Husk at sige tak..

Hvordan klarer du det egentlig? spørger de

Hvad mener du? Er mit hurtige modsvar, selvom jeg godt ved hvad de mener. Inden de kigger alt for undersøgende på mig, så svarer jeg hurtigt ”Vi klarer det helt ok”.

Alt ændrede sig.
Det handler om, når livet ændrer sig fra den ene dag til den anden. Det handler om, at ens ægtemand skal sige det, hvis han får det underligt og ikke vente til han ikke kan tale, og blot hører nogen råbe: ”RING EFTER EN AMBULANCE!” For så har man måske som 39-årig fået en blodprop i hjernen, så der efterfølgende er en hjerneskade og deraf store huller i hukommelsen.

Det handler om når helbredet, det sociale, økonomiske, familie- og samlivet på én og samme tid ændrer sig – uden man på nogen måde har ønsket det.

Alt ændrede sig, fra det ene øjeblik til det andet. Uanset at vi klarer det ok, så er alt ændret. Jeg kan ikke mindes, at noget ikke er ændret.

I det første år efter, var vores sociale liv stort set ikke eksisterende og vores familieliv foregik som det bedst kunne, med en mand og far i en zombie lignende tilstand. Han skulle anstrenge sig for at komme tilbage til det mest normale som overhovedet muligt, med helbred, fuldtids job og selvstændig virksomhed ved siden af.
Selvom jeg er klar over, at ungerne og jeg betyder alt for ham, så, orkede han slet ikke at deltage i familielivet, at rumme os, fordi trætheden var altdominerende. Det har heldigvis ændret sig igen, fordi der efter et år endelig kom noget selverkendelse om, at alt måtte tages op til overvejelse og revision. Der kom en erkendelse af, at intet ville blive som før. Fordi der ikke var energi at tage af. Energien forsvandt ligeså pludseligt som blodproppen kom.
Der er ikke længere nogen selvstændig virksomhed og det 37 timers job blev med enorm indsats, forståelse og rummelighed fra alle sider og kanter, til et fleksjob.

Hverdagene hænger sammen, på de præmisser der er nu, og trods vores fælles irritation over den hullede hukommelse, så er det også det vi kan grine af og lave sjov med. På en god dag er det, som at leve sammen med den blå fisk, Dory, fra filmen Nemo.

På den lyse side, så er det nu muligt at:

• Overraske sin mand med de samme ting eller den samme historie – flere gange
• Ikke blot glemme vi andres, men også sin egen fødselsdag
• Se min favorit film sammen flere gange – uden han kan mindes at have set den før
• Opleve at leve i meget mere tid end vi andre, fordi han ikke har nogen tidsfornemmelse af, om det var i forgårs, i går eller i formiddags
• Sætte pris på hinanden, hele tiden, også når vi er sure og urimelige – fordi livet er dejligt

Ungerne, som bare har indordnet sig efter, at det jo er sådan det er. De hjælper rigtig meget. Både med alle praktiske ting i vores hjem og de er fænomenale til at hjælpe deres far med at huske:

athuskat

Det er 4 år siden alt ændrede sig – og vi klarer det helt ok.

JEG VIL HA’ !!

Ammedebatten – du ved, den med, om det er helt okay, at mødre sidder og ammer deres spædbarn i det offentlige rum, eksempelvis på café. Jeg undrer mig over, at den debat i det hele taget er startet. Hvad pokker var det overhovedet der fik den startet?

Efter min mening, så burde alle småbørnsmødre få tilbudt gratis café tur. Småbørnsmødre der vitterlig formår at;

  • Stå ud af sengen
  •  Komme i bad
  • Oveni købet husker at få skyllet sæben ud af håret
  • Får skiftet til rent tøj
  •  Sat håret
  •  Pakket både barn og barnevogn med sig
  • Kommer ud af døren med vrangen på tøjet vendt indad
  • I det hele taget når frem til en café, inden de enten har glemt hvor de var på vej hen, eller er faldet i søvn på en bænk

DE småbørnsmødre, de fortjener virkelig den café tur.

Der er børn, her i velfærdens Danmark, der hver dag og helt alene kæmper deres egen kamp. For at overleve i en opvækst med svigt, vold og overgreb. Og så kan andre lade sig forarge og blive vrede over en mor der gør det modsatte. Giver omsorg og mader (læs:ammer) sit spædbarn. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg accepterer fuldt ud, at andre har en anden mening end mig i denne ammedebat, men jeg forstår det ikke. Debatten er, udover amningen, også fyldt med hidsighed over bleskift og gylp.

Hvorfor kan ingen finde ud af at sige; ”Undskyld, men vi sidder og nyder vores frokost, er du sød at vise hensyn og skifte dit barn ude på toilettet?” Til gengæld forstår jeg ikke, at nogen vil sige; ”Undskyld, vi forsøger at nyde vores frokost, vil du venligst vise hensyn og lade dit sultne barn fortsætte med at skrige, mens vi spiser?”.

For mig burde debatten handle om noget helt andet end amning. Den burde handle om god opførsel og hensyn til andre…eller mangel på samme. Det eneste jeg hører i debatten er; Jeg vil ikke have, jeg vil ikke se, jeg vil ikke høre på, jeg vil have lov, jeg har ret til og mig, mig, mig, mig!

Nu vi er i gang, så lad os da lave en lov for området! Eller endnu bedre, en lov om zoneopdeling. Så kan man, fordi det siger loven, opdele det offentlige rum, inkl. caféer, i zoner til henholdsvis;

  • Vegetarer
  • Ikke vegetarer
  • De fitte
  • De fede
  • Smaskende
  • Drikker alkohol
  • Drikker ikke alkohol
  • Teenagere
  • De der anvender deres mobil ved bordet
  •  Ammende
  • Familier
  • Singler
  • Hipstere
  • Bonderøve
  • Dem der fuldstændigt er ligeglade med, hvad fanden der sker omkring dem

HUSK, når den lov kommer, så startede vi det helt selv. Startede det med vores efterhånden totale mangel på hensyn til andre end vores egen hensynsløse egoisme!

stupidity

Ulven kommer! Ulven kommer!

Der er frygteligt i Danmark! Her sidder man trygt og godt i den nordjyske idyl, Poul Krebs toner ud af radioen, kaffen er brygget og klar på kanden. Pludselig høres en lyd. Er det hjemmerøvere? Er det fagforeningen der har blokeret døren, fordi jeg engang overvejede at melde mig ud? Er det polakker der stjæler mit arbejde? Er det bandekrig? Er det flygtninge der flytter ind ved siden af? Er det en slagter, der forsøger at gemme en hest i min fryser? Er det endnu en reform? Er det en ulv?

STOP nu med at være så bange og vil have hele Danmark hegnet ind, grænsebomme op, flere kontroller, flere våben, flere foranstaltninger der gør det umuligt at bevæge sig – i mere end en forstand.

ENDELIG en historie om noget der vender tilbage i naturen i stedet for iltsvind i Limfjorden, gylle på frosset jord og i åen, døde klumpfisk og æsler i den forlorne skildpadde, idioter der spiller bold med dyr og babyer eller ”systemet” der svigter (Til din orientering er det mennesker der svigter. Dig og mig der svigter).

Et dyr, vi har udryddet i Danmark, er vendt tilbage. DET er da fantastisk! Nå, ja, så er der, de der får. Hvem har nakket dem måske? Det ved jeg da ikke? Måske er det de polakker, flygtninge, vindmøller eller SF’ere du ikke ville give plads til i lokalsamfundet?  Så luk da de får ind til det er afklaret, om det er hunde, aliens, idioter eller ulve i fåreklæder der er på rov.

Det er lærdom i småbørnsbøger og eventyr, at det ikke er muligt at kombinere fåreavl og ulv. Og hvad med børn! Tænk om ulvene bider et barn?! Jeg er sikker på der er større fare for at blive bidt af en kongelig gravhund end af en ulv. Og måske det så for fremtiden ikke vil tage forældre, politi, sporhunde og beredskabet i hele Nordjylland et helt døgn, at finde sure 3- årige i en skov, til fods og med jakken omvendt på?!

Stop nu med at være så bange, verden er slet ikke så farlig. Måske er vi i det store og hele bare frygtelig lykkelige og kender ikke en rigtig krise eller fare, før det rammer os som en meteor mod Rusland.

Hvad var det så for en lyd jeg hørte? Det ved jeg da ikke. Jeg gemte mig bag sofaen og sendte manden ud for at se hvad det var.

never happen

Find de skyldige!!

Ud af en lang liste, over ting der skulle gøres inden weekenden, har jeg nået to af dem?! Men det er også fordi det er fredag. Eller fordi det er vinter. Måske er det fordi der er X-factor. Måske fordi jeg spiste makrel i går. Eller også er det fordi jeg er træt. Måske endda søvndyssende.  Nogen har skylden og jeg skal nok finde ud af hvem det er. Det er i hvert fald ikke min egen. Og det ved jeg helt bestemt, for ansvarsfralæggelse er (stadig) tidens hotte begreb. Det er altid nogen andres skyld.

Og hvis vi ikke helt kan finde ud af HVIS skyld det er, så er her et par forslag, der ALTID er gangbare:

  • Den til enhver tid siddende regering (den forrige var meget bedre, ALTID)
  • Rige svin (alle der tjener mere end dig selv…eller bare lader som om de gør)
  • Førtidspensionister (parasitter og nassere der dræner statskassen)
  • Kontanthjælpsmodtagere (se førtidspensionister)
  • Indvandrere og østarbejdere (en slags kriminelle der stjæler vores jobs og tømmer vores udhuse)
  • De faglige organisationer (de tager penge for at gøre noget, der kun er til egen fordel)
  • Medierne (falske hunde, der tilsyneladende regerer landet)
  • Bankerne (de låner penge ud til højre og venstre og har kun stupide rådgivere der tager dårlige beslutninger)
  • Kommunen (den magiske gavebod, der altid er lukket, når du skal bruge den)
  • Samfundet (alle andre end dig selv)

 Hvis det er for uinteressant, så er her nogle mere eksotiske forslag, som:

  • Forkert navn (hvis jeg bare hed Mutella4 så ville mit liv være fucking PERFEKT)
  • Tidligere liv (jeg kørte en hellig ko over i mit tidligere liv, nu bliver jeg straffet af universet)
  • Stjernehimlen (så længe Jupiter står i skytten er det HÅBLØST, at forsøge at ændre på noget som helst, jeg vil bare sidde her og surmule, til det går væk af sig selv)

Er det virkelighedsflugt? Eller er det blot ansvarsfralæggelse på højt plan?

Topchefer er ansat til at tage de store beslutninger. Det indrømmer de rigtig gerne. Eller politikere, for den sags skyld. Men når de stiller sig op til pressemøder og hele tiden siger ”vi” og ikke ”jeg”, så VED vi jo bare, at der snart kommer en total åndsforladt undskyldning på noget dårligt, eller at det ikke er hele sandheden. Det er ligesom når jeg siger.”Vi skal have vasket bil” eller ”Vi skal have ryddet fortovet for sne”, så mener jeg egentlig alle andre end mig (læs manden) må tage sig af det og helst inden jeg er færdig med at fuldføre sætningen. Eller den endnu bedre ”VI har fået en bule i bilen”.

Eller de par i luksusfælden der synes, det er SÅ synd for dem. At det skete for netop dem, at de levede over evne?! Eller de der bliver afsløret med dopingkanylen i armen og hurtigt peger på træneren, lægen, chefen, eller hvem der lige er i nærheden. Eller påståede sexafhængige som Tiger Woods, David Duchovny og Russell Brand der bruger en lidelse, som undskyldning for utroskab. Sidst på listen er hest i færdigretter. For pokker, vi vil jo bare vide, hvad det er vi spiser. Det er jo kød alt sammen!

ALT prøves bortforklaret. Selv mega store IC4 tog bortforklares i ÅREVIS, sammen med hundredvis af millioner af kroner for fejlslagne IT projekter.

Stå nu ved dine handlinger! Uanset hvor tåbelige de end måtte være.

Spørgsmålet er, om vi alle er idioter og skyldige i ikke at tænke selv? Så er det vel flertallets skyld? Eller er det? Måske er det vejrets skyld? Eller DIN skyld?  Ja, dig! Dig der læser dette!

shhh1

Farmaceuter uden grænser

Når jeg bliver irriteret, er det sjældent noget, jeg gør nogen opmærksom på. Eller ja, skriver det lige her. Det er nogle mærkelige ting jeg bliver irriteret over. Og sikkert noget andre ikke engang skænker en tanke.

Jeg har reelt ikke har brug for ekspedientens mening om den eller de varer jeg køber, de skal sælge en vare, tage imod pengene og så er den ikke længere. Det irriterer mig, når de ved kassen i Kvickly kommenterer med eksempelvis ”Nåå, man kan da rigtig nok se hvad du skal til at lave”. Nej du kan ej! Det er mine varer og du aner ikke hvad jeg vil bruge dem til. Sidst havde jeg bare lyst til at svare – ”Jeg har OCD og kan ikke forlade butikken før jeg har købt 3 pakker mascarpone og 3 pakker ladyfingers og 3 pakker fairtrade økologiske elastikker – dem kunne jeg ikke finde, så nu må jeg blive her…for evigt!”. Nogen gange er jeg simpelthen så lille – ufatteligt

Og hvad sker der for farmaceuterne????
Har de en intern konkurrence om at gøre kunderne mest pinlige berørte. Filmer de det og  vurderer hvem der får kunderne til at rødme mest?

Var på apoteket, en af ungerne havde fået en sød lille ringorm på armen. ”Jeg skal bede om en tube lamisil, tak” (creme mod svamp, som ringorm jo er). ”Til skeden??” svarede hun tilbage. Øh nej, til armen svarede jeg og flåede næsten ungens arm ud af jakken, for at bevise overfor resten af køen, at cremen VAR til armen.

Eller de der apotek besøg, hvor de starter med spørgsmålet – ”har du fået det før?” man gider  slet ikke starte med at forklare og retfærdiggøre, at man blot henter medicin til sin syge nabo men svarer bare ”ja” i håb om der ikke kommer flere kommentarer eller spørgsmål.
”Men så ved du også, at du ikke må køre bil bagefter og du skal passe på ikke at besvime – måske er det en god idé du ikke er alene og bla bla….”
Hold nu din kæft!! Og lang det over disken!

Har én gang overværet, at det var farmaceuten der blev lidt pinlig berørt. Hvem ved, måske havde ægteparret aftalt hjemmefra, at NU skulle de fandeme give dem på apoteket igen af samme skuffe. Et ældre ægtepar står ved disken og manden spørger efter en bestemt creme. “Nej, den har vi desværre ikke, men måske vi kan finde en tilsvarende creme?”… og så er det farmaceuten spørger om, hvad cremen skal bruges til.

“Jamen, det er fordi jeg har tørre slimhinder i endetarmen, og hvis ikke jeg smører mig med en fed creme kan jeg ikke komme af med min afføring…” Og hans kone fulgte op på historien og forklarede med høj og klar stemme om hans endetarmsproblemer og hvor smertefuldt det var for ham i enden og bla bla bla…..

Jeg smilede meget bredt og kiggede tilfreds til, da farmaceuten fik lidt røde kinder og med flakkende blik kiggede ud over den voksende kø, der alle overhørte samtalen. Et par unge piger brændte totalt sammen af grin bag reolerne med tandtråd.

Der stod farmaceuten og skulle finde en røv-creme med sit søde sælger smil og havde slet ikke flere spørgsmål eller kommentarer.

Jeg nød forestillingen og havde sådan en lyst til at slå mig selv på lårene, mens jeg grinede højt og hånligt. Så lille er jeg nemlig.

And let the fun begin…

Skolefester, forældremøder, forældresamtaler, julestue, arbejdsdage, forældrebestyrelse, forældreråd, støtteforening og åbent hus. Der er masser af muligheder for at involvere sig i ungernes skole og deltage meget aktivt i ALT hvad der sker.

Men i guder ….. hvor er det afskyeligt at blive placeret i 3 timer på en lillebitte stol i et klasselokale, ved siden af alle de andre forældre, der sidder på lillebitte stole og så lytte til den ene søvndyssende lærer efter den anden. Sidde efter en lang dag og skulle holde sig vågen, når lærerne fortæller langsomt og uddybende om netop det fag de underviser i – det er ren tortur af den værste slags. Sidde og stirre ud i luften, mens lærerne slår op på sider i bøgerne og fortæller detaljeret om, hvordan opgaverne skal løses og hvilke emner de kommer omkring. Langsomt, tydeligt og med næsten ligeså mange armbevægelser som en døvetolk. Sidst sad jeg og tænkte om de troede vi var retarderede? Om det var et eksperiment for at se, hvornår nogen ville protestere mod sejpineriet. På et tidspunkt overvejede jeg helt alvorligt, at lade mig falde ned på gulvet. Nu prøver jeg simpelthen at dumpe ligeså stille ned på gulvet, og ser om der er nogen der reagerer, tænkte jeg. Jeg kom helt til at smile, for jeg var sikker på, at lærerne blot ville fortsætte helt upåvirket af min stille og tumpede protest. De andre forældre ville fortsat sidde som forstenede statuer på stolene – mest fordi de alle efterhånden havde fået kramper i benene og en ikke ubetydelig summen i røvballerne. De ville ikke kunne røre sig, uden først at være nødt til at trille ned på gulvet og rette sig ud, inden de kunne rejse sig op og komme mig til undsætning.

Hvad sker der for de forældremøder? Vi sidder der og kæmper for at holde øjnene åbne og til sidst bliver der serveret kaffe og en kage så sød, så det hviner i tænderne. Det er som at være til bamse- og dukkeselskab. I mens blev der ironisk nok diskuteret sukker og kostpolitik.  Eller diskuteret er vist så meget sagt. Der var temmelig stille og jeg bemærkede, at kun lærerne talte. Emnet skiftede til legegrupper. Alle børn sættes sammen i grupper á 4. Så skal alle børn lege sammen og have hinanden med hjemme, selvom det ikke er nogen de leger så godt med til dagligt?!? HVAD?

Her vågnede jeg sgu op. Og faldt også næsten ned af stolen, ikke engang med vilje. Jeg vil nødig være tvunget til at ’lege sammen’ med nogen jeg ikke selv havde valgt eller søgt. Nok mener jeg, at man skal være smidig, så man kan samarbejde med nogen man ikke selv har valgt – og måske ikke engang bryder sig særligt om – på sin arbejdsplads og også i skolen. Men i sin fritid – der bestemmer man selv. Basta. Hippiemødrene skulede til mig, men de sagde ikke noget. Jeg var utilfreds. Faktisk blev jeg næsten vred, for hvad skulle den ordning nytte? Jeg kunne overhovedet ikke se det gavnlige af sådan et arrangement. Kun temmelig mange konflikter.

De må arrangere alle de fælles lege i frikvartererne, som de har lyst til. Dreng -pige skolelegetirsdage eller hvad de nu synes, som kan være med til at spolere den udmærkede naturlige fornemmelse for, om man kan lide nogen eller ej – eller har kemi med om du vil. Ingen skal trække sådan noget overdreven pædagogisk lærerhippie gejl ned over mine unger – eller mig, for den sags skyld! Ingen legegrupper! Hippiemødrene tilgiver mig sikkert aldrig, men jeg ved, jeg nok skal klare mig.

Resten af tiden sad jeg bare og lod tankerne flyve. Én sætning vendte hele tiden tilbage ’Der er ALT for lidt alkohol til forældremøder’.