstur alene og smiler til alle de søde mennesker, der smiler til dig – og først når du kommer hjem, finder du ud af, at de smilede, fordi du render rundt med vrangen ud af tøjet.
  • Du har taget kød op af fryseren, smider det i mandens sportstaske (fordi den lige var i nærheden) og finder det først igen – eller rettere manden finder det, når han efter sommerferien igen skal ud af døren til badminton. Fundet af, det nu flydende grønne kød, forklarer hvorfor manden forgæves har kravlet rundt på loft og i skunke, for at finde frem til hvilket dyr der havde lagt sig til at dø i huset og udsendt stank af ådsel. (Her bliver man IKKE så populær og det er en god idé at komme post it med kærlige ord OG chokolade i sin mands madpakker den kommende uge).
  • Du endelig finder din pung og bilnøgle, efter at have ledt forgæves efter dem i et helt år. Du finder dem efter at have beskyldt de mærkeligste mennesker (svigermor) for, i en god mening, at have ryddet op, og derfor forlagt det et sted du ALDRIG selv ville lægge det. Så finder man sin pung og bilnøgle, pakket ned sammen med kravlenisser, halmbukke, røde hjerter og julesokker.

Lad os være ærlige – det er ikke så sjovt mens man står midt i det, men bagefter – længe efter – bliver der grinet en del.

Prøverum

Jeg ved ikke hvad det er med mig og de der prøverum – det ender altid som et afsnit af Bridget Jones’ dagbog. Kollektioner med meget livagtige dyre print. Lad mig sige det, jeg har et eller andet med dyre print. Måske skulle jeg hellere sige, at jeg har et eller andet IMOD dyre print. Jeg har aldrig forstået det. Bærer man dyre print på grund af luksusdrømme, eller har man bare lyst til at snerre eller sige ”Grrr… se mig, jeg er en leopard” eller løbe rundt som en Zebra mens man skryder som en?

Måske synes jeg simpelthen det er for pjevset, at tage holdningen:”Jeg er simpelthen SÅ glad for dyr, at jeg ALDRIG kunne finde på at iklæde mig pels, så derfor er dyre print sagen”. Nå, men så er det da helt okay at klæde sig ud som et dyr, det er da helt naturligt… hvis du altså sidder på lur bag en busk med dit gevær. Så gå dog hele vejen og køb skind eller pels. Sneakers i dyre print, tror bare det kaldes dyre print, når man ikke umiddelbart kan definere om det er en imiteret slange eller krokodille. Har for nylig set en sød ung pige med ballerinasko i leopard print. Jeg kunne slet ikke få øjnene fra dem og tænkte, om man efter sådan et køb springer ind af døren hos en ven, mens man råber: ”Hey, se mine leopardpoter!”. Jeg ved det, jeg kommer aldrig til at skrive modeklummer

Jeg ville finde noget smart tøj (læs, jeg ville bruge penge, shoppe og shoppe). Gik ind i en af mine favorittøjbutikker. De har ansat sådan en meget insisterende og sød ekspedient. Det insisterende gik denne gang ud på, at jeg da SKULLE prøve de nyeste leopard print pants. Den insisterende ekspedient blev ved med at fable om dem, mens jeg ihærdigt forsøgte at undgå alt om emnet dyre print og kiggede på ALT andet end dyre print. Jeg ved ikke, om det var det insisterende eller den der følelse af at have afskrevet noget, uden i det mindste at have prøvet og givet det blot en lillebitte chance – men jeg endte i prøverummet med leopard print pants med MASSER af stretch og en fin skjortebluseting.

Jeg fik møvet mig ned i de der leopard print pants og sikke en forvandling jeg tog. Forvandlingen bestod af, at printet på magisk vis havde forvandlet sig fra leopard til giraf pletter. Jeg glemte helt at jeg stod i et prøverum i en forretning, hvor der altså er andre tilstede. Jeg kom til at grine rigtig højt, så højt, at de andre i butikken helt sikkert troede, at de der leopard print pants havde forvandlet mig til en hyæne.

Jeg købte ingen leopard print pants og nåede også til erkendelsen af hvorfor og hvad det er jeg egentlig har imod dyre print. Jeg VIL bare ikke gå rundt og ligne en slange der har slugt en kamel eller en leopard der på mystisk vis forvandler sig til en rund giraf med enormt kort hals eller en Zebra så buttet, at den kunne gå for at være en sortbroget dansk malkeko. Og nu må du have mig undskyldt, jeg har en aftale med min motionscykel.

Skønhedstip

Min frisør havde endnu engang udført et bagholdsangreb på mig og på mystisk vis levet op til sit mersalg. Kan stadig ikke huske hvordan hun fik mig overtalt til at købe den krukke med bodyscrub. Hun må på høflig og taktfuld vis have fået fortalt mig, at jeg så lidt tør og grå ud, og sådan en krukke med scrub ville være svaret på alle mine inderste drømme om at få en glød som smukke Jennifer Lopez – EFTER photoshop.

I badet var det frem med krukken, fingrene ned i noget der mest af alt lignede slush ice. Med vandet løbende halvt i mine øjne, kunne jeg på låget læse mig frem til, at hovedingredienserne var kokosolie og sukker. En eller anden snedig rad har fået en genial idé om, at er du ikke tilfreds med dine hudplejeprodukter, så kan du altid bage en kage af dem.

Det lovede godt, der blev scrubbet og det duftede dejligt. Jeg var efter alt det scrubberi alligevel glad for, at være blevet snigløbet af noget mersalg.  MEN, der var ALT for lidt i sådan en krukke. Så kan det godt være jeg er en større pige end gennemsnittet, men det skal ikke forhindre en i en ordentlig omgang scrubberi. Herregud, sukker og kokosolie – hvorfor skulle det nu også koste så meget at fremstille 1 dl af det?

Det var her min geniale idé med at fremstille min egen bodyscrub opstod. Det kunne ikke være anderledes, jeg måtte da bare i gang.  Jeg havde allerede høje tanker om at forære små krukker af den enestående og uforlignelige bodyscrub til veninderne. Små værtindegaver med blomstrede stofhætter på låget, lave pakkekalendere hvor bodyscrub skulle være den 24. store og glædelige overraskelse. I byggemarkederne kunne der ved siden af haveredskaberne stå et udvalg af min hjemmelavede bodyscrub under et skilt med skriften ”Gør mor forårsklar til der skal vises mere hud”. Nogen vil påstå, at ”der gik konen med æggene i den”. Min bodyscrub skulle ikke have nogen kedelige oplysninger som ” sliber nænsomt  døde hudceller af og efterlader huden silkeblød”. For min skyld kunne det sagtens være noget mere iøjnefaldende som ”Væk med bumser på numsen” eller ”Bliv smækker lækker”.

Netto havde alt hvad jeg skulle bruge, 600 gram kokosolie, der nærmest har konsistens som en stuetempereret gang svinefedt. Sukker er altid en lagervare hos mig, så alt var klar til start. Fremgangsmåden var enkel: en stor skål, deri med al kokosolien og så var det ellers om at komme sukker i. Jeg havde ikke den fine hvide slags, men rørsukker er vel også sukker. Jeg løb tør for rørsukker. Brun farin måtte kunne bruges, så ned med det også, indtil det havde den helt rette konsistens. Der kom næsten 2 kg sukker i!  Så var problemet med, at der var for lidt heldigvis imødekommet og afværget.

Sådan en dejlig brunlig og klistret bodyscrub. Det måtte testes. Hvem var nærmere til det end jeg selv. Jeg traskede ud i brusekabinen og så blev der scrubbet. Jeg synes nu mest af alt jeg lignede en stor glaseret skinke inden den sættes i oven. Duften, som jeg huskede fra tidligere,  havde også ændret sig.  Jeg huskede ellers den oprindelige bodyscrub som en behagelig,  liflig og sød duft. Nu var den forvandlet til EKSTREM sød. Nogen ville måske sige kvalmende sød og nogen er i dette tilfælde resten af familien.

Jeg fik skyllet sukkeret af, men duften hang ved. Brusekabinen havde forvandlet sig til en skøjtebane. Der var sådan en fin hinde af fedt over det hele. Et par gange følte jeg mig som Bambi på glatis, vel at mærke med elefant fødder. Jeg så også scenarier for mig, hvor ungerne ville falde i badet, slå hul i hovedet, brække arme og ben og med besøg af myndighederne til følge. Jeg hastede, som man nu kan på glatte elefantfødder, ud i køkkenet efter noget opvaskemiddel og ajax.

Kun iført en nyscrubbet krop, en børste i den ene hånd og en klud i den anden og med ajax flasken stående udenfor brusekabinen, forsøgte jeg ihærdigt at fjerne det ”fedtede” fra kabinen. Alt imens jeg ligger der på alle 4 og fortsat skrubber, så kommer ægtemanden ind på badeværelset. Da han spørger hvad jeg laver, svarer jeg friskt at ”jeg var da lige ved at teste den der hjemmelavede bodyscrub”. Vil ikke komme med flere detaljer – men jeg griner selv af det scenarie endnu.

Så skulle man tro, at det var enden på den idé men næ nej. Duften eller nærmere lugten af alt det kokos var faktisk helt forfærdeligt. Hele huset stank – for når noget er uudholdeligt at lugte til, så er det en stank. Der var også nogle helt stille og rolige drøftelser om, hvorvidt jeg var velkommen til at sove i soveværelset. Jeg fik ingen godnat knus af ungerne og hunden skiftevis peb og slikkede mig på anklerne.

Det kunne simpelthen ikke være rigtigt! Jeg havde jo anvendt de to hovedingredienser der var i den oprindelige bodyscrub. Jeg fandt den lille krukke frem og læste denne gang, med brillerne på, den lille påklistrede label med engelsk indholdsfortegnelse. Cocoabutter / sugar scrub for your hands – DOHHHHHHHH. Det forklarede jo sådan set både den anderledes duft og at krukken var så lille.

Jeg havde badet en del det sidste døgns tid, men lugten af kokos var stadig temmelig gennemtrængende. Det kan man jo ikke gå og gemme sig for, så af sted til arbejdet. Jeg havde i mine tanker forestillet mig fuldstændig at lade som ingenting, og ellers undgå at sidde for tæt på mine kollegaer hele dagen. Til frokostpausen var der som vanlig en god stemning. Pludselig kigger en af kollegaerne helt alvorligt på mig, mens hun indtrængende beder mig hjælpe, med at gribe ind i en sag der handlede om arbejdsmiljø. Hun har min fulde opmærksomhed – arbejdsmiljøproblemer kan være en alvorlig sag. Hun læner sig frem mod mig og fortæller, at hun og andre kollegaer HELE formiddagen havde følt sig enormt generet af en ny duft, der var på kontoret. De var i det hele taget meget utilfredse med, at rengøringspersonalet blot kunne tillade sig at skifte uparfumerede rengøringsmidler ud med SÅ kraftigt parfumerede produkter. Ligegyldigt hvor hun havde været på kontoret, havde hun personligt følt sig meget plaget af duften, ja ligefrem fået ubehag over det. Mine øjne blev større og større, og jo mere hun talte, kunne jeg fornemme at det her godt kunne gå hen og udvikle sig til en pinlig situation.

I sådanne situationer har jeg en tendens til at være ret hurtig til at analysere om det skal være damage control eller fuck det, jeg har gjort noget dumt og det er egentlig en sjov historie – vil du høre den? Jeg valgte den sidste og gudskelov for det – det ER en sjov historie og hele episoden med bodyscrubben har givet mig en fin idé om, hvorfor Ole Henriksen ALTID er så glad og smilende – det er enormt sjovt at fremstille og afprøve sine egne hudplejeprodukter. Og mig – jeg vil for fremtiden hellere bage en kage.