Hvordan er din juleaften så forløbet?

Her har der været juleglæde og julegæster. Nogen ville sige fryd og gammen, selvom der var et par udfordringer undervejs. Den første udfordring gav jeg mig selv, med en udtalelse og påstand om, ”Hvor svært kan det egentlig være at grille?”

I har sikkert også en grill lov?! Grill loven her i huset lyder sådan:

  1. Manden tænder grillen
  2. Manden lægger kødet på grillen
  3. Manden tager kødet af grillen og rækker det til kvinden.

Det udspringer helt sikkert af hvordan ild og kød får urmanden frem i selv den største tøffelhelt.  Normalt er grillen også ægtemandens område her, men eftersom han er ramt af dårlig ryg for tiden, så var der ikke andet at gøre, end selv at tage affære med alle gøremålene her op til den store julefryd – også med grillen.

Mine forældre mener ikke der er rigtig jul uden 5,6 kilo kalkun til 7 personer, og ægtemanden mener derimod ikke der er rigtig jul uden en flæskesteg. Jeg har ingen forhold til, om det er det ene eller det andet der giver rigtig jul.  Derfor besluttede jeg for flere år siden, at alle der fejrer juleaften hos os, skal have den menu der nu engang giver dem en fuldendt juleaften. Derfor fik jeg tændt op i gasgrillen til flæskesteg og kul til kuglegrillen til kalkunen – hvor svært kunne det egentlig være?

At dømme ud fra den mistænkelige og mærkelige lugt der pludselig bredte sig helt ind i køkkenet, så kunne det faktisk være temmelig svært. Det lugtede hen i nærheden af, som når de på svineslagteriet skolder svinene, og derefter flamberer eller svider dem, for at fjerne hår, børster og det yderste lag hud. Samtidig med at lugten ramte vores næser, der kunne vi høre en høj røst fra soveværelset: ”Det brænder sgu, det brænder! ” Jeg, der ikke helt havde fattet hvor svært det kan være at grille, stormede ned i soveværelset, for at se hvad der brændte. Fra soveværelset, hvor ægtemanden lå på langs med sin plagede ryg, der kunne jeg så se lige ud på terrassen, og se hvordan gasgrillen spyede flammer og kaskader af sort røg ud, der sikkert kunne ses helt til Fur. Jeg ændrede retning og stormede ud til grillen, hvor flæskestegen i bogstaveligt forstand stod i lys lue. Der blev slukket for gassen og stegen blev kastet i et gammelt fad, hvor den sidste ild blev kvalt med stanniol og grillhandsker.

Men ingen panik over det (Selvom min mor i et forsøg på at glatte lidt ud sagde; “vi kan da bare skære det sorte væk” hvilket resulterede i vi grinede voldsomt, for der var faktisk kun sort på den steg.

Her ses hvor svært det ikke er at grille :

flamme

Så gik det til gengæld langt bedre med monsterfuglen, der havde skjult et helt kilo fars inden i sig.

kalkun

Mens ungerne, mine forældre og jeg, hyggede os i køkkenet med at spise en kvart monsterfugl, så forsøgte ægtemanden at ligge helt stille i soveværelset. Ikke af ærgrelse over sin kones manglende evne til at grille en flæskesteg, men fordi det gjorde for ondt at vride sig af smerte.

Der blev traditionen tro, spist ris a la mande, sunget, danset og pakket gaver ud. Morfar, der hver gang han bliver spurgt om gaveønsker, nævner han kun ønsker sig en ”Piv-i-røv-hest”. Alle de år jeg kan huske, der er det hvad han har nævnt og alligevel har han fået strømper, undertøj og andre nyttekedelige gaver. I år, i en alder af 70, der lykkedes det så endelig for ham, at pakke en ”Piv-i-røv-fløjte” ud. Han grinede til han græd og ungerne synes det var det mest fantastiske, at forære ham sådan en. På vores gaveindkøb havde de fået øje på en, dog udformet som et rensdyr, og vi kunne ikke forlade butikken, før de havde købt den til deres morfar.

Mens der i stuen blev hygget med Piv-i-røv-rensdyr, så måtte jeg kontakte lægevagten, da det efterhånden var ret bekymrende med ægtemanden, der hverken kunne spise, pakke gaver ud, eller komme ud af sengen.

Resten af aftenen forløb med oprydning og venten på lægevagten ville ankomme. De dukkede op, da gæsterne var sendt hjem og ungerne faldet i søvn. Som en sidste trumf, på en noget anderledes juleaften, der ankom der en ambulance og to ualmindeligt venlige reddere, der tog manden med til hospitalet.

Nu er det tid til lidt søvn, inden jeg ser hvad resten af julen bringer af overraskelser, udfordringer og fornøjelser.

Et hjem med klaver

Er hjemvendt fra et arrangement på skolen, hvor der var masser af korsang, samspil og unge talenter med egne sange, klemtende guitar- og orgelspil. Mens jeg stolt beundrede eget afkom med deres mod og iver med korsangen, så satte der sig et ældre ægtepar ved siden af mig.

Hele lokalet emmede af stolte unge musiktalenter, deres endnu mere stolte forældre og bedsteforældre. Jeg, der ellers plejer at lyve gevaldigt for at kunne rose deltagerne til årets skolemusicals, må indrømme, at der virkelig her var håbefulde børn og unge. De gjorde det virkelig godt.

Specielt med tanke på, hvordan jeg som ung selv havde fået den geniale idé at spille guitar. Drømmen om at sidde ved lejrbålet og imponere nogle unge knøse med mit guitarspil, fik mig i gang. Mine forældre rystede på hovedet. Mest fordi jeg altid lige havde fået en ny idé eller grille der skulle afprøves. Jeg startede med at gå til guitarspil med streng ordre på, at når jeg var startet, så gjorde jeg det også færdig. Der sad jeg så hver onsdag eftermiddag i et helt år, med min fætters aflagte guitar og drev min musiklærer helt på grådens rand. Og det var ikke fordi jeg spillede smukt.  Der var ingen tvivl om, at jeg aldrig ville blive nogen Willie Nelson eller for den sags skyld spille mig ind i hjertet af nogen fregnede knægte. Da jeg efter et helt års spil, stadig ikke fejlfrit kunne komme igennem ”Rapanden Rasmus fra Rinkenæs sogn”, mistede jeg også selv alt håb om nogensinde at lære guitarspil. Guitaren står stadig på loftet og samler støv.

Der sad jeg nu og lyttede til samspil og nogen der var langt videre end Rapanden Rasmus. Det ældre ægtepar ved siden af mig, hvor konen med klar stemme og iver fortalte om deres børnebørn der spillede, om deres søn og svigerdatter, der nu havde overtaget gården og de selv var “flyttet til byen”. Hun fortalte og fortalte. På et tidspunkt vendte hun sig til den anden side og talte videre med en der. Jeg kiggede rundt i lokalet og pludselig fik jeg sådan et insisterende puf på albuen. Det var den ældre herre, der nu gerne ville fortælle noget. ”Det var jo vores yngste barnebarn på orglet” sagde han så, og det var jo ligesom gået op for mig de 8 gange hans kone havde nævnt det. Men så skiftede hele han ansigtsudtryk til sådan en underlig blanding af stolt og forpint, samtidig med at hans stemme blev lavere og nærmest hviskende; ‘ Han er også begyndt at spille klaver, så nu spiller han på klaveret, der stadig står hjemme i stuen på gården, som jo også er min fødegård’.

Jeg kiggede interesseret på ham og han blev helt rørstrømsk og der trillede en lille tåre, mens han med våde øjne fortsatte: ”DET skulle mor bare have vidst, hun ville være SÅ stolt”. Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle sige, udover at lægge en forsigtig hånd på hans arm og så fortsatte han med at fortælle, hvordan det klaver altid havde stået i stuen, uden nogen rigtig kunne spille på det, men det klaver havde været hans mors stolthed. Jeg kunne ikke undgå at tænke, at det da måtte være nogle år siden han sidst havde set sin mor, for jeg gættede på han var omkring 83 år. Men inden jeg fik spurgt, så kiggede han på mig med våde øjne og fortalte, at det var tre år siden hans mor døde. Så hævede han stemmen og med løftet hoved sagde han: ”Og hun blev 102 år gammel!”.

Det blev en helt fantastisk samtale og mens vi fik endnu en kop kaffe sammen, så sad vi helt stille og lyttede til den lokale Thomas. Først med ydmyghed over at sidde “hjemme” hos os og rosende ord til alle de børn og unge han havde lyttet til. Derefter sang og spillede han og da han sang ’Hallelujah’, fik jeg også våde øjne’. Imens tænkte jeg på, om der mon om 50 år, er en der vil spille på min gamle guitar med samme indlevelse og talent som Thomas, der sad der foran os? Thomas, der fortalte, at han som 13-årig kun havde lært tre akkorder hos sin musiklærer og selv udviklet sit spil lige siden. Faktisk så meget, at han engang imponerede Peter Aalbæk ved et talentshow, selvom han startede med at gøre Ålen irriteret. Se det her.

På Herrens Mark – lidt om mænd, Gud og De Kongelige.

Efter at have været forbi Pikhede, og jeg fejl læste Færker odde på kortet som Frække odder, så var det tid at forlade de svære stednavne og finde en kop kaffe at skylle det hele ned med.

Midt på øen fandt vi Café På herrens Mark – med anbefaling fra hende her. Sammen med duften af dansk sommer og Limfjord, så fangede vore næser allerede fra caféens p-plads, duften af pandekager.

Udefra lignede det umiddelbart en helt almindelig villa, men indenfor var der café i et dejligt lyst lokale og væggene udsmykket med kunst fremstillet af vraggods. Der var en terrasse med den mest fantastiske udsigt over øen og fjorden. Menuen var pandekager og pandekager – enten de søde eller de mere mættende af boghvede, alle med forskelligt fyld…og kager og kaffe og smil og venlige øjne.

Jeg ved ikke, om det var fordi vi var støvede, kaffetørstige  og trætte, eller det var furboernes gæstfrihed der skinnede igennem. Men det føltes som det rareste sted at være. Selvom der var travlt og trods ventetid, fordi stedet var godt besøgt, så var der en ualmindelig og sjælden oplevet venlig atmosfære. Mens vi ventede, så fik vi både koldt vand og Furboernes underspillede og særlige humor at se. For i haven havde de et ”Museum for Mænd”.

mandemuseum

Trods navnet så jeg dog ingen udstillede mænd, til gengæld lugtede der ret skarpt af diesel og tjære i det lille museum, med en udstilling af udsøgte rædsler, som frække blyantspidsere, stueure med knapt så stuerene ringetoner, pokaler og matte medaljer. Alt sammen noget, som kvinder ikke tillader i stuen, når man som par får fælles hjem.

mandeskilt

En af mine favoritter var det polske vildsvin.

vildsvineskind

Øllene var naturligvis 1 kr. dyrere for kvinder end for mænd. Til gengæld var de jordkølede og kunne trækkes op fra et hul i græsplænen med en øl elevator.

ølkøler

I mens kvinderne måtte tie og drikke deres dyrere øl, så kunne mændene hygge sig med at træne lidt fitness.

fitnesformænd

Efter latter over den noget aparte udstilling og besøg på caféens familietoilet (det er sandt, det var så rummelig, at hele familien kunne være der), så var vores bord, pandekager og kaffe klar. Det var rent ud sagt svært at føre en samtale, for enten blev der tygget på en ualmindelig god pandekage eller også søgte øjnene og sindet fred med hvile på den fantastiske udsigt. Den engelske oversættelse af ’på herrens mark’ til “on god’s field” passer ret godt, for det var præcis hvad det føltes til at være. Besøg stedet, når du kommer til Fur!

Apropos Gud
Inden mobiler, gps og app’s (og sikkert også inden cafér med familietoiletter) så har der altid været en sikker vej til et pænt og rent toilet – find en kirke. Det er rigtigt! Menighedsrådene landet over, har sørget for skinnende rene toiletbygninger på enhver kirkegård. Når vi er ude at køre og én i bilen siger ”kan vi ikke lige finde en kirke”, så betyder det noget helt andet end beundring af kalkmalerier og døbefonte. Prøv det selv næste gang du kører ud i sommerlandet. Drop din ”nærmeste toilet app” og find i stedet nærmeste kirke med kirkegård. Der er jo ingen der siger, du ikke må gå ind og beundre kirken, nu du alligevel er der.

Og så mangler vi bare de kongelige
Der var stille på bagsædet på vej hjem og den overtrætte mor her, skulle lige stikke lidt til de endnu mere trætte børn, og høre om de var friske på at komme med forbi og se noget kongeligt, næsten helt hemmeligt, og som ikke kan ses nogen steder?! SÅ vågnende de op alle sammen, indtil den mest vågne rullede lidt med øjnene og sagde: ”Moar, ,hvis det er den der kongeport til jagthytten, så gider vi altså ikke se den..IGEN” og der blev afsluttet med” der er jo ikke noget at se”.

Og det er jo netop DET, der er det fantastiske. Her skylder jeg lige at nævne, at vi ofte kører forbi kongeporten (det kalder vi den) til den kongelige jagthytte i Trend. Jeg har måske ikke nævnt det her, men hver eneste gang vi kører forbi, så sænker jeg farten, peger og fortæller med en sådan iver om både port og jagthytte, at ungerne er ved at få forstoppelse af den kongeport. Jeg lover at tage et billede til jer, næste gang jeg kommer forbi den og fortælle historien om, at der intet er at se.

æ slov en skranni = jeg grinede højlydt

Er hjemvendt fra en herlig familiefest, hvor min far fejrede sin runde fødselsdag. Gæsterne fra nær og fjern bestod af mine forældres nye og tidligere naboer, venner og alle kumpanerne fra jagt turene og ikke mindst slægten.

Jeg nød al den snak man får til sådan et gensyn. Snak om svundne og nye tider, om den digitale verden og de udfordringer der deraf fulgte for størstedelen af festens gæster. Deriblandt også for min bordherre på 81 år, som jeg, trods hans udmelding om ikke at kunne spise så meget længere, hentede den halve buffet til. På et tidspunkt hev han også fat i krofatters ærme og ligeså højt som tante Møghe talte, sagde han ”Hør, kunne du ikke lige bringe mig en snegl mere til kaffen?”.

Jeg fik hilst på alle mine evigglade fastre, der stadig kan finde på at knibe mig kærligt i armen, når de taler til mig.

Min mor er fra Thy og det har altid imponeret mig, hvordan hun sammen med sine søskende på blot ét sekund kan slå over i en helt fremmed dialekt.

Jeg talte med min morbror. Han er sådan en der kan overleve et år på en øde ø, med kun en meter fiskesnøre, to tændstikker og en bøllehat. Han fortæller de bedste historier fra virkelighedens liv – og han er fantastisk til det. Dog skal jeg virkelig anstrenge mig for at forstå alle ordene, for han taler så flot thybomål, at jeg glipper nogle af ordene. Men det er mest fordi ægte thyboer kalder tingene for noget helt andet end resten af landet gør:
Snåe = hurtig
teors = oppe i årene
te dawle dåe = til daglig dag

Han er også sådan en der siger: ”Hvorfor er der så meget snak om, at man ikke må lugte af sved. Før i tiden ville man sgu kun sidde ved siden af dem der lugtede af sved – for ellers var de dovne”. Jeg kan godt lide min morbror.

Med sit mørke hår, de brune øjne, den solbrændte hud og rynkerne ved øjnene hver gang han smiler, har jeg altid ment, at han på en god dag ligner Poul Krebs. Min morbror fortæller ligeså gode og muntre historier på sin dialekt, som Poul Krebs kan fortælle skæbnehistorier i sine sange.

Han har den herligste lune humor, som kun en ægte Thybo kan have. Han er lattermild og deler sit kendskab til smukke steder i naturen med alle der er interesseret. Sådan er han. Når folk vil se noget smukt, så vil han gerne dele – bare de passer godt på det. Han er det sejeste naturmenneske jeg kender og han kender alle metoder til at fiske og gå på jagt. Han opdrætter fasaner til at udsætte, for der må være balance i tingene. Han høster rør til stråtage og har i det hele taget den største viden om både natur, dyr og fjorden.. eller ” æ fjuur”, som han udtaler det.

I det hele taget har jeg i dag fået vildt gode historier om gale fasankokke, turister der er faret vild, fisketure, kvier der er fluestukket, klovbylder, hønse avl, børn der er flyttet til København, godt grundvand, byboere og om overførselsindkomst.

Især om København kunne vi tale samme sprog: ”Der er jo ingen horisont” og han havde allerede været der 3 gange i år og det var egentlig rigeligt – men nu ville børnene jo bo der, længst væk fra deres far og mor, som han sagde. Og det er sådan det er. København er det ”længste væk” for en nordjyde.

JEG VIL HA’ !!

Ammedebatten – du ved, den med, om det er helt okay, at mødre sidder og ammer deres spædbarn i det offentlige rum, eksempelvis på café. Jeg undrer mig over, at den debat i det hele taget er startet. Hvad pokker var det overhovedet der fik den startet?

Efter min mening, så burde alle småbørnsmødre få tilbudt gratis café tur. Småbørnsmødre der vitterlig formår at;

  • Stå ud af sengen
  •  Komme i bad
  • Oveni købet husker at få skyllet sæben ud af håret
  • Får skiftet til rent tøj
  •  Sat håret
  •  Pakket både barn og barnevogn med sig
  • Kommer ud af døren med vrangen på tøjet vendt indad
  • I det hele taget når frem til en café, inden de enten har glemt hvor de var på vej hen, eller er faldet i søvn på en bænk

DE småbørnsmødre, de fortjener virkelig den café tur.

Der er børn, her i velfærdens Danmark, der hver dag og helt alene kæmper deres egen kamp. For at overleve i en opvækst med svigt, vold og overgreb. Og så kan andre lade sig forarge og blive vrede over en mor der gør det modsatte. Giver omsorg og mader (læs:ammer) sit spædbarn. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg accepterer fuldt ud, at andre har en anden mening end mig i denne ammedebat, men jeg forstår det ikke. Debatten er, udover amningen, også fyldt med hidsighed over bleskift og gylp.

Hvorfor kan ingen finde ud af at sige; ”Undskyld, men vi sidder og nyder vores frokost, er du sød at vise hensyn og skifte dit barn ude på toilettet?” Til gengæld forstår jeg ikke, at nogen vil sige; ”Undskyld, vi forsøger at nyde vores frokost, vil du venligst vise hensyn og lade dit sultne barn fortsætte med at skrige, mens vi spiser?”.

For mig burde debatten handle om noget helt andet end amning. Den burde handle om god opførsel og hensyn til andre…eller mangel på samme. Det eneste jeg hører i debatten er; Jeg vil ikke have, jeg vil ikke se, jeg vil ikke høre på, jeg vil have lov, jeg har ret til og mig, mig, mig, mig!

Nu vi er i gang, så lad os da lave en lov for området! Eller endnu bedre, en lov om zoneopdeling. Så kan man, fordi det siger loven, opdele det offentlige rum, inkl. caféer, i zoner til henholdsvis;

  • Vegetarer
  • Ikke vegetarer
  • De fitte
  • De fede
  • Smaskende
  • Drikker alkohol
  • Drikker ikke alkohol
  • Teenagere
  • De der anvender deres mobil ved bordet
  •  Ammende
  • Familier
  • Singler
  • Hipstere
  • Bonderøve
  • Dem der fuldstændigt er ligeglade med, hvad fanden der sker omkring dem

HUSK, når den lov kommer, så startede vi det helt selv. Startede det med vores efterhånden totale mangel på hensyn til andre end vores egen hensynsløse egoisme!

stupidity

Bænkevarmer

Jeg har lige været i kirke. Det sker ikke så tit. Ikke fordi jeg ikke kan lide at komme der eller fordi jeg ikke tror på gud. Vi har bare vores helt egen aftale om besøgstider, gud og jeg.

Som en del af forældrepakken til den flotte konfirmand sad jeg der på bænken, sammen med de respektive bedsteforældre, søskende og et par onkler. Fjorten personer blev det til og vi var stuvet sammen på tre bænke. Hver konfirmand havde fået tildelt tre bænke, hvor der med lidt god vilje absolut kun var plads til tolv, ligesom disciplene. Det hele blev forværret af vores brede bagdele, så der faktisk kun var plads til elleve personer. Vi fik alle fjorten kilet os ned at sidde på de tre bænke.

                                   bænken

Ved enden af ”min” bænk sad vore alles stolthed, ældstesønnen, klar til sin store dag. Jeg havde aftalt med mig selv, at der ikke skulle være noget som helst bævren eller tuderi fra min side. For det er normalt det kirker gør ved mig. Jeg bliver helt overvældet af kirkeklokkernes ringen, orglets stærke brus, præsten i sin kjole og kirkesangerens pressede folder. Det går lige i tårekanalerne og jeg aner ikke hvorfor. Men ikke i dag. Det havde jeg sat mig for.

Imens jeg anstrengte mig, for ikke at blive overvældet af højtideligheden, kom der et ungt par hastende ind i kirken og satte sig på bænken foran os, lige ud for mig. Som de eneste sad de på den bænk. Imens anstrengte vi os voldsomt for ikke at puffe hinanden ned af vores bænk, fordi vi alle sad rigtig akavet og med nærmest kun en balle hver på bænken. Vi havde ellers lige udset os den bænk foran, selvom det ikke var ”vores”. Men nu sad de der, to smukke unge mennesker. Der var rigtig varmt i kirken og den unge pige tog med det samme sin jakke af. Hun havde en sort og kort kjole på, med en dyb rund udskæring i ryggen. Nederst på udskæringen sad det hvide vaskemærke og strittede op. Str. L brugte hun og mærket var Vero Moda. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på mærket. Det fik mig til at abstrahere fra at blive helt bevæget. Hun havde modermærker på ryggen. Otte. Alle runde og mørkebrune. Midt på ryggen havde hun en helt hvid pigmentforandring. Det lignede en lille udgave af en sky fra en atombombe set fra oven. Jeg var så optaget af hendes ryg, at jeg først opdagede vi skulle rejse os, da hun stod op.
Det var befriende at komme op at stå, og inden vi skulle sætte os ned igen, overvejede jeg allerede hvordan i alverden vi skulle få os moset sammen med halve og hele baller på bænken igen. Vi fik os møvet på plads og orglet startede sin brusen hen over vores hoveder. Kirkesangeren, en herre af noget ældre dato, sang højt og tydeligt, men han var helt ude af trit med orglet, så hans sang kom sammen med organistens tempo til at virke som en dårlig synkronisering. Indimellem var det som det gik op for ham, at han var bagefter og så sang han lige en af linjerne i salmen ret hurtigt, så han indhentede både organistens og alle andres tempo, for derefter at sakke bagud igen. Jeg kom til at smile af det og jeg er helt sikker på, at han sammen med vaskemærket reddede mig fra at blive rørt til tårer af al højtideligheden.

Det var den herligste festdag med eks’er og nuværende på kryds og tværs. Hele fire familier fejrede og hyldede den stolte konfirmand. Alle onkler, fra nær og fjern, fætre, og kusiner med og uden kærester. Det er, uden sammenligning, den bedste fest jeg nogensinde har holdt….. og for første gang i mit liv, var der en der holdt en tale for mig. Da ældstebarnet uden bæven og øh’er holdt sin tale, og takkede de voksne for at være så voksne, at de kunne arrangere og holde fest sammen, da revnede jeg en anelse. Det var ikke tuderi, det var det ikke. Det var stolthed…og en lillebitte smule udmattelse.

Er det en musical?

Når jeg normalt siger det her, så bliver jeg draget ind i større diskussioner, oplever undren, en smule harme, et lille træk på skulderen eller lange og meget pædagogiske forklaringer. Men jeg forstår det bare ikke – så simpelt er det.

Det handler om Konfirmation og ”nonfirmation”. Du ved, det der tidligere hed ”Jeg vil ikke konfirmeres”. Så langt er jeg med. Jeg siger heller ikke, at det ene er mere rigtigt end det andet – jeg forstår simpelthen bare ikke, at der også til ”nonfirmation” hører fest, farver, gaver og blå mandag. Hvad har jeg misset her? Det har jo netop intet med Konfirmation at gøre?!. Det er her jeg bliver fatsvag og ikke begriber det længere. Nonfirmation er altså for de unge mennesker, der ikke bekræfter deres dåb, ikke vil bekræfte at kende til kristendommen og derfor ikke vil konfirmeres, MEN alligevel ønsker at blive fejret?!

Nogen har givet mig lange pædagogiske forklaringer om, at når der er nonfirmation, så er det mere ok at sige nej, for så er det netop ikke festen og gaverne, der er afgørende for, om man vælger at blive konfirmeret. Hvad? Nonfirmation er et fravalg, men samtidig bliver det vel også et klart tilvalg af netop kun fest og gaver…. Eller er det blevet en bekræftelse af den fremhævelse af individet, som de seneste 15 års børneopdragelse har stået for eller er det kommet i takt med ”vi er alle lige gode til alting” pædagogikken? Jeg er blevet skudt på, med argumenter, der kun omhandler, at ”Det er fedt at nogen tør skille sig ud”. Hvorfor skal det nu pludselig handle om, om man tør eller ej? Det handler vel for pokker om en bekræftelse af noget, som engang er sket, nemlig dåben. Vil man skille sig ud, så er der 1000 andre måder at gøre det på. Jeg ser ikke på Nonfirmation, som en begivenhed i sig selv, og måske er det derfor jeg slet ikke forstår, at det fejres med pomp og pragt. Hvad skriver man egentlig i sådan et kort til nonfirmanden?

  • Tillykke med du ikke blev konfirmeret!
  • Tillykke med festen!
  • Tillykke med øh?? …men tak fordi jeg måtte komme.

Man skriver jo heller ikke: “Tillykke med I har valgt ikke at blive gift”.

Uanset om man skal konfirmeres, nonfirmeres eller ej, så må man ganske enkelt ikke lade sig snyde for en konfirmand messe. Sådan en messe hvor den lokale handelsstandsforening er arrangør. Så kan du være så heldig, at opleve den kvindelige formand for handelsstandsforeningen, stå med mikrofonen og indlede messen med at præsentere årets tøjmode med halvanden times modeshow. Tøj- og hårmode der vises frem af og på lokale modeller. Halvanden time, hvor formanden med den skingre stemme skriger om tøjmoden til både konfirmanden/nonfirmanden og hendes eller hans søskende og forældre – og for så vidt også onkler og tanter med flere, lige ind i dine ører. I mens de lokale modeller, hundses rundt på scenen med; ”Tag en runde mere, en runde mere…” og ”iiiiihhhhhhhhhh hvor er det flooooooooooooot!” Halvanden time, hvor du ikke tør gribe ud efter, de ellers ret flotte gaver, der kastes ud blandt publikum, for så er du nødt til at fjerne hænderne fra ørene. Fjerne det eneste der forhindrer dine trommehinder fra at styrtbløde og dine ører i at falde af.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

At hun råbte i mikrofonen kan selvfølgelig også skyldes, at showets 18- årige DJ ikke skruede ned for det høje #New Hot Sexy# House and Dance Music 2013, når hun skreg som ind i helvede talte.

Han skruede op når hun talte, og imens dansede han bag sin pult med høretelefoner forklædte høreværn på. Når modellerne ikke kunne følge med til den hurtige omklædning, så smed DJ’en sine høretelefoner og sprang hen foran sin pult og tog billeder af den i spotlightet. Tredje gang han gjorde det, da grinede jeg så højt, at jeg spruttegrinede og græd på én og samme tid. Et øjeblik, er jeg ret sikker på, at jeg overdøvede hende med mikrofonen. Den ældste dukkede sig og havde et voldsomt anfald af ”ud af kroppen, mor er pinlig” øjeblikke.

Halvanden time. De lokale modeller sluttede showet af, med en omgang opvisning i Gangnam Style. Jeg var stum. Den ældste ruskede i min arm og jeg vågnede af mareridtet. Et splitsekund blev jeg ramt af frygt for, at alle ville komme springende ind igen og opføre en musical. Jeg hastede videre til vinsmagning; mousserende, rød-, hvid-, og dessertvine. Jeg er sikker på, at min oplevelse af mode showet havde været noget anderledes, hvis vi var startet med vinsmagningen.

Byens og omegnens handlende stod klar på rækker, hvor der blev disket op med smagsprøver på kager, desserter, oste, sandwich, pålæg og meget meget andet. Der blev rundhåndet delt ud til konfirmanderne og deres forældre, i håb om at få en ordre i hus. Frisører, banker, tøjforretninger, cykelhandlere og andre var også på pletten, for at præsentere sig, inden forbrugsfesten for alvor begynder. Jeg fik øje på kaffen, eller rettere sagt, min næse styrede direkte forbi tallerkener med oste, kager, sandwich og andet mad. Mad der havde stået fremme på fade, i en varm sportshal i halvanden time. Ventet på, at alle var blevet skreget gennem mode showet. Nu stod alle bøjede som sultne gribbe og hyæner om de bugnende fade. Kaffen, den var varm, god og tiltrængt.

Og så ventede vi. Jeg anede ikke helt hvad vi ventede på. Udover at jeg havde set en noget spinkel og bar drengeoverkrop, der poserede på en plakat, hvor der med store bogstaver stod EMILIO. Ingen var i tvivl, da han trådte ind i hallen, for alle pigerne flokkedes om ham med strakte hænder og glimtende Iphones. Lyset blev slukket, musikken startede og røgmaskinerne kørt i stilling. Og så startede det igen. Skrigeriet. Denne gang var det alle pigerne der skreg, så man næsten ikke kunne høre om den spinkle Emilio sang eller blot hviskede i mikrofonen. Jeg kom til at grine igen, men denne gang var det ok, for ingen kunne høre det. Dog resulterede spruttegrineriet i, at jeg spildte kaffe ned i min sko…. så skreg jeg også. Da jeg bukkede mig ned for at tage skoen af, fik jeg øje på et flot mærkat på gulvet.
to loudd

Konfirmation eller nonfirmation. Nogen vil sige jeg er forstokket eller stokkonservativ…. jeg vil nærmere sige stokdøv – men det er fordi jeg har været til konfirmandmesse.

Sygehusvæsen, Sundhedsvæsen …… Surhedshvæsen.

Har haft en mærkværdig uge. Yngstemanden på 9 år, har været indlagt på børneafdelingen. Indlagt er måske så meget sagt, vi var der i alt fald i mange timer. Hver dag….og ventede.

Forinden havde vi fået et meget kort brev, om at møde på afdelingen sammen med nattøj og sovedyr, til indlæggelse og undersøgelser. Andet stod der ikke. Jo forresten, der var 5 sider vedlagt om frit sygehusvalg og en lang vejledning om hvordan og hvor vi skulle henvende os for den ene og den anden blanket, for at få transportudgifter refunderet. Vi havde ventet 5 uger på det brev, og hvem regner normalt 5 uger for noget. Men når ens spinkle dreng er frygtelig bange for at spise, så føles 5 uger pludselig som en evighed og en kamp mod forsvunden energi og undervægt.

Husker stadig sygeplejerskens ord: “…. udredes for spisevægring, så det er svært at sige hvornår I kan udskrives igen”. Nahhhh, spisevægring er nu sådan et alvorligt ord, men det er rigtigt, yngste søn var blevet bange for at tygge og synke almindelig mad. Han har flere gange fået noget galt i halsen, så han var ved at blive kvalt. Sådan i alvorligste forstand. På sygehuset kaldte de det så dramatisk ’nær død oplevelse’. De ret voldsomme episoder med ”noget galt i halsen” og med ikke at kunne få luft, kvælningsfornemmelsen, panikken, både sin egen og vi voksnes, når det skete, havde gjort ham rædselsslagen. Dødsensangst. Derfor reagerede han både fysisk og psykisk – han kunne simpelthen ikke synke ret meget gennem den lille hals. Jeg kunne ikke tage frygten væk, fjerne den eller mindske den. For han havde selv oplevet det, mærket hvor væmmeligt det var, ikke at kunne trække vejret. Men via egen læge og Børneafdelingen kunne vi få undersøgt nærmere, om der fysisk var nogen problemer.

Faktisk ville han gerne spise. Yoghurt, uden frugtstykker. Det bliver man ikke særlig energisk eller stor af og heldigvis var modet til at prøve at spise almindelig kost, så småt ved at vende tilbage. Dagene inden vi mødte på børneafdelingen, var der både blevet spist kartofler, brød og frugt.

Sygeplejersken fortsatte sin velkomst med at undskylde, at der ikke var en seng klar, da der var overbelægning på afdelingen. Det forklarede jo også fint de 3 senge på gangen med syge børn og bekymrede forældre ved siden af. Jeg forsøgte at overbevise hende om, at det var helt ok, for ingen af os var sengeliggende. Hun fortsatte med at undskylde, mens hun viste os og alle vores pakkenelliker ind i afdelingens legerum. Der sad i forvejen en mor med sin søn.

Der midt i legerummet, talte vi med to sygeplejersker til indlæggelsessamtale og skulle så vente til det blev stuegang, for at tale med en læge. I ventetiden gik det ret hurtigt op for os, at den anden mor i legerummet var mere end utilfreds med at være på sygehuset. Hun var i aftes blevet indlagt med sin meget febersyge søn. Hun beklagede sig over, at alt bare var så gammelt og slidt og hun kunne slet ikke spise noget, for der lugtede så forfærdeligt af medicin og sygehus. Da hun var færdig med at fortælle os, hvor forfærdeligt det hele var, spurgte jeg til hendes søn og ‘jo jo, han havde det meget bedre og de forventede da at komme hjem sidst på eftermiddagen’. Derefter mistede hun hurtigt interessen for os og ringede til sin mor. Der fortsatte hun med at beklage sig over de elendige forhold hun var udsat for; om lugte hun ikke magtede, en stue hun ikke ville være på, fordi der var andre syge børn og bekymrede og triste forældre, hun følte sig indespærret….og remsen var uendelig. I mens sad hendes lille søn med en bog og storsmilede til os.

Flere nederlag i ludo og klodsmajor senere var der stuegang. Eftersom hele afdelingen var fyldt op, også undersøgelsesrummene, så måtte den anden mor og hendes søn forlade legerummet. Det skete ikke uden en del spydige bemærkninger om ’åbenbart at være til besvær’. Legerummet blev fyldt med sygeplejersker, studerende og en læge. De stimlede sig tæt sammen omkring os og pludselig følte jeg mig også som en bange ni-årig. Vi blev spurgt og vi svarede. Vi spurgte og der blev svaret, rynket pande, kigget, lyst med lygte, følt, mærket og legerummets sofa blev med et snuptag forvandlet til en undersøgelsesbriks. Ved resten af dagens måltider skulle en sygeplejerske observere, når yngstemand tyggede til fødebolle – ikke at forveksle med en flødebolle. Vi måtte tage hjem at sove og møde ind igen tidlig morgen, til flere observationer af måltider, stuegang og undersøgelser. Den eneste der havde en kommentar til det, var yngste søn; “Eiiii altså mor, og så har vi lige pakket alt det”

Sådan gik det til, at vi i 4 dage boede i børneafdelingens legerum og delte spisestue med afdelingens andre beboere og besøgende. I legerummet blev det os, der ind imellem vores egen bordfodbold turnering, wii spil, ludo, 100 andre spil og mange kopper kaffe og saft rigere, ikke kunne undgå at overvære andre til indlæggelsessamtaler. Det kan man så være forarget eller forundret over. Til gengæld gav det en ret god fornemmelse for, hvem man lige huskede at tage kaffe med til, hvem man gav plads til bare at sidde for sig selv og stirre, hvem der ville tale, hvem der ville lege og hvornår vi lige skulle gå en tur. Ikke mindst oplevede jeg hvordan personalet, trods de noget besværlige forældre forhold, fik det hele til at fungere.

Og til de der opfatter skattekroner som egne penge der bliver frarøvet, vil jeg undskylde – men mest af alt sige TAK for uvurderlig hjælp – for alt bliver godt igen!

surhedshvæsen

 

Det er bare sjovere at være forskellig…

Kollegaerne – de skønneste kvinder – forskellige fra hinanden og forskellig fra mig. Forskelligheden kommer til udtryk hver dag og det giver faktisk et ret spændende klima at arbejde i. Forskellighed giver nuancerede tilgange til opgaver, løsninger og ikke mindst i den kollegiale omsorg. Vi passer på hinanden, hjælper hinanden og tænker på hinanden med himmelvid forskellighed.

Lidt som dengang, vi som gode kollegaer udarbejdede en lille ”God barsel” folder til en kollega, der ventede sit første barn og derfor selvsagt for første gang skulle på barsel. Alle mine  kollegaer kom med flotte og designede sider, fyldt med fantastiske råd om cremer og quiltede bløde designer tæpper. Hagesmække fremstillet af det helt korrekte økologiske bomuld. De helt korrekte børnesange, råd om soverutiner, indkøb før fødslen, ømme brystvorter, røde numser og gode råd fra kvinde til kvinde.

Den hoppede jeg slet ikke med på. Gode råd for mig, er ligeså nyttige som de der sønderjyske kager af samme navn – de krummer og smuldrer når man forsøger at ”tage dem i brug”. Mit bidrag kom på bagsiden. Under en tegning af en mor med sved og tårer sprøjtende af ansigtet, 8 arme, der hver især var optaget af en opgave.

Overskriften var: Du har ammehjerne når:

  • Du ikke kan forstå hvorfor risottoen aldrig bliver færdig, hvorefter det går op for dig, at du har smidt sesamfrø i gryden i stedet for ris, og så febrilsk prøver at redde det med lidt ekstra salt/peber.
  • Du helt hysterisk løber rundt i huset for at finde barnet – hvorefter din mand beroliger dig med, at du jo allerede har sagt godnat og puttet barnet til natten.
  • Du hulkende bryder sammen, fordi dåsen med kaffebønner er tom, og klokken kun er 10 om formiddagen.
  • Du nyder en laaang indkøbstur alene og smiler til alle de søde mennesker, der smiler til dig – og først når du kommer hjem, finder du ud af, at de smilede, fordi du render rundt med vrangen ud af tøjet.
  • Du har taget kød op af fryseren, smider det i mandens sportstaske (fordi den lige var i nærheden) og finder det først igen – eller rettere manden finder det, når han efter sommerferien igen skal ud af døren til badminton. Fundet af, det nu flydende grønne kød, forklarer hvorfor manden forgæves har kravlet rundt på loft og i skunke, for at finde frem til hvilket dyr der havde lagt sig til at dø i huset og udsendt stank af ådsel. (Her bliver man IKKE så populær og det er en god idé at komme post it med kærlige ord OG chokolade i sin mands madpakker den kommende uge).
  • Du endelig finder din pung og bilnøgle, efter at have ledt forgæves efter dem i et helt år. Du finder dem efter at have beskyldt de mærkeligste mennesker (svigermor) for, i en god mening, at have ryddet op, og derfor forlagt det et sted du ALDRIG selv ville lægge det. Så finder man sin pung og bilnøgle, pakket ned sammen med kravlenisser, halmbukke, røde hjerter og julesokker.

Lad os være ærlige – det er ikke så sjovt mens man står midt i det, men bagefter – længe efter – bliver der grinet en del.

And let the fun begin…

Skolefester, forældremøder, forældresamtaler, julestue, arbejdsdage, forældrebestyrelse, forældreråd, støtteforening og åbent hus. Der er masser af muligheder for at involvere sig i ungernes skole og deltage meget aktivt i ALT hvad der sker.

Men i guder ….. hvor er det afskyeligt at blive placeret i 3 timer på en lillebitte stol i et klasselokale, ved siden af alle de andre forældre, der sidder på lillebitte stole og så lytte til den ene søvndyssende lærer efter den anden. Sidde efter en lang dag og skulle holde sig vågen, når lærerne fortæller langsomt og uddybende om netop det fag de underviser i – det er ren tortur af den værste slags. Sidde og stirre ud i luften, mens lærerne slår op på sider i bøgerne og fortæller detaljeret om, hvordan opgaverne skal løses og hvilke emner de kommer omkring. Langsomt, tydeligt og med næsten ligeså mange armbevægelser som en døvetolk. Sidst sad jeg og tænkte om de troede vi var retarderede? Om det var et eksperiment for at se, hvornår nogen ville protestere mod sejpineriet. På et tidspunkt overvejede jeg helt alvorligt, at lade mig falde ned på gulvet. Nu prøver jeg simpelthen at dumpe ligeså stille ned på gulvet, og ser om der er nogen der reagerer, tænkte jeg. Jeg kom helt til at smile, for jeg var sikker på, at lærerne blot ville fortsætte helt upåvirket af min stille og tumpede protest. De andre forældre ville fortsat sidde som forstenede statuer på stolene – mest fordi de alle efterhånden havde fået kramper i benene og en ikke ubetydelig summen i røvballerne. De ville ikke kunne røre sig, uden først at være nødt til at trille ned på gulvet og rette sig ud, inden de kunne rejse sig op og komme mig til undsætning.

Hvad sker der for de forældremøder? Vi sidder der og kæmper for at holde øjnene åbne og til sidst bliver der serveret kaffe og en kage så sød, så det hviner i tænderne. Det er som at være til bamse- og dukkeselskab. I mens blev der ironisk nok diskuteret sukker og kostpolitik.  Eller diskuteret er vist så meget sagt. Der var temmelig stille og jeg bemærkede, at kun lærerne talte. Emnet skiftede til legegrupper. Alle børn sættes sammen i grupper á 4. Så skal alle børn lege sammen og have hinanden med hjemme, selvom det ikke er nogen de leger så godt med til dagligt?!? HVAD?

Her vågnede jeg sgu op. Og faldt også næsten ned af stolen, ikke engang med vilje. Jeg vil nødig være tvunget til at ’lege sammen’ med nogen jeg ikke selv havde valgt eller søgt. Nok mener jeg, at man skal være smidig, så man kan samarbejde med nogen man ikke selv har valgt – og måske ikke engang bryder sig særligt om – på sin arbejdsplads og også i skolen. Men i sin fritid – der bestemmer man selv. Basta. Hippiemødrene skulede til mig, men de sagde ikke noget. Jeg var utilfreds. Faktisk blev jeg næsten vred, for hvad skulle den ordning nytte? Jeg kunne overhovedet ikke se det gavnlige af sådan et arrangement. Kun temmelig mange konflikter.

De må arrangere alle de fælles lege i frikvartererne, som de har lyst til. Dreng -pige skolelegetirsdage eller hvad de nu synes, som kan være med til at spolere den udmærkede naturlige fornemmelse for, om man kan lide nogen eller ej – eller har kemi med om du vil. Ingen skal trække sådan noget overdreven pædagogisk lærerhippie gejl ned over mine unger – eller mig, for den sags skyld! Ingen legegrupper! Hippiemødrene tilgiver mig sikkert aldrig, men jeg ved, jeg nok skal klare mig.

Resten af tiden sad jeg bare og lod tankerne flyve. Én sætning vendte hele tiden tilbage ’Der er ALT for lidt alkohol til forældremøder’.