Havde det ikke set rigeligt suspekt ud i forvejen, så havde jeg taget et billede…

Jeg kom kørende på landevejen og så ham stå der i vejkanten. Først tænkte jeg, om han var væltet og var ved at rejse sig op, for han stod så mærkeligt ved siden af cyklen der lå ned.

Da jeg kom tættere på, så jeg det. Manden stod i vejkanten med cyklen liggende i grøften og sine shorts hængende nede om knæene, mens han stod og undersøgte sig selv i skridtet/lysken. Han havde dog beholdt sine boxershorts på, men han var helt optaget af…. hvad end han nu stod og lavede og han løftede end ikke hovedet, da jeg holdt ind til siden.

Først da jeg smækkede bildøren kiggede han op og jeg nærmest råbte til ham: ”Kan du bruge noget hjælp? ”.  Først da jeg havde sagt det, tænkte jeg over hvor seriøst åndsvagt det var, at spørge en fremmed mand med bukserne nede om knæene, om han havde brug for hjælp.

”Jeg tror, det var en hveps” svarede han mig og løftede hånden op mod mig, som om han på den måde kunne holde mig tilbage, fra at komme og se nærmere på hans skridt. Han hev shortsene op igen og forklarede. Han var kommet cyklende der i det bakkede landskab og der var åbenbart en pervers hveps, med hang til mandlige stikkelsbærben, der var fløjet ind i buksebenet på hans shorts og stukket ham.  Jeg prøvede at lade være at smile og selvom jeg forsøgte at lyde fornuftigt med et; ”er du allergisk” så kom det alligevel til at lyde, som om jeg var en smule begejstret, om han nu ville svulme voldsomt op.

Det var han heldigvis ikke, så jeg trak mig lettet tilbage og kørte videre…

Forandringer og hønsenes befrielsesfront

Her er der sommerferie og syv dags krisen er lige slået ned som lynet fra en klar himmel. Der ligger sådan en dyne af råddent humør, mutte unger og vrøvlede forældre hen over vores hus. Det bedste er, at jeg ved det forsvinder igen… snart.

Måske forsvinder det sammen med sukkertrangen og indkøring af diabetesvenlig kost, eftersom manden har fået konstateret diabetes og hver dag må stikke sig, med noget der ligner verdens mindste kanyle.  Menuen her, er nu noget anderledes og består bl.a. af blomkålsris og broccolisalat, tunfrikadeller, squash boller spinatlasagne,stenalderbrød og quinoa salat. Selvom jeg langt mere er til en “spise med price menu”  så giver det grundlag for et stabilt blodsukker… ved ikke hvorfor vi så er lidt småsure?

Dagen startede på mærkværdig vis med, at svigermor stod her med tårer i øjnene, fordi hun havde hørt, at vores høns var på vej til at blive et hoved er kortere. Og det var jo sandt nok. Sådan er livets gang i vores hønsegård. Når der er for langt mellem at være æg nok til en omelet, så bliver hønsene gjort suppeklare. Derefter er det i gang med den store rengøring og klargøring af hønsehus til en ny og frisk æglæggende flok.

Svigermor har passet vores høns en uges tid tidligere i år, mens vi hang ud i et sommerhus ved Vesterhavet. Hun var helt slået ud over, at de skulle slagtes, for hun syntes de var så søde og havde hver deres egne spøjse personligheder. Så hun havde været i det lokale byggemarked og tømt hylderne for hønsetråd, stolper og siddepinde. Hun ville have hønsene med sig hjem, alle sammen. Både Mariehønen, Pongo, moster, madammerne, den tossede, den halte og Hr. Nelson. Og sådan går det til, at vores blandede hønseflok af skøre madammer, nu flytter hjem til svigermor – hvor de helt sikkert bliver forkælede ihjel eller dør af alderdom.

Negledamen

Jeg havde brug for at gøre noget (læs: andet end arbejde). Måske mest fordi jeg er en smule træt. Det koblede jeg sammen med, hvilken klovn jeg er til at fedte og klatte med neglelak. Så jeg har fundet sådan en negledame. For første gang i mit liv har jeg været hos en negledame. Jeg havde først tjekket priser og jeg kunne virkelig ikke betale over 500 kr. for sådan nogle negle. Derfor har jeg har været på det sorte marked for at finde en negledame. Jeps, det er sandt, det gjorde jeg. Meld mig til SKAT eller skyd mig ved daggry op ad et vådt plankeværk.

Hun levede op til alle mine sære fordomme om negledamer:

• Affarvet hår…og meget af det
• Mange børn – alle med ”idioter” eller ”drukmåse” af nogle fædre (hendes egne ord)
• På fornavn med den lokale ordensmagt
• To små, men meget gøende og irriterende hunde (den ene tissede på gulvet, mest fordi den godt kunne lide mig)
• Et sprog, hvor der i hver sætning lød et: Kraftedeme, satan, pisse, lorte, sindssyge eller satme.
• Har en kæreste der er langturschauffør og giver hende ALT for lidt opmærksomhed
• Taler dårligt om alle andre negledamer og om hvor uhygiejniske de er (det fortalte hun, imens hun hostede på mig og sprittede min pølsefingre af)

Det morsomste var, hvordan hun involverede mig i ALT i sit privatliv, mens jeg sad der og forsøgte at slappe bare en lille smule af. Hun holdt mig i hånden, filede løs på mine negle og snakkede i ét væk. I mens trippede de to hunde rundt hele tiden, små gøede og slikkede på mine tæer. Med sin nordjyske accent talte hun sådan her:

Hvorarbejderdusåhennehvaderdetegentligdulaverogerdugladfordet?

Erdusågiftoghvadlaverdin#HOLDSÅKÆFTTRILLEELLERDUBLIVERKVALT!#dinmand?

Jamenkenderdu#NEJSIMONDUKØBERIKKEENSKIDESCOOTER!#såenderhedder….?

Det var ret belastende, måske fordi jeg mest var i humør til at sidde og glo ud af vinduet og lade tankerne flyve. Jeg skulle også tage stilling til de der negle. Farve, længde og hele tiden blev hun ved med at spørge, om jeg ikke lige skulle have bare en lillebitte sten, noget glimmer eller en af de tusindvis af farver eller perler, guldglimmer, små hjerter, stjerner eller en negle piercing på? Det eneste jeg blev ved med at sige var: ”kortere, kortere, kortere endnu og lidt kortere”. Alligevel synes jeg de blev lidt for lange. I mens sad hun der med sine egne negle, filet helt spidse, med masser af glimmer, sten placeret i mønster og halløj.

Hendes mund stod slet ikke stille og til sidst smilede jeg træt og føjede hende til som nummer #85 på listen over personer og situationer, hvor jeg skal udvise sund overbærenhed.

Det var nogle meget lange timer. Neglene blev sådan set ret fine – hvis jeg lige ser bort fra det lille sorte hundehår, der er fanget i en af geleneglene. Ligesom en klump rav, hvori en myg er fanget og størknet fast for altid. Sådan en negl har jeg, ikke med myg, glimmer og halløj, men med et hundehår.

Say what?

Han kom respektindgydende ind ad døren. Sagde pænt goddag med fast håndtryk og fulgte efter mig indenfor i undervisningslokalet. Jeg havde ikke hilst på ham tidligere og jeg anede ikke hvad han kunne finde på at lukke ud i lokalet. Det var et sats. Min faste kontakt ved autoriteten var forhindret og jeg havde satset på, at en anden så måtte træde til i stedet. En ukendt. Hvad var det værste der kunne ske?

Autoriteten var på besøg og skulle holde oplæg for mine kursister. Om kontrol, love, myndighed, arbejdsmiljø og ulykker. Han var høj og ret robust. Klædt i blå sweater og mørke bukser. De sorte praktiske sko matchede hele hans look med det store fuldskæg, brillerne og den brune lædertaske, der så lidt slap ud i betrækket. Med sin lidt fremstående hage og ansigtsudtrykket, der ikke lagde an til en eneste mine, til noget der lignede et smil, der mindede han mest af alt om en blanding mellem en træt sømand og en rektor.

Da han skulle præsentere sig og uden så meget som et ansigtstræk, startede med; ”Tak for invitationen. Min baggrund for at stå her, er så blandt andet mine 34 års ansættelse hos…” ’NEJ NEJ NEJ!’ tænkte jeg og kom næsten til at klaske min flade hånd op i panden. Men så skete der noget. Efter han havde kørt sin elevator præsentations tale af, der i øvrigt var mere tør end en lyngbegroet sandbanke nær Hjørring, så skete det. Noget helt uventet.

Han ledte i sin taske og hev et noget krøllet papir frem og så sagde han; ” Jeg har taget et digt med, som jeg gerne vil læse for jer”. Efter det usynlige klask med flad hånd i min pande, så tabte jeg nu fuldstændig underkæben. Skulle jeg standse ham? Var han gået forkert? Var han egentlig den han udgav sig for at være? Mens jeg stod og måbede og kursisterne henholdsvis kiggede fra ham og til mig, så fortsatte han med; ”Jeg skal fortælle jer om ulykker, psykisk arbejdsmiljø når det er problematisk og inden jeg gør det, så vil jeg gerne læse dette digt for jer, af Benny Andersen:

Lykken

Der er noget særligt ved lykken
man kan blive helt glad
når man møder den
men også beklemt
står lidt stille
lister sig så varsomt frem
som i et minefelt
og hver gang man sætter foden ned
uden at ryge i luften
glemmer man enten at nyde lykken
eller blir sur over ikke at vide
hvor længe den varer
så når modgangen endelig melder sig
er det en lettelse
som om man er kommet i sikkerhed
det er nu skammeligt
for der er noget særligt ved lykken
som man ellers ikke møder
måske ligger fejlen dér
man kender for lidt til den
burde sætte sig mere ind i den
jeg tror det er en træningssag.

Efter, skal vi sige et temmelig anderledes oplæg end ventet, så sluttede han af med at bedyre, at kontrol og store kontrolsystemer både skaber mistillid og er alt for dyre at drive. Tillid var meget bedre, det gjorde os også meget gladere. I øvrigt var tillid også meget billigere.

Jeg elsker når mennesker overrasker!

For fædrelandet

Jeg må hellere få fortalt jer om den port. Det er den der adskiller tusindvis af nysgerrige blikke til den kongelige jagthytte i Trend. Kongeporten. Sammen med det høje vildthegn og masser af skov, har den indhegnet og skjult jagthytten et sted på den 400 hektar store grund, som var det slottet hvor tornerose sover sin skønhedssøvn. Kongeporten er med til at skjule den kongelige og ”hemmelige” hule.
Den kongelige jagthytte i Trend, som har ry for at være stedet, hvor de kongelige drager hen, når de vil have mest muligt fred for offentligheden og nysgerrige blikke. Jagthytten, som for de fleste vil betragtes af en sådan størrelse, at den egentlig slet ikke kan kaldes en hytte.
En varm og lun sommermorgen i august, kom jeg forbi og tog dette billede til jer:

IMAG0317

Kongeporten, der helt diskret og næsten anonymt spærrer vejen for uvedkommende til den kongelige jagthytte. Den åbnes kun for medlemmer af kongefamilien og deres meget nære venner, altså lige bortset fra dengang selveste Dronning Margrethe åbnede porten, så et ret begrænset antal gæster, mod entré, kunne komme indenfor. Entréindtægten gik ubeskåret til ungdoms arbejdet i Farsø og de nysgerrige måtte blive udenfor selve jagthytten, ingen kom indenfor. Rygtet siger, at det bestemt ikke var lokalbefolkningen, der var mest nysgerrige og købte de dyre billetter, for at komme ind bag Kongeporten. Måske har det noget at gøre med, at langt størstedelen af lokalbefolkningen er temmelig stolte af, at de kongelige finder ro og fred her i området.  Derfor værnes der også om de kongeliges besøg i Vesthimmerland.

Faktisk bliver der værnet så meget om de kongeliges besøg her, at ingen gør et større nummer ud af at møde dem under indkøb. Heller ikke, når man møder Kronprinsen med de ældste børn, en sensommer eftermiddag på den lille lokale flugtskydningsbane, fordi de ”kom lige forbi”. Men bagefter kan man godt føle sig lidt kongelig og slå sig sammen i større fællesskab og bygge nyt klubhus. Lidt kongelig opmærksomhed kan, uden det var tanken, sætte gang i en del udvikling.

På Herrens Mark – lidt om mænd, Gud og De Kongelige.

Efter at have været forbi Pikhede, og jeg fejl læste Færker odde på kortet som Frække odder, så var det tid at forlade de svære stednavne og finde en kop kaffe at skylle det hele ned med.

Midt på øen fandt vi Café På herrens Mark – med anbefaling fra hende her. Sammen med duften af dansk sommer og Limfjord, så fangede vore næser allerede fra caféens p-plads, duften af pandekager.

Udefra lignede det umiddelbart en helt almindelig villa, men indenfor var der café i et dejligt lyst lokale og væggene udsmykket med kunst fremstillet af vraggods. Der var en terrasse med den mest fantastiske udsigt over øen og fjorden. Menuen var pandekager og pandekager – enten de søde eller de mere mættende af boghvede, alle med forskelligt fyld…og kager og kaffe og smil og venlige øjne.

Jeg ved ikke, om det var fordi vi var støvede, kaffetørstige  og trætte, eller det var furboernes gæstfrihed der skinnede igennem. Men det føltes som det rareste sted at være. Selvom der var travlt og trods ventetid, fordi stedet var godt besøgt, så var der en ualmindelig og sjælden oplevet venlig atmosfære. Mens vi ventede, så fik vi både koldt vand og Furboernes underspillede og særlige humor at se. For i haven havde de et ”Museum for Mænd”.

mandemuseum

Trods navnet så jeg dog ingen udstillede mænd, til gengæld lugtede der ret skarpt af diesel og tjære i det lille museum, med en udstilling af udsøgte rædsler, som frække blyantspidsere, stueure med knapt så stuerene ringetoner, pokaler og matte medaljer. Alt sammen noget, som kvinder ikke tillader i stuen, når man som par får fælles hjem.

mandeskilt

En af mine favoritter var det polske vildsvin.

vildsvineskind

Øllene var naturligvis 1 kr. dyrere for kvinder end for mænd. Til gengæld var de jordkølede og kunne trækkes op fra et hul i græsplænen med en øl elevator.

ølkøler

I mens kvinderne måtte tie og drikke deres dyrere øl, så kunne mændene hygge sig med at træne lidt fitness.

fitnesformænd

Efter latter over den noget aparte udstilling og besøg på caféens familietoilet (det er sandt, det var så rummelig, at hele familien kunne være der), så var vores bord, pandekager og kaffe klar. Det var rent ud sagt svært at føre en samtale, for enten blev der tygget på en ualmindelig god pandekage eller også søgte øjnene og sindet fred med hvile på den fantastiske udsigt. Den engelske oversættelse af ’på herrens mark’ til “on god’s field” passer ret godt, for det var præcis hvad det føltes til at være. Besøg stedet, når du kommer til Fur!

Apropos Gud
Inden mobiler, gps og app’s (og sikkert også inden cafér med familietoiletter) så har der altid været en sikker vej til et pænt og rent toilet – find en kirke. Det er rigtigt! Menighedsrådene landet over, har sørget for skinnende rene toiletbygninger på enhver kirkegård. Når vi er ude at køre og én i bilen siger ”kan vi ikke lige finde en kirke”, så betyder det noget helt andet end beundring af kalkmalerier og døbefonte. Prøv det selv næste gang du kører ud i sommerlandet. Drop din ”nærmeste toilet app” og find i stedet nærmeste kirke med kirkegård. Der er jo ingen der siger, du ikke må gå ind og beundre kirken, nu du alligevel er der.

Og så mangler vi bare de kongelige
Der var stille på bagsædet på vej hjem og den overtrætte mor her, skulle lige stikke lidt til de endnu mere trætte børn, og høre om de var friske på at komme med forbi og se noget kongeligt, næsten helt hemmeligt, og som ikke kan ses nogen steder?! SÅ vågnende de op alle sammen, indtil den mest vågne rullede lidt med øjnene og sagde: ”Moar, ,hvis det er den der kongeport til jagthytten, så gider vi altså ikke se den..IGEN” og der blev afsluttet med” der er jo ikke noget at se”.

Og det er jo netop DET, der er det fantastiske. Her skylder jeg lige at nævne, at vi ofte kører forbi kongeporten (det kalder vi den) til den kongelige jagthytte i Trend. Jeg har måske ikke nævnt det her, men hver eneste gang vi kører forbi, så sænker jeg farten, peger og fortæller med en sådan iver om både port og jagthytte, at ungerne er ved at få forstoppelse af den kongeport. Jeg lover at tage et billede til jer, næste gang jeg kommer forbi den og fortælle historien om, at der intet er at se.

Landet for længe siden

Vi har været på det vidunderlige Fur, for at lede efter fossiler. Er du vimmer der føltes længere til Fur end nogensinde. Vi havde nemlig valgt dagen, hvor alle ferierende i det nordjyske ville sejle med færgen Mary fra Vesthimmerland til Mors og igen med Mjølner færgen fra Mors til Fur– ligesom os.

Turist i eget (Nordjyl)land
Ombord på færgen Mary, overhørte vi hvordan færgemanden gentagne gange blev irriteret overfor passagerer, der ikke havde kontanter, men ville betale med kort. Helt højlydt, med store suk og sætninger som ” HAR du ingen kontanter, for fanden, så SKAL jeg jo have gang i den her”, mens han viftede irriteret med sin kortterminal. En sjællænder, der sikkert aldrig i sit liv har oplevet besværligheder over at betale med kort, så helt forskrækket ud. Han lignende en der frygtede at blive vippet over bord grundet de manglende kontanter. Jeg blev faktisk lidt flov på færgemandens vegne og fra bagsædet spurgte tvillingerne kor: ” Hvorfor er han sur, hva’ mor? Er han sur?”
Alle kom dog sikkert i land og på Mors kørte vi forbi det berømte Thise mejeri, hvor besøgende stod i kø helt ud til kørebanen, for at komme med ind til åbent mejeri med gode historier og smagsprøver.

Noget om køer
Når man holder der i lang og langsommelig kø for at komme med nogle af Nordjyllands små færger, så er der virkelig god tid til at iagttage os ferierende folks forskelligheder. Specielt den midaldrende mand i den meget store og skinnende bil. Han holdt i køen foran os i vores spættede bil – spættet grundet de der tre svalepar og deres teenage unger, der har besat garagen, og rent ud sagt skider os et stykke.

Hver gang færgen havde minimeret køen med 30 biler og vi havde sneglet os fremad nærmere færgen, så sprang manden ud og åbnede sit bagagerum, hvor han havde en meget flot kasse med et velassorteret udvalg af diverse rengøringsartikler, klude og en hel del mere. Alt sammen var pænt og sirligt pakket i kassen. Han hev en sprayflaske frem. Bevæbnet med den og en klud, så sprayede, pudsede og polerede han sin forrude. Jeg siger jer, intet insekt ville splatte på den polerede rude, til gengæld ville de smutte videre som en flad sten mod limfjordens overflade og lande på vores i forvejen spættede bil. Han skulede noget efter vores bil, så til os og ingen tvivl om, at han havde dømt os helt ude. Til gengæld var det mig der skulede til det rygende folk, der askede og smed deres cigaretskodder i den tørre grøftekant. Jeg tog mig selv i at tænke hånsord som ”byboere” og ”Lars Løkke” – fordi en af dem vitterlig lignede Lars Løkke.

Der var mange, der helt tabt for omverdenen og sund fornuft, stod på kørebanen for at tage selfies med Limfjorden og Fur i baggrunden. Nogle var skyld i, at den trafik der kørte af færgen måtte holde helt stille. Tænk at have et flot selvportræt med en stor lastbil oppe i nakken. ”Byboere” tænkte jeg igen og undrede mig over, om det er sådan vi er blevet. Glemmer helt at mærke, se, dufte og fornemme hvor vi er, men i stedet koncentrerer os om det perfekte billede at uploade?

Find en fiskebæ
Vi kørte til en bakketop, som var mødestedet med de gæve geologer fra Fur museum, sammen med ca. 60 andre, der havde fået samme idé som os – at lede efter fossiler i moleret.
Bevæbnet hjemmefra med hammer, skruetrækkere og mejsler gik vi fra mødestedet og ned i et krater af en kæmpe udgravning af moler. For at erfare, at en smørekniv eller spartel var det bedst egnede værktøj. Der var jo ikke kun os ”turister” der gravede der, men også udgravning med store maskiner af moleret til brænding af de flotte røde mursten…og til kattegrus. Nede i krateret var der en kombination af ligeså varmt som i Death Valley, Californien og ligeså tørt, som i ovnen hvor de brænder det grå moler om til de røde sten.

Ikke en vind rørte sig og der var ikke så meget som en sky på himlen. Jeg ønskede det var mig, der havde taget paraply med. I øvrigt stod hun der, helt forstenet, under skyggen på sin paraply mens hele den vilde fossiljagt foregik.

paraply

En af tvillingerne gav op, mest fordi han blev ualmindeligt skuffet. Hvilket helt sikkert er min skyld. For jeg havde talt det op til noget eminent spændende, at lede efter fossiler. Han var hurtig til at gengive overfor mig, hvordan det så reelt var. Nemlig rigtig øv, for der var alt for varmt, støvet og ”man finder jo ingenting”. Det hele ramlede endeligt, da han i et forsøg på at finde det største fossil i den store mur, ramte sig selv i fingeren med en vildfaren skruetrækker.

I mens han og jeg fik en snak om, at der trods alt ikke regnede eller reelt findes børneædende moler og hvorfor dinosaurerne var uddøde, så fandt resten af familien noget så eventyrligt som fossiler af fiskeskæl, nogle ribben og et kvart kranie. En anden knægt fandt en hel fisk og en af geologerne blev som Joakim von and, der var genforenet med sin lykkemønt. Han pustede på fundet, stirrede på det med sin lup, som var det den største og mest fantastiske diamant i verden. Han forsvandt helt ind i sin egen geologverden og så usædvanlig glad og imponeret ud.

Øvrige fossiljægere, der havde kapituleret grundet varmen, havde søgt ind i den minimale skyggeplet der fandtes på modsatte side af krateret, end hvor alle andre gik med rumpen i vejret og ledte efter forstenet fiskebæ. Vi valgte at kæmpe os tilbage op ad den stejle vej fra krateret og finde køletasken med kolde forfriskninger. Kort tid efter havde alle fået nok – varmen var ulidelig.

varmeste

Fur er fin!
Vi fortsatte ud i det blå i jagten på en ledig skyggeplet, hvor vi kunne indtage den medbragte frokost og køle lidt ned efter opholdet i det varme krater. Selvom der var mange turister, så var der alligevel rigeligt plads til alle og vi fandt en plads i skyggen. Trods borde og bænke slog vi os ned på græsset i skyggen af et træ. Det grænsede op til en villahave, hvor vi kunne se og høre en mand råbe: ”Er do der?” Hva!” ” halloooo” ind i sin mobil, mens han gik rundt i haven for at finde en plet med forbindelse til fastlandet. Vi smilede til hinanden, for sådan er de på Fur, gæstfrie og venlige.

Skuffelsen over den stegende hede fossiljagt forsvandt samtidig som frokosten blev indtaget og efter henholdsvis lidt slumren og fangeleg på græsset, fortsatte vi turen på det skønne Fur.

Vi kørte forbi et af de frække steder, som trods navnet hverken var pik eller hede. Det eneste vi så der, var faktisk en garnbutik. Find selv på en naturlig sammenhæng der?
pikhede
Fra bagsædet spurgte tvillingerne den ældste,om hvorfor nogen kunne finde på at kalde steder noget, som man kunne få skældud af sin mor for at sige højt? Den ældste fnisede af spørgsmålet og så remsede alle på bagsædet alle de frække stednavne op de kendte.

Fur turen sluttede med et sent eftermiddags besøg På Herrens Mark og mande museet, men det var så besynderligt, og ikke mindst rart, at det får sit helt eget blogindlæg.

Forstyr hjernen – bryd mønstret!

Din hjerne laver mønstre. Jo den gør! Mest for at beskytte på dig. Den luller dig ind i kendte mønstre og passer på du ikke bliver usikker og ikke ved hvad du skal gøre. Sådan passer din hjerne på dig.
I mens den passer på dig, for det er nu engang det hjerner gør, så bliver den også skyld i, at det er let at stresse dig. Når der pludselig sker en forandring, specielt en du ikke har bedt om, så kan du blive både forskrækket, frustreret og vred på én og samme tid.
Der er slet ingen grund til at blive forskrækket. Det er bare fordi hjernen bliver usikker og er nødt til at ommøblere i en fart og finde en ny vej, fordi det kendte mønster er brudt– nogen gange tager det længere tid end andre. Men fidusen er, at mens den finder en vej, der trænes den.

Jeg øver mig hele tiden, for jeg kan mærke, at min hjerne ikke bryder sig om forandringer, derfor træner jeg den. Ved at bryde mønstre. Helst hver dag. Det kan være at køre en anden vej hjem, læse nyheder et nyt sted eller som i sidste weekend, at tage til opera i stedet for til Kim Larsen koncert.

Sådan bare lige, af en ualmindelig sød kvinde, fik jeg foræret billetter til opera koncert. Sopraner og pianister. Der er en første gang for alting – også for oplevelsen af opera, sopraner og pianister. Udover at jeg blev overvældet og næsten rørstrømsk af den uventede venlighed, så begyndte jeg at glæde mig, allerede inden billetterne var kommet ned i tasken. Jeg har aldrig oplevet opera tidligere. Altså lige bortset fra det i fjernsynet – som jeg altid slukker for.

Ægtemanden mente, at jeg helt sikkert var bedre tjent med at tage en anden end ham med. En der ville sætte større pris på opera end ham, og det havde han sikkert ret i.
Der skulle slet ingen overtalelse til, før min veninde Anne sagde;”Det skal nok blive hyggeligt. Bare en aften sammen med dig. Det kunne såmænd være EM i ‘sten, saks og papir’. Sådan er Anne. Vi mødte hinanden i den første store krise i mit liv og siden har Anne altid været der.

Et par dage inden den store aften, der diskuterede vi, om det mon var sådan en koncert, hvor man skulle være klædt i galla? Der fik min hjerne lidt betænkeligheder, mest fordi jeg slet ikke kunne forestille mig, at blive skruet ned i sådan et væld af taft og skørter. Anne kluklo bare – ” Vi ankommer bare almindeligt pæne, så skal det nok gå”. Almindeligt pæn, det er sådan et nordjysk udtryk for tøj, der er en tand pænere end hverdag, men ikke festligt nok til et bryllup. Og sådan tog vi af sted hjemmefra mig, almindeligt pæne. Dog i en bil der ikke var almindeligt pæn. Vi kørte 110 km i en spættet bil, grundet 3 svalepar der var flyttet ind på bjælkerne i garagen.

Jeg havde prikket lidt til Anne, der var chauffør i min bil, med ”bare giv den gas”. Det var sagt med øje på uret, der viste vi skulle holde en pæn fart, for at nå frem i god tid. Jeg kiggede på uret i gps’en og Anne kiggede på uret i bilens instrumentbræt. Naturligvis farede vi lidt vild, fordi jeg absolut skulle udfordre gps’ens ”drej svaaaagt til højre”. Vi måtte derfor spørge en venlig århusianer om vej. Her er det, at Anne fastslår det er godt vi er i så god tid – og jeg påpeger, vi faktisk skulle sidde på vores pladser i ridehuset nu. Her går det også op for Anne, at jeg er en af dem der hellere lægger en time og syv minutter til hvad bilens ur viser, frem for at bruge 30 sekunder på at stille det rigtigt.

Vi ankommer med store skridt, netop som den store dør er ved at lukke. Vi når ind og finder vores pladser ved hjælp af søde mennesker. Til den ene side er min bordherre en kendt kollega og til den anden side en ukendt herre, begge i fine skjorter. Anne sidder overfor mig. Jeg har knapt sat mig ned, før jeg udbasunerer min tvivl om, om det var sådan en galla aften. Heldigvis er min ukendte bordherre ret frisk, og løfter op i den hvide dug og viser sine bare ben frem, mens han svarer; ”Det er helt afslappet – se, jeg har shorts på”. Vi nåede at grine og smalltalke to sætninger. Så begyndte koncerten, med en fremragende introduktion af både formål og anledning for koncerten.

Italiensk opera. Smukke kvinder i skønne kjoler, med stemmer der fik håret, trommehinderne og følelserne til at blafre. Når jeg kiggede forsigtigt rundt, kunne jeg se parrene holde i hånd og nogle måtte tørre tårer bort. Jeg blev overrasket over mine egne kuldegysninger. Det var smukt og rørende på en helt uforståelig måde. Jeg forstod overhovedet ikke hvad der blev sunget, men det var formidling af følelser med stemmen. Jeg blev rørt….. og glad for det ikke var galla.

I pausen var der mulighed for at liste rundt på den italienske messe (som det samtidig var i ridehuset) med italienske lækkerier i alle afskygninger…og tasker. Vi nåede at hente drikkevarer og tale lidt, så fortsatte de store stemmer igen. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg egentlig havde forestillet mig, men fantastisk var det. Efter koncerten var der tid til at komme rundt på messen og Anne og jeg startede med at smage på hvidløgs tapenade – som vi naturligvis spildte på gulvet. Det så ud som om svalerne også havde været i ridehuset. Vi kiggede på klatterne, på hinanden og fik et grineflip. Aner ikke hvorfor, men uanset, så var det rart at grine over spildt hvidløgs tapenade.

Vi gik rundt og så, rørte og smagte på det hele. Vi nåede til et bord med de største parmesanoste jeg nogensinde har set, og lækre pølser og brød med skorpen så sprød som flæskesvær. Vine, kaffe, mandelbiscotti, pasta i alle udgaver, rissotto, olivenolier og flere smukke kvinder. Og tasker! De duftede af både levende hest og ny bil. Flotte og storslåede så de ud. Specielt den røde taske. Den talte til mig. Det gjorde den! Jeg holdt fast på den, længe. Jeg havde set prismærket på 2500 kr. Jeg kiggede på min egen taske. Pludselig så den ret lurvet ud og jeg forsøgte at retfærdiggøre, hvorfor den røde taske ikke var bedre end den, jeg for et år siden havde købt på et hestemarked. Jeg kunne godt se det. Men forsøgte ihærdigt at overbevise mig selv om, at med sådan en rød taske i den kvalitet, så ville jeg aldrig mere få en ny taske, for den ville holde for evigt. Den talte stadig til mig, men vore veje måtte skilles. Jeg er sikker på den græd lidt, da jeg gik.

Anne og jeg kørte hjemad, med venindesnak om oplevelsen, den røde taske og smagen af parmesan, dejlig vin og god kaffe. Det viser sig, at opera kan være meget mere end sopraner og pianister. Det er også herligt selskab, gode mennesker, oplevelser og latter.

 

Hvor der handles….

Endelig er den her, årstiden jeg elsker. Ikke alene på grund af varmen, solen og alt der grønnes. Næ, jeg elsker også, at der kommer så mange gæster og turister til vores landsdel. Tanken om, at jeg bor lige her, hvor andre vælger at holde deres ferie, det gør mig rigtig glad. Så kan de også ved selvsyn opleve hvor skøn Nordjylland er, når den viser sig fra sin smukkeste side. Noget andet er, at der er gemt en kræmmer i enhver nordjyde. Turister og gæster til landsdelen betyder åbenlyse muligheder, for at finde sin indre kræmmer frem og få nogle handler i gang. Vi nordjyder er i vid udstrækning villige til at grave hele græsplænen op og smide rynkede og forspirede kartofler i det hele, for så at sælge de nye sprøde kartofler i en lille bod ved indkørslen.
Lige nu er det tiden, hvor de hjemmelavede skilte langs veje og gader dukker op, hvorpå der med snorlige eller kroget skrift står; NYE Kartofler, asparges, radiser, jordbær og salat. Som dagene går skiftes ordene ud, med nye ord, der beskriver hvad der er aktuelt at sælge. Alt hvad vi selv fremdyrker af kartofler og forvoksede squash – det sælger vi gerne. Og når vi har lokket nogen hen til boden, så kan det endda være, at de også får mulighed for at købe store friske æg fra forkælede have- eller gårdhøns (det har nogen sure mennesker, med bureaukrati som speciale, ellers bestemt at INGEN må sælge).
Er du i Nordjylland og ser et lille dannebrogsflag ved en indkørsel, så betyder det, at her er der noget spændende at købe. Det er bare at køre ind på gårdspladsen og se hvad der bliver præsenteret. Hvis ikke det står på et skilt, så ved man aldrig hvad der venter. Det kan være alt lige fra kartoflerne, der nu udgør det for græsplænen, til et loppemarked med alt fra loftets gemmer eller et lille klapbord med ternet dug, hvorpå et vaffeljern damper med duften fra sprøde vafler – måske bagt af de der forbudte æg. Her i mit nabolag og omegn, er der rigtig mange boder og små flag. I dag så jeg en helt ny bod!

Sådan lige langs landevejen, der stod den nye sammentømrede bod. Det var ikke tæt på en fiske sø eller oplagte fiskesteder, så hvad skal man med melorme der? Mine første indskydelser var:

  • En nordjyde har lyttet til alle diskussionerne om, hvordan det kan mindske CO2-udslippet, hvis flere i verden begynder at spise insekter i stedet for kød fra almindelige husdyr? (Heraf det engelske MEALworms)
  •  Insekter vil være en vigtig ingrediens i kampen mod hungersnød ?
  •  Måske er det ment som en snack til de der forkælede høns?
  • Måske er det starten på en tilvænning til insekter, så når sommeren er på sit højeste er vi med på idéen: Spis insekter og spar en masse myggebalsam!

Problemet vil sikkert være, at ingen vil være de første – bare tænk på hvor store problemer det gav, da nogen fandt ud af, at de havde spist hest.
Når jeg tænker mig om, så ved jeg godt hvad det skyldes, at der sælges melorme. Der er ingen regler på området (endnu). Se DET er ægte nordjysk handling, at finde en vej udenom alt bøvlet!