Husk at sige tak..

Hvordan klarer du det egentlig? spørger de

Hvad mener du? Er mit hurtige modsvar, selvom jeg godt ved hvad de mener. Inden de kigger alt for undersøgende på mig, så svarer jeg hurtigt ”Vi klarer det helt ok”.

Alt ændrede sig.
Det handler om, når livet ændrer sig fra den ene dag til den anden. Det handler om, at ens ægtemand skal sige det, hvis han får det underligt og ikke vente til han ikke kan tale, og blot hører nogen råbe: ”RING EFTER EN AMBULANCE!” For så har man måske som 39-årig fået en blodprop i hjernen, så der efterfølgende er en hjerneskade og deraf store huller i hukommelsen.

Det handler om når helbredet, det sociale, økonomiske, familie- og samlivet på én og samme tid ændrer sig – uden man på nogen måde har ønsket det.

Alt ændrede sig, fra det ene øjeblik til det andet. Uanset at vi klarer det ok, så er alt ændret. Jeg kan ikke mindes, at noget ikke er ændret.

I det første år efter, var vores sociale liv stort set ikke eksisterende og vores familieliv foregik som det bedst kunne, med en mand og far i en zombie lignende tilstand. Han skulle anstrenge sig for at komme tilbage til det mest normale som overhovedet muligt, med helbred, fuldtids job og selvstændig virksomhed ved siden af.
Selvom jeg er klar over, at ungerne og jeg betyder alt for ham, så, orkede han slet ikke at deltage i familielivet, at rumme os, fordi trætheden var altdominerende. Det har heldigvis ændret sig igen, fordi der efter et år endelig kom noget selverkendelse om, at alt måtte tages op til overvejelse og revision. Der kom en erkendelse af, at intet ville blive som før. Fordi der ikke var energi at tage af. Energien forsvandt ligeså pludseligt som blodproppen kom.
Der er ikke længere nogen selvstændig virksomhed og det 37 timers job blev med enorm indsats, forståelse og rummelighed fra alle sider og kanter, til et fleksjob.

Hverdagene hænger sammen, på de præmisser der er nu, og trods vores fælles irritation over den hullede hukommelse, så er det også det vi kan grine af og lave sjov med. På en god dag er det, som at leve sammen med den blå fisk, Dory, fra filmen Nemo.

På den lyse side, så er det nu muligt at:

• Overraske sin mand med de samme ting eller den samme historie – flere gange
• Ikke blot glemme vi andres, men også sin egen fødselsdag
• Se min favorit film sammen flere gange – uden han kan mindes at have set den før
• Opleve at leve i meget mere tid end vi andre, fordi han ikke har nogen tidsfornemmelse af, om det var i forgårs, i går eller i formiddags
• Sætte pris på hinanden, hele tiden, også når vi er sure og urimelige – fordi livet er dejligt

Ungerne, som bare har indordnet sig efter, at det jo er sådan det er. De hjælper rigtig meget. Både med alle praktiske ting i vores hjem og de er fænomenale til at hjælpe deres far med at huske:

athuskat

Det er 4 år siden alt ændrede sig – og vi klarer det helt ok.

Hvordan er din juleaften så forløbet?

Her har der været juleglæde og julegæster. Nogen ville sige fryd og gammen, selvom der var et par udfordringer undervejs. Den første udfordring gav jeg mig selv, med en udtalelse og påstand om, ”Hvor svært kan det egentlig være at grille?”

I har sikkert også en grill lov?! Grill loven her i huset lyder sådan:

  1. Manden tænder grillen
  2. Manden lægger kødet på grillen
  3. Manden tager kødet af grillen og rækker det til kvinden.

Det udspringer helt sikkert af hvordan ild og kød får urmanden frem i selv den største tøffelhelt.  Normalt er grillen også ægtemandens område her, men eftersom han er ramt af dårlig ryg for tiden, så var der ikke andet at gøre, end selv at tage affære med alle gøremålene her op til den store julefryd – også med grillen.

Mine forældre mener ikke der er rigtig jul uden 5,6 kilo kalkun til 7 personer, og ægtemanden mener derimod ikke der er rigtig jul uden en flæskesteg. Jeg har ingen forhold til, om det er det ene eller det andet der giver rigtig jul.  Derfor besluttede jeg for flere år siden, at alle der fejrer juleaften hos os, skal have den menu der nu engang giver dem en fuldendt juleaften. Derfor fik jeg tændt op i gasgrillen til flæskesteg og kul til kuglegrillen til kalkunen – hvor svært kunne det egentlig være?

At dømme ud fra den mistænkelige og mærkelige lugt der pludselig bredte sig helt ind i køkkenet, så kunne det faktisk være temmelig svært. Det lugtede hen i nærheden af, som når de på svineslagteriet skolder svinene, og derefter flamberer eller svider dem, for at fjerne hår, børster og det yderste lag hud. Samtidig med at lugten ramte vores næser, der kunne vi høre en høj røst fra soveværelset: ”Det brænder sgu, det brænder! ” Jeg, der ikke helt havde fattet hvor svært det kan være at grille, stormede ned i soveværelset, for at se hvad der brændte. Fra soveværelset, hvor ægtemanden lå på langs med sin plagede ryg, der kunne jeg så se lige ud på terrassen, og se hvordan gasgrillen spyede flammer og kaskader af sort røg ud, der sikkert kunne ses helt til Fur. Jeg ændrede retning og stormede ud til grillen, hvor flæskestegen i bogstaveligt forstand stod i lys lue. Der blev slukket for gassen og stegen blev kastet i et gammelt fad, hvor den sidste ild blev kvalt med stanniol og grillhandsker.

Men ingen panik over det (Selvom min mor i et forsøg på at glatte lidt ud sagde; “vi kan da bare skære det sorte væk” hvilket resulterede i vi grinede voldsomt, for der var faktisk kun sort på den steg.

Her ses hvor svært det ikke er at grille :

flamme

Så gik det til gengæld langt bedre med monsterfuglen, der havde skjult et helt kilo fars inden i sig.

kalkun

Mens ungerne, mine forældre og jeg, hyggede os i køkkenet med at spise en kvart monsterfugl, så forsøgte ægtemanden at ligge helt stille i soveværelset. Ikke af ærgrelse over sin kones manglende evne til at grille en flæskesteg, men fordi det gjorde for ondt at vride sig af smerte.

Der blev traditionen tro, spist ris a la mande, sunget, danset og pakket gaver ud. Morfar, der hver gang han bliver spurgt om gaveønsker, nævner han kun ønsker sig en ”Piv-i-røv-hest”. Alle de år jeg kan huske, der er det hvad han har nævnt og alligevel har han fået strømper, undertøj og andre nyttekedelige gaver. I år, i en alder af 70, der lykkedes det så endelig for ham, at pakke en ”Piv-i-røv-fløjte” ud. Han grinede til han græd og ungerne synes det var det mest fantastiske, at forære ham sådan en. På vores gaveindkøb havde de fået øje på en, dog udformet som et rensdyr, og vi kunne ikke forlade butikken, før de havde købt den til deres morfar.

Mens der i stuen blev hygget med Piv-i-røv-rensdyr, så måtte jeg kontakte lægevagten, da det efterhånden var ret bekymrende med ægtemanden, der hverken kunne spise, pakke gaver ud, eller komme ud af sengen.

Resten af aftenen forløb med oprydning og venten på lægevagten ville ankomme. De dukkede op, da gæsterne var sendt hjem og ungerne faldet i søvn. Som en sidste trumf, på en noget anderledes juleaften, der ankom der en ambulance og to ualmindeligt venlige reddere, der tog manden med til hospitalet.

Nu er det tid til lidt søvn, inden jeg ser hvad resten af julen bringer af overraskelser, udfordringer og fornøjelser.

Et hjem med klaver

Er hjemvendt fra et arrangement på skolen, hvor der var masser af korsang, samspil og unge talenter med egne sange, klemtende guitar- og orgelspil. Mens jeg stolt beundrede eget afkom med deres mod og iver med korsangen, så satte der sig et ældre ægtepar ved siden af mig.

Hele lokalet emmede af stolte unge musiktalenter, deres endnu mere stolte forældre og bedsteforældre. Jeg, der ellers plejer at lyve gevaldigt for at kunne rose deltagerne til årets skolemusicals, må indrømme, at der virkelig her var håbefulde børn og unge. De gjorde det virkelig godt.

Specielt med tanke på, hvordan jeg som ung selv havde fået den geniale idé at spille guitar. Drømmen om at sidde ved lejrbålet og imponere nogle unge knøse med mit guitarspil, fik mig i gang. Mine forældre rystede på hovedet. Mest fordi jeg altid lige havde fået en ny idé eller grille der skulle afprøves. Jeg startede med at gå til guitarspil med streng ordre på, at når jeg var startet, så gjorde jeg det også færdig. Der sad jeg så hver onsdag eftermiddag i et helt år, med min fætters aflagte guitar og drev min musiklærer helt på grådens rand. Og det var ikke fordi jeg spillede smukt.  Der var ingen tvivl om, at jeg aldrig ville blive nogen Willie Nelson eller for den sags skyld spille mig ind i hjertet af nogen fregnede knægte. Da jeg efter et helt års spil, stadig ikke fejlfrit kunne komme igennem ”Rapanden Rasmus fra Rinkenæs sogn”, mistede jeg også selv alt håb om nogensinde at lære guitarspil. Guitaren står stadig på loftet og samler støv.

Der sad jeg nu og lyttede til samspil og nogen der var langt videre end Rapanden Rasmus. Det ældre ægtepar ved siden af mig, hvor konen med klar stemme og iver fortalte om deres børnebørn der spillede, om deres søn og svigerdatter, der nu havde overtaget gården og de selv var “flyttet til byen”. Hun fortalte og fortalte. På et tidspunkt vendte hun sig til den anden side og talte videre med en der. Jeg kiggede rundt i lokalet og pludselig fik jeg sådan et insisterende puf på albuen. Det var den ældre herre, der nu gerne ville fortælle noget. ”Det var jo vores yngste barnebarn på orglet” sagde han så, og det var jo ligesom gået op for mig de 8 gange hans kone havde nævnt det. Men så skiftede hele han ansigtsudtryk til sådan en underlig blanding af stolt og forpint, samtidig med at hans stemme blev lavere og nærmest hviskende; ‘ Han er også begyndt at spille klaver, så nu spiller han på klaveret, der stadig står hjemme i stuen på gården, som jo også er min fødegård’.

Jeg kiggede interesseret på ham og han blev helt rørstrømsk og der trillede en lille tåre, mens han med våde øjne fortsatte: ”DET skulle mor bare have vidst, hun ville være SÅ stolt”. Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle sige, udover at lægge en forsigtig hånd på hans arm og så fortsatte han med at fortælle, hvordan det klaver altid havde stået i stuen, uden nogen rigtig kunne spille på det, men det klaver havde været hans mors stolthed. Jeg kunne ikke undgå at tænke, at det da måtte være nogle år siden han sidst havde set sin mor, for jeg gættede på han var omkring 83 år. Men inden jeg fik spurgt, så kiggede han på mig med våde øjne og fortalte, at det var tre år siden hans mor døde. Så hævede han stemmen og med løftet hoved sagde han: ”Og hun blev 102 år gammel!”.

Det blev en helt fantastisk samtale og mens vi fik endnu en kop kaffe sammen, så sad vi helt stille og lyttede til den lokale Thomas. Først med ydmyghed over at sidde “hjemme” hos os og rosende ord til alle de børn og unge han havde lyttet til. Derefter sang og spillede han og da han sang ’Hallelujah’, fik jeg også våde øjne’. Imens tænkte jeg på, om der mon om 50 år, er en der vil spille på min gamle guitar med samme indlevelse og talent som Thomas, der sad der foran os? Thomas, der fortalte, at han som 13-årig kun havde lært tre akkorder hos sin musiklærer og selv udviklet sit spil lige siden. Faktisk så meget, at han engang imponerede Peter Aalbæk ved et talentshow, selvom han startede med at gøre Ålen irriteret. Se det her.

Say what?

Han kom respektindgydende ind ad døren. Sagde pænt goddag med fast håndtryk og fulgte efter mig indenfor i undervisningslokalet. Jeg havde ikke hilst på ham tidligere og jeg anede ikke hvad han kunne finde på at lukke ud i lokalet. Det var et sats. Min faste kontakt ved autoriteten var forhindret og jeg havde satset på, at en anden så måtte træde til i stedet. En ukendt. Hvad var det værste der kunne ske?

Autoriteten var på besøg og skulle holde oplæg for mine kursister. Om kontrol, love, myndighed, arbejdsmiljø og ulykker. Han var høj og ret robust. Klædt i blå sweater og mørke bukser. De sorte praktiske sko matchede hele hans look med det store fuldskæg, brillerne og den brune lædertaske, der så lidt slap ud i betrækket. Med sin lidt fremstående hage og ansigtsudtrykket, der ikke lagde an til en eneste mine, til noget der lignede et smil, der mindede han mest af alt om en blanding mellem en træt sømand og en rektor.

Da han skulle præsentere sig og uden så meget som et ansigtstræk, startede med; ”Tak for invitationen. Min baggrund for at stå her, er så blandt andet mine 34 års ansættelse hos…” ’NEJ NEJ NEJ!’ tænkte jeg og kom næsten til at klaske min flade hånd op i panden. Men så skete der noget. Efter han havde kørt sin elevator præsentations tale af, der i øvrigt var mere tør end en lyngbegroet sandbanke nær Hjørring, så skete det. Noget helt uventet.

Han ledte i sin taske og hev et noget krøllet papir frem og så sagde han; ” Jeg har taget et digt med, som jeg gerne vil læse for jer”. Efter det usynlige klask med flad hånd i min pande, så tabte jeg nu fuldstændig underkæben. Skulle jeg standse ham? Var han gået forkert? Var han egentlig den han udgav sig for at være? Mens jeg stod og måbede og kursisterne henholdsvis kiggede fra ham og til mig, så fortsatte han med; ”Jeg skal fortælle jer om ulykker, psykisk arbejdsmiljø når det er problematisk og inden jeg gør det, så vil jeg gerne læse dette digt for jer, af Benny Andersen:

Lykken

Der er noget særligt ved lykken
man kan blive helt glad
når man møder den
men også beklemt
står lidt stille
lister sig så varsomt frem
som i et minefelt
og hver gang man sætter foden ned
uden at ryge i luften
glemmer man enten at nyde lykken
eller blir sur over ikke at vide
hvor længe den varer
så når modgangen endelig melder sig
er det en lettelse
som om man er kommet i sikkerhed
det er nu skammeligt
for der er noget særligt ved lykken
som man ellers ikke møder
måske ligger fejlen dér
man kender for lidt til den
burde sætte sig mere ind i den
jeg tror det er en træningssag.

Efter, skal vi sige et temmelig anderledes oplæg end ventet, så sluttede han af med at bedyre, at kontrol og store kontrolsystemer både skaber mistillid og er alt for dyre at drive. Tillid var meget bedre, det gjorde os også meget gladere. I øvrigt var tillid også meget billigere.

Jeg elsker når mennesker overrasker!

For fædrelandet

Jeg må hellere få fortalt jer om den port. Det er den der adskiller tusindvis af nysgerrige blikke til den kongelige jagthytte i Trend. Kongeporten. Sammen med det høje vildthegn og masser af skov, har den indhegnet og skjult jagthytten et sted på den 400 hektar store grund, som var det slottet hvor tornerose sover sin skønhedssøvn. Kongeporten er med til at skjule den kongelige og ”hemmelige” hule.
Den kongelige jagthytte i Trend, som har ry for at være stedet, hvor de kongelige drager hen, når de vil have mest muligt fred for offentligheden og nysgerrige blikke. Jagthytten, som for de fleste vil betragtes af en sådan størrelse, at den egentlig slet ikke kan kaldes en hytte.
En varm og lun sommermorgen i august, kom jeg forbi og tog dette billede til jer:

IMAG0317

Kongeporten, der helt diskret og næsten anonymt spærrer vejen for uvedkommende til den kongelige jagthytte. Den åbnes kun for medlemmer af kongefamilien og deres meget nære venner, altså lige bortset fra dengang selveste Dronning Margrethe åbnede porten, så et ret begrænset antal gæster, mod entré, kunne komme indenfor. Entréindtægten gik ubeskåret til ungdoms arbejdet i Farsø og de nysgerrige måtte blive udenfor selve jagthytten, ingen kom indenfor. Rygtet siger, at det bestemt ikke var lokalbefolkningen, der var mest nysgerrige og købte de dyre billetter, for at komme ind bag Kongeporten. Måske har det noget at gøre med, at langt størstedelen af lokalbefolkningen er temmelig stolte af, at de kongelige finder ro og fred her i området.  Derfor værnes der også om de kongeliges besøg i Vesthimmerland.

Faktisk bliver der værnet så meget om de kongeliges besøg her, at ingen gør et større nummer ud af at møde dem under indkøb. Heller ikke, når man møder Kronprinsen med de ældste børn, en sensommer eftermiddag på den lille lokale flugtskydningsbane, fordi de ”kom lige forbi”. Men bagefter kan man godt føle sig lidt kongelig og slå sig sammen i større fællesskab og bygge nyt klubhus. Lidt kongelig opmærksomhed kan, uden det var tanken, sætte gang i en del udvikling.

På Herrens Mark – lidt om mænd, Gud og De Kongelige.

Efter at have været forbi Pikhede, og jeg fejl læste Færker odde på kortet som Frække odder, så var det tid at forlade de svære stednavne og finde en kop kaffe at skylle det hele ned med.

Midt på øen fandt vi Café På herrens Mark – med anbefaling fra hende her. Sammen med duften af dansk sommer og Limfjord, så fangede vore næser allerede fra caféens p-plads, duften af pandekager.

Udefra lignede det umiddelbart en helt almindelig villa, men indenfor var der café i et dejligt lyst lokale og væggene udsmykket med kunst fremstillet af vraggods. Der var en terrasse med den mest fantastiske udsigt over øen og fjorden. Menuen var pandekager og pandekager – enten de søde eller de mere mættende af boghvede, alle med forskelligt fyld…og kager og kaffe og smil og venlige øjne.

Jeg ved ikke, om det var fordi vi var støvede, kaffetørstige  og trætte, eller det var furboernes gæstfrihed der skinnede igennem. Men det føltes som det rareste sted at være. Selvom der var travlt og trods ventetid, fordi stedet var godt besøgt, så var der en ualmindelig og sjælden oplevet venlig atmosfære. Mens vi ventede, så fik vi både koldt vand og Furboernes underspillede og særlige humor at se. For i haven havde de et ”Museum for Mænd”.

mandemuseum

Trods navnet så jeg dog ingen udstillede mænd, til gengæld lugtede der ret skarpt af diesel og tjære i det lille museum, med en udstilling af udsøgte rædsler, som frække blyantspidsere, stueure med knapt så stuerene ringetoner, pokaler og matte medaljer. Alt sammen noget, som kvinder ikke tillader i stuen, når man som par får fælles hjem.

mandeskilt

En af mine favoritter var det polske vildsvin.

vildsvineskind

Øllene var naturligvis 1 kr. dyrere for kvinder end for mænd. Til gengæld var de jordkølede og kunne trækkes op fra et hul i græsplænen med en øl elevator.

ølkøler

I mens kvinderne måtte tie og drikke deres dyrere øl, så kunne mændene hygge sig med at træne lidt fitness.

fitnesformænd

Efter latter over den noget aparte udstilling og besøg på caféens familietoilet (det er sandt, det var så rummelig, at hele familien kunne være der), så var vores bord, pandekager og kaffe klar. Det var rent ud sagt svært at føre en samtale, for enten blev der tygget på en ualmindelig god pandekage eller også søgte øjnene og sindet fred med hvile på den fantastiske udsigt. Den engelske oversættelse af ’på herrens mark’ til “on god’s field” passer ret godt, for det var præcis hvad det føltes til at være. Besøg stedet, når du kommer til Fur!

Apropos Gud
Inden mobiler, gps og app’s (og sikkert også inden cafér med familietoiletter) så har der altid været en sikker vej til et pænt og rent toilet – find en kirke. Det er rigtigt! Menighedsrådene landet over, har sørget for skinnende rene toiletbygninger på enhver kirkegård. Når vi er ude at køre og én i bilen siger ”kan vi ikke lige finde en kirke”, så betyder det noget helt andet end beundring af kalkmalerier og døbefonte. Prøv det selv næste gang du kører ud i sommerlandet. Drop din ”nærmeste toilet app” og find i stedet nærmeste kirke med kirkegård. Der er jo ingen der siger, du ikke må gå ind og beundre kirken, nu du alligevel er der.

Og så mangler vi bare de kongelige
Der var stille på bagsædet på vej hjem og den overtrætte mor her, skulle lige stikke lidt til de endnu mere trætte børn, og høre om de var friske på at komme med forbi og se noget kongeligt, næsten helt hemmeligt, og som ikke kan ses nogen steder?! SÅ vågnende de op alle sammen, indtil den mest vågne rullede lidt med øjnene og sagde: ”Moar, ,hvis det er den der kongeport til jagthytten, så gider vi altså ikke se den..IGEN” og der blev afsluttet med” der er jo ikke noget at se”.

Og det er jo netop DET, der er det fantastiske. Her skylder jeg lige at nævne, at vi ofte kører forbi kongeporten (det kalder vi den) til den kongelige jagthytte i Trend. Jeg har måske ikke nævnt det her, men hver eneste gang vi kører forbi, så sænker jeg farten, peger og fortæller med en sådan iver om både port og jagthytte, at ungerne er ved at få forstoppelse af den kongeport. Jeg lover at tage et billede til jer, næste gang jeg kommer forbi den og fortælle historien om, at der intet er at se.

Landet for længe siden

Vi har været på det vidunderlige Fur, for at lede efter fossiler. Er du vimmer der føltes længere til Fur end nogensinde. Vi havde nemlig valgt dagen, hvor alle ferierende i det nordjyske ville sejle med færgen Mary fra Vesthimmerland til Mors og igen med Mjølner færgen fra Mors til Fur– ligesom os.

Turist i eget (Nordjyl)land
Ombord på færgen Mary, overhørte vi hvordan færgemanden gentagne gange blev irriteret overfor passagerer, der ikke havde kontanter, men ville betale med kort. Helt højlydt, med store suk og sætninger som ” HAR du ingen kontanter, for fanden, så SKAL jeg jo have gang i den her”, mens han viftede irriteret med sin kortterminal. En sjællænder, der sikkert aldrig i sit liv har oplevet besværligheder over at betale med kort, så helt forskrækket ud. Han lignende en der frygtede at blive vippet over bord grundet de manglende kontanter. Jeg blev faktisk lidt flov på færgemandens vegne og fra bagsædet spurgte tvillingerne kor: ” Hvorfor er han sur, hva’ mor? Er han sur?”
Alle kom dog sikkert i land og på Mors kørte vi forbi det berømte Thise mejeri, hvor besøgende stod i kø helt ud til kørebanen, for at komme med ind til åbent mejeri med gode historier og smagsprøver.

Noget om køer
Når man holder der i lang og langsommelig kø for at komme med nogle af Nordjyllands små færger, så er der virkelig god tid til at iagttage os ferierende folks forskelligheder. Specielt den midaldrende mand i den meget store og skinnende bil. Han holdt i køen foran os i vores spættede bil – spættet grundet de der tre svalepar og deres teenage unger, der har besat garagen, og rent ud sagt skider os et stykke.

Hver gang færgen havde minimeret køen med 30 biler og vi havde sneglet os fremad nærmere færgen, så sprang manden ud og åbnede sit bagagerum, hvor han havde en meget flot kasse med et velassorteret udvalg af diverse rengøringsartikler, klude og en hel del mere. Alt sammen var pænt og sirligt pakket i kassen. Han hev en sprayflaske frem. Bevæbnet med den og en klud, så sprayede, pudsede og polerede han sin forrude. Jeg siger jer, intet insekt ville splatte på den polerede rude, til gengæld ville de smutte videre som en flad sten mod limfjordens overflade og lande på vores i forvejen spættede bil. Han skulede noget efter vores bil, så til os og ingen tvivl om, at han havde dømt os helt ude. Til gengæld var det mig der skulede til det rygende folk, der askede og smed deres cigaretskodder i den tørre grøftekant. Jeg tog mig selv i at tænke hånsord som ”byboere” og ”Lars Løkke” – fordi en af dem vitterlig lignede Lars Løkke.

Der var mange, der helt tabt for omverdenen og sund fornuft, stod på kørebanen for at tage selfies med Limfjorden og Fur i baggrunden. Nogle var skyld i, at den trafik der kørte af færgen måtte holde helt stille. Tænk at have et flot selvportræt med en stor lastbil oppe i nakken. ”Byboere” tænkte jeg igen og undrede mig over, om det er sådan vi er blevet. Glemmer helt at mærke, se, dufte og fornemme hvor vi er, men i stedet koncentrerer os om det perfekte billede at uploade?

Find en fiskebæ
Vi kørte til en bakketop, som var mødestedet med de gæve geologer fra Fur museum, sammen med ca. 60 andre, der havde fået samme idé som os – at lede efter fossiler i moleret.
Bevæbnet hjemmefra med hammer, skruetrækkere og mejsler gik vi fra mødestedet og ned i et krater af en kæmpe udgravning af moler. For at erfare, at en smørekniv eller spartel var det bedst egnede værktøj. Der var jo ikke kun os ”turister” der gravede der, men også udgravning med store maskiner af moleret til brænding af de flotte røde mursten…og til kattegrus. Nede i krateret var der en kombination af ligeså varmt som i Death Valley, Californien og ligeså tørt, som i ovnen hvor de brænder det grå moler om til de røde sten.

Ikke en vind rørte sig og der var ikke så meget som en sky på himlen. Jeg ønskede det var mig, der havde taget paraply med. I øvrigt stod hun der, helt forstenet, under skyggen på sin paraply mens hele den vilde fossiljagt foregik.

paraply

En af tvillingerne gav op, mest fordi han blev ualmindeligt skuffet. Hvilket helt sikkert er min skyld. For jeg havde talt det op til noget eminent spændende, at lede efter fossiler. Han var hurtig til at gengive overfor mig, hvordan det så reelt var. Nemlig rigtig øv, for der var alt for varmt, støvet og ”man finder jo ingenting”. Det hele ramlede endeligt, da han i et forsøg på at finde det største fossil i den store mur, ramte sig selv i fingeren med en vildfaren skruetrækker.

I mens han og jeg fik en snak om, at der trods alt ikke regnede eller reelt findes børneædende moler og hvorfor dinosaurerne var uddøde, så fandt resten af familien noget så eventyrligt som fossiler af fiskeskæl, nogle ribben og et kvart kranie. En anden knægt fandt en hel fisk og en af geologerne blev som Joakim von and, der var genforenet med sin lykkemønt. Han pustede på fundet, stirrede på det med sin lup, som var det den største og mest fantastiske diamant i verden. Han forsvandt helt ind i sin egen geologverden og så usædvanlig glad og imponeret ud.

Øvrige fossiljægere, der havde kapituleret grundet varmen, havde søgt ind i den minimale skyggeplet der fandtes på modsatte side af krateret, end hvor alle andre gik med rumpen i vejret og ledte efter forstenet fiskebæ. Vi valgte at kæmpe os tilbage op ad den stejle vej fra krateret og finde køletasken med kolde forfriskninger. Kort tid efter havde alle fået nok – varmen var ulidelig.

varmeste

Fur er fin!
Vi fortsatte ud i det blå i jagten på en ledig skyggeplet, hvor vi kunne indtage den medbragte frokost og køle lidt ned efter opholdet i det varme krater. Selvom der var mange turister, så var der alligevel rigeligt plads til alle og vi fandt en plads i skyggen. Trods borde og bænke slog vi os ned på græsset i skyggen af et træ. Det grænsede op til en villahave, hvor vi kunne se og høre en mand råbe: ”Er do der?” Hva!” ” halloooo” ind i sin mobil, mens han gik rundt i haven for at finde en plet med forbindelse til fastlandet. Vi smilede til hinanden, for sådan er de på Fur, gæstfrie og venlige.

Skuffelsen over den stegende hede fossiljagt forsvandt samtidig som frokosten blev indtaget og efter henholdsvis lidt slumren og fangeleg på græsset, fortsatte vi turen på det skønne Fur.

Vi kørte forbi et af de frække steder, som trods navnet hverken var pik eller hede. Det eneste vi så der, var faktisk en garnbutik. Find selv på en naturlig sammenhæng der?
pikhede
Fra bagsædet spurgte tvillingerne den ældste,om hvorfor nogen kunne finde på at kalde steder noget, som man kunne få skældud af sin mor for at sige højt? Den ældste fnisede af spørgsmålet og så remsede alle på bagsædet alle de frække stednavne op de kendte.

Fur turen sluttede med et sent eftermiddags besøg På Herrens Mark og mande museet, men det var så besynderligt, og ikke mindst rart, at det får sit helt eget blogindlæg.

æ slov en skranni = jeg grinede højlydt

Er hjemvendt fra en herlig familiefest, hvor min far fejrede sin runde fødselsdag. Gæsterne fra nær og fjern bestod af mine forældres nye og tidligere naboer, venner og alle kumpanerne fra jagt turene og ikke mindst slægten.

Jeg nød al den snak man får til sådan et gensyn. Snak om svundne og nye tider, om den digitale verden og de udfordringer der deraf fulgte for størstedelen af festens gæster. Deriblandt også for min bordherre på 81 år, som jeg, trods hans udmelding om ikke at kunne spise så meget længere, hentede den halve buffet til. På et tidspunkt hev han også fat i krofatters ærme og ligeså højt som tante Møghe talte, sagde han ”Hør, kunne du ikke lige bringe mig en snegl mere til kaffen?”.

Jeg fik hilst på alle mine evigglade fastre, der stadig kan finde på at knibe mig kærligt i armen, når de taler til mig.

Min mor er fra Thy og det har altid imponeret mig, hvordan hun sammen med sine søskende på blot ét sekund kan slå over i en helt fremmed dialekt.

Jeg talte med min morbror. Han er sådan en der kan overleve et år på en øde ø, med kun en meter fiskesnøre, to tændstikker og en bøllehat. Han fortæller de bedste historier fra virkelighedens liv – og han er fantastisk til det. Dog skal jeg virkelig anstrenge mig for at forstå alle ordene, for han taler så flot thybomål, at jeg glipper nogle af ordene. Men det er mest fordi ægte thyboer kalder tingene for noget helt andet end resten af landet gør:
Snåe = hurtig
teors = oppe i årene
te dawle dåe = til daglig dag

Han er også sådan en der siger: ”Hvorfor er der så meget snak om, at man ikke må lugte af sved. Før i tiden ville man sgu kun sidde ved siden af dem der lugtede af sved – for ellers var de dovne”. Jeg kan godt lide min morbror.

Med sit mørke hår, de brune øjne, den solbrændte hud og rynkerne ved øjnene hver gang han smiler, har jeg altid ment, at han på en god dag ligner Poul Krebs. Min morbror fortæller ligeså gode og muntre historier på sin dialekt, som Poul Krebs kan fortælle skæbnehistorier i sine sange.

Han har den herligste lune humor, som kun en ægte Thybo kan have. Han er lattermild og deler sit kendskab til smukke steder i naturen med alle der er interesseret. Sådan er han. Når folk vil se noget smukt, så vil han gerne dele – bare de passer godt på det. Han er det sejeste naturmenneske jeg kender og han kender alle metoder til at fiske og gå på jagt. Han opdrætter fasaner til at udsætte, for der må være balance i tingene. Han høster rør til stråtage og har i det hele taget den største viden om både natur, dyr og fjorden.. eller ” æ fjuur”, som han udtaler det.

I det hele taget har jeg i dag fået vildt gode historier om gale fasankokke, turister der er faret vild, fisketure, kvier der er fluestukket, klovbylder, hønse avl, børn der er flyttet til København, godt grundvand, byboere og om overførselsindkomst.

Især om København kunne vi tale samme sprog: ”Der er jo ingen horisont” og han havde allerede været der 3 gange i år og det var egentlig rigeligt – men nu ville børnene jo bo der, længst væk fra deres far og mor, som han sagde. Og det er sådan det er. København er det ”længste væk” for en nordjyde.

De små ting – ikke at forveksle med småting

Hvis man sætter sig mål i livet, skal man så overse og fravælge alle de veje og muligheder der ellers åbner op og viser sig i livet? Det har jeg aldrig rigtig forstået.

Jeg har aldrig haft en liste over hvad jeg skal nå i livet, ingen mål om, hvor jeg er på vej hen eller hvilken skabelon mennesker skal passe ind i, før jeg omgås dem. Dels fordi jeg er overbevist om, at jeg blot vil spænde ben for mig selv, ved at have en eller anden liste og opstyltet forestilling om mennesker ud fra deres musiksmag, frisure eller grundlæggende karaktertræk. Og dels fordi jeg mener, at fravælge nogen inden man har set eller talt med mennesket bag facaden – det er en dårlig egenskab, der ikke behøver yderligere opmuntring.

Jeg har  ingen liste, men jeg er blevet klogere. Klogere på, at de små ting for mig, er de største ting. Når der så er mange af dem, så føles livet allermest dejligt. De små ting, dem har jeg heller ikke en liste over (måske kan jeg generelt ikke lide lister), for det er overraskelsen, glæden, det pludselige nærvær, det uventede og venlige, som gør hele forskellen.

Dog kan jeg hurtigt opremse nogle af de små ting og dejlige mennesker, der er med til at gøre mit liv stort, blandt andet:

  1. Venner der holder liv i vigtige ord og vendinger som stratenrøver, kålhøgen og dårskab
  2. Kollegaer der tager mig med på hemmelige kaffebarer med bløde sofaer, forbudte kager og arbejdsfri snak
  3. Venner der ved, at når det kommer til at overholde aftalte tider, så har jeg en lille afrikaner indeni – og det er ok
  4. Duften af nyslået græs og regn på varm asfalt
  5. Ægtemanden der tager med på skovtur i 8 graders ”varme”, bare fordi jeg mener det er en god idé
  6. Venner der deler deres liv og oplevelser i gode samtaler, om både godt og ondt
  7. En der stiller uret i min bil, så jeg pludselig ikke længere behøver lægge 67 minutter til, for at kende den korrekte tid
  8. At grine af sig selv
  9. Ægtemanden der springer ud af sengen og stormer hele huset rundt, når jeg prikker til ham om natten og skræmt hvisker: ”Jeg hørte en lyd!!”
  10. At se børnene smile og grine med hinanden og deres venner
  11. Børn der kommer med et slumretæppe til mig, uden jeg har bedt om det
  12. Venner der får mig til at grine så meget, at jeg kommer til at græde og selvom det gør helt ondt i maven, så føles det godt
  13. At møde en gammel ven og indse, at nogle ting aldrig ændrer sig – heldigvis
  14. Mennesker og oplevelser der har lært mig, at jeg altid kan vælge at se anderledes på tingene

Til dig, der gør en forskel i mit liv, vil jeg sige TAK du

Sommerferie til landet for længe siden.

Når  alle ens legekammerater skal noget total optur spændende (og sindsoprivende dyrt) i sommerferien, så kan det måske alligevel være helt okay, at have en forstyrret mor, der laver planer om sejlture med små færger, der har royale navne, og om en stor rejse tilbage i tiden.

En kollega sagde ”Du er simpelthen så optimistisk, at du kan få verdens mest søvndyssende og vindtørre ting til at lyde som det mest nervepirrende og spændende i hele verden”. Vissevasse! Jeg er da fuldt ud overbevist om, at familien vil sætte pris på sådan en tidsrejse. Fossiljagt på Fur. Det bliver sommerferiens højdepunkt. Faktisk så sindsoprivende spændende, at vi helt sikkert får lyst til at prøve det igen i efterårsferien!

Måske finder vi et insekt eller endnu bedre; en fisk eller en fugl… uden hoved! Tænk bare, måske finder vi vitterlig noget, der ikke har været fremme i dagens lys de sidste 50 millioner år? Ligesom tøjet inderst inde i mit klædeskab!

Det bliver da bare den sejeste sommerferieoplevelse – nogensinde!