Sygehusvæsen, Sundhedsvæsen …… Surhedshvæsen.

Har haft en mærkværdig uge. Yngstemanden på 9 år, har været indlagt på børneafdelingen. Indlagt er måske så meget sagt, vi var der i alt fald i mange timer. Hver dag….og ventede.

Forinden havde vi fået et meget kort brev, om at møde på afdelingen sammen med nattøj og sovedyr, til indlæggelse og undersøgelser. Andet stod der ikke. Jo forresten, der var 5 sider vedlagt om frit sygehusvalg og en lang vejledning om hvordan og hvor vi skulle henvende os for den ene og den anden blanket, for at få transportudgifter refunderet. Vi havde ventet 5 uger på det brev, og hvem regner normalt 5 uger for noget. Men når ens spinkle dreng er frygtelig bange for at spise, så føles 5 uger pludselig som en evighed og en kamp mod forsvunden energi og undervægt.

Husker stadig sygeplejerskens ord: “…. udredes for spisevægring, så det er svært at sige hvornår I kan udskrives igen”. Nahhhh, spisevægring er nu sådan et alvorligt ord, men det er rigtigt, yngste søn var blevet bange for at tygge og synke almindelig mad. Han har flere gange fået noget galt i halsen, så han var ved at blive kvalt. Sådan i alvorligste forstand. På sygehuset kaldte de det så dramatisk ’nær død oplevelse’. De ret voldsomme episoder med ”noget galt i halsen” og med ikke at kunne få luft, kvælningsfornemmelsen, panikken, både sin egen og vi voksnes, når det skete, havde gjort ham rædselsslagen. Dødsensangst. Derfor reagerede han både fysisk og psykisk – han kunne simpelthen ikke synke ret meget gennem den lille hals. Jeg kunne ikke tage frygten væk, fjerne den eller mindske den. For han havde selv oplevet det, mærket hvor væmmeligt det var, ikke at kunne trække vejret. Men via egen læge og Børneafdelingen kunne vi få undersøgt nærmere, om der fysisk var nogen problemer.

Faktisk ville han gerne spise. Yoghurt, uden frugtstykker. Det bliver man ikke særlig energisk eller stor af og heldigvis var modet til at prøve at spise almindelig kost, så småt ved at vende tilbage. Dagene inden vi mødte på børneafdelingen, var der både blevet spist kartofler, brød og frugt.

Sygeplejersken fortsatte sin velkomst med at undskylde, at der ikke var en seng klar, da der var overbelægning på afdelingen. Det forklarede jo også fint de 3 senge på gangen med syge børn og bekymrede forældre ved siden af. Jeg forsøgte at overbevise hende om, at det var helt ok, for ingen af os var sengeliggende. Hun fortsatte med at undskylde, mens hun viste os og alle vores pakkenelliker ind i afdelingens legerum. Der sad i forvejen en mor med sin søn.

Der midt i legerummet, talte vi med to sygeplejersker til indlæggelsessamtale og skulle så vente til det blev stuegang, for at tale med en læge. I ventetiden gik det ret hurtigt op for os, at den anden mor i legerummet var mere end utilfreds med at være på sygehuset. Hun var i aftes blevet indlagt med sin meget febersyge søn. Hun beklagede sig over, at alt bare var så gammelt og slidt og hun kunne slet ikke spise noget, for der lugtede så forfærdeligt af medicin og sygehus. Da hun var færdig med at fortælle os, hvor forfærdeligt det hele var, spurgte jeg til hendes søn og ‘jo jo, han havde det meget bedre og de forventede da at komme hjem sidst på eftermiddagen’. Derefter mistede hun hurtigt interessen for os og ringede til sin mor. Der fortsatte hun med at beklage sig over de elendige forhold hun var udsat for; om lugte hun ikke magtede, en stue hun ikke ville være på, fordi der var andre syge børn og bekymrede og triste forældre, hun følte sig indespærret….og remsen var uendelig. I mens sad hendes lille søn med en bog og storsmilede til os.

Flere nederlag i ludo og klodsmajor senere var der stuegang. Eftersom hele afdelingen var fyldt op, også undersøgelsesrummene, så måtte den anden mor og hendes søn forlade legerummet. Det skete ikke uden en del spydige bemærkninger om ’åbenbart at være til besvær’. Legerummet blev fyldt med sygeplejersker, studerende og en læge. De stimlede sig tæt sammen omkring os og pludselig følte jeg mig også som en bange ni-årig. Vi blev spurgt og vi svarede. Vi spurgte og der blev svaret, rynket pande, kigget, lyst med lygte, følt, mærket og legerummets sofa blev med et snuptag forvandlet til en undersøgelsesbriks. Ved resten af dagens måltider skulle en sygeplejerske observere, når yngstemand tyggede til fødebolle – ikke at forveksle med en flødebolle. Vi måtte tage hjem at sove og møde ind igen tidlig morgen, til flere observationer af måltider, stuegang og undersøgelser. Den eneste der havde en kommentar til det, var yngste søn; “Eiiii altså mor, og så har vi lige pakket alt det”

Sådan gik det til, at vi i 4 dage boede i børneafdelingens legerum og delte spisestue med afdelingens andre beboere og besøgende. I legerummet blev det os, der ind imellem vores egen bordfodbold turnering, wii spil, ludo, 100 andre spil og mange kopper kaffe og saft rigere, ikke kunne undgå at overvære andre til indlæggelsessamtaler. Det kan man så være forarget eller forundret over. Til gengæld gav det en ret god fornemmelse for, hvem man lige huskede at tage kaffe med til, hvem man gav plads til bare at sidde for sig selv og stirre, hvem der ville tale, hvem der ville lege og hvornår vi lige skulle gå en tur. Ikke mindst oplevede jeg hvordan personalet, trods de noget besværlige forældre forhold, fik det hele til at fungere.

Og til de der opfatter skattekroner som egne penge der bliver frarøvet, vil jeg undskylde – men mest af alt sige TAK for uvurderlig hjælp – for alt bliver godt igen!

surhedshvæsen

 

Mislykket kagedrøm og forbandede opskrifter der ikke virker….

Eiii, har du bagt sådan nogen lækre brownies, skat?!?  ”Ja” løj jeg med en anelse stolthed i stemmen. Jeg behøvede vel ikke indrømme, at jeg egentlig havde bagt chokoladekage, der var klasket sammen som en punkteret hoppepude, da jeg tog den ud af ovnen.

Til gengæld kom jeg til at tænke på et super råd, som en pensioneret bager engang gav mig. Jeg havde spurgt om, hvad hans bedste råd var, hvis kagerne mislykkedes.  Svaret kom med et smil og glimt i øjet: ”Så laver man trøfler”.

bager

Hvilket rod byder du uventede gæster?

Jeg elsker at få uventet besøg liar liar, pants on fire. Det vidner om, at nogen lige har tænkt på mig, fået en pludselig indskydelse og gerne vil være i mit selskab. Desværre har mine gæster åbenbart en eller anden radar der giver udslag: “Hey, hun har sgu ikke ryddet op/gjort rent/ er nøgen/ beskidt/ iført det grimmeste tøj , vi skal lige kigge forbi og give hende super dårlig samvittighed eller pinligt røde kinder – hæ hæ”.

Det er jo nogle frygtelige laster, som absolut ingen venner må kende til. Hvis jeg nu helt ærligt og reelt virkelig var ligeglad med, at alle opdager jeg ikke er perfekt, så ville jeg være sådan en der tog det heeelt roligt, når der kom uventede gæster. Så ville jeg ikke flyve rundt som en vildfaren nytårsraket og forsøge at gemme det iøjnefaldende rod i skabene eller bag bruseforhænget (Seriøst HVORFOR gør jeg det?) eller får en robotagtig stivhed og et ansigtsudtryk som på Edward Munchs ”skriget”, i mens jeg råber: ” NEEEJ for helvede, jeg har jo ikke ryddet op!”

Jeg ville ønske, at jeg meget mere var sådan en der sagde:

  • ”Kom da indenfor, så får jeg lige nogle bukser på”
  • ”Jeg var lige ved at danse til ‘Dansk melodigrandprix’ – kom ind og vær med!”
  • ”Kom indenfor så tager jeg lige en BH på igen”
  • Neiii, sikke en dejlig overraskelse. Jeg har lige tømt alle køkkenskabene, men vi sidder bare mellem det hele og drikker kaffe”
  • OM jeg giver kaffe! Ja da, åh, forresten der lugter måske lidt, for jeg har lige slået en brandskid”
  • ”Kom ind og se min fortolkning af Fengh Shui. Du ved nok, at Feng Shui filosofien     bygger på tre taoistiske ’sandheder’:
  1.  Alt er levende : Jeg har da et par grønne planter et eller andet sted og       fnullermændene ser også levende ud, når de flyver henover gulvet. Efterlader man bare ét stykke tøj på badeværelsesgulvet, så vokser det sig på mystisk vis til en kæmpe bunke, på bare én dag. “Adr! HVEM har stillet sin madkasse bag sofaen??”
  2. Alt er forbundet : Rodet i stuen hænger fint sammen med det i køkkenet og den dundrende hovedpine har helt sikkert en fornuftig sammenhæng med gårsdagens indtag af alkohol.
  3. Alt forandrer sig: Jeg har observeret, hvordan  snavsetøjbunken, pludselig bliver til en bunke af rent tøj – og på en uges tid, forvandler det sig tilbage til en bunke med snavsetøj igen.

Efterhånden er det sådan, at når der er godt og grundigt rodet, så er jeg begyndt at sige højt” Det er da lige sådan en dag som i dag, at svigermor kommer forbi”. Dem der tænker, ”tag dig dog sammen og hold orden i stedet for at rydde op” – de får en lammer!

Jeg er overbevist om, at affaldskværnen og affaldsskakten oprindeligt blev opfundet af rodehoveder der tit fik uventede gæster – jeg vil have begge dele installeret. NU!

Det er ganske vist…

Er jorden i bogstavligste forstand ved at gå under, eller er moder jord bare blevet sulten efter mænd? Mænd der opsluges mens de sover eller spiller golf? Her er det vigtigt at bemærke, at INGEN mænd er blevet opslugt af bundløse huller i jorden, mens de vaskede op eller masserede fruens ømme nakke.

Flotte og luftige mellemrum mellem fortænderne er det nye hippe – og så har jeg i ungdommens forår kæmpet med nakkebøjle, togskinner, elastikker, ømme tænder, ømme gummer og ikke mindst ihærdige tandlæger, der ubarmhjertigt tog tandaftryk med alt for meget blåt klistret masse… alt for langt nede i svælget. Karma is a bitch.

”Århus Kommune giver de raske medarbejdere gaver for at sænke sygefraværet i kommunen”. Gaver for at gå på arbejde? Og artiklen fortsatte… “Efter hvert kvartal gives en gave til et par hundrede kroner til de ansatte, som ikke har været syge. Det kunne for eksempel være blomster eller biografture. Herudover gives en middag i byen til de medarbejderteam, som kollektivt har få sygedage på et år”
Undskyld mig, men er det ikke almindelig arbejdsmoral at møde på arbejde, når man ikke er syg? Hvad er det jeg har misset her og hvad er det for en slatten holdning! Hvad er der nu galt i at møde på jobbet og få sin løn som aftalt? Er det bare det offentliges mærkelige og akavede forsøg på en mødebonus??Er det ikke en gave i sig selv ikke at være syg, men rask og arbejdsdygtig?
Er der virkelig så mange konfliktsky chefer, at det er kommet hertil, fordi ingen tager hånd om problemer med medarbejdere der har meget fravær? Og hvad er der nu pludselig galt i, at påskønne hinanden og arbejdsindsatsen i det daglige?

Tidens tendenser lyder: Skab vækst, skab arbejdspladser og skab dig – alle har ondt i røven over alt og alle. Har du ikke det, så er du simpelthen ikke med.

i_am_not_amused

Fjerne galakser.

Det er snart tid til en tur hjemmefra Nordjylland – helt til Sjælland. Det er slet ikke længe siden og jeg sidst var der. Da mødte jeg spændende og finurlige mennesker på min rejse. I får lidt om mødet med en af dem her:

Der var behov for flere overnatninger og så er det jo oplagt at tage på hotel eller kro – så det gjorde jeg ikke. I stedet fandt jeg et sted, langt ude på (sjæl)landet, hvor jeg kunne leje en lille lejlighed, sådan lidt bed & breakfast – bare uden breakfast. Medmindre jeg altså selv øste havregrynene op.
Ude på landet. Jeg tænkte, at der ville jeg stadig føle mig lidt hjemme, selvom jeg var langt hjemmefra. Her er det vigtigt at forstå, at Sjælland er for nordjyder det længste væk, man overhovedet kan komme. Maldiverne, New Zealand og andre eksotiske destinationer er slet ikke noget at tale om som rejsemål, men Sjælland – dét er langt væk.

Jeg ankom lidt senere end planlagt, mest grundet mine egne tåbeligheder ved betalingen på den der uendelighedsbro. Husværten Sigurd tog dog pænt imod mig, trods forsinkelsen, og jeg blev indlogeret i den lille lejlighed. Sigurd var sådan en mand i meget store og løse joggingbukser og han havde ét stift langt og vildtvoksende gråt hår, lige midt ovenpå næsen. Mest af alt mindende han om en gammel mafiaboss, eller bare en der var på vej til at blive huleboer med stil. Hvis han var ægte mafiaboss, ville han helt sikkert hedde ”Vinny Gorgeous”.
Inden jeg havde tømt bilen for alle mine pakkenelliker, så skulle jeg da lige med Sigurd rundt og hilse på alle hans dyr. Jeg fulgte pænt efter Sigurd, og skulede lidt efter de to hængebugsvin der stod gryntende tilbage på gårdspladsen. Sigurd kunne godt lide at fortælle og det gjorde han…..hele tiden. I mens vendte mine tanker tilbage til det med mafiaboss, og jeg fik pludselig betænkeligheder ved at følge efter ham om bag bygningerne. Der var også ved at være mørkt. Mørkere end i Nordjylland. Jeg fulgte alligevel efter og det gjorde de to svin også. Den ene havde lidt problemer med at følge med og Sigurd gjorde mig pænt opmærksom på, at det var fordi den var blind. Altså, dens øjne fejlede ikke noget, men den var så fed, at den ikke kunne åbne øjnene, så når den havde slanket sig ville den få synet tilbage.

Inde i stalden blev lyset tændt og Sigurd viste mig stolt sit pindsvine vinterhotel. ”De lugter lidt, sådan nogle små svin” sagde han. Jeg kunne nu ikke lugte pindsvin, der mellem lugt af geder, får, høns, hængebugsvin og gæs, så jeg synes overhovedet ikke de lugtede.

Nok har jeg hørt om gode mennesker, der har pindsvin til overvintring, når de ikke fatter at gå i hi før vinterens kulde sætter ind, men aldrig før mødt en. Tolv pindsvin var der, som snøftede, hostede og møffede rundt i hver deres lille hule. På den anden side af gangen boede alle de øvrige dyr. Sigurd fortalte og fortalte og han var nu en ganske hygsom herre med hjertet på rette sted. Jeg fik virkelig meget information om Pindsvinevennerne i Danmark og til trods for alt det gode de gør med et godt hjerte, så kom jeg til at trække på smilebåndet.

Pindsvinevennernes hjemmeside vidner om, at de er ægte og top engagerede pindsvine fanatikere: Vigtigt *Lad telefonen ringe mere end to gange! Vi kan jo stå med et sygt Pindsvin.  Læs selv mere pindsvine drama her http://www.pindsvin.dk

Noget gør de helt sikkert rigtigt, for pindsvinene hos Sigurd var meget rundere end dem jeg normalt ser.

pindsvin-j-4004

Lemlæstet intimsfære.

Den der intimsfære. Det er mit territorium og der er ikke ret mange der bliver inviteret indenfor. Der er sikkert en alenlang og videnskabelig forklaring på, hvorfor det føles ubehageligt, når nogen træder ind i ens intimsfære uden at være inviteret. I stedet for at sige ”fuck af eller du får en springskalle” så træder jeg et skridt tilbage, når de uinviterede træder ind i på mit territorium. Nogen forstår ikke den diskrete tilbagetrækning og følger med, ved at tage et skridt fremad. Det ender med at blive sådan en ”silent tango” hvor jeg kraftigt overvejer, om springskallen er den eneste vej væk fra forfølgeren.

Uanset ubehaget, så er det et faktum, at vi i vores samfund indretter os, så vi kommer tættere og tættere på hinanden i hverdagen. I køen, i toget/bussen, i kantinen, på rulletrappen, i metroen, i flyet, i etage byggeriet, i biografen/teatret osv. Der er også steder og situationer, hvor jeg uundgåeligt må invitere fremmede ind i min intimsfære – og så formår de alligevel at overtræde den usynlige grænse, for hvor tæt de trods alt må komme.

Et klassisk eksempel er hos den kvindelige frisør. På et eller andet tidspunkt læner hun sig helt tæt ind til en. Alt i mens hun klipper, griner og snakker på livet løs. Pludselig, mens hun stadig læner sig ind over en, kan jeg simpelthen fornemme hendes ene bryst i mit øre. Er det kun mig der oplever sådan noget? Ikke at det er ubehageligt, det er ikke det jeg siger, men kunne vi ikke prøve at advare lidt om det eller spørge, om det er ok at komme bryster ind i ens øre eller op af ens kinder – bare så man lige er forberedt. Det er en smule akavet, at sidde i fuldt offentlighed og flashe sit eget spejlbillede med frisørens bryster i ørene. Så godt kender vi jo trods alt heller ikke hinanden.

Et andet eksempel er tandlægen. Han skal spørge om sære ting, der overhovedet intet har med ens tænder at gøre, samtidig med at man har instrumenter, sugerør, spyt og tandlægens fingre i munden. Det er helt umuligt at svare med andet end en uforståelige mumlen og midt i det hele, så kæler tandlægen sådan både trøstende og blidt for ens kind. Jeg mærker panik med det samme og klamrer mig til stolens armlæn. Er du ude på at narre mig?! Kommer det til at gøre ondt nu og forsøger du at trøste på forhånd? Lad være med det! Du er i forvejen rigeligt indenfor min intimsfære, du skal ikke fucke mine tanker op også!

Og hvad sker der for, at jeg føler mig ”rigtig hjemme” på jobbet, og sidder og tisser for ulåst dør. Selvfølgelig kommer der så en kollega brasende ind, mens man sidder der og har åbnet for slusen. Nu ved jeg bare, at det billede af mig på toilettet, vil han få på sin nethinde, hver eneste gang han ser mig. Fint nok. Men gider du stoppe med, grinende at fortælle om “mit forskrækkede ansigtsudtryk, da jeg kom ind til dig på toilettet historien” til alle og enhver. Ja, jeg tissede og jeg havde glemt at låse døren. Det er kun sjovt i et begrænset omfang. Stop eller du får den springskalle, jeg ikke uddelte tidligere. Måske er det billede på nethinden straf nok?

Til gengæld kan jeg tvivle på, om vi overhovedet har nogen intimsfære i vores digitale verden, mig selv inklusive. Statusopdateringer som ”jeg har lige været i bad”, og ”…denne status er opdateret på toilettet” , eller oplysninger om hvor lidt eller meget man har af udestående med SKAT. Det virker dog ret uskyldigt, i forhold til de gloser, der i den digitale verden åbenbart frit kan slynges ud efter politikere, venner, familie og jobbet. Alle der har skrevet noget rigtig grimt, følger så op med en kommentar i store bogstaver, hvor de påberåber sig ret til at svine andre til i ytringsfrihedens navn. De har øjensynligt ikke forstået hvad ytringsfrihed betyder.

Selv den danske sangskat har vinket farvel til intimsfæren og er blevet beriget med sange som ’Singlepik’, ’Kvinde – din møgluder’,’ kælling’  ’fissesangen’ og ‘Sut den op fra slap’. Ord og tekster der ruller både tungt, beskidt og kontant. Man kan lade sig forarge, eller man kan lade være. Man kan synes budskabet er åndssvagt og man kan også tage det, for hvad det er. Underholdning. Og egentlig ikke helt uden selvironi og humor.

Vi forarges ikke længere over kropsvæsker kombineret med intimitet i den bedste sendetid, kroppe der  pumpes med silicone efter den 25. års fødselsdag, ekstremerne der via medierne bliver vores alle sammens rollemodeller og det betyder intet. Vi er hinandens tolerancepoliti, så det er ved at være påfaldende.

Spring så lige til billedet af dig selv i bussen, i køen eller i venteværelset, hvor du får klaustrofobiske tendenser og vil gøre alt for at undgå, at komme tæt på andre mennesker og få deres livsfarlige ”fremmed” fnuller på dig. Eller hvordan du er dødsensangst for at komme til at begå det ultimative offentlig transport-harakiri, ved at røre mennesket ved siden af dig.

Det kan man da kalde polarisering

NB. Kan vi snart blive enige om, at begynde og ’Hej’ kysse hinanden, som de gør syd for Tyskland?