For fædrelandet

Jeg må hellere få fortalt jer om den port. Det er den der adskiller tusindvis af nysgerrige blikke til den kongelige jagthytte i Trend. Kongeporten. Sammen med det høje vildthegn og masser af skov, har den indhegnet og skjult jagthytten et sted på den 400 hektar store grund, som var det slottet hvor tornerose sover sin skønhedssøvn. Kongeporten er med til at skjule den kongelige og ”hemmelige” hule.
Den kongelige jagthytte i Trend, som har ry for at være stedet, hvor de kongelige drager hen, når de vil have mest muligt fred for offentligheden og nysgerrige blikke. Jagthytten, som for de fleste vil betragtes af en sådan størrelse, at den egentlig slet ikke kan kaldes en hytte.
En varm og lun sommermorgen i august, kom jeg forbi og tog dette billede til jer:

IMAG0317

Kongeporten, der helt diskret og næsten anonymt spærrer vejen for uvedkommende til den kongelige jagthytte. Den åbnes kun for medlemmer af kongefamilien og deres meget nære venner, altså lige bortset fra dengang selveste Dronning Margrethe åbnede porten, så et ret begrænset antal gæster, mod entré, kunne komme indenfor. Entréindtægten gik ubeskåret til ungdoms arbejdet i Farsø og de nysgerrige måtte blive udenfor selve jagthytten, ingen kom indenfor. Rygtet siger, at det bestemt ikke var lokalbefolkningen, der var mest nysgerrige og købte de dyre billetter, for at komme ind bag Kongeporten. Måske har det noget at gøre med, at langt størstedelen af lokalbefolkningen er temmelig stolte af, at de kongelige finder ro og fred her i området.  Derfor værnes der også om de kongeliges besøg i Vesthimmerland.

Faktisk bliver der værnet så meget om de kongeliges besøg her, at ingen gør et større nummer ud af at møde dem under indkøb. Heller ikke, når man møder Kronprinsen med de ældste børn, en sensommer eftermiddag på den lille lokale flugtskydningsbane, fordi de ”kom lige forbi”. Men bagefter kan man godt føle sig lidt kongelig og slå sig sammen i større fællesskab og bygge nyt klubhus. Lidt kongelig opmærksomhed kan, uden det var tanken, sætte gang i en del udvikling.