Måske smager mit sidste måltid som vådt bølgepap?

Dagens nyheder er fyldt med udskældte ord efter madpakker til ældre, der har været smurt i dagevis. Gad vide hvor på skalaen af udskældte og udstødte det placerer mig? Jeg indrømmer blankt, at der i perioder med en tætpakket kalender bliver fulgt et råd fra Maia omkring madpakker: Hurtigste madpakker i hele verden

Og ved I hvad – det fungerer! Og det hjælper med til, at få det hele til at hænge sammen i vores hjem. Forskellen på gamle madpakker til ældre og Maias madpakke trick er, at det ikke er hverdagskost med frosne madpakker, men ren og skær redningsplanke i nødsituationer – og sådan burde det også være i ældreplejen. Til nødsituationer og ikke som hverdagskost.

Forandringer og hønsenes befrielsesfront

Her er der sommerferie og syv dags krisen er lige slået ned som lynet fra en klar himmel. Der ligger sådan en dyne af råddent humør, mutte unger og vrøvlede forældre hen over vores hus. Det bedste er, at jeg ved det forsvinder igen… snart.

Måske forsvinder det sammen med sukkertrangen og indkøring af diabetesvenlig kost, eftersom manden har fået konstateret diabetes og hver dag må stikke sig, med noget der ligner verdens mindste kanyle.  Menuen her, er nu noget anderledes og består bl.a. af blomkålsris og broccolisalat, tunfrikadeller, squash boller spinatlasagne,stenalderbrød og quinoa salat. Selvom jeg langt mere er til en “spise med price menu”  så giver det grundlag for et stabilt blodsukker… ved ikke hvorfor vi så er lidt småsure?

Dagen startede på mærkværdig vis med, at svigermor stod her med tårer i øjnene, fordi hun havde hørt, at vores høns var på vej til at blive et hoved er kortere. Og det var jo sandt nok. Sådan er livets gang i vores hønsegård. Når der er for langt mellem at være æg nok til en omelet, så bliver hønsene gjort suppeklare. Derefter er det i gang med den store rengøring og klargøring af hønsehus til en ny og frisk æglæggende flok.

Svigermor har passet vores høns en uges tid tidligere i år, mens vi hang ud i et sommerhus ved Vesterhavet. Hun var helt slået ud over, at de skulle slagtes, for hun syntes de var så søde og havde hver deres egne spøjse personligheder. Så hun havde været i det lokale byggemarked og tømt hylderne for hønsetråd, stolper og siddepinde. Hun ville have hønsene med sig hjem, alle sammen. Både Mariehønen, Pongo, moster, madammerne, den tossede, den halte og Hr. Nelson. Og sådan går det til, at vores blandede hønseflok af skøre madammer, nu flytter hjem til svigermor – hvor de helt sikkert bliver forkælede ihjel eller dør af alderdom.

Husk at sige tak..

Hvordan klarer du det egentlig? spørger de

Hvad mener du? Er mit hurtige modsvar, selvom jeg godt ved hvad de mener. Inden de kigger alt for undersøgende på mig, så svarer jeg hurtigt ”Vi klarer det helt ok”.

Alt ændrede sig.
Det handler om, når livet ændrer sig fra den ene dag til den anden. Det handler om, at ens ægtemand skal sige det, hvis han får det underligt og ikke vente til han ikke kan tale, og blot hører nogen råbe: ”RING EFTER EN AMBULANCE!” For så har man måske som 39-årig fået en blodprop i hjernen, så der efterfølgende er en hjerneskade og deraf store huller i hukommelsen.

Det handler om når helbredet, det sociale, økonomiske, familie- og samlivet på én og samme tid ændrer sig – uden man på nogen måde har ønsket det.

Alt ændrede sig, fra det ene øjeblik til det andet. Uanset at vi klarer det ok, så er alt ændret. Jeg kan ikke mindes, at noget ikke er ændret.

I det første år efter, var vores sociale liv stort set ikke eksisterende og vores familieliv foregik som det bedst kunne, med en mand og far i en zombie lignende tilstand. Han skulle anstrenge sig for at komme tilbage til det mest normale som overhovedet muligt, med helbred, fuldtids job og selvstændig virksomhed ved siden af.
Selvom jeg er klar over, at ungerne og jeg betyder alt for ham, så, orkede han slet ikke at deltage i familielivet, at rumme os, fordi trætheden var altdominerende. Det har heldigvis ændret sig igen, fordi der efter et år endelig kom noget selverkendelse om, at alt måtte tages op til overvejelse og revision. Der kom en erkendelse af, at intet ville blive som før. Fordi der ikke var energi at tage af. Energien forsvandt ligeså pludseligt som blodproppen kom.
Der er ikke længere nogen selvstændig virksomhed og det 37 timers job blev med enorm indsats, forståelse og rummelighed fra alle sider og kanter, til et fleksjob.

Hverdagene hænger sammen, på de præmisser der er nu, og trods vores fælles irritation over den hullede hukommelse, så er det også det vi kan grine af og lave sjov med. På en god dag er det, som at leve sammen med den blå fisk, Dory, fra filmen Nemo.

På den lyse side, så er det nu muligt at:

• Overraske sin mand med de samme ting eller den samme historie – flere gange
• Ikke blot glemme vi andres, men også sin egen fødselsdag
• Se min favorit film sammen flere gange – uden han kan mindes at have set den før
• Opleve at leve i meget mere tid end vi andre, fordi han ikke har nogen tidsfornemmelse af, om det var i forgårs, i går eller i formiddags
• Sætte pris på hinanden, hele tiden, også når vi er sure og urimelige – fordi livet er dejligt

Ungerne, som bare har indordnet sig efter, at det jo er sådan det er. De hjælper rigtig meget. Både med alle praktiske ting i vores hjem og de er fænomenale til at hjælpe deres far med at huske:

athuskat

Det er 4 år siden alt ændrede sig – og vi klarer det helt ok.

Et hjem med klaver

Er hjemvendt fra et arrangement på skolen, hvor der var masser af korsang, samspil og unge talenter med egne sange, klemtende guitar- og orgelspil. Mens jeg stolt beundrede eget afkom med deres mod og iver med korsangen, så satte der sig et ældre ægtepar ved siden af mig.

Hele lokalet emmede af stolte unge musiktalenter, deres endnu mere stolte forældre og bedsteforældre. Jeg, der ellers plejer at lyve gevaldigt for at kunne rose deltagerne til årets skolemusicals, må indrømme, at der virkelig her var håbefulde børn og unge. De gjorde det virkelig godt.

Specielt med tanke på, hvordan jeg som ung selv havde fået den geniale idé at spille guitar. Drømmen om at sidde ved lejrbålet og imponere nogle unge knøse med mit guitarspil, fik mig i gang. Mine forældre rystede på hovedet. Mest fordi jeg altid lige havde fået en ny idé eller grille der skulle afprøves. Jeg startede med at gå til guitarspil med streng ordre på, at når jeg var startet, så gjorde jeg det også færdig. Der sad jeg så hver onsdag eftermiddag i et helt år, med min fætters aflagte guitar og drev min musiklærer helt på grådens rand. Og det var ikke fordi jeg spillede smukt.  Der var ingen tvivl om, at jeg aldrig ville blive nogen Willie Nelson eller for den sags skyld spille mig ind i hjertet af nogen fregnede knægte. Da jeg efter et helt års spil, stadig ikke fejlfrit kunne komme igennem ”Rapanden Rasmus fra Rinkenæs sogn”, mistede jeg også selv alt håb om nogensinde at lære guitarspil. Guitaren står stadig på loftet og samler støv.

Der sad jeg nu og lyttede til samspil og nogen der var langt videre end Rapanden Rasmus. Det ældre ægtepar ved siden af mig, hvor konen med klar stemme og iver fortalte om deres børnebørn der spillede, om deres søn og svigerdatter, der nu havde overtaget gården og de selv var “flyttet til byen”. Hun fortalte og fortalte. På et tidspunkt vendte hun sig til den anden side og talte videre med en der. Jeg kiggede rundt i lokalet og pludselig fik jeg sådan et insisterende puf på albuen. Det var den ældre herre, der nu gerne ville fortælle noget. ”Det var jo vores yngste barnebarn på orglet” sagde han så, og det var jo ligesom gået op for mig de 8 gange hans kone havde nævnt det. Men så skiftede hele han ansigtsudtryk til sådan en underlig blanding af stolt og forpint, samtidig med at hans stemme blev lavere og nærmest hviskende; ‘ Han er også begyndt at spille klaver, så nu spiller han på klaveret, der stadig står hjemme i stuen på gården, som jo også er min fødegård’.

Jeg kiggede interesseret på ham og han blev helt rørstrømsk og der trillede en lille tåre, mens han med våde øjne fortsatte: ”DET skulle mor bare have vidst, hun ville være SÅ stolt”. Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle sige, udover at lægge en forsigtig hånd på hans arm og så fortsatte han med at fortælle, hvordan det klaver altid havde stået i stuen, uden nogen rigtig kunne spille på det, men det klaver havde været hans mors stolthed. Jeg kunne ikke undgå at tænke, at det da måtte være nogle år siden han sidst havde set sin mor, for jeg gættede på han var omkring 83 år. Men inden jeg fik spurgt, så kiggede han på mig med våde øjne og fortalte, at det var tre år siden hans mor døde. Så hævede han stemmen og med løftet hoved sagde han: ”Og hun blev 102 år gammel!”.

Det blev en helt fantastisk samtale og mens vi fik endnu en kop kaffe sammen, så sad vi helt stille og lyttede til den lokale Thomas. Først med ydmyghed over at sidde “hjemme” hos os og rosende ord til alle de børn og unge han havde lyttet til. Derefter sang og spillede han og da han sang ’Hallelujah’, fik jeg også våde øjne’. Imens tænkte jeg på, om der mon om 50 år, er en der vil spille på min gamle guitar med samme indlevelse og talent som Thomas, der sad der foran os? Thomas, der fortalte, at han som 13-årig kun havde lært tre akkorder hos sin musiklærer og selv udviklet sit spil lige siden. Faktisk så meget, at han engang imponerede Peter Aalbæk ved et talentshow, selvom han startede med at gøre Ålen irriteret. Se det her.

JEG VIL HA’ !!

Ammedebatten – du ved, den med, om det er helt okay, at mødre sidder og ammer deres spædbarn i det offentlige rum, eksempelvis på café. Jeg undrer mig over, at den debat i det hele taget er startet. Hvad pokker var det overhovedet der fik den startet?

Efter min mening, så burde alle småbørnsmødre få tilbudt gratis café tur. Småbørnsmødre der vitterlig formår at;

  • Stå ud af sengen
  •  Komme i bad
  • Oveni købet husker at få skyllet sæben ud af håret
  • Får skiftet til rent tøj
  •  Sat håret
  •  Pakket både barn og barnevogn med sig
  • Kommer ud af døren med vrangen på tøjet vendt indad
  • I det hele taget når frem til en café, inden de enten har glemt hvor de var på vej hen, eller er faldet i søvn på en bænk

DE småbørnsmødre, de fortjener virkelig den café tur.

Der er børn, her i velfærdens Danmark, der hver dag og helt alene kæmper deres egen kamp. For at overleve i en opvækst med svigt, vold og overgreb. Og så kan andre lade sig forarge og blive vrede over en mor der gør det modsatte. Giver omsorg og mader (læs:ammer) sit spædbarn. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg accepterer fuldt ud, at andre har en anden mening end mig i denne ammedebat, men jeg forstår det ikke. Debatten er, udover amningen, også fyldt med hidsighed over bleskift og gylp.

Hvorfor kan ingen finde ud af at sige; ”Undskyld, men vi sidder og nyder vores frokost, er du sød at vise hensyn og skifte dit barn ude på toilettet?” Til gengæld forstår jeg ikke, at nogen vil sige; ”Undskyld, vi forsøger at nyde vores frokost, vil du venligst vise hensyn og lade dit sultne barn fortsætte med at skrige, mens vi spiser?”.

For mig burde debatten handle om noget helt andet end amning. Den burde handle om god opførsel og hensyn til andre…eller mangel på samme. Det eneste jeg hører i debatten er; Jeg vil ikke have, jeg vil ikke se, jeg vil ikke høre på, jeg vil have lov, jeg har ret til og mig, mig, mig, mig!

Nu vi er i gang, så lad os da lave en lov for området! Eller endnu bedre, en lov om zoneopdeling. Så kan man, fordi det siger loven, opdele det offentlige rum, inkl. caféer, i zoner til henholdsvis;

  • Vegetarer
  • Ikke vegetarer
  • De fitte
  • De fede
  • Smaskende
  • Drikker alkohol
  • Drikker ikke alkohol
  • Teenagere
  • De der anvender deres mobil ved bordet
  •  Ammende
  • Familier
  • Singler
  • Hipstere
  • Bonderøve
  • Dem der fuldstændigt er ligeglade med, hvad fanden der sker omkring dem

HUSK, når den lov kommer, så startede vi det helt selv. Startede det med vores efterhånden totale mangel på hensyn til andre end vores egen hensynsløse egoisme!

stupidity

Bænkevarmer

Jeg har lige været i kirke. Det sker ikke så tit. Ikke fordi jeg ikke kan lide at komme der eller fordi jeg ikke tror på gud. Vi har bare vores helt egen aftale om besøgstider, gud og jeg.

Som en del af forældrepakken til den flotte konfirmand sad jeg der på bænken, sammen med de respektive bedsteforældre, søskende og et par onkler. Fjorten personer blev det til og vi var stuvet sammen på tre bænke. Hver konfirmand havde fået tildelt tre bænke, hvor der med lidt god vilje absolut kun var plads til tolv, ligesom disciplene. Det hele blev forværret af vores brede bagdele, så der faktisk kun var plads til elleve personer. Vi fik alle fjorten kilet os ned at sidde på de tre bænke.

                                   bænken

Ved enden af ”min” bænk sad vore alles stolthed, ældstesønnen, klar til sin store dag. Jeg havde aftalt med mig selv, at der ikke skulle være noget som helst bævren eller tuderi fra min side. For det er normalt det kirker gør ved mig. Jeg bliver helt overvældet af kirkeklokkernes ringen, orglets stærke brus, præsten i sin kjole og kirkesangerens pressede folder. Det går lige i tårekanalerne og jeg aner ikke hvorfor. Men ikke i dag. Det havde jeg sat mig for.

Imens jeg anstrengte mig, for ikke at blive overvældet af højtideligheden, kom der et ungt par hastende ind i kirken og satte sig på bænken foran os, lige ud for mig. Som de eneste sad de på den bænk. Imens anstrengte vi os voldsomt for ikke at puffe hinanden ned af vores bænk, fordi vi alle sad rigtig akavet og med nærmest kun en balle hver på bænken. Vi havde ellers lige udset os den bænk foran, selvom det ikke var ”vores”. Men nu sad de der, to smukke unge mennesker. Der var rigtig varmt i kirken og den unge pige tog med det samme sin jakke af. Hun havde en sort og kort kjole på, med en dyb rund udskæring i ryggen. Nederst på udskæringen sad det hvide vaskemærke og strittede op. Str. L brugte hun og mærket var Vero Moda. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på mærket. Det fik mig til at abstrahere fra at blive helt bevæget. Hun havde modermærker på ryggen. Otte. Alle runde og mørkebrune. Midt på ryggen havde hun en helt hvid pigmentforandring. Det lignede en lille udgave af en sky fra en atombombe set fra oven. Jeg var så optaget af hendes ryg, at jeg først opdagede vi skulle rejse os, da hun stod op.
Det var befriende at komme op at stå, og inden vi skulle sætte os ned igen, overvejede jeg allerede hvordan i alverden vi skulle få os moset sammen med halve og hele baller på bænken igen. Vi fik os møvet på plads og orglet startede sin brusen hen over vores hoveder. Kirkesangeren, en herre af noget ældre dato, sang højt og tydeligt, men han var helt ude af trit med orglet, så hans sang kom sammen med organistens tempo til at virke som en dårlig synkronisering. Indimellem var det som det gik op for ham, at han var bagefter og så sang han lige en af linjerne i salmen ret hurtigt, så han indhentede både organistens og alle andres tempo, for derefter at sakke bagud igen. Jeg kom til at smile af det og jeg er helt sikker på, at han sammen med vaskemærket reddede mig fra at blive rørt til tårer af al højtideligheden.

Det var den herligste festdag med eks’er og nuværende på kryds og tværs. Hele fire familier fejrede og hyldede den stolte konfirmand. Alle onkler, fra nær og fjern, fætre, og kusiner med og uden kærester. Det er, uden sammenligning, den bedste fest jeg nogensinde har holdt….. og for første gang i mit liv, var der en der holdt en tale for mig. Da ældstebarnet uden bæven og øh’er holdt sin tale, og takkede de voksne for at være så voksne, at de kunne arrangere og holde fest sammen, da revnede jeg en anelse. Det var ikke tuderi, det var det ikke. Det var stolthed…og en lillebitte smule udmattelse.

Helt perfekt!

Godt jeg ikke er perfektionist. Er du sindssyg, jeg ville ligge i krampe på den lukkede og ralle. Måske er det netop fordi jeg ikke er perfektionist, at jeg altid kommer videre og igennem. Stort set uanset hvad. Dét og så en hel del selvironi.
I vennekredsen, i forbindelse med mit arbejde, i bekendtskabskredsen – der ser jeg det. Når de bukker under, sidder og stirrer på en plet på væggen, en plet der slet ikke er der, græder, er apatiske og kan ikke længere huske hvordan man starter opvaskemaskinen eller rumme andre mennesker, ja ikke engang rumme sig selv. Har det altid været sådan? Er det bare mig der ikke kan erindre sådan noget fra min barndom? At voksne også dengang bukkede totalt under med stress og depression. Blev syge helt ind i sjælen, så de også fik fysiske skavanker? Egentlig kan jeg kun mindes udtrykket; ”Han har bare dårlige nerver”. Og så blev der ikke talt mere om det.

Bukker vi under i anstrengelserne i den evige jagt på det perfekte liv. Er det ikke bare at jagte det uopnåelige? Det perfekte liv i form af det perfekte job, naturligvis udført til perfektion med den perfekte høje løn og de perfekte udviklingsmuligheder, det perfekte hus med de perfekte møbler og den perfekte have, den perfekte ægtefælle, de perfekte børn, som går til alle de perfekte fritidsaktiviteter og har de perfekte karakterer og legekammerater. Vi skal det hele og får ikke sagt fra eller i det mindste skruet forventningerne ned – mest egne forventninger.
Egentlig er det helt ok, at have ambitioner om at udrette store ting i livet og i verden. Så er jagten på det perfekte, i det hele taget  så slem, som jeg bilder mig ind?
Nogen vil måske påstå, at jeg taler mindre pænt om perfektionisme, fordi jeg ikke er det eller ejer ambitionerne, om at stræbe efter at være det.
Men, jeg er jo netop ikke perfekt! Jeg er egentlig meget ærlig omkring ikke at være perfekt. Derfor er selvironi og uhøjtidelighed min styrke og mit forsvar. Mit perfekte forsvar.

Sygehusvæsen, Sundhedsvæsen …… Surhedshvæsen.

Har haft en mærkværdig uge. Yngstemanden på 9 år, har været indlagt på børneafdelingen. Indlagt er måske så meget sagt, vi var der i alt fald i mange timer. Hver dag….og ventede.

Forinden havde vi fået et meget kort brev, om at møde på afdelingen sammen med nattøj og sovedyr, til indlæggelse og undersøgelser. Andet stod der ikke. Jo forresten, der var 5 sider vedlagt om frit sygehusvalg og en lang vejledning om hvordan og hvor vi skulle henvende os for den ene og den anden blanket, for at få transportudgifter refunderet. Vi havde ventet 5 uger på det brev, og hvem regner normalt 5 uger for noget. Men når ens spinkle dreng er frygtelig bange for at spise, så føles 5 uger pludselig som en evighed og en kamp mod forsvunden energi og undervægt.

Husker stadig sygeplejerskens ord: “…. udredes for spisevægring, så det er svært at sige hvornår I kan udskrives igen”. Nahhhh, spisevægring er nu sådan et alvorligt ord, men det er rigtigt, yngste søn var blevet bange for at tygge og synke almindelig mad. Han har flere gange fået noget galt i halsen, så han var ved at blive kvalt. Sådan i alvorligste forstand. På sygehuset kaldte de det så dramatisk ’nær død oplevelse’. De ret voldsomme episoder med ”noget galt i halsen” og med ikke at kunne få luft, kvælningsfornemmelsen, panikken, både sin egen og vi voksnes, når det skete, havde gjort ham rædselsslagen. Dødsensangst. Derfor reagerede han både fysisk og psykisk – han kunne simpelthen ikke synke ret meget gennem den lille hals. Jeg kunne ikke tage frygten væk, fjerne den eller mindske den. For han havde selv oplevet det, mærket hvor væmmeligt det var, ikke at kunne trække vejret. Men via egen læge og Børneafdelingen kunne vi få undersøgt nærmere, om der fysisk var nogen problemer.

Faktisk ville han gerne spise. Yoghurt, uden frugtstykker. Det bliver man ikke særlig energisk eller stor af og heldigvis var modet til at prøve at spise almindelig kost, så småt ved at vende tilbage. Dagene inden vi mødte på børneafdelingen, var der både blevet spist kartofler, brød og frugt.

Sygeplejersken fortsatte sin velkomst med at undskylde, at der ikke var en seng klar, da der var overbelægning på afdelingen. Det forklarede jo også fint de 3 senge på gangen med syge børn og bekymrede forældre ved siden af. Jeg forsøgte at overbevise hende om, at det var helt ok, for ingen af os var sengeliggende. Hun fortsatte med at undskylde, mens hun viste os og alle vores pakkenelliker ind i afdelingens legerum. Der sad i forvejen en mor med sin søn.

Der midt i legerummet, talte vi med to sygeplejersker til indlæggelsessamtale og skulle så vente til det blev stuegang, for at tale med en læge. I ventetiden gik det ret hurtigt op for os, at den anden mor i legerummet var mere end utilfreds med at være på sygehuset. Hun var i aftes blevet indlagt med sin meget febersyge søn. Hun beklagede sig over, at alt bare var så gammelt og slidt og hun kunne slet ikke spise noget, for der lugtede så forfærdeligt af medicin og sygehus. Da hun var færdig med at fortælle os, hvor forfærdeligt det hele var, spurgte jeg til hendes søn og ‘jo jo, han havde det meget bedre og de forventede da at komme hjem sidst på eftermiddagen’. Derefter mistede hun hurtigt interessen for os og ringede til sin mor. Der fortsatte hun med at beklage sig over de elendige forhold hun var udsat for; om lugte hun ikke magtede, en stue hun ikke ville være på, fordi der var andre syge børn og bekymrede og triste forældre, hun følte sig indespærret….og remsen var uendelig. I mens sad hendes lille søn med en bog og storsmilede til os.

Flere nederlag i ludo og klodsmajor senere var der stuegang. Eftersom hele afdelingen var fyldt op, også undersøgelsesrummene, så måtte den anden mor og hendes søn forlade legerummet. Det skete ikke uden en del spydige bemærkninger om ’åbenbart at være til besvær’. Legerummet blev fyldt med sygeplejersker, studerende og en læge. De stimlede sig tæt sammen omkring os og pludselig følte jeg mig også som en bange ni-årig. Vi blev spurgt og vi svarede. Vi spurgte og der blev svaret, rynket pande, kigget, lyst med lygte, følt, mærket og legerummets sofa blev med et snuptag forvandlet til en undersøgelsesbriks. Ved resten af dagens måltider skulle en sygeplejerske observere, når yngstemand tyggede til fødebolle – ikke at forveksle med en flødebolle. Vi måtte tage hjem at sove og møde ind igen tidlig morgen, til flere observationer af måltider, stuegang og undersøgelser. Den eneste der havde en kommentar til det, var yngste søn; “Eiiii altså mor, og så har vi lige pakket alt det”

Sådan gik det til, at vi i 4 dage boede i børneafdelingens legerum og delte spisestue med afdelingens andre beboere og besøgende. I legerummet blev det os, der ind imellem vores egen bordfodbold turnering, wii spil, ludo, 100 andre spil og mange kopper kaffe og saft rigere, ikke kunne undgå at overvære andre til indlæggelsessamtaler. Det kan man så være forarget eller forundret over. Til gengæld gav det en ret god fornemmelse for, hvem man lige huskede at tage kaffe med til, hvem man gav plads til bare at sidde for sig selv og stirre, hvem der ville tale, hvem der ville lege og hvornår vi lige skulle gå en tur. Ikke mindst oplevede jeg hvordan personalet, trods de noget besværlige forældre forhold, fik det hele til at fungere.

Og til de der opfatter skattekroner som egne penge der bliver frarøvet, vil jeg undskylde – men mest af alt sige TAK for uvurderlig hjælp – for alt bliver godt igen!

surhedshvæsen

 

Det er ganske vist…

Er jorden i bogstavligste forstand ved at gå under, eller er moder jord bare blevet sulten efter mænd? Mænd der opsluges mens de sover eller spiller golf? Her er det vigtigt at bemærke, at INGEN mænd er blevet opslugt af bundløse huller i jorden, mens de vaskede op eller masserede fruens ømme nakke.

Flotte og luftige mellemrum mellem fortænderne er det nye hippe – og så har jeg i ungdommens forår kæmpet med nakkebøjle, togskinner, elastikker, ømme tænder, ømme gummer og ikke mindst ihærdige tandlæger, der ubarmhjertigt tog tandaftryk med alt for meget blåt klistret masse… alt for langt nede i svælget. Karma is a bitch.

”Århus Kommune giver de raske medarbejdere gaver for at sænke sygefraværet i kommunen”. Gaver for at gå på arbejde? Og artiklen fortsatte… “Efter hvert kvartal gives en gave til et par hundrede kroner til de ansatte, som ikke har været syge. Det kunne for eksempel være blomster eller biografture. Herudover gives en middag i byen til de medarbejderteam, som kollektivt har få sygedage på et år”
Undskyld mig, men er det ikke almindelig arbejdsmoral at møde på arbejde, når man ikke er syg? Hvad er det jeg har misset her og hvad er det for en slatten holdning! Hvad er der nu galt i at møde på jobbet og få sin løn som aftalt? Er det bare det offentliges mærkelige og akavede forsøg på en mødebonus??Er det ikke en gave i sig selv ikke at være syg, men rask og arbejdsdygtig?
Er der virkelig så mange konfliktsky chefer, at det er kommet hertil, fordi ingen tager hånd om problemer med medarbejdere der har meget fravær? Og hvad er der nu pludselig galt i, at påskønne hinanden og arbejdsindsatsen i det daglige?

Tidens tendenser lyder: Skab vækst, skab arbejdspladser og skab dig – alle har ondt i røven over alt og alle. Har du ikke det, så er du simpelthen ikke med.

i_am_not_amused

Fjerne galakser.

Det er snart tid til en tur hjemmefra Nordjylland – helt til Sjælland. Det er slet ikke længe siden og jeg sidst var der. Da mødte jeg spændende og finurlige mennesker på min rejse. I får lidt om mødet med en af dem her:

Der var behov for flere overnatninger og så er det jo oplagt at tage på hotel eller kro – så det gjorde jeg ikke. I stedet fandt jeg et sted, langt ude på (sjæl)landet, hvor jeg kunne leje en lille lejlighed, sådan lidt bed & breakfast – bare uden breakfast. Medmindre jeg altså selv øste havregrynene op.
Ude på landet. Jeg tænkte, at der ville jeg stadig føle mig lidt hjemme, selvom jeg var langt hjemmefra. Her er det vigtigt at forstå, at Sjælland er for nordjyder det længste væk, man overhovedet kan komme. Maldiverne, New Zealand og andre eksotiske destinationer er slet ikke noget at tale om som rejsemål, men Sjælland – dét er langt væk.

Jeg ankom lidt senere end planlagt, mest grundet mine egne tåbeligheder ved betalingen på den der uendelighedsbro. Husværten Sigurd tog dog pænt imod mig, trods forsinkelsen, og jeg blev indlogeret i den lille lejlighed. Sigurd var sådan en mand i meget store og løse joggingbukser og han havde ét stift langt og vildtvoksende gråt hår, lige midt ovenpå næsen. Mest af alt mindende han om en gammel mafiaboss, eller bare en der var på vej til at blive huleboer med stil. Hvis han var ægte mafiaboss, ville han helt sikkert hedde ”Vinny Gorgeous”.
Inden jeg havde tømt bilen for alle mine pakkenelliker, så skulle jeg da lige med Sigurd rundt og hilse på alle hans dyr. Jeg fulgte pænt efter Sigurd, og skulede lidt efter de to hængebugsvin der stod gryntende tilbage på gårdspladsen. Sigurd kunne godt lide at fortælle og det gjorde han…..hele tiden. I mens vendte mine tanker tilbage til det med mafiaboss, og jeg fik pludselig betænkeligheder ved at følge efter ham om bag bygningerne. Der var også ved at være mørkt. Mørkere end i Nordjylland. Jeg fulgte alligevel efter og det gjorde de to svin også. Den ene havde lidt problemer med at følge med og Sigurd gjorde mig pænt opmærksom på, at det var fordi den var blind. Altså, dens øjne fejlede ikke noget, men den var så fed, at den ikke kunne åbne øjnene, så når den havde slanket sig ville den få synet tilbage.

Inde i stalden blev lyset tændt og Sigurd viste mig stolt sit pindsvine vinterhotel. ”De lugter lidt, sådan nogle små svin” sagde han. Jeg kunne nu ikke lugte pindsvin, der mellem lugt af geder, får, høns, hængebugsvin og gæs, så jeg synes overhovedet ikke de lugtede.

Nok har jeg hørt om gode mennesker, der har pindsvin til overvintring, når de ikke fatter at gå i hi før vinterens kulde sætter ind, men aldrig før mødt en. Tolv pindsvin var der, som snøftede, hostede og møffede rundt i hver deres lille hule. På den anden side af gangen boede alle de øvrige dyr. Sigurd fortalte og fortalte og han var nu en ganske hygsom herre med hjertet på rette sted. Jeg fik virkelig meget information om Pindsvinevennerne i Danmark og til trods for alt det gode de gør med et godt hjerte, så kom jeg til at trække på smilebåndet.

Pindsvinevennernes hjemmeside vidner om, at de er ægte og top engagerede pindsvine fanatikere: Vigtigt *Lad telefonen ringe mere end to gange! Vi kan jo stå med et sygt Pindsvin.  Læs selv mere pindsvine drama her http://www.pindsvin.dk

Noget gør de helt sikkert rigtigt, for pindsvinene hos Sigurd var meget rundere end dem jeg normalt ser.

pindsvin-j-4004