Måske smager mit sidste måltid som vådt bølgepap?

Dagens nyheder er fyldt med udskældte ord efter madpakker til ældre, der har været smurt i dagevis. Gad vide hvor på skalaen af udskældte og udstødte det placerer mig? Jeg indrømmer blankt, at der i perioder med en tætpakket kalender bliver fulgt et råd fra Maia omkring madpakker: Hurtigste madpakker i hele verden

Og ved I hvad – det fungerer! Og det hjælper med til, at få det hele til at hænge sammen i vores hjem. Forskellen på gamle madpakker til ældre og Maias madpakke trick er, at det ikke er hverdagskost med frosne madpakker, men ren og skær redningsplanke i nødsituationer – og sådan burde det også være i ældreplejen. Til nødsituationer og ikke som hverdagskost.

JEG VIL HA’ !!

Ammedebatten – du ved, den med, om det er helt okay, at mødre sidder og ammer deres spædbarn i det offentlige rum, eksempelvis på café. Jeg undrer mig over, at den debat i det hele taget er startet. Hvad pokker var det overhovedet der fik den startet?

Efter min mening, så burde alle småbørnsmødre få tilbudt gratis café tur. Småbørnsmødre der vitterlig formår at;

  • Stå ud af sengen
  •  Komme i bad
  • Oveni købet husker at få skyllet sæben ud af håret
  • Får skiftet til rent tøj
  •  Sat håret
  •  Pakket både barn og barnevogn med sig
  • Kommer ud af døren med vrangen på tøjet vendt indad
  • I det hele taget når frem til en café, inden de enten har glemt hvor de var på vej hen, eller er faldet i søvn på en bænk

DE småbørnsmødre, de fortjener virkelig den café tur.

Der er børn, her i velfærdens Danmark, der hver dag og helt alene kæmper deres egen kamp. For at overleve i en opvækst med svigt, vold og overgreb. Og så kan andre lade sig forarge og blive vrede over en mor der gør det modsatte. Giver omsorg og mader (læs:ammer) sit spædbarn. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg accepterer fuldt ud, at andre har en anden mening end mig i denne ammedebat, men jeg forstår det ikke. Debatten er, udover amningen, også fyldt med hidsighed over bleskift og gylp.

Hvorfor kan ingen finde ud af at sige; ”Undskyld, men vi sidder og nyder vores frokost, er du sød at vise hensyn og skifte dit barn ude på toilettet?” Til gengæld forstår jeg ikke, at nogen vil sige; ”Undskyld, vi forsøger at nyde vores frokost, vil du venligst vise hensyn og lade dit sultne barn fortsætte med at skrige, mens vi spiser?”.

For mig burde debatten handle om noget helt andet end amning. Den burde handle om god opførsel og hensyn til andre…eller mangel på samme. Det eneste jeg hører i debatten er; Jeg vil ikke have, jeg vil ikke se, jeg vil ikke høre på, jeg vil have lov, jeg har ret til og mig, mig, mig, mig!

Nu vi er i gang, så lad os da lave en lov for området! Eller endnu bedre, en lov om zoneopdeling. Så kan man, fordi det siger loven, opdele det offentlige rum, inkl. caféer, i zoner til henholdsvis;

  • Vegetarer
  • Ikke vegetarer
  • De fitte
  • De fede
  • Smaskende
  • Drikker alkohol
  • Drikker ikke alkohol
  • Teenagere
  • De der anvender deres mobil ved bordet
  •  Ammende
  • Familier
  • Singler
  • Hipstere
  • Bonderøve
  • Dem der fuldstændigt er ligeglade med, hvad fanden der sker omkring dem

HUSK, når den lov kommer, så startede vi det helt selv. Startede det med vores efterhånden totale mangel på hensyn til andre end vores egen hensynsløse egoisme!

stupidity

Er det en musical?

Når jeg normalt siger det her, så bliver jeg draget ind i større diskussioner, oplever undren, en smule harme, et lille træk på skulderen eller lange og meget pædagogiske forklaringer. Men jeg forstår det bare ikke – så simpelt er det.

Det handler om Konfirmation og ”nonfirmation”. Du ved, det der tidligere hed ”Jeg vil ikke konfirmeres”. Så langt er jeg med. Jeg siger heller ikke, at det ene er mere rigtigt end det andet – jeg forstår simpelthen bare ikke, at der også til ”nonfirmation” hører fest, farver, gaver og blå mandag. Hvad har jeg misset her? Det har jo netop intet med Konfirmation at gøre?!. Det er her jeg bliver fatsvag og ikke begriber det længere. Nonfirmation er altså for de unge mennesker, der ikke bekræfter deres dåb, ikke vil bekræfte at kende til kristendommen og derfor ikke vil konfirmeres, MEN alligevel ønsker at blive fejret?!

Nogen har givet mig lange pædagogiske forklaringer om, at når der er nonfirmation, så er det mere ok at sige nej, for så er det netop ikke festen og gaverne, der er afgørende for, om man vælger at blive konfirmeret. Hvad? Nonfirmation er et fravalg, men samtidig bliver det vel også et klart tilvalg af netop kun fest og gaver…. Eller er det blevet en bekræftelse af den fremhævelse af individet, som de seneste 15 års børneopdragelse har stået for eller er det kommet i takt med ”vi er alle lige gode til alting” pædagogikken? Jeg er blevet skudt på, med argumenter, der kun omhandler, at ”Det er fedt at nogen tør skille sig ud”. Hvorfor skal det nu pludselig handle om, om man tør eller ej? Det handler vel for pokker om en bekræftelse af noget, som engang er sket, nemlig dåben. Vil man skille sig ud, så er der 1000 andre måder at gøre det på. Jeg ser ikke på Nonfirmation, som en begivenhed i sig selv, og måske er det derfor jeg slet ikke forstår, at det fejres med pomp og pragt. Hvad skriver man egentlig i sådan et kort til nonfirmanden?

  • Tillykke med du ikke blev konfirmeret!
  • Tillykke med festen!
  • Tillykke med øh?? …men tak fordi jeg måtte komme.

Man skriver jo heller ikke: “Tillykke med I har valgt ikke at blive gift”.

Uanset om man skal konfirmeres, nonfirmeres eller ej, så må man ganske enkelt ikke lade sig snyde for en konfirmand messe. Sådan en messe hvor den lokale handelsstandsforening er arrangør. Så kan du være så heldig, at opleve den kvindelige formand for handelsstandsforeningen, stå med mikrofonen og indlede messen med at præsentere årets tøjmode med halvanden times modeshow. Tøj- og hårmode der vises frem af og på lokale modeller. Halvanden time, hvor formanden med den skingre stemme skriger om tøjmoden til både konfirmanden/nonfirmanden og hendes eller hans søskende og forældre – og for så vidt også onkler og tanter med flere, lige ind i dine ører. I mens de lokale modeller, hundses rundt på scenen med; ”Tag en runde mere, en runde mere…” og ”iiiiihhhhhhhhhh hvor er det flooooooooooooot!” Halvanden time, hvor du ikke tør gribe ud efter, de ellers ret flotte gaver, der kastes ud blandt publikum, for så er du nødt til at fjerne hænderne fra ørene. Fjerne det eneste der forhindrer dine trommehinder fra at styrtbløde og dine ører i at falde af.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

At hun råbte i mikrofonen kan selvfølgelig også skyldes, at showets 18- årige DJ ikke skruede ned for det høje #New Hot Sexy# House and Dance Music 2013, når hun skreg som ind i helvede talte.

Han skruede op når hun talte, og imens dansede han bag sin pult med høretelefoner forklædte høreværn på. Når modellerne ikke kunne følge med til den hurtige omklædning, så smed DJ’en sine høretelefoner og sprang hen foran sin pult og tog billeder af den i spotlightet. Tredje gang han gjorde det, da grinede jeg så højt, at jeg spruttegrinede og græd på én og samme tid. Et øjeblik, er jeg ret sikker på, at jeg overdøvede hende med mikrofonen. Den ældste dukkede sig og havde et voldsomt anfald af ”ud af kroppen, mor er pinlig” øjeblikke.

Halvanden time. De lokale modeller sluttede showet af, med en omgang opvisning i Gangnam Style. Jeg var stum. Den ældste ruskede i min arm og jeg vågnede af mareridtet. Et splitsekund blev jeg ramt af frygt for, at alle ville komme springende ind igen og opføre en musical. Jeg hastede videre til vinsmagning; mousserende, rød-, hvid-, og dessertvine. Jeg er sikker på, at min oplevelse af mode showet havde været noget anderledes, hvis vi var startet med vinsmagningen.

Byens og omegnens handlende stod klar på rækker, hvor der blev disket op med smagsprøver på kager, desserter, oste, sandwich, pålæg og meget meget andet. Der blev rundhåndet delt ud til konfirmanderne og deres forældre, i håb om at få en ordre i hus. Frisører, banker, tøjforretninger, cykelhandlere og andre var også på pletten, for at præsentere sig, inden forbrugsfesten for alvor begynder. Jeg fik øje på kaffen, eller rettere sagt, min næse styrede direkte forbi tallerkener med oste, kager, sandwich og andet mad. Mad der havde stået fremme på fade, i en varm sportshal i halvanden time. Ventet på, at alle var blevet skreget gennem mode showet. Nu stod alle bøjede som sultne gribbe og hyæner om de bugnende fade. Kaffen, den var varm, god og tiltrængt.

Og så ventede vi. Jeg anede ikke helt hvad vi ventede på. Udover at jeg havde set en noget spinkel og bar drengeoverkrop, der poserede på en plakat, hvor der med store bogstaver stod EMILIO. Ingen var i tvivl, da han trådte ind i hallen, for alle pigerne flokkedes om ham med strakte hænder og glimtende Iphones. Lyset blev slukket, musikken startede og røgmaskinerne kørt i stilling. Og så startede det igen. Skrigeriet. Denne gang var det alle pigerne der skreg, så man næsten ikke kunne høre om den spinkle Emilio sang eller blot hviskede i mikrofonen. Jeg kom til at grine igen, men denne gang var det ok, for ingen kunne høre det. Dog resulterede spruttegrineriet i, at jeg spildte kaffe ned i min sko…. så skreg jeg også. Da jeg bukkede mig ned for at tage skoen af, fik jeg øje på et flot mærkat på gulvet.
to loudd

Konfirmation eller nonfirmation. Nogen vil sige jeg er forstokket eller stokkonservativ…. jeg vil nærmere sige stokdøv – men det er fordi jeg har været til konfirmandmesse.

Det er ganske vist…

Er jorden i bogstavligste forstand ved at gå under, eller er moder jord bare blevet sulten efter mænd? Mænd der opsluges mens de sover eller spiller golf? Her er det vigtigt at bemærke, at INGEN mænd er blevet opslugt af bundløse huller i jorden, mens de vaskede op eller masserede fruens ømme nakke.

Flotte og luftige mellemrum mellem fortænderne er det nye hippe – og så har jeg i ungdommens forår kæmpet med nakkebøjle, togskinner, elastikker, ømme tænder, ømme gummer og ikke mindst ihærdige tandlæger, der ubarmhjertigt tog tandaftryk med alt for meget blåt klistret masse… alt for langt nede i svælget. Karma is a bitch.

”Århus Kommune giver de raske medarbejdere gaver for at sænke sygefraværet i kommunen”. Gaver for at gå på arbejde? Og artiklen fortsatte… “Efter hvert kvartal gives en gave til et par hundrede kroner til de ansatte, som ikke har været syge. Det kunne for eksempel være blomster eller biografture. Herudover gives en middag i byen til de medarbejderteam, som kollektivt har få sygedage på et år”
Undskyld mig, men er det ikke almindelig arbejdsmoral at møde på arbejde, når man ikke er syg? Hvad er det jeg har misset her og hvad er det for en slatten holdning! Hvad er der nu galt i at møde på jobbet og få sin løn som aftalt? Er det bare det offentliges mærkelige og akavede forsøg på en mødebonus??Er det ikke en gave i sig selv ikke at være syg, men rask og arbejdsdygtig?
Er der virkelig så mange konfliktsky chefer, at det er kommet hertil, fordi ingen tager hånd om problemer med medarbejdere der har meget fravær? Og hvad er der nu pludselig galt i, at påskønne hinanden og arbejdsindsatsen i det daglige?

Tidens tendenser lyder: Skab vækst, skab arbejdspladser og skab dig – alle har ondt i røven over alt og alle. Har du ikke det, så er du simpelthen ikke med.

i_am_not_amused

Lemlæstet intimsfære.

Den der intimsfære. Det er mit territorium og der er ikke ret mange der bliver inviteret indenfor. Der er sikkert en alenlang og videnskabelig forklaring på, hvorfor det føles ubehageligt, når nogen træder ind i ens intimsfære uden at være inviteret. I stedet for at sige ”fuck af eller du får en springskalle” så træder jeg et skridt tilbage, når de uinviterede træder ind i på mit territorium. Nogen forstår ikke den diskrete tilbagetrækning og følger med, ved at tage et skridt fremad. Det ender med at blive sådan en ”silent tango” hvor jeg kraftigt overvejer, om springskallen er den eneste vej væk fra forfølgeren.

Uanset ubehaget, så er det et faktum, at vi i vores samfund indretter os, så vi kommer tættere og tættere på hinanden i hverdagen. I køen, i toget/bussen, i kantinen, på rulletrappen, i metroen, i flyet, i etage byggeriet, i biografen/teatret osv. Der er også steder og situationer, hvor jeg uundgåeligt må invitere fremmede ind i min intimsfære – og så formår de alligevel at overtræde den usynlige grænse, for hvor tæt de trods alt må komme.

Et klassisk eksempel er hos den kvindelige frisør. På et eller andet tidspunkt læner hun sig helt tæt ind til en. Alt i mens hun klipper, griner og snakker på livet løs. Pludselig, mens hun stadig læner sig ind over en, kan jeg simpelthen fornemme hendes ene bryst i mit øre. Er det kun mig der oplever sådan noget? Ikke at det er ubehageligt, det er ikke det jeg siger, men kunne vi ikke prøve at advare lidt om det eller spørge, om det er ok at komme bryster ind i ens øre eller op af ens kinder – bare så man lige er forberedt. Det er en smule akavet, at sidde i fuldt offentlighed og flashe sit eget spejlbillede med frisørens bryster i ørene. Så godt kender vi jo trods alt heller ikke hinanden.

Et andet eksempel er tandlægen. Han skal spørge om sære ting, der overhovedet intet har med ens tænder at gøre, samtidig med at man har instrumenter, sugerør, spyt og tandlægens fingre i munden. Det er helt umuligt at svare med andet end en uforståelige mumlen og midt i det hele, så kæler tandlægen sådan både trøstende og blidt for ens kind. Jeg mærker panik med det samme og klamrer mig til stolens armlæn. Er du ude på at narre mig?! Kommer det til at gøre ondt nu og forsøger du at trøste på forhånd? Lad være med det! Du er i forvejen rigeligt indenfor min intimsfære, du skal ikke fucke mine tanker op også!

Og hvad sker der for, at jeg føler mig ”rigtig hjemme” på jobbet, og sidder og tisser for ulåst dør. Selvfølgelig kommer der så en kollega brasende ind, mens man sidder der og har åbnet for slusen. Nu ved jeg bare, at det billede af mig på toilettet, vil han få på sin nethinde, hver eneste gang han ser mig. Fint nok. Men gider du stoppe med, grinende at fortælle om “mit forskrækkede ansigtsudtryk, da jeg kom ind til dig på toilettet historien” til alle og enhver. Ja, jeg tissede og jeg havde glemt at låse døren. Det er kun sjovt i et begrænset omfang. Stop eller du får den springskalle, jeg ikke uddelte tidligere. Måske er det billede på nethinden straf nok?

Til gengæld kan jeg tvivle på, om vi overhovedet har nogen intimsfære i vores digitale verden, mig selv inklusive. Statusopdateringer som ”jeg har lige været i bad”, og ”…denne status er opdateret på toilettet” , eller oplysninger om hvor lidt eller meget man har af udestående med SKAT. Det virker dog ret uskyldigt, i forhold til de gloser, der i den digitale verden åbenbart frit kan slynges ud efter politikere, venner, familie og jobbet. Alle der har skrevet noget rigtig grimt, følger så op med en kommentar i store bogstaver, hvor de påberåber sig ret til at svine andre til i ytringsfrihedens navn. De har øjensynligt ikke forstået hvad ytringsfrihed betyder.

Selv den danske sangskat har vinket farvel til intimsfæren og er blevet beriget med sange som ’Singlepik’, ’Kvinde – din møgluder’,’ kælling’  ’fissesangen’ og ‘Sut den op fra slap’. Ord og tekster der ruller både tungt, beskidt og kontant. Man kan lade sig forarge, eller man kan lade være. Man kan synes budskabet er åndssvagt og man kan også tage det, for hvad det er. Underholdning. Og egentlig ikke helt uden selvironi og humor.

Vi forarges ikke længere over kropsvæsker kombineret med intimitet i den bedste sendetid, kroppe der  pumpes med silicone efter den 25. års fødselsdag, ekstremerne der via medierne bliver vores alle sammens rollemodeller og det betyder intet. Vi er hinandens tolerancepoliti, så det er ved at være påfaldende.

Spring så lige til billedet af dig selv i bussen, i køen eller i venteværelset, hvor du får klaustrofobiske tendenser og vil gøre alt for at undgå, at komme tæt på andre mennesker og få deres livsfarlige ”fremmed” fnuller på dig. Eller hvordan du er dødsensangst for at komme til at begå det ultimative offentlig transport-harakiri, ved at røre mennesket ved siden af dig.

Det kan man da kalde polarisering

NB. Kan vi snart blive enige om, at begynde og ’Hej’ kysse hinanden, som de gør syd for Tyskland?

Hvorfor overhovedet have en blog?

Jeg ved virkelig hverken retning eller form på denne blog, udover, at det først og fremmest er her du vil høre mig råbe ud til verden (det er mig i baggrunden).

råb til verden

Det er også her jeg vil dele mine små hverdags løgne, som jeg bilder mig ind, vi alle sammen i et eller andet omfang bruger. Det er her jeg vil øve mig i slet ikke at lyve mere – eller måske bare blive lidt bedre til det, med et stort smil.

løgn og rengøring

Det er helt sikkert også her du vil komme til at høre en lillebitte smule om familien og ikke mindst ægtemanden. Om hvordan vi forholdsvis undgår at slå hinanden ihjel i hverdagen og om hvordan vi passer godt på hinanden

husband

Det er her der bliver skrevet med både STORE og små bogstaver, tænkt højt og delt uforbeholdne meninger om alt og alle – inklusive om mig selv. Krydret med masser af selvironi og uhøjtidelighed.

fuck-you-up-karm

Du vil komme til at læse om både små og store venskaber. En ven gjorde i øvrigt for nyligt opmærksom på, at billeder siger mere end 1000 ord. Derfor bliver det første indlæg på bloggen understreget med masser af billeder.

venskab

Det glæder mig hvis du har lyst til at læse med. Bloggen er nu stedet, hvor de fleste skriverier deles, i stedet for at blive gemt væk i et arkiv uden backup.

clear head