På Herrens Mark – lidt om mænd, Gud og De Kongelige.

Efter at have været forbi Pikhede, og jeg fejl læste Færker odde på kortet som Frække odder, så var det tid at forlade de svære stednavne og finde en kop kaffe at skylle det hele ned med.

Midt på øen fandt vi Café På herrens Mark – med anbefaling fra hende her. Sammen med duften af dansk sommer og Limfjord, så fangede vore næser allerede fra caféens p-plads, duften af pandekager.

Udefra lignede det umiddelbart en helt almindelig villa, men indenfor var der café i et dejligt lyst lokale og væggene udsmykket med kunst fremstillet af vraggods. Der var en terrasse med den mest fantastiske udsigt over øen og fjorden. Menuen var pandekager og pandekager – enten de søde eller de mere mættende af boghvede, alle med forskelligt fyld…og kager og kaffe og smil og venlige øjne.

Jeg ved ikke, om det var fordi vi var støvede, kaffetørstige  og trætte, eller det var furboernes gæstfrihed der skinnede igennem. Men det føltes som det rareste sted at være. Selvom der var travlt og trods ventetid, fordi stedet var godt besøgt, så var der en ualmindelig og sjælden oplevet venlig atmosfære. Mens vi ventede, så fik vi både koldt vand og Furboernes underspillede og særlige humor at se. For i haven havde de et ”Museum for Mænd”.

mandemuseum

Trods navnet så jeg dog ingen udstillede mænd, til gengæld lugtede der ret skarpt af diesel og tjære i det lille museum, med en udstilling af udsøgte rædsler, som frække blyantspidsere, stueure med knapt så stuerene ringetoner, pokaler og matte medaljer. Alt sammen noget, som kvinder ikke tillader i stuen, når man som par får fælles hjem.

mandeskilt

En af mine favoritter var det polske vildsvin.

vildsvineskind

Øllene var naturligvis 1 kr. dyrere for kvinder end for mænd. Til gengæld var de jordkølede og kunne trækkes op fra et hul i græsplænen med en øl elevator.

ølkøler

I mens kvinderne måtte tie og drikke deres dyrere øl, så kunne mændene hygge sig med at træne lidt fitness.

fitnesformænd

Efter latter over den noget aparte udstilling og besøg på caféens familietoilet (det er sandt, det var så rummelig, at hele familien kunne være der), så var vores bord, pandekager og kaffe klar. Det var rent ud sagt svært at føre en samtale, for enten blev der tygget på en ualmindelig god pandekage eller også søgte øjnene og sindet fred med hvile på den fantastiske udsigt. Den engelske oversættelse af ’på herrens mark’ til “on god’s field” passer ret godt, for det var præcis hvad det føltes til at være. Besøg stedet, når du kommer til Fur!

Apropos Gud
Inden mobiler, gps og app’s (og sikkert også inden cafér med familietoiletter) så har der altid været en sikker vej til et pænt og rent toilet – find en kirke. Det er rigtigt! Menighedsrådene landet over, har sørget for skinnende rene toiletbygninger på enhver kirkegård. Når vi er ude at køre og én i bilen siger ”kan vi ikke lige finde en kirke”, så betyder det noget helt andet end beundring af kalkmalerier og døbefonte. Prøv det selv næste gang du kører ud i sommerlandet. Drop din ”nærmeste toilet app” og find i stedet nærmeste kirke med kirkegård. Der er jo ingen der siger, du ikke må gå ind og beundre kirken, nu du alligevel er der.

Og så mangler vi bare de kongelige
Der var stille på bagsædet på vej hjem og den overtrætte mor her, skulle lige stikke lidt til de endnu mere trætte børn, og høre om de var friske på at komme med forbi og se noget kongeligt, næsten helt hemmeligt, og som ikke kan ses nogen steder?! SÅ vågnende de op alle sammen, indtil den mest vågne rullede lidt med øjnene og sagde: ”Moar, ,hvis det er den der kongeport til jagthytten, så gider vi altså ikke se den..IGEN” og der blev afsluttet med” der er jo ikke noget at se”.

Og det er jo netop DET, der er det fantastiske. Her skylder jeg lige at nævne, at vi ofte kører forbi kongeporten (det kalder vi den) til den kongelige jagthytte i Trend. Jeg har måske ikke nævnt det her, men hver eneste gang vi kører forbi, så sænker jeg farten, peger og fortæller med en sådan iver om både port og jagthytte, at ungerne er ved at få forstoppelse af den kongeport. Jeg lover at tage et billede til jer, næste gang jeg kommer forbi den og fortælle historien om, at der intet er at se.

Landet for længe siden

Vi har været på det vidunderlige Fur, for at lede efter fossiler. Er du vimmer der føltes længere til Fur end nogensinde. Vi havde nemlig valgt dagen, hvor alle ferierende i det nordjyske ville sejle med færgen Mary fra Vesthimmerland til Mors og igen med Mjølner færgen fra Mors til Fur– ligesom os.

Turist i eget (Nordjyl)land
Ombord på færgen Mary, overhørte vi hvordan færgemanden gentagne gange blev irriteret overfor passagerer, der ikke havde kontanter, men ville betale med kort. Helt højlydt, med store suk og sætninger som ” HAR du ingen kontanter, for fanden, så SKAL jeg jo have gang i den her”, mens han viftede irriteret med sin kortterminal. En sjællænder, der sikkert aldrig i sit liv har oplevet besværligheder over at betale med kort, så helt forskrækket ud. Han lignende en der frygtede at blive vippet over bord grundet de manglende kontanter. Jeg blev faktisk lidt flov på færgemandens vegne og fra bagsædet spurgte tvillingerne kor: ” Hvorfor er han sur, hva’ mor? Er han sur?”
Alle kom dog sikkert i land og på Mors kørte vi forbi det berømte Thise mejeri, hvor besøgende stod i kø helt ud til kørebanen, for at komme med ind til åbent mejeri med gode historier og smagsprøver.

Noget om køer
Når man holder der i lang og langsommelig kø for at komme med nogle af Nordjyllands små færger, så er der virkelig god tid til at iagttage os ferierende folks forskelligheder. Specielt den midaldrende mand i den meget store og skinnende bil. Han holdt i køen foran os i vores spættede bil – spættet grundet de der tre svalepar og deres teenage unger, der har besat garagen, og rent ud sagt skider os et stykke.

Hver gang færgen havde minimeret køen med 30 biler og vi havde sneglet os fremad nærmere færgen, så sprang manden ud og åbnede sit bagagerum, hvor han havde en meget flot kasse med et velassorteret udvalg af diverse rengøringsartikler, klude og en hel del mere. Alt sammen var pænt og sirligt pakket i kassen. Han hev en sprayflaske frem. Bevæbnet med den og en klud, så sprayede, pudsede og polerede han sin forrude. Jeg siger jer, intet insekt ville splatte på den polerede rude, til gengæld ville de smutte videre som en flad sten mod limfjordens overflade og lande på vores i forvejen spættede bil. Han skulede noget efter vores bil, så til os og ingen tvivl om, at han havde dømt os helt ude. Til gengæld var det mig der skulede til det rygende folk, der askede og smed deres cigaretskodder i den tørre grøftekant. Jeg tog mig selv i at tænke hånsord som ”byboere” og ”Lars Løkke” – fordi en af dem vitterlig lignede Lars Løkke.

Der var mange, der helt tabt for omverdenen og sund fornuft, stod på kørebanen for at tage selfies med Limfjorden og Fur i baggrunden. Nogle var skyld i, at den trafik der kørte af færgen måtte holde helt stille. Tænk at have et flot selvportræt med en stor lastbil oppe i nakken. ”Byboere” tænkte jeg igen og undrede mig over, om det er sådan vi er blevet. Glemmer helt at mærke, se, dufte og fornemme hvor vi er, men i stedet koncentrerer os om det perfekte billede at uploade?

Find en fiskebæ
Vi kørte til en bakketop, som var mødestedet med de gæve geologer fra Fur museum, sammen med ca. 60 andre, der havde fået samme idé som os – at lede efter fossiler i moleret.
Bevæbnet hjemmefra med hammer, skruetrækkere og mejsler gik vi fra mødestedet og ned i et krater af en kæmpe udgravning af moler. For at erfare, at en smørekniv eller spartel var det bedst egnede værktøj. Der var jo ikke kun os ”turister” der gravede der, men også udgravning med store maskiner af moleret til brænding af de flotte røde mursten…og til kattegrus. Nede i krateret var der en kombination af ligeså varmt som i Death Valley, Californien og ligeså tørt, som i ovnen hvor de brænder det grå moler om til de røde sten.

Ikke en vind rørte sig og der var ikke så meget som en sky på himlen. Jeg ønskede det var mig, der havde taget paraply med. I øvrigt stod hun der, helt forstenet, under skyggen på sin paraply mens hele den vilde fossiljagt foregik.

paraply

En af tvillingerne gav op, mest fordi han blev ualmindeligt skuffet. Hvilket helt sikkert er min skyld. For jeg havde talt det op til noget eminent spændende, at lede efter fossiler. Han var hurtig til at gengive overfor mig, hvordan det så reelt var. Nemlig rigtig øv, for der var alt for varmt, støvet og ”man finder jo ingenting”. Det hele ramlede endeligt, da han i et forsøg på at finde det største fossil i den store mur, ramte sig selv i fingeren med en vildfaren skruetrækker.

I mens han og jeg fik en snak om, at der trods alt ikke regnede eller reelt findes børneædende moler og hvorfor dinosaurerne var uddøde, så fandt resten af familien noget så eventyrligt som fossiler af fiskeskæl, nogle ribben og et kvart kranie. En anden knægt fandt en hel fisk og en af geologerne blev som Joakim von and, der var genforenet med sin lykkemønt. Han pustede på fundet, stirrede på det med sin lup, som var det den største og mest fantastiske diamant i verden. Han forsvandt helt ind i sin egen geologverden og så usædvanlig glad og imponeret ud.

Øvrige fossiljægere, der havde kapituleret grundet varmen, havde søgt ind i den minimale skyggeplet der fandtes på modsatte side af krateret, end hvor alle andre gik med rumpen i vejret og ledte efter forstenet fiskebæ. Vi valgte at kæmpe os tilbage op ad den stejle vej fra krateret og finde køletasken med kolde forfriskninger. Kort tid efter havde alle fået nok – varmen var ulidelig.

varmeste

Fur er fin!
Vi fortsatte ud i det blå i jagten på en ledig skyggeplet, hvor vi kunne indtage den medbragte frokost og køle lidt ned efter opholdet i det varme krater. Selvom der var mange turister, så var der alligevel rigeligt plads til alle og vi fandt en plads i skyggen. Trods borde og bænke slog vi os ned på græsset i skyggen af et træ. Det grænsede op til en villahave, hvor vi kunne se og høre en mand råbe: ”Er do der?” Hva!” ” halloooo” ind i sin mobil, mens han gik rundt i haven for at finde en plet med forbindelse til fastlandet. Vi smilede til hinanden, for sådan er de på Fur, gæstfrie og venlige.

Skuffelsen over den stegende hede fossiljagt forsvandt samtidig som frokosten blev indtaget og efter henholdsvis lidt slumren og fangeleg på græsset, fortsatte vi turen på det skønne Fur.

Vi kørte forbi et af de frække steder, som trods navnet hverken var pik eller hede. Det eneste vi så der, var faktisk en garnbutik. Find selv på en naturlig sammenhæng der?
pikhede
Fra bagsædet spurgte tvillingerne den ældste,om hvorfor nogen kunne finde på at kalde steder noget, som man kunne få skældud af sin mor for at sige højt? Den ældste fnisede af spørgsmålet og så remsede alle på bagsædet alle de frække stednavne op de kendte.

Fur turen sluttede med et sent eftermiddags besøg På Herrens Mark og mande museet, men det var så besynderligt, og ikke mindst rart, at det får sit helt eget blogindlæg.

Sommerferie til landet for længe siden.

Når  alle ens legekammerater skal noget total optur spændende (og sindsoprivende dyrt) i sommerferien, så kan det måske alligevel være helt okay, at have en forstyrret mor, der laver planer om sejlture med små færger, der har royale navne, og om en stor rejse tilbage i tiden.

En kollega sagde ”Du er simpelthen så optimistisk, at du kan få verdens mest søvndyssende og vindtørre ting til at lyde som det mest nervepirrende og spændende i hele verden”. Vissevasse! Jeg er da fuldt ud overbevist om, at familien vil sætte pris på sådan en tidsrejse. Fossiljagt på Fur. Det bliver sommerferiens højdepunkt. Faktisk så sindsoprivende spændende, at vi helt sikkert får lyst til at prøve det igen i efterårsferien!

Måske finder vi et insekt eller endnu bedre; en fisk eller en fugl… uden hoved! Tænk bare, måske finder vi vitterlig noget, der ikke har været fremme i dagens lys de sidste 50 millioner år? Ligesom tøjet inderst inde i mit klædeskab!

Det bliver da bare den sejeste sommerferieoplevelse – nogensinde!

Det er bare sjovere at være forskellig…

Kollegaerne – de skønneste kvinder – forskellige fra hinanden og forskellig fra mig. Forskelligheden kommer til udtryk hver dag og det giver faktisk et ret spændende klima at arbejde i. Forskellighed giver nuancerede tilgange til opgaver, løsninger og ikke mindst i den kollegiale omsorg. Vi passer på hinanden, hjælper hinanden og tænker på hinanden med himmelvid forskellighed.

Lidt som dengang, vi som gode kollegaer udarbejdede en lille ”God barsel” folder til en kollega, der ventede sit første barn og derfor selvsagt for første gang skulle på barsel. Alle mine  kollegaer kom med flotte og designede sider, fyldt med fantastiske råd om cremer og quiltede bløde designer tæpper. Hagesmække fremstillet af det helt korrekte økologiske bomuld. De helt korrekte børnesange, råd om soverutiner, indkøb før fødslen, ømme brystvorter, røde numser og gode råd fra kvinde til kvinde.

Den hoppede jeg slet ikke med på. Gode råd for mig, er ligeså nyttige som de der sønderjyske kager af samme navn – de krummer og smuldrer når man forsøger at ”tage dem i brug”. Mit bidrag kom på bagsiden. Under en tegning af en mor med sved og tårer sprøjtende af ansigtet, 8 arme, der hver især var optaget af en opgave.

Overskriften var: Du har ammehjerne når:

  • Du ikke kan forstå hvorfor risottoen aldrig bliver færdig, hvorefter det går op for dig, at du har smidt sesamfrø i gryden i stedet for ris, og så febrilsk prøver at redde det med lidt ekstra salt/peber.
  • Du helt hysterisk løber rundt i huset for at finde barnet – hvorefter din mand beroliger dig med, at du jo allerede har sagt godnat og puttet barnet til natten.
  • Du hulkende bryder sammen, fordi dåsen med kaffebønner er tom, og klokken kun er 10 om formiddagen.
  • Du nyder en laaang indkøbstur alene og smiler til alle de søde mennesker, der smiler til dig – og først når du kommer hjem, finder du ud af, at de smilede, fordi du render rundt med vrangen ud af tøjet.
  • Du har taget kød op af fryseren, smider det i mandens sportstaske (fordi den lige var i nærheden) og finder det først igen – eller rettere manden finder det, når han efter sommerferien igen skal ud af døren til badminton. Fundet af, det nu flydende grønne kød, forklarer hvorfor manden forgæves har kravlet rundt på loft og i skunke, for at finde frem til hvilket dyr der havde lagt sig til at dø i huset og udsendt stank af ådsel. (Her bliver man IKKE så populær og det er en god idé at komme post it med kærlige ord OG chokolade i sin mands madpakker den kommende uge).
  • Du endelig finder din pung og bilnøgle, efter at have ledt forgæves efter dem i et helt år. Du finder dem efter at have beskyldt de mærkeligste mennesker (svigermor) for, i en god mening, at have ryddet op, og derfor forlagt det et sted du ALDRIG selv ville lægge det. Så finder man sin pung og bilnøgle, pakket ned sammen med kravlenisser, halmbukke, røde hjerter og julesokker.

Lad os være ærlige – det er ikke så sjovt mens man står midt i det, men bagefter – længe efter – bliver der grinet en del.

Skønhedstip

Min frisør havde endnu engang udført et bagholdsangreb på mig og på mystisk vis levet op til sit mersalg. Kan stadig ikke huske hvordan hun fik mig overtalt til at købe den krukke med bodyscrub. Hun må på høflig og taktfuld vis have fået fortalt mig, at jeg så lidt tør og grå ud, og sådan en krukke med scrub ville være svaret på alle mine inderste drømme om at få en glød som smukke Jennifer Lopez – EFTER photoshop.

I badet var det frem med krukken, fingrene ned i noget der mest af alt lignede slush ice. Med vandet løbende halvt i mine øjne, kunne jeg på låget læse mig frem til, at hovedingredienserne var kokosolie og sukker. En eller anden snedig rad har fået en genial idé om, at er du ikke tilfreds med dine hudplejeprodukter, så kan du altid bage en kage af dem.

Det lovede godt, der blev scrubbet og det duftede dejligt. Jeg var efter alt det scrubberi alligevel glad for, at være blevet snigløbet af noget mersalg.  MEN, der var ALT for lidt i sådan en krukke. Så kan det godt være jeg er en større pige end gennemsnittet, men det skal ikke forhindre en i en ordentlig omgang scrubberi. Herregud, sukker og kokosolie – hvorfor skulle det nu også koste så meget at fremstille 1 dl af det?

Det var her min geniale idé med at fremstille min egen bodyscrub opstod. Det kunne ikke være anderledes, jeg måtte da bare i gang.  Jeg havde allerede høje tanker om at forære små krukker af den enestående og uforlignelige bodyscrub til veninderne. Små værtindegaver med blomstrede stofhætter på låget, lave pakkekalendere hvor bodyscrub skulle være den 24. store og glædelige overraskelse. I byggemarkederne kunne der ved siden af haveredskaberne stå et udvalg af min hjemmelavede bodyscrub under et skilt med skriften ”Gør mor forårsklar til der skal vises mere hud”. Nogen vil påstå, at ”der gik konen med æggene i den”. Min bodyscrub skulle ikke have nogen kedelige oplysninger som ” sliber nænsomt  døde hudceller af og efterlader huden silkeblød”. For min skyld kunne det sagtens være noget mere iøjnefaldende som ”Væk med bumser på numsen” eller ”Bliv smækker lækker”.

Netto havde alt hvad jeg skulle bruge, 600 gram kokosolie, der nærmest har konsistens som en stuetempereret gang svinefedt. Sukker er altid en lagervare hos mig, så alt var klar til start. Fremgangsmåden var enkel: en stor skål, deri med al kokosolien og så var det ellers om at komme sukker i. Jeg havde ikke den fine hvide slags, men rørsukker er vel også sukker. Jeg løb tør for rørsukker. Brun farin måtte kunne bruges, så ned med det også, indtil det havde den helt rette konsistens. Der kom næsten 2 kg sukker i!  Så var problemet med, at der var for lidt heldigvis imødekommet og afværget.

Sådan en dejlig brunlig og klistret bodyscrub. Det måtte testes. Hvem var nærmere til det end jeg selv. Jeg traskede ud i brusekabinen og så blev der scrubbet. Jeg synes nu mest af alt jeg lignede en stor glaseret skinke inden den sættes i oven. Duften, som jeg huskede fra tidligere,  havde også ændret sig.  Jeg huskede ellers den oprindelige bodyscrub som en behagelig,  liflig og sød duft. Nu var den forvandlet til EKSTREM sød. Nogen ville måske sige kvalmende sød og nogen er i dette tilfælde resten af familien.

Jeg fik skyllet sukkeret af, men duften hang ved. Brusekabinen havde forvandlet sig til en skøjtebane. Der var sådan en fin hinde af fedt over det hele. Et par gange følte jeg mig som Bambi på glatis, vel at mærke med elefant fødder. Jeg så også scenarier for mig, hvor ungerne ville falde i badet, slå hul i hovedet, brække arme og ben og med besøg af myndighederne til følge. Jeg hastede, som man nu kan på glatte elefantfødder, ud i køkkenet efter noget opvaskemiddel og ajax.

Kun iført en nyscrubbet krop, en børste i den ene hånd og en klud i den anden og med ajax flasken stående udenfor brusekabinen, forsøgte jeg ihærdigt at fjerne det ”fedtede” fra kabinen. Alt imens jeg ligger der på alle 4 og fortsat skrubber, så kommer ægtemanden ind på badeværelset. Da han spørger hvad jeg laver, svarer jeg friskt at ”jeg var da lige ved at teste den der hjemmelavede bodyscrub”. Vil ikke komme med flere detaljer – men jeg griner selv af det scenarie endnu.

Så skulle man tro, at det var enden på den idé men næ nej. Duften eller nærmere lugten af alt det kokos var faktisk helt forfærdeligt. Hele huset stank – for når noget er uudholdeligt at lugte til, så er det en stank. Der var også nogle helt stille og rolige drøftelser om, hvorvidt jeg var velkommen til at sove i soveværelset. Jeg fik ingen godnat knus af ungerne og hunden skiftevis peb og slikkede mig på anklerne.

Det kunne simpelthen ikke være rigtigt! Jeg havde jo anvendt de to hovedingredienser der var i den oprindelige bodyscrub. Jeg fandt den lille krukke frem og læste denne gang, med brillerne på, den lille påklistrede label med engelsk indholdsfortegnelse. Cocoabutter / sugar scrub for your hands – DOHHHHHHHH. Det forklarede jo sådan set både den anderledes duft og at krukken var så lille.

Jeg havde badet en del det sidste døgns tid, men lugten af kokos var stadig temmelig gennemtrængende. Det kan man jo ikke gå og gemme sig for, så af sted til arbejdet. Jeg havde i mine tanker forestillet mig fuldstændig at lade som ingenting, og ellers undgå at sidde for tæt på mine kollegaer hele dagen. Til frokostpausen var der som vanlig en god stemning. Pludselig kigger en af kollegaerne helt alvorligt på mig, mens hun indtrængende beder mig hjælpe, med at gribe ind i en sag der handlede om arbejdsmiljø. Hun har min fulde opmærksomhed – arbejdsmiljøproblemer kan være en alvorlig sag. Hun læner sig frem mod mig og fortæller, at hun og andre kollegaer HELE formiddagen havde følt sig enormt generet af en ny duft, der var på kontoret. De var i det hele taget meget utilfredse med, at rengøringspersonalet blot kunne tillade sig at skifte uparfumerede rengøringsmidler ud med SÅ kraftigt parfumerede produkter. Ligegyldigt hvor hun havde været på kontoret, havde hun personligt følt sig meget plaget af duften, ja ligefrem fået ubehag over det. Mine øjne blev større og større, og jo mere hun talte, kunne jeg fornemme at det her godt kunne gå hen og udvikle sig til en pinlig situation.

I sådanne situationer har jeg en tendens til at være ret hurtig til at analysere om det skal være damage control eller fuck det, jeg har gjort noget dumt og det er egentlig en sjov historie – vil du høre den? Jeg valgte den sidste og gudskelov for det – det ER en sjov historie og hele episoden med bodyscrubben har givet mig en fin idé om, hvorfor Ole Henriksen ALTID er så glad og smilende – det er enormt sjovt at fremstille og afprøve sine egne hudplejeprodukter. Og mig – jeg vil for fremtiden hellere bage en kage.