På Herrens Mark – lidt om mænd, Gud og De Kongelige.

Efter at have været forbi Pikhede, og jeg fejl læste Færker odde på kortet som Frække odder, så var det tid at forlade de svære stednavne og finde en kop kaffe at skylle det hele ned med.

Midt på øen fandt vi Café På herrens Mark – med anbefaling fra hende her. Sammen med duften af dansk sommer og Limfjord, så fangede vore næser allerede fra caféens p-plads, duften af pandekager.

Udefra lignede det umiddelbart en helt almindelig villa, men indenfor var der café i et dejligt lyst lokale og væggene udsmykket med kunst fremstillet af vraggods. Der var en terrasse med den mest fantastiske udsigt over øen og fjorden. Menuen var pandekager og pandekager – enten de søde eller de mere mættende af boghvede, alle med forskelligt fyld…og kager og kaffe og smil og venlige øjne.

Jeg ved ikke, om det var fordi vi var støvede, kaffetørstige  og trætte, eller det var furboernes gæstfrihed der skinnede igennem. Men det føltes som det rareste sted at være. Selvom der var travlt og trods ventetid, fordi stedet var godt besøgt, så var der en ualmindelig og sjælden oplevet venlig atmosfære. Mens vi ventede, så fik vi både koldt vand og Furboernes underspillede og særlige humor at se. For i haven havde de et ”Museum for Mænd”.

mandemuseum

Trods navnet så jeg dog ingen udstillede mænd, til gengæld lugtede der ret skarpt af diesel og tjære i det lille museum, med en udstilling af udsøgte rædsler, som frække blyantspidsere, stueure med knapt så stuerene ringetoner, pokaler og matte medaljer. Alt sammen noget, som kvinder ikke tillader i stuen, når man som par får fælles hjem.

mandeskilt

En af mine favoritter var det polske vildsvin.

vildsvineskind

Øllene var naturligvis 1 kr. dyrere for kvinder end for mænd. Til gengæld var de jordkølede og kunne trækkes op fra et hul i græsplænen med en øl elevator.

ølkøler

I mens kvinderne måtte tie og drikke deres dyrere øl, så kunne mændene hygge sig med at træne lidt fitness.

fitnesformænd

Efter latter over den noget aparte udstilling og besøg på caféens familietoilet (det er sandt, det var så rummelig, at hele familien kunne være der), så var vores bord, pandekager og kaffe klar. Det var rent ud sagt svært at føre en samtale, for enten blev der tygget på en ualmindelig god pandekage eller også søgte øjnene og sindet fred med hvile på den fantastiske udsigt. Den engelske oversættelse af ’på herrens mark’ til “on god’s field” passer ret godt, for det var præcis hvad det føltes til at være. Besøg stedet, når du kommer til Fur!

Apropos Gud
Inden mobiler, gps og app’s (og sikkert også inden cafér med familietoiletter) så har der altid været en sikker vej til et pænt og rent toilet – find en kirke. Det er rigtigt! Menighedsrådene landet over, har sørget for skinnende rene toiletbygninger på enhver kirkegård. Når vi er ude at køre og én i bilen siger ”kan vi ikke lige finde en kirke”, så betyder det noget helt andet end beundring af kalkmalerier og døbefonte. Prøv det selv næste gang du kører ud i sommerlandet. Drop din ”nærmeste toilet app” og find i stedet nærmeste kirke med kirkegård. Der er jo ingen der siger, du ikke må gå ind og beundre kirken, nu du alligevel er der.

Og så mangler vi bare de kongelige
Der var stille på bagsædet på vej hjem og den overtrætte mor her, skulle lige stikke lidt til de endnu mere trætte børn, og høre om de var friske på at komme med forbi og se noget kongeligt, næsten helt hemmeligt, og som ikke kan ses nogen steder?! SÅ vågnende de op alle sammen, indtil den mest vågne rullede lidt med øjnene og sagde: ”Moar, ,hvis det er den der kongeport til jagthytten, så gider vi altså ikke se den..IGEN” og der blev afsluttet med” der er jo ikke noget at se”.

Og det er jo netop DET, der er det fantastiske. Her skylder jeg lige at nævne, at vi ofte kører forbi kongeporten (det kalder vi den) til den kongelige jagthytte i Trend. Jeg har måske ikke nævnt det her, men hver eneste gang vi kører forbi, så sænker jeg farten, peger og fortæller med en sådan iver om både port og jagthytte, at ungerne er ved at få forstoppelse af den kongeport. Jeg lover at tage et billede til jer, næste gang jeg kommer forbi den og fortælle historien om, at der intet er at se.

Landet for længe siden

Vi har været på det vidunderlige Fur, for at lede efter fossiler. Er du vimmer der føltes længere til Fur end nogensinde. Vi havde nemlig valgt dagen, hvor alle ferierende i det nordjyske ville sejle med færgen Mary fra Vesthimmerland til Mors og igen med Mjølner færgen fra Mors til Fur– ligesom os.

Turist i eget (Nordjyl)land
Ombord på færgen Mary, overhørte vi hvordan færgemanden gentagne gange blev irriteret overfor passagerer, der ikke havde kontanter, men ville betale med kort. Helt højlydt, med store suk og sætninger som ” HAR du ingen kontanter, for fanden, så SKAL jeg jo have gang i den her”, mens han viftede irriteret med sin kortterminal. En sjællænder, der sikkert aldrig i sit liv har oplevet besværligheder over at betale med kort, så helt forskrækket ud. Han lignende en der frygtede at blive vippet over bord grundet de manglende kontanter. Jeg blev faktisk lidt flov på færgemandens vegne og fra bagsædet spurgte tvillingerne kor: ” Hvorfor er han sur, hva’ mor? Er han sur?”
Alle kom dog sikkert i land og på Mors kørte vi forbi det berømte Thise mejeri, hvor besøgende stod i kø helt ud til kørebanen, for at komme med ind til åbent mejeri med gode historier og smagsprøver.

Noget om køer
Når man holder der i lang og langsommelig kø for at komme med nogle af Nordjyllands små færger, så er der virkelig god tid til at iagttage os ferierende folks forskelligheder. Specielt den midaldrende mand i den meget store og skinnende bil. Han holdt i køen foran os i vores spættede bil – spættet grundet de der tre svalepar og deres teenage unger, der har besat garagen, og rent ud sagt skider os et stykke.

Hver gang færgen havde minimeret køen med 30 biler og vi havde sneglet os fremad nærmere færgen, så sprang manden ud og åbnede sit bagagerum, hvor han havde en meget flot kasse med et velassorteret udvalg af diverse rengøringsartikler, klude og en hel del mere. Alt sammen var pænt og sirligt pakket i kassen. Han hev en sprayflaske frem. Bevæbnet med den og en klud, så sprayede, pudsede og polerede han sin forrude. Jeg siger jer, intet insekt ville splatte på den polerede rude, til gengæld ville de smutte videre som en flad sten mod limfjordens overflade og lande på vores i forvejen spættede bil. Han skulede noget efter vores bil, så til os og ingen tvivl om, at han havde dømt os helt ude. Til gengæld var det mig der skulede til det rygende folk, der askede og smed deres cigaretskodder i den tørre grøftekant. Jeg tog mig selv i at tænke hånsord som ”byboere” og ”Lars Løkke” – fordi en af dem vitterlig lignede Lars Løkke.

Der var mange, der helt tabt for omverdenen og sund fornuft, stod på kørebanen for at tage selfies med Limfjorden og Fur i baggrunden. Nogle var skyld i, at den trafik der kørte af færgen måtte holde helt stille. Tænk at have et flot selvportræt med en stor lastbil oppe i nakken. ”Byboere” tænkte jeg igen og undrede mig over, om det er sådan vi er blevet. Glemmer helt at mærke, se, dufte og fornemme hvor vi er, men i stedet koncentrerer os om det perfekte billede at uploade?

Find en fiskebæ
Vi kørte til en bakketop, som var mødestedet med de gæve geologer fra Fur museum, sammen med ca. 60 andre, der havde fået samme idé som os – at lede efter fossiler i moleret.
Bevæbnet hjemmefra med hammer, skruetrækkere og mejsler gik vi fra mødestedet og ned i et krater af en kæmpe udgravning af moler. For at erfare, at en smørekniv eller spartel var det bedst egnede værktøj. Der var jo ikke kun os ”turister” der gravede der, men også udgravning med store maskiner af moleret til brænding af de flotte røde mursten…og til kattegrus. Nede i krateret var der en kombination af ligeså varmt som i Death Valley, Californien og ligeså tørt, som i ovnen hvor de brænder det grå moler om til de røde sten.

Ikke en vind rørte sig og der var ikke så meget som en sky på himlen. Jeg ønskede det var mig, der havde taget paraply med. I øvrigt stod hun der, helt forstenet, under skyggen på sin paraply mens hele den vilde fossiljagt foregik.

paraply

En af tvillingerne gav op, mest fordi han blev ualmindeligt skuffet. Hvilket helt sikkert er min skyld. For jeg havde talt det op til noget eminent spændende, at lede efter fossiler. Han var hurtig til at gengive overfor mig, hvordan det så reelt var. Nemlig rigtig øv, for der var alt for varmt, støvet og ”man finder jo ingenting”. Det hele ramlede endeligt, da han i et forsøg på at finde det største fossil i den store mur, ramte sig selv i fingeren med en vildfaren skruetrækker.

I mens han og jeg fik en snak om, at der trods alt ikke regnede eller reelt findes børneædende moler og hvorfor dinosaurerne var uddøde, så fandt resten af familien noget så eventyrligt som fossiler af fiskeskæl, nogle ribben og et kvart kranie. En anden knægt fandt en hel fisk og en af geologerne blev som Joakim von and, der var genforenet med sin lykkemønt. Han pustede på fundet, stirrede på det med sin lup, som var det den største og mest fantastiske diamant i verden. Han forsvandt helt ind i sin egen geologverden og så usædvanlig glad og imponeret ud.

Øvrige fossiljægere, der havde kapituleret grundet varmen, havde søgt ind i den minimale skyggeplet der fandtes på modsatte side af krateret, end hvor alle andre gik med rumpen i vejret og ledte efter forstenet fiskebæ. Vi valgte at kæmpe os tilbage op ad den stejle vej fra krateret og finde køletasken med kolde forfriskninger. Kort tid efter havde alle fået nok – varmen var ulidelig.

varmeste

Fur er fin!
Vi fortsatte ud i det blå i jagten på en ledig skyggeplet, hvor vi kunne indtage den medbragte frokost og køle lidt ned efter opholdet i det varme krater. Selvom der var mange turister, så var der alligevel rigeligt plads til alle og vi fandt en plads i skyggen. Trods borde og bænke slog vi os ned på græsset i skyggen af et træ. Det grænsede op til en villahave, hvor vi kunne se og høre en mand råbe: ”Er do der?” Hva!” ” halloooo” ind i sin mobil, mens han gik rundt i haven for at finde en plet med forbindelse til fastlandet. Vi smilede til hinanden, for sådan er de på Fur, gæstfrie og venlige.

Skuffelsen over den stegende hede fossiljagt forsvandt samtidig som frokosten blev indtaget og efter henholdsvis lidt slumren og fangeleg på græsset, fortsatte vi turen på det skønne Fur.

Vi kørte forbi et af de frække steder, som trods navnet hverken var pik eller hede. Det eneste vi så der, var faktisk en garnbutik. Find selv på en naturlig sammenhæng der?
pikhede
Fra bagsædet spurgte tvillingerne den ældste,om hvorfor nogen kunne finde på at kalde steder noget, som man kunne få skældud af sin mor for at sige højt? Den ældste fnisede af spørgsmålet og så remsede alle på bagsædet alle de frække stednavne op de kendte.

Fur turen sluttede med et sent eftermiddags besøg På Herrens Mark og mande museet, men det var så besynderligt, og ikke mindst rart, at det får sit helt eget blogindlæg.

æ slov en skranni = jeg grinede højlydt

Er hjemvendt fra en herlig familiefest, hvor min far fejrede sin runde fødselsdag. Gæsterne fra nær og fjern bestod af mine forældres nye og tidligere naboer, venner og alle kumpanerne fra jagt turene og ikke mindst slægten.

Jeg nød al den snak man får til sådan et gensyn. Snak om svundne og nye tider, om den digitale verden og de udfordringer der deraf fulgte for størstedelen af festens gæster. Deriblandt også for min bordherre på 81 år, som jeg, trods hans udmelding om ikke at kunne spise så meget længere, hentede den halve buffet til. På et tidspunkt hev han også fat i krofatters ærme og ligeså højt som tante Møghe talte, sagde han ”Hør, kunne du ikke lige bringe mig en snegl mere til kaffen?”.

Jeg fik hilst på alle mine evigglade fastre, der stadig kan finde på at knibe mig kærligt i armen, når de taler til mig.

Min mor er fra Thy og det har altid imponeret mig, hvordan hun sammen med sine søskende på blot ét sekund kan slå over i en helt fremmed dialekt.

Jeg talte med min morbror. Han er sådan en der kan overleve et år på en øde ø, med kun en meter fiskesnøre, to tændstikker og en bøllehat. Han fortæller de bedste historier fra virkelighedens liv – og han er fantastisk til det. Dog skal jeg virkelig anstrenge mig for at forstå alle ordene, for han taler så flot thybomål, at jeg glipper nogle af ordene. Men det er mest fordi ægte thyboer kalder tingene for noget helt andet end resten af landet gør:
Snåe = hurtig
teors = oppe i årene
te dawle dåe = til daglig dag

Han er også sådan en der siger: ”Hvorfor er der så meget snak om, at man ikke må lugte af sved. Før i tiden ville man sgu kun sidde ved siden af dem der lugtede af sved – for ellers var de dovne”. Jeg kan godt lide min morbror.

Med sit mørke hår, de brune øjne, den solbrændte hud og rynkerne ved øjnene hver gang han smiler, har jeg altid ment, at han på en god dag ligner Poul Krebs. Min morbror fortæller ligeså gode og muntre historier på sin dialekt, som Poul Krebs kan fortælle skæbnehistorier i sine sange.

Han har den herligste lune humor, som kun en ægte Thybo kan have. Han er lattermild og deler sit kendskab til smukke steder i naturen med alle der er interesseret. Sådan er han. Når folk vil se noget smukt, så vil han gerne dele – bare de passer godt på det. Han er det sejeste naturmenneske jeg kender og han kender alle metoder til at fiske og gå på jagt. Han opdrætter fasaner til at udsætte, for der må være balance i tingene. Han høster rør til stråtage og har i det hele taget den største viden om både natur, dyr og fjorden.. eller ” æ fjuur”, som han udtaler det.

I det hele taget har jeg i dag fået vildt gode historier om gale fasankokke, turister der er faret vild, fisketure, kvier der er fluestukket, klovbylder, hønse avl, børn der er flyttet til København, godt grundvand, byboere og om overførselsindkomst.

Især om København kunne vi tale samme sprog: ”Der er jo ingen horisont” og han havde allerede været der 3 gange i år og det var egentlig rigeligt – men nu ville børnene jo bo der, længst væk fra deres far og mor, som han sagde. Og det er sådan det er. København er det ”længste væk” for en nordjyde.

De små ting – ikke at forveksle med småting

Hvis man sætter sig mål i livet, skal man så overse og fravælge alle de veje og muligheder der ellers åbner op og viser sig i livet? Det har jeg aldrig rigtig forstået.

Jeg har aldrig haft en liste over hvad jeg skal nå i livet, ingen mål om, hvor jeg er på vej hen eller hvilken skabelon mennesker skal passe ind i, før jeg omgås dem. Dels fordi jeg er overbevist om, at jeg blot vil spænde ben for mig selv, ved at have en eller anden liste og opstyltet forestilling om mennesker ud fra deres musiksmag, frisure eller grundlæggende karaktertræk. Og dels fordi jeg mener, at fravælge nogen inden man har set eller talt med mennesket bag facaden – det er en dårlig egenskab, der ikke behøver yderligere opmuntring.

Jeg har  ingen liste, men jeg er blevet klogere. Klogere på, at de små ting for mig, er de største ting. Når der så er mange af dem, så føles livet allermest dejligt. De små ting, dem har jeg heller ikke en liste over (måske kan jeg generelt ikke lide lister), for det er overraskelsen, glæden, det pludselige nærvær, det uventede og venlige, som gør hele forskellen.

Dog kan jeg hurtigt opremse nogle af de små ting og dejlige mennesker, der er med til at gøre mit liv stort, blandt andet:

  1. Venner der holder liv i vigtige ord og vendinger som stratenrøver, kålhøgen og dårskab
  2. Kollegaer der tager mig med på hemmelige kaffebarer med bløde sofaer, forbudte kager og arbejdsfri snak
  3. Venner der ved, at når det kommer til at overholde aftalte tider, så har jeg en lille afrikaner indeni – og det er ok
  4. Duften af nyslået græs og regn på varm asfalt
  5. Ægtemanden der tager med på skovtur i 8 graders ”varme”, bare fordi jeg mener det er en god idé
  6. Venner der deler deres liv og oplevelser i gode samtaler, om både godt og ondt
  7. En der stiller uret i min bil, så jeg pludselig ikke længere behøver lægge 67 minutter til, for at kende den korrekte tid
  8. At grine af sig selv
  9. Ægtemanden der springer ud af sengen og stormer hele huset rundt, når jeg prikker til ham om natten og skræmt hvisker: ”Jeg hørte en lyd!!”
  10. At se børnene smile og grine med hinanden og deres venner
  11. Børn der kommer med et slumretæppe til mig, uden jeg har bedt om det
  12. Venner der får mig til at grine så meget, at jeg kommer til at græde og selvom det gør helt ondt i maven, så føles det godt
  13. At møde en gammel ven og indse, at nogle ting aldrig ændrer sig – heldigvis
  14. Mennesker og oplevelser der har lært mig, at jeg altid kan vælge at se anderledes på tingene

Til dig, der gør en forskel i mit liv, vil jeg sige TAK du