Hvor der handles….

Endelig er den her, årstiden jeg elsker. Ikke alene på grund af varmen, solen og alt der grønnes. Næ, jeg elsker også, at der kommer så mange gæster og turister til vores landsdel. Tanken om, at jeg bor lige her, hvor andre vælger at holde deres ferie, det gør mig rigtig glad. Så kan de også ved selvsyn opleve hvor skøn Nordjylland er, når den viser sig fra sin smukkeste side. Noget andet er, at der er gemt en kræmmer i enhver nordjyde. Turister og gæster til landsdelen betyder åbenlyse muligheder, for at finde sin indre kræmmer frem og få nogle handler i gang. Vi nordjyder er i vid udstrækning villige til at grave hele græsplænen op og smide rynkede og forspirede kartofler i det hele, for så at sælge de nye sprøde kartofler i en lille bod ved indkørslen.
Lige nu er det tiden, hvor de hjemmelavede skilte langs veje og gader dukker op, hvorpå der med snorlige eller kroget skrift står; NYE Kartofler, asparges, radiser, jordbær og salat. Som dagene går skiftes ordene ud, med nye ord, der beskriver hvad der er aktuelt at sælge. Alt hvad vi selv fremdyrker af kartofler og forvoksede squash – det sælger vi gerne. Og når vi har lokket nogen hen til boden, så kan det endda være, at de også får mulighed for at købe store friske æg fra forkælede have- eller gårdhøns (det har nogen sure mennesker, med bureaukrati som speciale, ellers bestemt at INGEN må sælge).
Er du i Nordjylland og ser et lille dannebrogsflag ved en indkørsel, så betyder det, at her er der noget spændende at købe. Det er bare at køre ind på gårdspladsen og se hvad der bliver præsenteret. Hvis ikke det står på et skilt, så ved man aldrig hvad der venter. Det kan være alt lige fra kartoflerne, der nu udgør det for græsplænen, til et loppemarked med alt fra loftets gemmer eller et lille klapbord med ternet dug, hvorpå et vaffeljern damper med duften fra sprøde vafler – måske bagt af de der forbudte æg. Her i mit nabolag og omegn, er der rigtig mange boder og små flag. I dag så jeg en helt ny bod!

Sådan lige langs landevejen, der stod den nye sammentømrede bod. Det var ikke tæt på en fiske sø eller oplagte fiskesteder, så hvad skal man med melorme der? Mine første indskydelser var:

  • En nordjyde har lyttet til alle diskussionerne om, hvordan det kan mindske CO2-udslippet, hvis flere i verden begynder at spise insekter i stedet for kød fra almindelige husdyr? (Heraf det engelske MEALworms)
  •  Insekter vil være en vigtig ingrediens i kampen mod hungersnød ?
  •  Måske er det ment som en snack til de der forkælede høns?
  • Måske er det starten på en tilvænning til insekter, så når sommeren er på sit højeste er vi med på idéen: Spis insekter og spar en masse myggebalsam!

Problemet vil sikkert være, at ingen vil være de første – bare tænk på hvor store problemer det gav, da nogen fandt ud af, at de havde spist hest.
Når jeg tænker mig om, så ved jeg godt hvad det skyldes, at der sælges melorme. Der er ingen regler på området (endnu). Se DET er ægte nordjysk handling, at finde en vej udenom alt bøvlet!

Bænkevarmer

Jeg har lige været i kirke. Det sker ikke så tit. Ikke fordi jeg ikke kan lide at komme der eller fordi jeg ikke tror på gud. Vi har bare vores helt egen aftale om besøgstider, gud og jeg.

Som en del af forældrepakken til den flotte konfirmand sad jeg der på bænken, sammen med de respektive bedsteforældre, søskende og et par onkler. Fjorten personer blev det til og vi var stuvet sammen på tre bænke. Hver konfirmand havde fået tildelt tre bænke, hvor der med lidt god vilje absolut kun var plads til tolv, ligesom disciplene. Det hele blev forværret af vores brede bagdele, så der faktisk kun var plads til elleve personer. Vi fik alle fjorten kilet os ned at sidde på de tre bænke.

                                   bænken

Ved enden af ”min” bænk sad vore alles stolthed, ældstesønnen, klar til sin store dag. Jeg havde aftalt med mig selv, at der ikke skulle være noget som helst bævren eller tuderi fra min side. For det er normalt det kirker gør ved mig. Jeg bliver helt overvældet af kirkeklokkernes ringen, orglets stærke brus, præsten i sin kjole og kirkesangerens pressede folder. Det går lige i tårekanalerne og jeg aner ikke hvorfor. Men ikke i dag. Det havde jeg sat mig for.

Imens jeg anstrengte mig, for ikke at blive overvældet af højtideligheden, kom der et ungt par hastende ind i kirken og satte sig på bænken foran os, lige ud for mig. Som de eneste sad de på den bænk. Imens anstrengte vi os voldsomt for ikke at puffe hinanden ned af vores bænk, fordi vi alle sad rigtig akavet og med nærmest kun en balle hver på bænken. Vi havde ellers lige udset os den bænk foran, selvom det ikke var ”vores”. Men nu sad de der, to smukke unge mennesker. Der var rigtig varmt i kirken og den unge pige tog med det samme sin jakke af. Hun havde en sort og kort kjole på, med en dyb rund udskæring i ryggen. Nederst på udskæringen sad det hvide vaskemærke og strittede op. Str. L brugte hun og mærket var Vero Moda. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på mærket. Det fik mig til at abstrahere fra at blive helt bevæget. Hun havde modermærker på ryggen. Otte. Alle runde og mørkebrune. Midt på ryggen havde hun en helt hvid pigmentforandring. Det lignede en lille udgave af en sky fra en atombombe set fra oven. Jeg var så optaget af hendes ryg, at jeg først opdagede vi skulle rejse os, da hun stod op.
Det var befriende at komme op at stå, og inden vi skulle sætte os ned igen, overvejede jeg allerede hvordan i alverden vi skulle få os moset sammen med halve og hele baller på bænken igen. Vi fik os møvet på plads og orglet startede sin brusen hen over vores hoveder. Kirkesangeren, en herre af noget ældre dato, sang højt og tydeligt, men han var helt ude af trit med orglet, så hans sang kom sammen med organistens tempo til at virke som en dårlig synkronisering. Indimellem var det som det gik op for ham, at han var bagefter og så sang han lige en af linjerne i salmen ret hurtigt, så han indhentede både organistens og alle andres tempo, for derefter at sakke bagud igen. Jeg kom til at smile af det og jeg er helt sikker på, at han sammen med vaskemærket reddede mig fra at blive rørt til tårer af al højtideligheden.

Det var den herligste festdag med eks’er og nuværende på kryds og tværs. Hele fire familier fejrede og hyldede den stolte konfirmand. Alle onkler, fra nær og fjern, fætre, og kusiner med og uden kærester. Det er, uden sammenligning, den bedste fest jeg nogensinde har holdt….. og for første gang i mit liv, var der en der holdt en tale for mig. Da ældstebarnet uden bæven og øh’er holdt sin tale, og takkede de voksne for at være så voksne, at de kunne arrangere og holde fest sammen, da revnede jeg en anelse. Det var ikke tuderi, det var det ikke. Det var stolthed…og en lillebitte smule udmattelse.