Måske smager mit sidste måltid som vådt bølgepap?

Dagens nyheder er fyldt med udskældte ord efter madpakker til ældre, der har været smurt i dagevis. Gad vide hvor på skalaen af udskældte og udstødte det placerer mig? Jeg indrømmer blankt, at der i perioder med en tætpakket kalender bliver fulgt et råd fra Maia omkring madpakker: Hurtigste madpakker i hele verden

Og ved I hvad – det fungerer! Og det hjælper med til, at få det hele til at hænge sammen i vores hjem. Forskellen på gamle madpakker til ældre og Maias madpakke trick er, at det ikke er hverdagskost med frosne madpakker, men ren og skær redningsplanke i nødsituationer – og sådan burde det også være i ældreplejen. Til nødsituationer og ikke som hverdagskost.

Forandringer og hønsenes befrielsesfront

Her er der sommerferie og syv dags krisen er lige slået ned som lynet fra en klar himmel. Der ligger sådan en dyne af råddent humør, mutte unger og vrøvlede forældre hen over vores hus. Det bedste er, at jeg ved det forsvinder igen… snart.

Måske forsvinder det sammen med sukkertrangen og indkøring af diabetesvenlig kost, eftersom manden har fået konstateret diabetes og hver dag må stikke sig, med noget der ligner verdens mindste kanyle.  Menuen her, er nu noget anderledes og består bl.a. af blomkålsris og broccolisalat, tunfrikadeller, squash boller spinatlasagne,stenalderbrød og quinoa salat. Selvom jeg langt mere er til en “spise med price menu”  så giver det grundlag for et stabilt blodsukker… ved ikke hvorfor vi så er lidt småsure?

Dagen startede på mærkværdig vis med, at svigermor stod her med tårer i øjnene, fordi hun havde hørt, at vores høns var på vej til at blive et hoved er kortere. Og det var jo sandt nok. Sådan er livets gang i vores hønsegård. Når der er for langt mellem at være æg nok til en omelet, så bliver hønsene gjort suppeklare. Derefter er det i gang med den store rengøring og klargøring af hønsehus til en ny og frisk æglæggende flok.

Svigermor har passet vores høns en uges tid tidligere i år, mens vi hang ud i et sommerhus ved Vesterhavet. Hun var helt slået ud over, at de skulle slagtes, for hun syntes de var så søde og havde hver deres egne spøjse personligheder. Så hun havde været i det lokale byggemarked og tømt hylderne for hønsetråd, stolper og siddepinde. Hun ville have hønsene med sig hjem, alle sammen. Både Mariehønen, Pongo, moster, madammerne, den tossede, den halte og Hr. Nelson. Og sådan går det til, at vores blandede hønseflok af skøre madammer, nu flytter hjem til svigermor – hvor de helt sikkert bliver forkælede ihjel eller dør af alderdom.

Hvordan er din juleaften så forløbet?

Her har der været juleglæde og julegæster. Nogen ville sige fryd og gammen, selvom der var et par udfordringer undervejs. Den første udfordring gav jeg mig selv, med en udtalelse og påstand om, ”Hvor svært kan det egentlig være at grille?”

I har sikkert også en grill lov?! Grill loven her i huset lyder sådan:

  1. Manden tænder grillen
  2. Manden lægger kødet på grillen
  3. Manden tager kødet af grillen og rækker det til kvinden.

Det udspringer helt sikkert af hvordan ild og kød får urmanden frem i selv den største tøffelhelt.  Normalt er grillen også ægtemandens område her, men eftersom han er ramt af dårlig ryg for tiden, så var der ikke andet at gøre, end selv at tage affære med alle gøremålene her op til den store julefryd – også med grillen.

Mine forældre mener ikke der er rigtig jul uden 5,6 kilo kalkun til 7 personer, og ægtemanden mener derimod ikke der er rigtig jul uden en flæskesteg. Jeg har ingen forhold til, om det er det ene eller det andet der giver rigtig jul.  Derfor besluttede jeg for flere år siden, at alle der fejrer juleaften hos os, skal have den menu der nu engang giver dem en fuldendt juleaften. Derfor fik jeg tændt op i gasgrillen til flæskesteg og kul til kuglegrillen til kalkunen – hvor svært kunne det egentlig være?

At dømme ud fra den mistænkelige og mærkelige lugt der pludselig bredte sig helt ind i køkkenet, så kunne det faktisk være temmelig svært. Det lugtede hen i nærheden af, som når de på svineslagteriet skolder svinene, og derefter flamberer eller svider dem, for at fjerne hår, børster og det yderste lag hud. Samtidig med at lugten ramte vores næser, der kunne vi høre en høj røst fra soveværelset: ”Det brænder sgu, det brænder! ” Jeg, der ikke helt havde fattet hvor svært det kan være at grille, stormede ned i soveværelset, for at se hvad der brændte. Fra soveværelset, hvor ægtemanden lå på langs med sin plagede ryg, der kunne jeg så se lige ud på terrassen, og se hvordan gasgrillen spyede flammer og kaskader af sort røg ud, der sikkert kunne ses helt til Fur. Jeg ændrede retning og stormede ud til grillen, hvor flæskestegen i bogstaveligt forstand stod i lys lue. Der blev slukket for gassen og stegen blev kastet i et gammelt fad, hvor den sidste ild blev kvalt med stanniol og grillhandsker.

Men ingen panik over det (Selvom min mor i et forsøg på at glatte lidt ud sagde; “vi kan da bare skære det sorte væk” hvilket resulterede i vi grinede voldsomt, for der var faktisk kun sort på den steg.

Her ses hvor svært det ikke er at grille :

flamme

Så gik det til gengæld langt bedre med monsterfuglen, der havde skjult et helt kilo fars inden i sig.

kalkun

Mens ungerne, mine forældre og jeg, hyggede os i køkkenet med at spise en kvart monsterfugl, så forsøgte ægtemanden at ligge helt stille i soveværelset. Ikke af ærgrelse over sin kones manglende evne til at grille en flæskesteg, men fordi det gjorde for ondt at vride sig af smerte.

Der blev traditionen tro, spist ris a la mande, sunget, danset og pakket gaver ud. Morfar, der hver gang han bliver spurgt om gaveønsker, nævner han kun ønsker sig en ”Piv-i-røv-hest”. Alle de år jeg kan huske, der er det hvad han har nævnt og alligevel har han fået strømper, undertøj og andre nyttekedelige gaver. I år, i en alder af 70, der lykkedes det så endelig for ham, at pakke en ”Piv-i-røv-fløjte” ud. Han grinede til han græd og ungerne synes det var det mest fantastiske, at forære ham sådan en. På vores gaveindkøb havde de fået øje på en, dog udformet som et rensdyr, og vi kunne ikke forlade butikken, før de havde købt den til deres morfar.

Mens der i stuen blev hygget med Piv-i-røv-rensdyr, så måtte jeg kontakte lægevagten, da det efterhånden var ret bekymrende med ægtemanden, der hverken kunne spise, pakke gaver ud, eller komme ud af sengen.

Resten af aftenen forløb med oprydning og venten på lægevagten ville ankomme. De dukkede op, da gæsterne var sendt hjem og ungerne faldet i søvn. Som en sidste trumf, på en noget anderledes juleaften, der ankom der en ambulance og to ualmindeligt venlige reddere, der tog manden med til hospitalet.

Nu er det tid til lidt søvn, inden jeg ser hvad resten af julen bringer af overraskelser, udfordringer og fornøjelser.

Mislykket kagedrøm og forbandede opskrifter der ikke virker….

Eiii, har du bagt sådan nogen lækre brownies, skat?!?  ”Ja” løj jeg med en anelse stolthed i stemmen. Jeg behøvede vel ikke indrømme, at jeg egentlig havde bagt chokoladekage, der var klasket sammen som en punkteret hoppepude, da jeg tog den ud af ovnen.

Til gengæld kom jeg til at tænke på et super råd, som en pensioneret bager engang gav mig. Jeg havde spurgt om, hvad hans bedste råd var, hvis kagerne mislykkedes.  Svaret kom med et smil og glimt i øjet: ”Så laver man trøfler”.

bager